TREÅRSKRIGEN
Artikler om begivenheder der knytter sig til Treårskrigen og Fredericias historie.
Samlet af Erik F. Rønnebech
DIE EREIGNISSE VOR FREDERICIA VOM 7-TEN MAI BIS ZUM 6. JULI 1849
(Begivenhederne foran Fredericia fra 7. maj til 6. juli 1849.) Beretning udsendt som tillæg til"Militair-Wochenblatt für Januar bis incl. Juni 1853"
Redigeret af den historiske afdeling i generalstaben.
Oversat til dansk af Erik F. Rønnebech - 2005
Dette afsnit omhandler
indeslutningen, bombardementet og belejringen
frem til udfaldet 6. juli 1849
Den danske version af begivenhederne
Forfatteren deltog i alle slag og i de derunder foregåede hovedbegivenheder på slesvig-holstensk side. Han befandt sig i en stilling, der tillod ham indblik i de interne forhold, og havde senere, i længere tid, adgang til denne hærs krigsakter.
Han har sammenholdt disse med den danske beskrivelse, og ud fra begge, samt ved sin egen erindring, søgt at fremstille et samlet sandfærdig billede. Det upartiske og retfærdig sind han har gjort dette med, må selv modstanderen anerkende.
At han også kom nærmere ind på alle de foregående begivenheder som slaget var følgen af og slutningen på, har sin egen begrundelse, og gør arbejdet for historien så meget vigtigere.
Tilbage er kun at tilføje, at så ugerne vi end lod den påbegyndte offentliggørelse af vor fremstilling af den tysk-danske krig fra 1848 afbryde, til fordel for det foreliggende skrift, må det dog anses som en pligt, ikke at lade forfatteren vente for længe på vor tak, og ikke lade læseren vente for længe på dette så lærerige arbejde.
Berlin i juli 1853
Redaktionen.
Belejringen indledes:
Da de tyske rigstropper overskred den danske grænse den 6. maj 1849, havde den slesvig-holstenske arme allerede, siden 20. april, stået i og omkring Kolding med 14 batailloner, 10 eskadroner, 48 feltkanoner og 2 kompagnier pionerer. En styrke på ca. 14.000 mand.
Fra rigstroppernes overkommando var, for den følgende dag, truffet beslutning om en videre fremrykning i Jylland, og derunder tiltænkt de slesvig-holstenske trupper en ganske vist ikke misundelsesværdig, men dog selvstændig rolle.
Dette afsnit dagsbefalingen for den 6. lød således:
"Den holstenske division rykker om morgenen kl. 8 fra Kolding over Gudsø imod Snoghøj og forsøger derefter at blive herre over hele terrænafsnittet fra Holzminde (Høllsminde), Kolding, Snoghøj til Fredericia."
De øvrige rigstropper skulle gå fra Kolding mod nord.
7. maj
Med den, som følge af denne disposition sejrrige træfning, der fandt sted ved Gudsø og Taulov, var det, der var muligt at opnå denne dag, nået. Danskerne havde fuldstændig rømmet hele området ind til fæstningen og overladt det til de slesvig-holstenske tropper, der rykkede frem indtil et kanonskuds afstand fra fæstningen og derpå mellem kl. 7 og 8. gik i bivuak.
Avantgardebrigaden dannede højre fløj, 9. bataillon havde forposterne fra Fuglsang skov langs mosen nord for Erritsø til stranden, og havde lejr tæt ved Erritsø i nærheden af kirken.
10. bataillon, 1. og 2. jægerkorps, samt det 6-pundige batteri nr. 3 og 12-pundige batteri nr. 1 og 4. eskadron af 1. dragonregiment, bivuakerede sydlig og vestlig tæt ved Erritsø. Feltvagter var sat ud langs stranden ud til Snoghøj, hvor et kompagni af 10. bataillon holdt brohovedet besat, og holdt stranden indtil Damgaard under observation. Den anden eskadron af 2. dragonregiment bivuakerede ved Henneberggaard.
2. brigade var om aftenen mellem kl. 6 og 7 sammen med 4. jægerkorps gået frem i spidsen indtil Sønderbygaard. Fjenden havde skudt endnu 3 kardæskskud mod de i skoven fremrykkende jægere, og derpå trukket sig tilbage ind i fæstningen. Der blev kun udsat forposter fra 6. bataillon, og det i en linie fra Bredstrup over Stallerup og Fuglsang til de nåede sammen med 9. bataillon.
7. bataillon bivuakerede i Stoustrup som reserve for 5. og 8. bataillon, 4. jægerkorps og det 6-pundige fodbatteri nr. 2 sydvestlig for denne landsby.
1. brigade bivuakerede med det 12-pundige batteri nr. 2 i passende afstand fra 2. brigade mellem Stoustrup og Hejse Kro på begge sider af vejen.
Af kavaleribrigaden bivuakerede 1. dragonregiment ved Bredstrup, holdt terrænet indtil Rands Fjord og på den anden side af området på vejen mod Vejle under observation, og holdt forbindelse til den over Viuf fremrykkende prøjsiske division og rekognoscerede under løjtnant Hann von Weyhern den nordvestlige del af fæstningen indtil det foran denne liggende område. 2. dragonregiment bivuakerede ved Torp.
Begge pionerkompagnier lå i lejr i og ved Stoustrup, med undtagelse af et detachement, som forblev hos avantgardebrigaden i Erritsø.
Ammunitionskolonnen blev denne nat liggende i Kolding.
Hovedkvarteret blev opslået på den store gård Sønderbygaard.
Omkring kl. 9 om aftenen indtraf dagsbefalingen fra generalløjtnant v. Prittwitz i Kolding. Efter denne var den prøjsiske division ikke gået frem til Vejle, men kun til Viuf med forposterne på denne side af Hoven Kro, og modtog nu befalingen, at indtage Vejle den næste dag, og rykke med avantgarden mod Hedensted. For de slesvig-holstenske tropper lød befalingen således:
"General v. Bonin forsøger at vinde det i dagsbefalingen fra den 6. betegnede terrænafsnit og sætte sig fast der. En eventuel begæring om understøttelse skal umiddelbart rettes til kommandoen over 1. division i Kolding, og desuden skal jeg omgående underrettes derom. 1. division bliver stående (i Kolding). Er dog bestemt til at garantere en understøttelse, hvor en sådan måtte være nødvendig".
Det første af denne opgave var allerede, for størstedelens vedkommende, udført i dag. Det gjaldt nu om at sætte sig fast i det omhandlede terrænafsnit.
Den kommanderende general besluttede derfor at blive i den indtagne stilling og sikre sig ved anlæg af en forskansning mod fæstningen og med patruljer at observere terrænet nordlig for denne fra Stallerup langs Rands fjord til Holzminde (Høllsminde). Den næste morgen bestemtes til rekognoscering og avantgarde-brigaden fik ordre til at iagttage skibstrafikken mellem Fredericia og øen Fyn.
Den 8. maj
Under den ved daggry foretagne rekognoscering viste det sig snart, at de underretninger man i nogle uger tidligere havde modtaget om stærke arbejder på fæstningsværkerne, ikke var overdrevne, og at man ikke længere stod foran den forladte fæstning, som i 1848, uden modstand, havde åbnet sine porte for de prøjsiske tropper. Næsten på alle bastioner, især på kavalererne så man spor af frisk arbejde, især på Oldenborg og Holstens bastioner.
Den lille å der løb foran disse bastioner var ved hjælp af en dæmning ved udløbet opstemmet, så der opstod en oversvømmelse på ca. 300 skridts bredde og ¼ mils længde, der kun kunne passeres på dæmninger ved den store vej til Kolding og vejen fra Fredericia til Snoghøj. Begge dæmninger kunne bestryges af kanoner fra fæstningen samt fra nogle yderværker, af hvilke der stadig blev arbejdet kraftigt på det foran Oldenborgs bastion. Tæt ved oversvømmelsen på begge sider af koldingvejen var indrettet kanonstillinger og, som det så ud til, var armeret med feltkanoner og ligeledes var der indrettet nogle beskyttelsesvolde til infanteri.
På Snoghøjvejen, tæt ved stranden, på denne side af oversvømmelsen, lå et blokhus af træ omgivet af jordvolde, formentlig til at beskytte oversvømmelsen og de bagved liggende yderværker, der endnu var under bygning, såvel som for at holde en udfaldsvej åben på denne side.
Terrænet, 1200 skridt fra Sønderbygaard frem mod oversvømmelsen, består, som planen viser, af et lille plateau, der falder, mere eller mindre stejlt, mod alle sider med enkelte små slugter og bølger i terrænet, der også gennemskæres af 3-4 høje, markdiger af jord, der giver masser af muligheder for skjulte opstillinger og fremrykninger, da terrænet kan overskues fra flere bastioner og især kavaleren på bastion 2.
Jorden består næsten udelukkende af hård lerjord, som ved alle vejrlig gjorde jordarbejder besværlige.
Den lille å fra Stoustrup frem til oversvømmelsen, er stort set uden betydning, men følges mange steder af moradsagtige engdrag, der kun kan passeres af infanteri. To veje fører over åen. Vejen til Vejle, og en, også for kanoner passerbar vej, der ikke langt fra oversvømmelsens begyndelse, var forsynet med en let farbar oplukkelig bro.
Terrænet fra plateauets sydgrænse og hen mod Erritsø å var ligeledes betydningsløst, men var også omgivet af ca. 500 skridt bred moradsagtig eng, der kun kunne passeres af sluttede våbenarter på vejen fra Fuglsang til Erritsø og ved stranden. To træbroer førte her over åen. Den langt udstrakte, parallelt med åen liggende, landsby Erritsø, kunne ganske vist overskues fra fæstningen, skibe og Strib, men var fuldstændig sikret mod et overfald på grund af terrænet og kun udsat i den østlige ende for skud fra skibe og Strib. Den egnede sig derfor fortræffeligt til kantonnement og lejr for betydningsfulde troppeafdelinger.
Fuglsang skov, der gennemløbs af en dyb slugt, egnede sig ligeledes fortræffeligt til lejrplads, og dannede en god forbindelse fra Erritsø med Sønderbygaard og Stoustrup. Den lå helt uden for fæstningens skudvidde og var dækket af en foranliggende å, og stod i via en vej over åen i forbindelse med plateauet og vejen mod Vejle.
Terrænet mellem Fuglsang skov og Stoustrup var næsten helt plant og passerbar for alle våbenarter. Landsbyen Stoustrup bestod af nogle store bøndergårde og gav med Sønderbygaard lejlighed til et særdeles godt kantonnement.
Terrænet nord for oversvømmelsen og fæstningen kunne ikke rekognosceres specielt denne dag. Det var dog fra forrige år bekendt, at det, i almindelighed plane terræn, kunne overskues fra fæstningen og 5-6000 skridt ud, med undtagelse af den ikke ubetydelige slugt, der løb parallelt med fæstningen fra Fredericia-Treldevejen frem til oversvømmelsen (Randdalen).
Man vidste at fæstningsværkerne udelukkende bestod af jordværker uden bombesikre rum. Voldgravene var i 1848, for en stor dels vedkommende tørre, men man formodede, at de var renset op og, ved at tilbageholde kilde- og regnvand, i det mindste delvist var fyldt op igen.
Fæstningsvoldene var delvist stærkt armeret. Man så mange kanoner over bænk og mange frisk indskårne skydeskår. Løjtnant Rechling, der sammen med overløjtnant Hahn von Weyhern allerede aftenen før havde rekognosceret en stor del af fæstningens nordfront, fandt samme ikke så fuldstændig armeret som vestfronten. Fjenden havde imidlertid, ved at sende folk frem foran skydeskårene, forhindret ham i at se nøjagtigt.
De fjendtlige forposter stod tæt ved oversvømmelsen og i nord ca. 12-1.500 skridt foran glaciset. På Treldevejen så man kavaleripatruljer. Fra blokhuset var fremskudt en post til teglværket.
Lillebælt bød under det klare solrige vejr, på et meget smukt syn. Mellem Erritsø og Strib lå en flotille på omkr. 40 damp- og sejlskibe, såvel som kanonbåde i to træfninger, og ved fæstningens sydfront, som man helt kunne overse fra Erritsø, bemærkede man en vedvarende indstigning og overførsel af troppeafdelinger i dampskibe og små fartøjer, til den over for, ved landsbyen Strib på øen Fyn liggende
landgangsbro.
Ved denne landsby var tæt ved kysten indrettet et strandbatteri for 12 kanoner. Det så imidlertid kun ud til at være armeret med 5-6 stykker, men beherskede hele den sydlige bred af Lillebælt, især Fredericia-Snoghøjvejen.
Som følge af rekognosceringen, blev det nu, for at sikre den indtagne stilling, besluttet at anlægge 2 redouter (Nr. 1 og 2) på begge sider af Koldingvejen, omkring 2.300 skridt fra spidsen af bastion 3.
Det skyts der skulle stilles derind, skulle foreløbig kun bestryge den over oversvømmelsen førende landevej og de på den modsatte side liggende feltbatterier. På begge sider skulle der indrettes Epaulementer (løbegrave) for infanteri.
Kl. 9.30 om formiddagen afmærkede kaptajn v. Lesser begge redouter. Straks derefter påbegyndtes arbejdet, der udførtes af pionerer og infanterister fra 2. bataillon. Begge redouter blev indrettet til 4 kanoner, og fik form af en sekskant med en front på 65-70 fod og begge forreste vinger af 40' længde, og en brystværnstykkelse på 12' med en tilsvarende grav. Den indre brystværnsskråning blev, af mangel på andre materialer, beklædt med brædder. Den bagerste front med begge vingerne skulle laves af palisader. Til at fælde disse og udfærdigelse af vidjefletværk til beklædning af skydeskår mm. blev et detachement pionerer sendt ud i Fuglsang skov for at indrette en byggeplads for tømmerarbejde tæt ved Sønderbygaard. De nødvendige materialer i form af brædder, såvel som køretøjer blev rekvireret i Stoustrup og de omkringliggende gårde.
2. bataillon havde, under en rekognosering den 3. maj, pådraget sig den kommanderende generals utilfredshed, og ønskede nu, under den nye fører kaptajn v. Wrangel, lejlighed til, at bestå en ildprøve. Arbejdet blev, hovedsageligt af denne grund, påbegyndt midt på dagen og under fjendtlig beskydning. Kaptajn v. Wrangel efterlod 2 kompagnier i reserve i dalsænkningen ved Vejle korsvej, og gik med et kompagni omkring 500 skridt frem indtil et dækkende markdige, og sendte et kompagni frem til arbejdet. Medens et hold arbejdede, dækkede de øvrige arbejdet så det ikke kunne ses fra fæstningen, ved hjælp af fremsendte infanterister.
Skønt jordbunden var meget hård og leret, så havde mandskabet dog allerede arbejdet sig en fod ned i jorden, før fjenden bemærkede noget. Men så begyndte han et livligt bombardement med granater og kugler fra bastion 3 og det fremskudte feltbatteri, og ramte, ved flere lejlighed, ned midt mellem arbejderne, uden at såre nogen. Arbejdet fortsatte uforstyrret, og fjenden gav snart op med at være alvorligt foruroliget. Omkring hvert 5 minut afgav han et skud frem til om aftenen, hvor graven allerede var kastet op til normal dybde.
Mandskaberne havde her for første gang lejlighed til at vise en stålfast ro, som alle tropperne udviste i tiden foran Fredericia. Ofte udsat for timelang heftig granat og kugleregn, og uden i et eneste øjeblik at afbryde deres arbejde. 2. bataillon havde atter vundet den kommanderende generals tiltro.
De troppeafdelinger der ikke var på forposter eller arbejde, benyttede dagen til at sætte deres våben etc. i stand. Om aftenen rykkede de batailloner, der havde bivuakeret i det åbne landskab, ind i Fuglsang skov for der at være beskyttet mod den skarpe nattevind.
Hovedkvarteret blev forlagt til Tårup, 2 brigades kommando til Sønderbygård, og 1. brigade til en gård ved Hejse kro.
I løbet af dagen havde fjenden sat 5-6 batailloner og en eskadron over fra Fredericia til Strib, der derfra marcherede mod Middelfart og derfra ind i landet. Om aftenen rykkede en stærk fjendtlig afdeling ind i blokhuset ved stranden. Fra Snoghøj indgik en melding om, at fjenden dagen igennem arbejdede kraftigt på batterierne ved Middelfart, og om aftenen havde sat en kæde på post langs stranden.
Fra avantgardebrigaden var den nord for Erritsø liggende bro blevet afbrændt for at give større sikkerhed for Bivuakken, hvorunder nogle virkningsløse skud faldt fra Strib og fra skibene.
Ammunitionskolonnen blev i dag rykket frem fra Kolding til Børup.
Den 9. maj
I nattens løb var skansearbejdet fortsat af 1. bataillon og pionererne uden forstyrrelser. Ved daggry begyndte beskydningen fra fæstningen igen, dog betydeligt svagere og uden virkning så der kunne arbejdes videre uden ophold af 3. bataillon, der havde afløst 1. bataillon. Om eftermiddagen faldt der geværskud ved oversvømmelsen. Det så ud som om en fjendtlig kolonne ville rykke frem ad landevejen og derfor alarmeredes også reservebataillonen i Stoustrup. Det blev imidlertid kun til infanteriild, hvorved 3 mand fra 3. bataillon såredes. Også på højre fløj fandt en lille infanterifægtning sted mellem en stærk patrulje fra 2. jægerkorps og de danske forposter.
Fjenden havde allerede i det tidligste morgengry fortsat med at sætte tropper af alle våbenarter over til Fyn, og arbejdede meget flittigt på en mur omkring blokhuset og en bagved ved oversvømmelsen påbegyndt forskansning. For at forstyrre disse arbejder, havde kommandøren af avantgarde-brigaden Oberst v, Zastrow, kl. 11 om formiddagen kørt begge granatkanoner fra det 12-pundige batteri op på en lille bakke ved Sanddalhus og affyret 6 skud mod blokhuset. Besætningen tog hurtigt flugten, men vendte tilbage om aftenen for ag genoptage arbejdet. Fra en kanonbåd ved Strib såvel fra bastion 1, kom nogle bombekast, uden at forvolde de to kanoner nogen skade.
Fra det store hovedkvarter var dagsbefalingen fra 8. indtruffet. Den lød med hensyn til de slesvig-holstenske tropper således:
"De holstenske tropper bliver foreløbig bestemt til indeslutning af Fredericia. Ligeså beholder 1. division den nuværende stilling (i Kolding) og beholder de dem i dagsbefalingen for de forrige dage tildelte opgaver."
Den prøjsiske division havde den 8. lagt sig i stilling ved Vejle, og skulle nu næste dag gå frem i retning mod Horsens. I de tidligere modtagne bestemmelser betød denne befaling ingen ændringer. En fuldstændig indeslutning af Fredericia, kunne på grund af dens store udbredelse, ikke finde sted før der var sikkerhed for, at fjenden ikke havde mere end 4-5 batailloner i fæstningen. Den nordlige del af terrænet kunne derfor foreløbig kun iagttages ved hjælp af patruljer.
Kl. 11 indfandt den øverstbefalende, generalløjtnant v. Prittwitz, sig i hovedkvarteret, og modtog en mundtlig rapport fra den kommanderende general.
Kaptajn v. Delius var på denne tid redet med kaptajn v, Lesser til Fuglsang og Erritsø for at rekognoscere blokhuset nøjagtigt. Man erkendte nødvendigheden af at sikre denne side mere, da fjenden, under blokhusets beskyttelse, let kunne rykke ud langs stranden og fra teglværket true arbejderne på plateauet i flanken. En særdeles god kanonstilling mod blokhuset blev fundet og den kommanderende general befalede at det skulle beskydes fra næste morgen.
Vejret havde i flere dage ganske vist været klart, men dog meget råt og blæsende, støvet ofte ulideligt, og derfor blev der, for at skåne tropperne, samme dags aften foretaget en ændring i opstillingen, så at en stor del af tropperne indtog tætte kantonneringer. Dette kunne ske uden fare, da overskibningen af tropper fra Fredericia til Fyn ikke var ophørt, så fæstningsbesætningens mulighed for at foretage et udfald med overlegen kraft var meget forringet.
Avantgardebrigaden forblev næsten helt i deres opstilling i Erritsø, Henneberg og Snoghøj. 5. eskadron af 2. dragonregiment blev overført til 2. brigade i Stoustrup. Bataillonerne var allerede startet på at opbygge hytter for at beskytte sig mod vejrliget. Nu blev bygningen af ensartede hytter af græstørv, strå og brædder tilrettelagt således af kommandoen over 1. brigade, at der på få dage var fremstillet en lejr til hele brigaden, som i rummelighed orden og sikkerhed ikke lod noget til overs at ønske.
Da der samtidig var forekommet nogle uregelmæssigheder, og navnlig ved 9. bataillon, hvor mange hytter var blevet forsynet med døre og vinduer, som man havde taget fra husene, blev denne selvrådighed hurtigt stoppet. Kommandoen såvel som hestene, navnlig artilleriets, blev for størstedelens vedkommende anbragt i landsbyen.
Avantgardebrigaden forblev ved bevogtningen af kysten fra Damgaard over Snoghøj ind til Erritsø å, og derfra til Fuglsang, såvel besættelsen af Snoghøj med et kompagni.
Der udviklede sig her i Erritsø et lejrliv, der havde varet tæt ved 9 uger, og trods mange besværligheder og møjsommeligheder i forposttjeneste og skansebygning var meget tilfredsstillende for den ægte soldat, og udviklede korpsånden, der havde udbygget sig efter tæt ved to måneders krigerisk virksomhed i avantgarden, endnu mere. Brigaden var hovedsagelig tiltænkt den rolle, for at unde dem nogen ro og også give de to andre brigader mere lejlighed til at komme til fjenden.
Dette skulle også fra tid til anden skifte, og det således, at en brigade med benyttelse af kantonnementet i Stoustrup, Sønderbygaard og Kobbelgaard var på forpost og de andre blev i kantonneringen bagved.
2. brigade startede. 7. bataillon indtog forposterne, 5. og 8. blev i Stoustrup og Kobbelgaard. 6. bataillon og 4. jægerkorps bivuakerede ved Fuglsang.
1. brigade marcherede i kantonnementerne i Børup, Taulov-nebel, Tårup, Kongsted og Torp.
Kavaleribrigaden indtog udstrakte kvarterer hovedsagelig bag området. 1. dragonregiment i Pjedsted, Rands, Nebbegaard, Holzminde (Høllsminde), Brøndsted, Follerup og Gammelby Mølle. 2. dragonregiment i Tolstrup, Skovbølle, Pjedsted, Herslev og Bredstrup. Det ridende batteri i Bredstrup.
Pionererne blev i Stoustrup og Sønderbygaard, det 12-pundige batteri nr. 2 blev forlagt til Børup, hvor ammunitionskolonnen allerede var.
1. brigade modtog befaling om at iagttage kysten fra Gudsø til Damgaard, og kavaleriet, Rands fjord.
Den 10. maj
Kl. 1.30 om morgenen forsamlede den til beskydningen af blokhuset bestemte kommando sig ved Sønderbygård. Den bestod af det halve 12-pundige batteri nr. 1 under befaling af premierløjtnant Christiansen (2 12-pundige kanoner og 2 24-pundige granatkanoner) og det 4. jægerkorps under major v. Schmid. Kaptajn v. Deljus førte selv kanonerne op på den af ham forrige aften udsøgte plads på skrænten mod stranden, omkring 1.200 skridt fra blokhuset (nogle hundrede skridt bag det senere byggede blokhusbatteri.) Jægerne blev opstillet foran på begge sider af kanonerne. Et kompagni i reserve.
Det var en vidunderlig klar nat, og blokhuset tydeligt at se. Ti minutter over 3 ved begyndelsen af den første morgenrøde, begyndte skydningen, og hurtigst muligt blev 33 skud affyret efter hinanden, og man så mange kugler slå ind i volden omkring blokhuset, eller ramme på volden og rikochettere længere ind i fæstningen, eller slog ned i vandet, men hverken blokhuset brød i brand eller besætningen forlod det. Kun fra flere bag ved liggende forskansninger så man mandskabet flygte. Efter ca. 20 minutter blev skydningen heftigt udvidet med skydning fra fæstningen og fra de ved Strib liggende kanonbåde med granater og 84-pundige bomber. Kaptajn v. Delins der havde ligget på jorden mellem kanonerne og iagttaget virkningen og havde overbevist sig om dens succes, lod derefter skydningen indstille og lod kanonerne vende tilbage i deres kantonnement. En kanoner var blevet let såret af et granatskud. 4. jægerkorps rykkede, uden at blive angrebet, tilbage i bivuakken i Fuglsang.
Skansearbejdet ved redouterne 1 og 2 var blevet fortsat natten igennem. Palisaderne blev kørt frem og sat fast med undtagelsen af portene. Denne dag blev der ikke arbejdet for at pionererne kunne nyde lidt ro.
Fjenden gik i gang med at forstærke blokhusskansen. Man arbejdede meget flittigt på den bagved liggende forskansning, såvel på det fremskudte batteri og ved kystforsvaret på øen Fyn. I løbet af natten var ca. 5 nye kanoner blevet opstillet i strandbatteriet på Strib, så at der nu var 10 kanoner af svær kaliber at se. Troppeoverførslerne fortsatte stadigvæk, navnlig blev mange militærkøretøjer udskibet i Strib. Flåden havde næsten helt forladt bæltet, og for størstepartens vedkommende begivet sig mod nord. En stor del af den så man ligge i omegnen af Bogense. Nogle dampskibe var sejlet nordpå mod Æbelø. Andre var sejlet sydpå med kanonbåde i slæbetov.
Om eftermiddagen var der fra flere batterier ved Middelfart blevet skudt på de ved stranden opstillede poster og feltvagter, samt på enkelte patruljer, ordonnanser og officerer, imidlertid uden at såre nogen. De næsten til Erritsø flyvende kugler og granater gav bevis på den svære kaliber på de i batterierne opstillede kanoner. Allerede i året 1848 var det kendt, at de danske kanonerer kun sjældent kunne modstå fristelsen til at fyre på enkelte officerer, beredne ordonnanser o.l., medens disse igen fandt en særlig fornøjelse ved et sådant ammunitionsspild, og at måle de ofte meget betydende afvigelser fra målet, man lærte næsten fuldstændig at foragte ilden fra kanonbådene, da de aldrig havde haft nogen virkning, og kun havde betydning i kraft af den moralske effekt af skuddene. Med strandbatteriet var dette imidlertid ikke tilfældet, og de kom ofte målet meget nær, kun ved øvelse opfandt man her snart en metode, som det gjorde enkelte nemt, uden stor fare at nå ind i det af 7 batterier bestrøgne brohoved på Snoghøj.
Brohovedet befandt sig på en flade med meget stærk relief og tørre grave. Inden i befandt sig flere bygninger, deriblandt en, et landhus tilhørende en højerestående dansk officer, som bød en fortræffelig indkvartering for besætningen. Ved bredden var en meget stærk bygget landingsbro af træ, der efter forvalterens udsagn havde kostet an betydelig sum penge. I starten havde det været meningen helt at ødelægge denne bro, for at besværliggøre landsætning af større troppeenheder, men fordi en landgang her var højest usandsynlig, og at man ikke ville ødelægge en så værdifuld privatejendom unødvendig, så blev der kun truffet den nødvendige forberedelse til hurtigt at kunne afbrænde broen såfremt det blev nødvendigt. Fjenden gengældte dette hensyn ved, at han på ingen måde generede besætningen, og snart helt holdt op med at sætte sine batterier ind her. Det blev bestemt, at brohovedets jordvold skulle sløjfes af besætningen om natten.
Den 11. maj
Henimod morgenen var skansearbejdet slut, og redouterne 1 og 2 blev begge besat med et kompagni af 2. brigade.
Fra 2. brigades kommando blev anvist, at foretage en rekognoscering ved daggry med et kompagni af 4. jægerkorps og 20 dragoner mod Rands fjord til mellem Vejlby og Egeskov, da man havde bemærket stærkere fjendtlige patruljer der, men man fandt intet.
Fjenden forholdt sig denne dat forholdsvis rolig. Kun af og til faldt et skuf fra fæstningen, og henimod middag, da der på denne dag i hovedkvarteret tilstedeværende arveprins von Lippe-Bückeburg var redet mod Erritsø for der at tage fæstningen og Møllebugten såvel som avantgardebrigadens lejr i øjesyn, blev han hilst af ild fra kanonbådene.
Hen imod middag sendte avantgardebrigaden en desertør der var født i Slesvig til hovedkvarteret. Han ville ikke kæmpe mod sine landsmænd, og havde benyttet første lejlighed til at gå over til en patrulje af 2. jægerkorps, fra et sted nærheden af blokhuset, hvor han var kommanderet på arbejde.
Hans udsagn fortjente at blive troet, da de fuldkommen stemte overens med, hvad man allerede vidste.
Efter dette var fæstningen stadig uden bombesikre rum, graven derimod var med i en bredde af 24' fyldt med vand, og fausse brayen pallisaderet. Foran bastion 1 blev anlagt nye forskansninger. Krudtmagasinet lå på bastionen og var blenderet (afskærmet). Mandskabet bivuakerede dels på voldene, dels indkvarteret hos borgerne, eller lå i en ny kasernebygning i kastellet. Garnisonen bestod for øjeblikket af 4 batailloner og 4 depotkompagnier, 100 ingeniører, 2 feltbatterier med bespænding som bivuakerede på esplanaden mellem byen og kastellet og et detaschement dragoner.
En nøjagtig iagttagelse af overskibningen viste senere, at fjenden dagligt satte 1 bataillon over til Fyn og derfra lagde en anden ind i fæstningen.
I skriftet "Slaget ved Fredericia, af en dansk officer, 1849" bliver dette bekræftet med disse ord: " General Bülow der med sine til Jylland overførte tropper, gik tilbage til Fyn, efterlod 5 batailloner, 1 feltbatteri, og 1 detachement kavaleri tilbage som besætning, foruden 4 garnisonskompagnier, der derefter dels tjente til assistance for ingeniørerne, dels ved fæstningsartilleriet, samt anvendtes ved slukningsarbejder. Hver aften afløstes en af de 5 batailloner, så at alle camperede i fæstningen i 5 dage. En foranstaltning der især efter bombardementet var meget formålstjenlig.
Fæstningsværkerne var efter desertørens udsagn bestykket med ca. 80 kanoner, herunder 16-20 svære granatkanoner og mange 3-pundige. I det fremskudte batteri ved oversvømmelsen befandt sig 4-5 feltkanoner og ca. 400 mands besætning. Fæstningskommandant var den danske oberst Lunding, af mange af de slesvig-holstenske officerer kendt som en energisk mand.
Stemningen blandt besætningen i fæstningen skildredes som nedtrykt, da man imødeså et bombardement uden bombesikre rum. Derfor havde en stor del af indbyggerne allerede forladt byen, og mange skibe sejlede i timevis en stor del af deres ejendele over til Fyn. Der var blevet mange sårede tilbage i byen, og det store lazaret, der var afmærket med en stor fane, dermed fyldt op.
Med alle de foranstaltninger fjenden foretog, at han denne gang ikke var villig til at forlade fæstningen uden hårdnakket modstand. Den var fuldstændig armeret mod et kraftigt angreb, og kunne derfor kun tages med overraskelse og storm med ofre, der skulle sættes i forhold til den derved vundne effekt.
Til brug ved et stormangreb manglede der en belejringspark, der ikke så hurtigt kunne sammensættes med midler fra hertugdømmerne, da der af de få forhåndenværende stykker belejringsskyts, stadig var afgivet et stort antal til Dybbølskanserne og fra rigstroppernes overkommando kun var afsat til en indeslutning af fæstningen for at sikre deres operationer i nord.
De slesvig-holstenske tropper var dermed tiltænkt samme rolle som tropperne ved Dybbøl skanser.
Det var forbi med den skønne offensiv, med udsigt til i ugevis, ja måske månedsvis at skulle ligge foran fæstningen, stadig ventende på et overfald, uden selv at kunne høste nye lauerbær, eller i det mindste at kunne foretage sig noget, som havde kunnet føre tættere på krigens egentlige formål.
Det havde nu vel egentligt været det rigtigst kun at indskrænke sig til defensiven, men det passede ikke til den krigeriske og levende side af den lille arme og dens førere, og selv om et stort slutresultat ikke var i syne, så ville man dog i det mindste skade fjenden på alle mulige måder, og søge at ryste ham så meget, at han, hvis det senere skulle komme til en regulær belejring, kun formåede at yde en svagere modstand. Som det første middel til at opnå det, lå et bombardement, på grund af manglen på bombesikre rum i fæstningen, meget nær, og derfor besluttede den kommanderende general at et sådant skulle forsøges, så snart det dertil nødvendige svære skyts og den nødvendige ammunition var indtruffet.
I den forventning, at det svære skyts skulle bruges foran Fredericia, havde artillerikommandoen i Rendsborg allerede den 6. maj modtaget besked fra Kolding om, at sende alt undværligt belejringsskyts med ammunition på march til Fredericia. Det var ventet i disse dage, og kommandøren over det samlede slesvig-holstenske artilleri, oberst Richter, indtraf personlig i hovedkvarteret, for at overtage ledelsen af de artilleristiske arbejder foran fæstningen.
I disse dage blev nordfronten af fæstningen rekognosceret under beskyttelse af 5. eskadron af 2. dragonregiment (ritmester v. Grüter) og en afdeling jægere fra 4. jægerkorps.
Terrænet er gennemgående fladt og kan stort set befærdes af alle våbenarter, da markdigerne allerede holder op ved Vejlevejen.
Jordbunden er fast, men dog ikke så hård som på vestsiden. En 150 til 300 skridt bred slugt strækker sig fra oversvømmelsen mod nord indtil Treldevejen. Den er ganske vist sumpet på enkelte strækninger, men kan passeres næsten overalt, så at man uset fra fæstningsværkerne kan nå frem til en afstand af 2.000 skridt parallelt med fæstningsværkerne med alle våbenarter. Det store plane område fra den ved Kattegat liggende, og stejlt mod havet faldende ekserserplads, adskilles af et 6-8' højt jorddige (Knich).
Markerne bestod stort set overalt af højt korn, som på mange måder besværliggjorde rekognosceringen, og nødvendiggjorde forsigtighed. Fjenden skød ganske vist ikke, og dens forpostlinie gik endda nogle hundrede skridt tilbage foran jægerne uden at skyde.
På alle fæstningens bastioner så man kanoner opstillet mod et angreb, og friskt indskårne skydeskår.
Bastionerne 8 og 9, der lå noget lavere, kunne ikke ses fra alle steder, medens kavalererne på 4, 5 og 9 ragede op over alle bakker i forterrænet. På de sidstnævnte kunne man se der arbejdedes kraftigt.
Under rekognosceringen blev der udset en plads til opstilling af kraftigt kasteskyts, ved Vejlbyvejen ud over slugten, omkring 1.600 skridt fra fæstningen. Slugten sikrede en temmelig sikker, fuldstændig dækket fremrykning, for det ved batteriet opstillede infanteri. og også selve batteriet kunne også anlægges næsten uden at det kunne ses af fjenden. Da imidlertid denne fløj var meget eksponeret, og kunne tages ved et udfald i flanken, ja selv i ryggen, så syntes det nødvendigt, at anlægge en redoute (nr. 3) nordlig for slugten, tæt ved Vejlbyvejen. Ligeledes måtte opstillingen af kasteskytset sikres i venstre flanke, hvilket kun var muligt ved at anlægge et lukket værk. Dertil blev senere bygget redoute nr. 4.
Der blev den dat ikke foretaget nogen videre ændring i troppernes opstilling.
Den 12. maj
Om natten, såvel i løbet af dagen forholdt fjenden sig helt rolig. Blokhuset var fuldstændig omgivet af en jordvold, så man knapt kunne se det. En batteristilling mellem dette og fæstningen syntes at være blevet færdig.
Efter en endnu grundig rekognoscering i terrænet foran venstre fløj, befalede den kommanderende general anlægget af redoute 3, hvis bygning blev påbegyndt ved passende mørke. Den var beregnet til opstilling af 4 kanoner bag skydeskår, og omkring et kompagni infanteri, og bestrøg såvel den foranliggende slugt som den bagvedliggende skrænt. Den skulle lukkes med palisader i struben. Til arbejdet var udtaget en blandet kommando af 6. bataillon og 4. jægerkorps, og andet og tredie kompagni af 7 bataillon var overdraget dækningen af arbejdet. De fjendtlige forposter trak stig uden at skyde tilbage for dem. Pionererne stod for beklædnings og træarbejderne.
Den 13. maj
I nattens løb var arbejdet med redoute nr. 3 på ingen måde blevet forstyrret, men hen mod morgenen foretog fjenden et udfald, hvorved det kom til ikke ubetydelige fægtninger med forposterne over hele linien.
Omkring kl. 3 tidlig i morgendæmringen dukkede nemlig pludselig fjendtlige infanterisværme op på de tre store veje og kastede de slesvig-holstenske forposter tilbage. På denne side af den højre fløj klatrede de op ad skrænterne og slugterne i nærheden af teglværket, og satte sig fast i disse. I centrum trængte de, efterfulgt af flere kolonner, frem på landevejen over oversvømmelsen, og udbredte sig til begge sider langs de dækkende markdiger. På venstre fløj, hvor sandsynligvis hovedangrebet skulle finde sted, styrtede de sig over begge de med redoute 3 arbejdende kompagnier af 7. bataillon og fik, på grund af deres overmagt, disse til at vige, og trængte, med flere stærke koloner, fulgt af 4 6-pundige kanoner og noget kavaleri, frem til forbi redouten.
Forposterne (fra 5. og 7. bataillon) havde langsomt måttet trække sig tilbage for fjendens heftige fremtrængen, og var i redouten 1 og 2 og foran den blevet optaget i den til understøttelse fremrykkende reserve, der snart bragte kampen til standsning.
Kommandøren af 2. brigade, oberstløjtnant v. Abercron, som få minutter efter de første skud modtog melding om udfaldet, sendte straks 6. bataillon frem til understøttelse for højre fløj ved Fuglsang, medens 8. bataillon, 4. jægerkorps og 5. eskadron af 1. dragonregiment, afmarcherede fra Stoustrup i retning mod redoute 3. Det 6-pundige batteri nr. 2 blev, under beskyttelse af et kompagni fra 7 bataillon, sendt frem ad vejen. Til yderligere understøttelse for højre fløj, lod kommandøren avantgardebrigaden, 9. bataillon og det 1. kompagni af 2. jægerkorps gå frem over mosen imod teglværket.
Medens denne forstærkning rykkede frem fra alle sider, kom kampen i hovedsagen til at stå stille. På højre fløj trængte de nævnte troppedele frem mod teglværket i en halvkreds så heftigt og pludseligt at dette hurtigt igen måtte forlades af fjenden. I centrum stod kampen længe ved redouterne, og blev personlig ledet af kaptajn v. Delius. Han placerede det kl. halv fem indtrufne 6-pundige batteri således bag redoute 2, at det ikke kun beskød de fjendtlige infanterikolonner på Vejlbyvejen med held, men også flankerede det feltartilleri, der var i kamp med 8. bataillon og tvang det til tilbagetog. På venstre fløj gik 8. bataillon, så snart den var indtruffet, understøttet på venstre flanke af 4. jægerkorps og kavaleriet, løs på fjenden med bajonetterne, og tvang ham til at vige. Hen imod kl. 4 ¾ var han overalt på fuldt tilbagetog, og snart døde kampen generelt hen.
Derimod startede en ikke ubetydelig kanonade fra kanonbåde og batteriet på Strib, som blev forøget med det 12-pundige batter i nr. 1, som oberst v. Zastrow, lod køre op ved Sanddalhus.
Kl. 6 befalede den kommanderende general, som havde været til stede i den sidste halvdel af kampen, troppernes tilbagemarch til kantonnementerne og bivuakkerne.
De tropper der havde været i kamp havde pådraget sig generalens fulde tilfredshed. Navnlig 7. bataillons 1. kompagni under premierløjtnant Joesting, der i en time kæmpede alene i redoute 2 (de havde afskudt 4.600 patroner). 8. bataillon udmærkede sig under deres tapre fører major v. Roques, ved ro og orden i kampen, og den hurtige indgriben af avantgardebrigaden under den heftige kanonild forhindrede især fjenden i at omringe redouten. Tabet var forholdsvis meget ringe, og androg kun 5 døde og 8 sårede, i alt 13 mand, hvorfra alene 10 mand kom fra avantgarden.
Det var sandsynligt, at fjenden mindre havde foretaget udfaldet for at ødelægge de påbegyndte arbejder, end for at skaffe sig sikkerhed om deres art og anlæg.
Da han havde nået dette formål, så kunne en gentagelse af udfaldet vel ikke forventes foreløbig, og derfor blev arbejdet med redoute 3 straks genoptaget og var næsten fuldendt om aftenen. Fjenden kastede af og til en bombe mod arbejdspladsen og sårede derved 1 mand fra 8. bataillon, men hindrede ikke arbejdet yderligere derved.
Af avantgardebrigaden, under major Ceweloh, blev bygningen af et strandbatteri denne aften sat i gang i nærheden af Sanddalhus. Det var bestemt for skibstrafikken mellem Fredericia og Fyn og i starten anlagt for 2 kanoner og udvidedes senere til 4 kanoner. Det lå noget eksponeret mellen fæstningen og Strib batteri, så at det i det hele kun blev lidt benyttet.
Om natten var det fra Rendsborg ventede transport af svært skyts og ammunition indtruffet under ledsagelse af det 4. fæstningsbatteri, og straks parkeret på en stor mark ved Hejse kro.
Det bestod af:
4 168-pundige morterer
2 24-pundige håndmorterer og
4 24-pundige granatkanoner
med de nødvendige skud og ladninger. Af de førstnævnte var især 216 168-pundige bomber og 72 100-pundige brandkugler. Fæstningsbatteriets mandskab, hvilke endnu delvist bestod af rekrutter, indkvarteredes i nærheden af parken i enkelte gårde eller anbragtes i stråhytter. De var besjælet af den største gejst og ønskede sig, gennem den nu følgende tids farer og anstrengelser, at pådrage sig den kommanderende generals fulde tilfredshed i enhver henseende gennem deres opofrelse og hengivenhed.
Fra den øverstbefalendes hovedkvarter indtraf i dag dagsbefalingen fra Kolding fra den 12. Det hed deri:
"De holstenske tropper bliver foran Fredericia og står i deres nuværende opstilling." Den kurfyrstelige brigade rykkede i dag til Kolding, den Prøjsiske til Horsens, med avantgarden på vej til Århus. Den øverstbefalende tog til Vejle."
Den 14. maj
For at kunne fremskynde det planlagte bombardement mest muligt, blev til morgen blev terrænet foran redoute 3 specielt rekognosceret til morgen og et batteri (det store morterbatteri) til 4 morterer opstillet bag et højt markdige. Kl. 9 om aftenen blev byggeriet påbegyndt og arbejdet, på trods af det regnfulde vejr, afsluttet næste morgen kl. 6. Batteriet var gravet 3' ned i jorden, med 3´høje skansekurve og beklædt med græstørv, og indeholdt to bombefaste krudtmagasiner fremstillet af tømmer. Dets beliggenhed var så gunstig, at det ikke kunne ses fra noget punkt på fæstningen, og derfor i flere danske avisartikler blev betegnet som det usynlige batteri. Da det imidlertid ikke var lukket og var uden alle forsvarsmuligheder, så fik det på begge sider små løbegrave for infanteri, for i det mindste at være sikret mod det første stormløb.
Om natten blev endnu et andet kastebatteri anlagt, (det lille morterbatteri) for de 2 små håndmorterer, og det var nordøstlig for redoute 2, tæt ved oversvømmelsen, for derfra at kunne bekaste de uden for fæstningen byggede fjendtlige batterier. Det fik ingen regelmæssig tracee, men blev for størstedelen gravet ind i en lille bakke.
Til redouten 3 var fundamentet gjort så meget færdig, at de 4 24-pundige granatkanoner kunne anbringes deri. Parken ved Hejse kro fik til gengæld en erstatning gennem 4 84-pundige bombekanoner med de dertil hørende ladninger, der ankom til Fredericia fra strandbatteriet ved Sandagger i Flensborg fjord.
Fra fæstningen kom af og til i løbet af dagen nogle skud mod arbejderne. Om eftermiddagen søgte fjenden at forhindre fortsættelsen af bygningen af strandbatteriet ved Erritsø ved nogle og tres skud fra fæstningen og Strib, hvad der imidlertid ikke lykkedes ham. Der blev derved dræbt en mand af 9. bataillon på post foran feltvagten.
Om formiddagen blev den allerede tidligere omtalte redoute nr. 4 sat af, og bygningen straks begyndt af mandskab fra 4. bataillon. Den var bestemt til dækning af det store morterbatteri og dækkede samtidig dennes indre. Den fik en frontlængde på 60', to fløje på 40', en øvre brystværnstykkelse på 10' og blev i struben lukket med palisader. Arbejdet fandt sted uforstyrret, idet det på grund af en svag terrænhævning ikke kunne ses fra fæstningen.
Da den kommanderende general havde beordret den første beskydning næste morgen, så måtte batterierne allerede i dag sættes i skudfærdig stand. I morterbatteriet blev krudtmagasinerne derfor gjort færdige, og med møg og jord. Lige så blev fundamenterne lagt, der, af mangel på planker og søm, måtte laves af et dobbelt lag brædder. Det lille morterbatteri blev udgravet om dagen, fundamentet lagt og ammunitionskasser og tønder (også et fundet hundehus) gravet ind.
Om aftenen kl. 8 blev skytset kørt fra parken ind i batterierne og det var:
4 168-pundige morterer i morterbatteriet
2 84-pundige bombekanoner i redoute 1
2 84-pundige bombekanoner i redoute 2
2 24-pundinge morterer i det lille morterbatteri
altså i alt 10 stk. kasteskyts.
Indkørslen voldte sine besværligheder. Ved redoute 1 sank skytset ned i den bløde bund og kunne kun med møje trækkes op igen. Ved det lille morterbatteri kom en vogn med mortererne og ammunitionen ud i en sump, hvorfor foreløbig kun en morter kunne stilles op. Opstillingen af den 168-pundige morter var ligeledes forbundet med store besværligheder. Det skete med heste. Blokvognen, på hvilken mortererne stod, blev kørt op på fundamentet og derpå enkeltvis aflæsset med løftegrej. Endelig blev batterierne forsynet med ammunition og tilbehør og gjort skudklare. Fjenden forstyrrede på ingen måde dette arbejde, da det vel forblev skjult for ham.
Fra Rendsborg indtraf en meget ønsket transport ved Hejse kro, med skyts og ammunition, hvorunder 198 168-pundige bomber.
Anlægget af de forskellige forskansninger og det regnfulde vejr i de seneste nætter havde gjort forposttjenesten meget besværlig, og da en ændring af syntes nødvendig på grund af den store udbredelse af opstillingen foran fæstningen lod den kommanderende general i dag til morgen 2. brigade afløse af 1. og tropperne stod nu opstillet på følgende måde:
1. Avantgardebrigaden forblev ved og omkring Erritsø og Snoghøj i deres gamle stillinger.
2. Fra 1. brigade havde en bataillon forposterne i en linie fra teglværket til det lille morterbatteri og på den anden side af oversvømmelsen nogle 100 skridt fra det kraftige morterbatteri til der, hvor Egeskovvejen fører gennem slugten. Derfra gik linien baglæns indtil området mellem Anelyst og Egum. Nogle af feltvagterne var opstillet i redouterne. Til understøttelse af disse forpostbatailloner, stod en reserve, på et kompagni på landevejen ved korsvejen, 1.000 skridt på den anden side af Stoustrup. Et andet på 2 kompagnier bag bakken på denne side af redoute nr. 3. De havde bygget sig jord og stråhytter. Af resten af brigaden lå 2 kompagnier i Fuglsang skov, 7 kompagnier i og ved Stoustrup, 1 bataillon i Egum, 1. eskadron af 2 dragonregiment i Stallerup og Østedgård. Det kørende batteri nr. 1 og brigadestaben i Stoustrup.
3. 2. brigade havde forposter mellem Damgård og Gudsø og havde kantonnementer i Taulov-Nebel, Børup, Kongsted og Torp. Det 6-pundige batteri nr. 2 i Torp og Stoustrup. Stabskvarter i Taulov-Nebel.
4. Kavaleriet blev i landskaberne Bredstrup, Tolstrup, Herslev, Gammelby mølle, Follerup, Pjedsted, Skovbølle, Brøndsted, Rands, Gårslev og Nebbegård. 1 eskadron af 1. dragonregiment, det ridende batteri og brigadestabskvarteret blev i Pjedsted. Pionererne blev i Stoustrup, det 12-pundige batteri nr. 1 i Erritsø og nr. 2 i Børup. Ammunitionskolonnen i Børup.
Skarpskyttekorpset blev lagt i Rands og havde en vagt langs fjorden ved Nebbegård.
Til støre sikkerhed for venstre fløj, for at afskære fjendens forbindelse med Trelde og Egeskov, befalede den kommanderende general, at fra den 16. skulle 1. eskadron af 2 dragonregiment opstille en feltvagt ved Treldevejen til overvågning af terrænet mellem Egeskovvej og stranden ved eksercerpladsen i nærheden af Christineberg, og da et udfald mod den venstre fløj kunne ventes for at ødelægge batterierne, så modtog kavaleribrigaden befaling om, hver morgen kl. 2 at opstille to eskadroner med 2 ridende kanoner bag ved feltvagten, af hvilke den ene eskadron kl. 10 om formiddagen og resten kl. 4 om eftermiddagen igen skulle marchere tilbage i kantonnementet.
Det var den eneste tjeneste kavaleriet for tiden skulle udføre. I deres fortræffelige kantonnement bag området var der tid og lejlighed til at eksercere og i øvrigt give dem mere uddannelse.
Som allerede omtalt var det bestemt at bombardementet af fæstningen skulle starte denne morgen. og da det ikke var usandsynligt, at fjenden med et udfald ville forsøge at bringe de endnu ikke fuldstændig dækkede kastbatterier til tavshed, så modtog 1. brigade befaling om, kl. 2 om morgenen, at støtte forposterne med 2 batailloner og 4 kanoner bag redoute 3 og om at rykke til Fuglsang med 2 batailloner og 2 halvbatterier. De øvrige tropper skulle ligeledes holde sig klar til udrykning.
Kl. 3 om morgenen, kort før solopgang, blev der åbnet ild fra alle batterier. Fjenden så i begyndelsen ud til at være overrasket, men begyndte efter et kvarters tid livligt at svare igen, og snart fandt en almindelig kanonade sted over hele linien. Det ringe forråd af hulkugler (der var ikke flere end 414 168-pundige til rådighed i parken) og deres delvis mangelfulde beskaffenhed, tillod ingen særlig livlig ild. Der blev hvert 4-5 minut kun kastet en 168-punds bombe ind i byen fra det store morterbatteri, medens man i mellemtiden kastede livligere fra redoute 1 og 2, med 84-pundige og fra det lille morterbatteri med 24-pundige bomber. Af de første eksploderede størstedelen i byen og synes også at tænde ild, men ved de 84-pundige var tænderen temperet så dårligt, at de stort set alle eksploderede i luften og derved ikke kunne have nogen virkning. Deres ild måtte allerede indstilles helt, så kun det store morterbatteri var i aktion. Da også i disse, fundamentet, på grund af de meget kraftige ladninger, næsten var ubrugelig, lod den kommanderende general ilden helt indstille for i dag og tropperne marchere tilbage i deres kantonnementer kl. 8. Der var i alt foretaget 210 bombekast.
Som resultat af bombningen var der intet at se, da der trods de godt kastede 139-pundige bomber, ikke syntes at være opstået nogen brande i byen af betydning. Det måtte dog imidlertid forsøges igen om dog ikke en forstærket ild i de følgende dage kunne ryste fjenden, og derfor blev fundamentet i det store morterbatteri repareret og alle de nødvendige forberedelser truffet, for at kunne gøre skydningen mere vedholdende og virksommere. Arbejderne ved redoute 4 blev fortsat om natten og afsluttet om morgenen med lukning af struben med palisader.
Skibstrafikken var meget stærk, og man så mange tropper sejle frem og tilbage til Fyn, men især tilbageværende indbyggere, effekter og transportmateriel blev sat over til Strib. Fjenden så ud til at indrette sig mere og mere på alvorlig modstand.
Til sikring af forposterne under dagens bombardement, blev bag redoute 3 og ved Fuglsang, opstillet en bataillon med 4 feltkanoner. Ilden begyndte igen kl. 3 om morgenen og blev noget livligere end gårsdagens og fortsat hen mod middag. Der blev i alt fortaget 292 bombekast, størsteparten fra de 168-pundige morterer. Mellem kl. 7 og 11 brændte det i byen. Ilden blev imidlertid slukket igen.
Man kunne ikke måle nogen yderligere gunstig virkning.
Fjenden havde, med enkelte skud, svaret på bombardementet, men gjorde ikke yderligere for at ødelægge det. Han arbejde endnu flittigt på udenværkerne bag oversvømmelsen, og satte uafbrudt civilpersoner og alle slags effekter over fra Fredericia til Fyn.
Også i dag begyndte bombardementet igen kl. 3 om morgenen. Til understøttelse af forposterne var 1 bataillon og 4 kanoner fra 1. brigade opstillet bag venstre fløj. Med det første kast fra det store morterbatteri brød en stor sukkerfabrik i byen i brand, og det så ud til, at ilden ikke kunne slukkes før sent om natten. Der kastedes i alt 168 bomber.
Fra morterbatteriet blev gjort forsøg på at kaste over byen og ud til Kattegat og den der beliggende landingsbro, for at fordrive skibene derfra. Bomben nåede ganske vist sit mål, men på grund af den stærke ladning og en elevation på 45° fik morterens skjoldtap sådan en revne, at den blev ubrugelig. Et sådant tab kunne man ikke tillade sig på grund af det ringe antal af svært kasteskyts ikke længere udsætte sig for. Desuden var fundamentet flere gange blevet så beskadiget derved, at det ofte måtte udbedres under bombardementet. 84 punds bomberne, hvoraf kun enkelte blev kastet forsøgsvis, viste sig også i dag at være totalt nytteløse. De eksploderede så godt som alle i luften. Man nødsagedes derfor til at sende de to kanoner tilbage og i stedet opstille 2 24-pundige kuglekanoner i redoute 2.
Fra Rendsborg ankom en betydningsfuld ammunitionstransport, hvori der bl.a. befandt sig 198 168-pundige bomber. Fjenden havde kun besvaret bombardementet med enkelte skud fra fæstningen, men var stadig meget ivrige med at sætte civilpersoner og effekter over.
Bombardementet blev fortsat kl. 3 med de samme sikkerhedsforanstaltninger som i går, og langsomt holdt i gang dagen igennem, med meget vådt og koldt vejr. Der blev i alt foretaget 90 kraftige bombekast ind i byen. De antændte gentagne gange og forskellige steder, men ilden blev snart slukket igen, og videre virkning ikke opnået.
At et bombardement, som det havde fundet sted de seneste dage, ikke ville føre til noget betydeligere resultat, kunne men forudsige med bestemthed. En mere vedholdende og forstærket beskydning var, på grund af den store mangel på kasteskyts og ammunition ikke mulig, for selv i Rendsborg var der endnu kun et meget ringe forråd, og der skulle først støbes hule kugler.
På grund af fæstningens store udbredelse, og sammes mange steder der ikke var udsatte for beskydning, var det let for de ikke på voldende værende troppedele fra garnisonen, at trække sig uden for ilden, og da de dagligt blev erstattet med friske tropper fra Fyn, og også hvert øjeblik kunne få forråd derfra, så var der intet håb om at ryste dem med et stærkere bombardement. Oversætningen af civilpersoner og effekter til Fyn ophørte ikke, ja forstærkede sig sådan at landingsbroen i Strib ofte lignede en markedsplads.
Den kommanderende general besluttede derfor helt at opgive det regelmæssige bombardement, og i stedet for forsøge, med alle til rådighed stående midler, navnlig ved hjælp af strandbatterier, at indskrænke skibstrafikken mellem Jylland og Fyn. Da fjenden, som man havde erfaret, kun havde ringe forråd i fæstningen, og næsten dagligt fik sine behov dækket fra Fyn, så var det vel muligt at han overgav fæstningen i løbet af felttoget, hvis det skulle komme til mangel på levnedsmidler.
I hvert fald var dette den eneste måde, hvorpå man kunne tilføje ham virkelig skade, og derved blev indledning til en formel belejring truffet, selv om dette først senere skulle besluttes og sættes i gang af overkommandoen. At en sådan, for det første, endnu ikke var hensigten, fremgik af en skrivelse fra overkommandoen i Vejle den 15. maj, i hvilken den kommanderende general samme fik afslag på en ansøgning om at trække det i Sundeved ved Dybbøl stationerede slesvig-holstenske fæstningsartilleri, så vel som nogle undværlige, hertugdømmerne tilhørende, svære kanoner til Fredericia, og samtidig nævnte, "at oprettelsen af en belejringspark hos, ham ikke var kommet på tale, og at han heller ikke havde fået sin godkendelse til det".
Den kommanderende general opfattede dette således, at det vedrørende belejringsparken kun handlede om fremskaffelsen af at antal svære kanoner mod de fjendtlige fæstnings- og kystbatterier, så vel som krigsskibe, hvis bekæmpelse han måtte opfatte som sin pligt, hvis han skulle efterkomme den opgave han havde fået stillet, og på samme tid skulle sikre sine tropper mod den fjendtlige beskydning.
Da de slesvig-holstenske tropper, efter den allerede meddelte dagsbefaling af den 9. var bestemt til indeslutning af Fredericia, og indeslutningen kun var helt udført, hvis skibstrafikken mellem fæstningen og Fyn var ophørt, så handlede den kommanderende general helt i den tildelte opgavens ånd, når han nu anvendte alle til rådighed stående midler, for at opnå dette mål.
Alt hvad der fra nu af blev foretaget mod fæstningen, skete derfor i denne hensigt, og når de senere angrebsarbejder skulle synes delvis forenklede og uden denne sammenhæng, så skal de mange hæmninger og forhindringer, som man vel kunne forudse, men havde håbet på at overvinde hurtigere, tages i betragtning.
At de opgaver, som den kommanderende general nu havde stillet sig, også virkelig kunne løses, har danskerne selv anerkendt i enkelte beretninger. Hvor vovede de imidlertid var, hvis det ikke skulle lykkedes at løse dem, før garnisonen kunne forstærkes så betydeligt, har udfaldet senere lært.
Af den følgende fremstilling vil forsinkelserne i arbejdet delvist være synliggjort.
Fæstningens store udstrækning, mulighederne for fjenden for hvert øjeblik at forstærke besætningen, og den store mangel på kasteskyts og ammunition, nødvendiggjorde at man i almindelighed gik frem med og forsigtighed.
Den tunge forpost- og arbejdstjeneste, de meget korte og lyse nætter og den ikke tilstrækkelige uddannelse af pionermandskaberne til fæstningskrig, lod kun arbejderne skride langsomt frem.
For at forhindre den direkte trafik i bæltet mellem Fredericia og Strib, kom det frem for alt an på, først at blive herre over stranden, og kaste fjenden helt om bag oversvømmelsen, da ellers de tilbyggede batterier ikke kunne anlægges tæt nok på bugten og ikke kunne sikres tilstrækkelig mod overrumpling. Blokhuset måtte ødelægges og der måtte lukkes af for fjendens fremrykning langs stranden hvor det var muligt.
Terrænet i nærheden af teglværket, blev derfor rekognosceret i formiddags, og et gunstigt sted udsøgt til anlæg af et batteri (Blokhusbatteriet) mod blokhuset og Møllebugten. Der blev derunder rettet flere skud fra Strib mod teglværket og skrænterne nord for Erritsø.
Ved samme lejlighed blev også forpoststillingerne reguleret på højre fløj. De rettede sig mod de dækkende markdiger og dannede således mærkværdige vinkler, så at de modstående poster om dagen på enkelte steder kun var 60 skridt fra hinanden. Man hatte hos forposterne hørt stiltiende overenskomster om unødig at forurolige hinanden, stående hyggeligt over for hinanden og underholdt sig med hinanden ofte helt venskabeligt. Man drak med hinanden under feltvagterne og når der kom afløsninger eller kontrollerende officerer, så blev foran samme ikke sjældent gjort honnør af de indsatte poster. Man troede sig hensat i den dybeste fred, hvis ikke af og til tordenen fra det svære kasteskyts og bombesprængninger forstyrrede den hyggelige ro.
Dagen i dag forløb, med det højst uvenlige våde vejr, meget rolig. I løbet af dagen ankom frisk ammunition fra Rendsborg, herunder 267 168-pundige bomber. De 5 kørende batterier færdiggjorde i løbet af dagen hver 16 skansekurve og 8 faskiner, så vel som de dertil hørende ankre og pæle, og pionererne blev i disse dage, på samme måde, beskæftiget i Fuglsang skov. For de fleste folk, ja de fleste underofficerer var dette arbejde helt nyt, det gik derfor også meget langsomt fremad, og mange skansekurve måtte sendes tilbage i depotet ved Sønderbygård som fuldstændig ubrugelige.
I løbet af natten blev den ubrugbare og endnu en brugbar morter bragt tilbage i parken fra det store morterbatteri, så at kun 2 168-pundige morterer blev i batteriet.
I dag, en regnfuld og uvenlig søndag, syntes fra begge sider at være bestemt til ro og til at genvinde kræfterne. Der faldt kun enkelte få skud fra fæstningen og fra det lille morterbatteri.
Om morgenen kl. 2 blev blokhusbatteriet afsat. Det var 800 skridt borte fra blokhuset, havde en ildlinie på ca. 60 fod, og mod stranden et højt skulderværn på 30' længde. Ildlinien var brudt. indrettet til venstre for 1 24-pundig kanon, 1 84-pundig bombekanon og til højre for 1 168-pundig Morter. Kanonfundamenterne blev gravet 3' ned i jorden. Brystværnet langs ildlinien og skydeskårene beklædt med 4 fods skansekurve og kronet med faskiner. Bag samme ved skrænten blev 2 krudtmagasiner på 6 kubikfod gravet ind. Om aftenen i dæmringen begyndte batteribygningen ved hjælp af pionererne og 250 mand infanteri. Arbejdet var ualmindelig besværligt på grund af den meget fedtede, lerede bund, og kunne derfor heller ikke afsluttes denne nat.
Batteribyggeriet fandt indtil kl. 9 om morgenen sted uden forstyrrelser. 5 kanonbåde lagde sig ganske vist på højde med batteriet men skød imidlertid ikke på arbejderne. Om aftenen blev jordarbejderne fortsat, og samtidig nedlagdes fundamentet, og kanonerne så vel som ammunitionen kørt ind ved midnatstid, så batteriet ved daggry den 22 kunne træde i funktion.
Premierløjtnant Christiansen fik kommandoen over batteriet og fandt snart lejlighed til i samme at udmærke sig gennem foretagsomhed, åndsnærværelse og utrættelig tjenstiver.
Der fandt i dag stadig mange overskibninger sted til Strib med civilpersoner og effekter. Desuden blev en eskadron kavaleri sejlet over til Strib. Man kunne derfor antage, at angående kavaleri nu kun var blevet nogle beredne ordonnanser tilbage i fæstningen.
At fjenden forventede et snarligt angreb på blokhuset, så man ved den travlhed de forsøgte at forstærke brystværnet, idet arbejdere fra andre afdelinger marcherede derhen om eftermiddagen medførende trillebører, spader og andet håndværktøj. Næste morgen blev der af den kommanderende general befalet et angreb på blokhuset.
Ødelæggelsen af blokhuset.
Til ødelæggelsen af blokhuset denne morgen var truffet følgende foranstaltninger:
Ved hjælp af overraskende og vedvarende ild fra de nye batterier skulle besætningen i blokhuset om muligt fordrives, derefter skulle det stormes med infanteri og sættes i brand. Til den umiddelbare storm var bestemt 60 frivillige fra 9. bataillon under løjtnant Westpahl, understøttet af forposterne på den yderste højre fløj, der skulle gå frem samtidig. Forposterne var besat af 4. bataillon og stod med 4. kompagni under premierløjtnant Unruh med 4 feltvagter i første, og 1. kompagni i reserve ved landevejen. Kommandoen over begge kompagnier var overdraget kaptajn v. Krohn. Til yderlige understøttelse blev 4. kompagni af 3 bataillon (kaptajn v. Zimmermann) opstillet i slugten mellem batteriet og teglværket. 3. bataillon i bivuakken i Fuglsang trådte i gevær, og den 9. rykkede ud i en skjult opstilling ved Sanddalhus. 1. brigade fik befaling om at være klar til at rykke ud hvert øjeblik, og alle faste batterier skulle optage ilden fra blokhusbatteriet og under kampen vedholdende kaste granater og bomber ind over byen. Kaptajn v. Delius ledede personligt angrebet og befandt sig i batteriet.
Omkring kl. 3 om morgenen, efter at det var blevet tilstrækkeligt lyst til at rette kanonerne, begyndte batteriet at fyre mod blokhuset. Snart hørte man kanontorden fra alle sider. De første skud gik ganske vist noget for kort, det tredje traf allerede jordvolden, og de følgende slog næsten alle ned i huset. en 84-pundig bombe eksploderede i det, og snart så men enkelte folk flygte derfra ind i fæstningen. Efter et 12. skud blev flugten mere udpræget, og man så en fåret officer blive båret bort. Og derefter forlod de fleste folk blokhuset.
Dette øjeblik benyttede kaptajn v. Krohn, til at foretage et hurtigt og beslutsomt angreb på blokhuset, endnu inden den til storm bestemte kommando var nået til 9. bataillon. Han lod den 36 mand store højre fløjvagt under løjtnant v. Hedemann op i en infanterilinie og styrtede sig med dem til venstre for løjtnant Unruh, der førte til højre for ham, på et givne tegn under hurraråb mod den på denne side af blokhuset stående postlinie og drev den frem foran dem. Efter at være kommet på højde med blokhuset, løb han frem mod dette efterfulgt af de nærmeste 6 mand og to af disse, musketererne Bauer og Starkjohann nåede sammen med ham det åbne blokhus, idet de endnu tog 6 fanger. Premierløjtnant Unruh, der på dette tidspunkt havde taget 4 til fange, ilede nu også hurtigt derhen og fulgte efter den retirerende fjende på den til Fredericia førende dæmning indtil en ,omkring 100 skridt forbi blokhuset, af skansekurve opbygget stilling, hvor løjtnant Hedmann sluttede sig til ham med den øvrige del af feltvagten. De modtog her en livlig ild fra en omkring 150 skridt foran liggende skansekurvrække, der ligeledes udgjorde en del af vejen og bag hvilken en afdeling fjendtlige jægere havde posteret sig.
I mellemtiden havde premierløjtnant Christiansen, begivet sig fra batteriet ned mod blokhuset, sammen med 8 kanonerer der bar 4 100-pundige brandkugler, samt halm og lunter, for at sætte det i brand. Han fandt det gennemboret af 5-6 kugler og flere bjælker og stolper smadret. Løjtnant Westphal, der med de 60 frivillige af 9. bataillon nu også var indtruffet, lod huset fylde op med medbragte begringe og begbestrøgne halmfaskiner. En tønde med patroner man fandt, blev tømt og indholdet strøet omkring. Brandkuglerne blev anbragt i hjørnerne og antændt. Snart stod blokhuset i lysende flammer og brændte ned til grunden.
Fra fæstningsvoldene var der blevet meget levende efter åbningen af ilden. Bastionerne 1 og 2 såvel som batteriet ved Strib hastede med at besvare ilden, og snart dukkede en kanonbåd, mod hvilken ilden fra blokhusbatteriets morter blev rettet. Skuddene og kastene fra fæstningen slog ned tæt foran, bagved og i batteriet, og da samtidig de første kugler fra Strib faldt i vandet, så blev der også snart sigtet bedre derfra og flere bomber slog ned i batteriet. En af disse, en 84-pundig, slog igennem dækningen af det ene krudtmagasin, hvori der befandt sig 2 kanonerer. Den eksploderede der og slog en dækbjælke i stykker, så stykker af bomben faldt ind i kammeret og røg trængte ind. Den ene kanoner blev derved såret og kun gennem åndsnærværelse fra den eftertænksomme og altid nærværende Christiansen, blev batteriet og de deri værende officerer og mandskab reddet fra undergang. Han sprang ind i det med 2 centner krudt og 50-60 bomber fyldte rygende krudtkammer og dækkede de åbne krudttønder til med kapper for at forhindre antændelse. Fra fæstningen blev batteriet beskudt med 24-pundige kugler. En kugle slog igennem forlængelsen af batteriet, der ikke havde samme styrke som det øvrige brystværn. Kastede en der stående kanoner omkuld uden at beskadige ham, og fløj endnu 1½ fod ned i den fedtede lerjord i den bagved batteriet værende slugt.
De til betjening af skytset i batteriet værende artillerimandskab, tilhørte fæstningsartilleriet, og var unge rekrutter, kun nødtørftigt uddannede, og her for første gang i ildkamp, men de viste gennem det gode eksempel fra deres kommandør og hans friske, ægte soldaterildsjæl, en ro og koldblodighed, der sig under sådanne omstændigheder kun kan forventes fra ældre soldater.
Efter nogle timer begyndte fjendens ild at blive svagere, og snart forstummede den helt. Kl. 6 blev den også indstillet af alle batterier foran fæstningen.
Fra blokhuset og den erobrede bakke ved siden af kunne forterrænet nu fuldstændig overses.
Vejen fra Fredericia til Snoghøj førte her forbi blokhuset på en noget skrånende dæmning mellem Møllebugten og oversvømmelsen, og var den eneste mulighed, i den umiddelbare nærhed, for at komme ud fra fæstningen. For at lave en skjult forbindelsen med dæmningen, havde fjenden opstillet flere rækker skansekurve bag hinanden, tværs over vejen med en indbyrdes afstand på ca. 150 skridt og som var forbundet med hinanden med delvis skjulte adgangsveje. På den anden side af oversvømmelsen, hvor terrænet igen hæver sig mod fæstningen, så man ved siden af vejen et stort bræddehus, foran hvilket det så ud til at der på et sted arbejdedes ivrigt med nogle løbegrave. Stedet var allerede besat med 2 3-pundinge til bestrygning af dæmningen og fjenden tilføjede espingoler i løbet af formiddagen. Da man nu havde en del af dæmningen i besiddelse, så syntes det en let sag at kunne lukke oversvømmelsen, i det mindste delvist ud, ved hjælp af en enkel gennemgravning, og dette, for højre fløj farlige arbejde, var selvrådigt næsten blevet udført af en afdeling infanteri, hvis ikke kaptajn v. Delius i tide havde fået det indstillet.
Umiddelbart efter ødelæggelsen af blokhuset blev forposterne på højre fløj rykket frem til det ved oversvømmelsen nærmest liggende markdige, og forpoststillingen ændret således af 1. brigades kommando, at et kompagni beholdt forposterne foran redoute 1 og 2, et andet tildelt bevogtningen af yderste højre fløj ved hjælp af en feltvagt i slugten nordlig for blokhuset og en stærkere reserve foran teglværket, og et tredje kompagni til understøttelse, posteredes ved et markdige 500 skridt nordvestligt for teglværket ved Fuglsang-Fredericiavejen (Prangervej).
Samtidig stod løjtnanterne Unruh og v. Hedemann ved første skansekurvsafsnit med deres mandskaber over for fjenden, der havde kastet en stærk infanterilinie bag den anden, og flere gange gjorde mine til at bryde frem derfra. En mand fra 4. bataillon blev derved dræbt med et skud i hovedet. Herudover blev ingen såret skønt fjenden, afvekslende fyrede med granater, massivkugler og kardæsker mod infanteriet. Kl. 8 hørte også ilden her næsten helt op, og der fladt kun af og til et skud, når enkelte folk uforsigtigt viste sig. Mandskabet bag skansekurvafsnittet kunne ikke afløses om dagen på grund af den åbne og synlige adgangsvej. Premierløjtnant Unruh oferlod derfor kl. 10 kommandoen til løjtnant v. Hedemann og begav sig alene tilbage til sit kompagni.
Kl. 2 om eftermiddagen lagde en kanonbåd sig i højre flanke af løjtnant Hedemann og beskød ham med kardæsker, uden imidlertid at kunne udrette noget mod det godt dækkede mandskab. Fra blokhusbatteriet kunne det ikke drives væk, da det havde lagt sig i en fra batteriet død vinkel i Møllebugten. der først den 24. ved udvidelse af den allerede tidligere omtalte, men endnu ikke færdige forlængelse af brystværnet kunne foretages.
Opførselen af de til ødelæggelse af blokhuset anvendte tropper havde været fortræffelig og gav den kommanderende general lejlighed til gennem en korpsbefaling fortrinsvis at udtrykke ros til premierløjtnant Christiansen og udnævne kanoner Kühl til portepee-fændrik, på grund af hans store arbejdsomhed og omsigt i batteriet.
I beretningerne blev, på grund af deres fortræffelige opførsel denne dag, særlig fremhævet:
Kaptajn v. Krohn, løjtnanterne Unruh og v. Hedemann, foureren J. Münster, sergent J. W. Waage og musketererne Bauer og Starkjohann.
Forbruget af svær ammunition havde denne dag ikke været ubetydeligt, da man havde foretaget 115 bombekast og 31 24-pundige kugleskud. Derimod indtraf fra Rendsborg i parken ved Hejse kro:
189 168-pundige bomber og
250 24-pundige granater, ligeledes en tramsport med
2 168-pundige morterer med stole, og
1 168-pundig morterrør, (som erstatning for det der var blevet ubrugelig)
Efter de tilfangetagnes udtalelse, der i almindelighed stemte overens, fik man mange interessante oplysninger. Det forholdt sig nemlig således, at fæstningen næsten helt var forladt af indbyggerne og var forberedt på alvorlig modstand. Garnisonen camperede tæt op af voldene, til dels gravet ind i dem. Nogle tropper lå i træbarakker ved sø-bastion (Søbjerg). 15 huse i byen var nedbrændte, mange andre stærkt beskadiget, men et aktivt sprøjtekorps holdt sig altid klar til at slukke. Man havde i dag ventet et angreb på blokhuset, der af de menige soldater, på grund af dets udsatte placering, blev kaldt for slagtehuset. Besætningen, der ved beskydningens begyndelse endnu udgjorde 1 officer og 24 mand, havde forladt det efter at den kommanderende officer løjtnant v. Hansen havde fået et ben skudt af.
Besætningen i fæstningen bestod af tropper fra begge brigader Moltke og Schleppegrell, hvoraf halvdelen kantonnerede på øen Fyn mellem Bogense og Middelfart, medens den anden halvdel, 5 batailloner, blev i fæstningen. Der fandt daglig udvekslinger sted af flere batailloner, således at alle var i fæstningen omkring 8 dage efter hinanden.
Af kavaleri var der kun 20 ordonnanser derinde og slet intet bespændt feltartilleri. Af fæstningsskytset inkl. 3-pundigene omkring 120 stykker, størstedelen 12- og 24-pundinge jernkanoner, og, som de fangne formodede, kun 8 84-pundinge bombekanoner. På den kun svagt armerede nordside befandt sig et espingolbatteri af 8 køretøjer á 2 løb, hver med 24 skud. 2 tilsvarende køretøjer var opstillet i det fremskudte batteri bag oversvømmelsen.
Af større betydning for den fremtidige operation var det, at de fangne bekræftede at der ikke fandtes større magasiner i fæstningen. Der befandt sig kun et fouragemagasin i nærheden af citadellet. Levnedsmidlerne blev hver anden dag bragt fra Fyn til Fredericia med transport- og dampskibe, og garnisonen måtte derfor komme i stor forlegenhed, hvis det lykkedes at afskære tilførslerne.
Til større sikring af højre fløj blev det i dag bestemt af den kommanderende general, at den om blokhuset værende vold skulle forblive besat af forposterne og sættes i forbindelse med den bagved liggende slugt med en løbegrav. Ligeså skulle der i de næste nætter anlægges flere epaulementer (løbegrave) for infanterister til bestrygning af dæmningen. og den fra 2. skansekurvafsnit førende skjul om muligt udjævnet.
Kl. 10 om aftenen, efter at det var blevet mørkt, afløste kaptajn v. Krohn med sit kompagni, de bag det første skansekurvafsnit nu næsten i 19 timer posterede mandskab under løjtnant Hedemann og begyndte straks med 30 mand arbejdere at udjævne dækningerne på dæmningen indtil 50 skridt foran blokhuset, så fjenden ikke kunne nærme sig dette ubemærket og i dækning.
Kl. halv elleve lagde tre kanonbåde sig ud for området og overdængede dette med nogle kardæskskud, imidlertid uden at såre det godt dækkede mandskab. Samtidig trængte en fjendtlig afdeling på ca. 50 mand, som havde nærmet sig ubemærket i mørket pludselig under hurraråb ind på området, forjagede infanteristerne og arbejderne og nåede frem til blokhusvolden. Kaptajn Krohn trak sig tilbage til slugten med sit mandskab, samlede dem der, indtog en opstilling og sendte meldingen om det skete til forpostkommandør major v. Staffeld. Efter et kvarter trak fjenden sig tilbage og blokhusvolden blev igen besat af kaptajn v. Krohn.
Kort efter midnat gentog danskerne deres angreb med dobbelt styrke, besatte igen blokhusvolden og gjorde mine til at trænge ind i slugten. Der udspandt sig en meget livlig ild, der dog var virkningsløs i mørket og derfor stoppede og det endte med at fjenden efter nogen tid igen trak sig tilbage til andet skansekurvafsnit og igen overlod kaptajn v. Krohn blokhusvolden og det første afsnit.
Samtidig havde 1. brigades adjudant, kaptajn v. Doering, rykket 3 bataillon frem fra Fuglsang mod teglværket, hvor de foreløbig blev stående for at støtte forposterne. Den ligeledes fra hovedkvarteret indtrufne stabschef kaptajn v. Delius, gik nu med kaptajn v. Doering over blokhusvolden ud på dæmningen og beordrede en løbegrav udført til forbindelse af slugten med volden. Dertil blev anvendt mandskaber fra 3 bataillon, der også på kort tid havde gravet sig så meget ned, at de var dækket for ilden fra de bag 2. afsnit posterede jægere. Snart begyndte det at lysne. Der faldt enkelte skud og de til arbejdet anviste officerer (oberst v. St. Paul, kaptajnerne v. Delius, v. Doering, v. Lauer-Münchhofen, v. Zimmermann, v. Beeren og v. Krohn, såvel som løjtnanterne v. Keller-Schleitheim) måtte dukke sig ned bag noget opgravet jord. Det så ud som om kaptajn v. Delius var utilfreds med arbejdet. Han rejste sig pludselig op og gik et par skridt ud i det fri for at ordne noget, og faldt da, truffet af en kugle i tindingen, lydløs til jorden. De anviste officerer sprang straks til og trak ham under livlig ild, hen til volden. Såret blev erkendt dødelig, da hjernemasse allerede kom ud af det og kuglen var blevet siddende i hovedet.
Skuddet var kommet fra det anden skansekurvafsnit og, som man vil have bemærket, ikke fra en jæger men fra en mand med rund civilhat, altså sandsynligvis en frivillig københavnsk skarpskytte.
Der blev fremskaffet en båre og den sårede båret derfra til Sønderbygård, hvor han endnu levede til den 26, uden at komme til bevidsthed.
Tabet var uerstatteligt for armeen, og føltes dybt af alle enkelte der såvel som i hertugdømmerne.
Kaptajn v. Delius var soldat i ordets sande og ædleste betydning. Videnskabelig uddannet. Af sjældent praktisk sindelag og klippefast sundhed. Allerede kendt med den kommanderende general fra tidligere tjenesteforhold, havde han, under ham, gjort felttoget i 1848 med og senere, under våbenstilstanden, arbejde med ham om reorganisering af den slesvig-holstenske arme med utrættelig virkelyst, og pådraget sig armeens og generalens fulde fortrolighed. Hans fortræffelige tankegang, der altid var opmærksom på de mindste detaljer, så vel som hans energi og bestemthed, forkortede alle foretagender. Han kendte armeen og dens personligheder på det grundigste og var tilgængelig for alle og ved enhver lejlighed. Ved alle kampe stadig lige nærværende, næsten kendt af alle soldater, og navnlig var han for mange førere uundværlig og manglede nu overalt. Hans død sendte hele armeen i sorg.
Efter at kaptajn v. Delius var blevet såret holdt næsten helt op frem til kl. 7 om morgenen. Da så det ud som om fjenden ville foretage sig noget. En kanonbåd lagde sig i nærheden af blokhuset og skød på det. De fjendtlige artillerister bag skansekurvene understøttede ilden, og stærke afdelinger samlede sig i træhuset ved fæstningen. Nogle skud fra blokhusbatteriet var imidlertid nok til at fordrive både kanonbåden og infanteriet.
Om eftermiddagen kort efter kl. 2, rettede fjenden fra fæstningen og Strib batteriet og fra 2 kanonbåde, samtidig en heftig ild mod blokhusbatteriet og omkransede formelig dette med bombekratere og kuglenedslag, imidlertid uden at gøre det skade. Fændrik Kühl, blev derved, let såret i hovedet af et afsprængt bombestykke. Batteriet svarede kanonbådene med mortererne, og tvang dem til at trække sig længere tilbage. Hen mod kl. 5 blev træhuset igen fyldt med infanteri, men blev igen rømmet efter nogle skud fra blokhusbatteriet.
Fra det 12-pundige batteri nr. 1 var 2 kanoner kørt ind i strandbatteriet ved Sanddalhus, hvor de fra nu af blev stående permanent for at holde kanonbådene på afstand.
De øvrige batterier havde muligst vedvarende besvaret den fjendtlige ild, så at kanonaden denne dag igen ikke var ubetydelig.
Om natten blev blokhusbatteriet forlænget på den ene fløj med en skanse og armeret med en 24-pundig kuglekanon der næsten kunne bestryge hele Møllebugten. Senere blev batterigraven uddybet og brystværnet og dækningen af krudtkammeret forstærket. Det sidstnævnte og skydeskårene udbedret og fundamenterne lagt om.
Til sikring af feltvagten på højre fløj, blev opkastet løbegrave med brystværn ved siden af det forhenværende blokhus og den nordligt for denne tilgrænsende slugt, der lukkedes ved hjælp af en med banketter forsynet travers. På grund af den meget hårde og stenede jordbund faldt arbejdet meget mangelfuldt ud, og måtte fuldendes i de efterfølgende nætter.
480 mand fra 2. brigade blev beskæftiget med det i 2 afløsninger. Også artillerimandskabet var meget anstrengende beskæftiget, idet de denne dag måtte fremstille skansekurve e.t.c.
Hovedkvarteret blev i dag forlagt til Bredstrup, hvor det forblev til 6, juli. Den kommanderende general tog sit kvarter i gården Spongelgaard.
Dagen forløb helt rolig, og på grund af den vedvarende regn holdt tropperne heller ikke øvelser o.l. Kun pionererne og fæstningsbatterierne var beskæftigede med skansekurve i Fuglsang skov og ved Sønderbygaard. Om natten blev skansearbejdet i nærheden af blokhuset gjort færdig. 2 brigade afgav dertil 100 arbejdere i to afdelinger.
Fra Rendsborg indtraf en betydningsfuld ammunitionstransport, selv om der ingen 168-pundige bomber var imellem.
Den kommanderende general overdrog opgaven som chef for staben til den kommanderende prøjsiske kaptajn v. Blumentahl, der allerede fra begyndelsen af felttoget havde stået til tjeneste hos ham.
Armenes forplejningsanliggender lededes af den meget driftige intendant Culzer, der var stationeret i Kolding med sine betjente og sine køretøjer. Almindeligvis havde disse kunnet sørge tilstrækkeligt for at tilfredsstille armeens behov. Da de rekvisitioner der var udskrevet til de nordvest for Kolding liggende jyske byområder, imidlertid ikke altid blev efterfulgt, og mangel på fourage og slagtekvæg truede med at indtræde, så blev 2. og 4. eskadron af 2. dragonregiment under ledelse af ritmester v. Groening i nat sendt til Vestjylland, for at tvinge de resterende og opsætsige indbyggere til omgående levering af de udskrevne genstande.
Efter at forposternes stilling på højre fløj syntes at være mere sikret efter indtagelsen af blokhuset og anlægget af epaulementerne, (løbegravene) kunne man fortsætte med de anordninger man ville træffe for at afbryde skibstrafikken.
Bestrygningen af sydfronten indtil citadellet kunne, på grund af den store afstand fra blokhusbatteriet, ikke gøres tilstrækkeligt, og det syntes derfor nødvendigt, at rykke et morterbatteri på højre fløj frem til oversvømmelsen, hvor det var muligt, for herfra at kunne kaste over bastion 1 og 2 mod den sydlige landingsbro og citadellet. For at kunne anlægge batteriet krævedes først en speciel rekognoscering.
Bestrygningen af fæstningens østfront kunne, så vidt terrænet indtil nu var kendt, kun ske fra 2 punkter, nemlig:
1) Fra den venstre fløj af forrige opstilling, omkring i nærheden af Egeskovvejen over byvejen, eller
2) Fra bredden af Kattegat foran eksercerpladsen, hvorfra hele østfronten kunne overses.
Den første placering havde den fordel, at opstillingen foran fæstningen ikke behøvedes at udbredes yderligere, men havde den store ulempe, at den nødvendiggjorde flere lukkede værker for at sikre batteriet, samt opstilling af større troppedele bag det. Desuden er afstanden til den østlige landingsbro (2.800-3.000 skridt) så stor, at man ikke med fuld sikkerhed kan regne med succes.
Den anden placering, anlæg af et morterbatteri ved stranden foran eksercerpladsen, lovede ganske vist en bedre virkning, men havde den store ulempe, at der ville opstå en fuldstændig adskillelse af indeslutningstropperne, der, i tilfælde af at fjenden forstærkede besætningstropperne, kunne blive meget farlig.
Efter en i dag på venstre fløj foretaget rekognoscering, fandt man, at terrænet ved stranden på mange måder egnede sig meget godt til anlæg af et batteri. Oberst Richter holdt imidlertid på, at nærheden ved havet var for farlig på grund af kanonbådene og dampskibene, og at afstanden til østlige landingsbro var for stor til at kunne indrette det med sikkerhed og man besluttede sig derfor for at anlægge 2 morterbatterier på forpoststillingernes venstre fløj i nærheden af Egeskovvej. Terrænet er her ganske vist ganske fladt, og synlig fra fæstningen, og man fandt kun o nærheden af den såkaldte apotekerhave en plet, der kun var synlig fra en bastion og en kavaler, og tillod anlæg af 2 morterbatterier og en redoute.
For at sikre forpoststillingerne på venstre fløj mere, og tilvejebringe en god kommunikation med disse og batterierne, så det ud til at være passende, at opkaste en slags løbegrav, der begyndte ved den lukkede redoute i apotekerhaven, løb gennem begge morterbatterier og tilsluttedes til venstre for oversvømmelsen.
I de næste dage skulle terrænet foran højre fløj ligeledes specielt rekognosceres.
Der faldt i dag kun få enkelte skud fra fæstningen. Derimod så man fjenden arbejde meget flittigt på udenværkerne foran bastion 1 og ved batterierne i Middelfart. Vejret var blevet meget smukt og varmt.
Fra overkommandoen i Horsens indtraf en meddelelse om at man havde bragt i erfaring, at den russiske flåde var sejlet ud for at understøtte Danmark, og at det var af største vigtighed, at undgå enhver konflikt med dem. Det blev med en korpsbefaling anvist artilleriet, kun at betragte dannebrog som fjende og overalt at respektere de neutrale flag.
Også denne dag forløb meget roligt. Kl. 12 faldt pludselig 4 kanonskud fra fæstningen, netop i det samme øjeblik som kaptajn v. Delius, hvis kæmpenatur indtil da havde kæmpet med døden på Sønderbygaard, drog sit sidste åndedrag. En værdig dødshøjtidelighed for den tapre officer. Det var hans kæreste musik.
I dag og om aftenen blev terrænet foran højre fløj frem til oversvømmelsen rekognosceret og derved en plet fundet, der egnede sig fortræffelig til anlæg af et morterbatteri og kun lå lidt over 800 skridt fra bastion nr. 2. Der strækker sig nemlig, på platoets skråning ned mod oversvømmelsen, et næsten mandshøjt, flere skridt bredt markdige tværs over Fuglsang-Fredericiavejen til nærheden af stranden. Bag dette kunne et batteri bygges helt ubemærket af fjenden. Den bagved liggende mark var helt åben og stod med højt korn, så at mennesker enkeltvis næsten uset kunne begive sig ind i batteriet. Markdiget selv garanterede en fuldstændig dækning mod indsigt og stod i forbindelse med infanteriredouterne på højre fløj, så at man, uden fare, kunne komme fra teglværket gennem disse forskansninger og langs markdiget ud til det batteri der skulle bygges. Også imod indsigt fra havet var man dækket af platoets skråning. Den kommanderende general befalede batteriet anlagt på dette sted. Det skulle bygges de næste nætter og indrettes til 2 168-pundige morterer og 2 24-pundige kuglekanoner og benævnes højre fløjbatteri.
Fra overkommandoen kom i dag meddelelsen, at rigstropperne skulle flytte i vidtstrakte kvarterer i Skanderborg. Man kunne deraf vel antage, at så snart der ingen afgørelse var i vente og at de slesvig-holstenske tropper endnu lang tid skulle forblive i deres lidt misundelsesværdige stilling foran fæstningen. Det kunne ikke undgås at slemme fredrygter snart udbredte sig, der virkede nedslående og modløse på armeens stemning og dens krigslystne officerer. Man havde forventet et hurtig og lykkeligt forløb på krigsbegivenhederne, da man i de første dage af april så rigsarmeen ile til fra alle sider af Tyskland. Begyndelsen på krigen havde været glorværdig og meget lovende for de slesvig-holstenske tropper, men nu, efter at fjenden nu før størstedelen havde trukket sig tilbage til deres uangribelige positioner, så det ud som om intet alvorligt kunne ske mere. Frygten for diplomatiske forhandlinger, der altid er soldatens fjende, trådte stadig mere i forgrunden. I enkelthed kaldte den ønsket om større foretagsomhed frem. Man ville gerne endnu foretage sig noget, em end det var noget vovet, før det var for sent. Man hørte flere gange den anskuelse ytret, at en storm på fæstningen ikke var umulig. Ja der trådte enkelte officerer frem med planer og forslag til en sådan storm. Andre derimod, der ikke blot havde den militære berømmelse, men også det egentlige endemål på krigen i øjesyn, som dog kun var afhængig af stormagterne, holdt det for rimeligt, at forblive i ro i en fast stilling foran Fredericia og afvente slutningen med tålmodighed. De fandt ethvert, også det mindste offer, for stort, når det dog i sidste ende ingen indflydelse havde på afgørelsen, men alle erkendte, af hvilken stor betydning for armeen det måtte være, at der i det mindste foran fæstningen var lejlighed til gennem strabadser og farer at kunne vise fjenden deres stålsatte krigeriske ånd, at de i det mindste endnu ikke ønskede at slutte fred.
I dag, den første pinsedag, var der fuldkommen ro på begge sider. Om eftermiddagen kl. 4, blev i Bredstrup kirke blev der, under tilstedeværelse af de fleste ældre officerer, holdt en sørgegudstjeneste ved liget af den afdøde kaptajn v. Delius. Liget blev den næste morgen ført til Slesvig for der at blive bisat på kirkegården .
Troppeudvekslingen og overskibningen af løsøre fra Fredericia til Strib havde tiltaget meget i de seneste dage. Fjenden benyttede dertil to tæt ved det store strandbatteri liggende landingsbroer ved landsbyen Strib, der så ud til at tjene som forråds og proviantmagasin for Fredericia. For nu at besværliggøre landgangen her for dem, ja måske umuliggøre den, blev det besluttet at anlægge et strandbatteri ved Erritsø, og dertil blev terrænet rekognosceret i formiddag. Opgav fjenden landingsbroen, så kunne han ganske vist anlægge en tredje mere nordlig, men denne håbede man også at kunne nå med forstærket ladning, da den på grund, af den efter udsagn af stedkendte skippere, meget fladvandede havbund, ikke kunne bygges uden for skudvidde af de på denne side værende batterier. Batteriet skulle armeres med 2 168-pundige morterer og 2 24-pundige kuglekanoner, og samtidig være bestemt til, at trække ilden væk fra Strib batterierne, der på trods af den store afstand, var til stor fare for forskansningen på venstre fløj med deres stærke kalibre, og gøre Lillebælt usikker for kanonbådene.
Om morgenen tidlig kl. 1 faldt 5 skud fra Stribbatterierne mod forskansningen ved det tidligere blokhus, som refræn til en sang, som de danske kanonerer sang. De var uden virkning og blev ikke besvaret.
Da der i dag var indtruffet underretning fra Christiansfeld om, at den den 23. april i slaget ved Kolding sårede kommandør af infanteriet, generalmajor grev Baudissin endnu ikke ville være tjenestedygtig i den nærmeste fremtid, og det synes nødvendig med en i kommando over 1. og 2. brigade, så overdrog den kommanderende general oberst St. Paul kommandoen over begge disse brigader med bibeholdelse af den specielle kommando over 1. brigade, og overgav ham samtidig anordningen med forposttjenesten. Hans hovedkvarter skulle forblive i Stoustrup.
Til aften efter mørkets frembrud, blev bygningen af højre fløjbatteri påbegyndt, og afsluttet om natten mellem 31. maj og 1. juni. Der blev dertil anvendt 130 pionerer og 60 i de efterfølgende 2 nætter, samt 200 mand infanteri, og arbejdet hver gang indstillet kort før daggry. Batteriet havde en travers i midten samt på begge fløje, hovedsagelig til skud mod Stribbatterierne og kanonbådene. Deres fundament var forsænket 3-4' under horisonten og de havde tilsammen med det dækkende markdige en brystværnstykkelse på 22 fod. Til højre for midtertraversen blev opstillet 2 168-pundige morterer og til venstre 3 24-pundige kuglekanoner. Beklædningen af brystværnet bestod af 4 fod høje skansekurve. Krudtkammer og kardusbeholdere blev anlagt i traverserne. Til beskyttelse af batteriet og til dækning af det opstillede infanterimandskab, blev på samme højde som batteriet ved siden af vejen, opkastet en 8 skridt lang løbegrav. Fjenden foruroligede ikke arbejdet og syntes overhovedet ikke at have opdaget det.
Fra Rendsborg ankom i dag 4 24-pundige kuglekanoner erobret fra fregatten Gefion De blev opstillet i parken ved Hejse Kro.
For at afløse 1. brigade i den allerede meget besværlige forposttjeneste, blev der i dag foretaget en kantonnementsbytning med 2. brigade. Afløsningen af forposterne fandt sted før daggry, ved de øvrige tropper om formiddagen. 2. brigade kom nu igen i første linie. 2. bataillon indtog forposterne, en tredje bivuakkerne i Fuglsang, de andre 2 blev indkvarteret i Stoustrup og Egum. Det kørende batteri nr. 2 og brigadestaben i Stoustrup.
Af kavaleribrigaden blev 2 ridende kanonerforlagt til Egum og en eskadron ved Vejlby kirke. De skulle betragte sig som reserve for forposternes venstre fløj, og til enhver tid have en halv eskadron klar til at rykke ud. De blev stillet under oberst St. Pauls kommando. Udrykningen om morgenen med en eskadron og 2 kanoner ophørte dermed.
1 brigade indtog kantonnementet Taulov-Nebel, Tårup, Torp og Børup. Det kørende batteri nr. 1 Torp.
Da fjenden ikke holdt op med at forurolige forposterne og arbejdskommandoerne med enkelte skud og granatkast fra fæstningen, modtog det store morterbatteri befaling om, at gengælde hvert skud med et bombekast ind i byen. Det syntes at have nogen virkning, for i almindelighed blev antallet af skud fra fæstningen stadig sparsommere, da samtidig batteriet i Strib i dag var særlig aktivt.
I blokhusbatteriet blev en 24-pundig kanon fra Gefion stillet op på rappert og slæder, og derimod en 168-pundig morter trukket tilbage. Ved det ringe antal morterer måtte de koncentreres, da de behøvedes i de mere fremskudte batterier.
De mandskaber der på nogen måde kunne undværes ved de kørende batterier, var i disse dage meget anstrengt beskæftiget med at lave skansekurve, faskiner e.t.c.
Der blev i dag foretaget nogle omrokeringer for troppernes større bekvemmelighed og forstærkning af 1. linie. Den i Stoustrup liggende bataillon af 2. brigade blev forlagt til Vejlby. Første brigade flyttede bataillonen fra Børup til Stoustrup og fik befaling om også at belægge Kongsted.
Ammunitionskolonne 1 rykkede fra Børup til Højrup bag området.
Avantgardebrigaden fik fra nu af Henneberg som kantonmement for et kompagni af 1. jægerkorps, og overtog bevogtningen af kysten fra Gudsø til Snoghøj. Den dem tildelte 1. eskadron af 1. dragonregiment gik fra Henneberggaard til Børup. Det frivillige skarpskyttekorps, 24 mand, som stod under befaling af løjtnant Keller, blev underordnet infanterikommandoen og lagt ind på gården i Christineberg, for herfra at iagttage stranden og eksercerpladsen og forhindre enhver kommunikation mellem fæstningen og de ved Rands fjord liggende landsbyer. Mellem Egeskov, Egum Vejlby og forposterne blev udsøgt og afstukket kolonneveje.
Fjenden forholdt sig i dag helt rolig. Begyndte imidlertid at anlægge en tredje landingsbro omkring 1.400' østlig for den 2. landingsbro ved Strib.
Bygningen af højre fløjbatteri var i dag så vidt fremskreden, at man håbede på at gøre et færdig samme nat.
Da batteriet var det mest synlige og derfor også var håb om den bedste virkning, så blev kommandoen over det overdraget til den erfarne og dygtige premierløjtnant Christiansen.
Samme lod fundamentet ligge og forberedte armeringen. Næste morgen kl. 2½ var kanonerne kørt ind. Da den fra Rendsborg ventede ammunitionstransport ikke var indtruffet, så måtte skytset for størstedelens vedkommende, tages fra de andre batterier, hvilket forårsagede store kraftudbydelser og tidstab.
Da fæstningsartilleriets mandskaber ikke længere rakte til de mange batterier, måtte 7 underofficerer og 60 kanonerer fra feltartilleriet afgives til dem. I det hele taget blev tjenesten for artilleriet besværligere for hver dag, men iveren for tjenesten og ringeagten for farerne og strabadserne også større for hver dag.
Overfyrværkeren Schöpznisky fik kommandoen i blokhusbatteriet.
Efter mørkets frembrud blev bygningen af det den 28. besluttede bygning af strandbatteriet ved Erritsø påbegyndt af ingeniørløjtnant v. Neergaard og 100 pionerer under ledelse af major Ceveloh.
Desuden blev tildelt infanteriarbejdere fra avantgardebrigaden. Det lå tæt ved det noget forhøjede strand, og fik en længde på 108' en øvre brystværnstykkelse på 18 fod, på hver side en fløj og i midten en 18' bred travers. Det skulle optage til venstre 2 168-pundige morterer og til højre 2 24-pundige kuglekanoner bag skydeskår. Bagud blev indrettet en dækket forbindelse frem til den store vej. Krudtmagasinet lå i traversen og til karduserne var der gravet kasser ind i brystværnet. Kanonfundamenterne var forsænket 3' under horisonten.
Fjenden forholdt sig også i dag helt rolig. Ved middagstid kom et dampskib under engelsk flag med to lastede danske skonnerter fra nord og lagde sig for anker ved Strib.
Den kommanderende general havde ønsket, at bygningen af begge morterbatterier og epaulementerne (løbegravene) på venstre fløj allerede skulle begynde i dag. Der var imidlertid indtrådt en mængde mindre forsinkelser der umuliggjorde dette og bygningen blev udskudt til den 3.
I løbet af dagen blev arbejdet videre på batteriet ved Erritsø, og da arbejdet ikke kunne forblive skjult for fjenden, så blev der kastet 11 84-pundinge bomber derhen fra Strib uden at hindre bygningen. Ingen blev såret deraf, dog indtraf det interessante tilfælde, at en af disse bomber, kl. 8 om aftenen, slog ned i et hus der lå omkring 200 skridt bag ved batteriet, væltede den stige hvorpå den soldat (matros) sad der skulle observere skibstrafikken, og eksploderede i huset uden at nogen kom til skade.
Matrosen var faldet fra taget og ind i huset, men havde igen ikke fået nogen skader undtagen at det ene glas i kikkerten var gået i stykker.
Den snart allerede længe her stationerede matrosvagt under den meget ivrige og handlekraftige korporal Petschow måtte forlægges til et andet sted.
Fjenden fortsatte med at udveksle tropper mellem Fredericia og Strib, og arbejdede, på trods af den kraftige varme, flittigt på udenværkerne foran bastion nr. 1. Det engelske dampskib afgik i retningen NNØ.
Fra Rendsborg ankom en transport på 3 24-pundige kugle- og – 84-pundige bombekanoner samt ammunition, hvorved den meget mærkbare mangel på skyts blev afhjulpet noget.
Fra batteriet på venstre fløj var der endnu ikke blevet skudt. Dog så det ud til, at dets eksistens ikke var forblevet helt skjult for fjenden. Han begyndte med at udskære skydeskår i bastion nr. 2 overfor.
Ved Erritsø strandbatteri blev der arbejdet hele dagen og om aftenen lagdes fundamentet, så kanonerne kunne køres ind om natten. Fjenden forstyrrede dette arbejde ved kast og skud fra Strib og natten igennem og sigtede så godt, at de fleste skud eksploderede i nærheden af batteriet. En bombe eksploderede tæt over løftegrejet hvori en 168-pundig morter allerede hang. Kommandoen over artillerimandskabet i batteriet blev overdraget til sekondløjtnant Kartscher. Den overordnede ledelse blev hos major Ceveloh.
Gennem en skrivelse fra overkommandoen blev det bekræftet, at den russiske flåde var løbet ud og samtidig blev anvist kommandantskaberne i Friedrichsort og Eckernförde, at undgå enhver konflikt med det russiske flag. Samme kommandtskaber blev derpå, endnu en gang, gjort opmærksom på de strengeste folkeretslige fastsatte, og dem i deres instruktion foreskrevne formaliteter, under anløb af neutrale skibe.
Den 3. juni - bombardement og nattekamp. Bygning af 2 morterbatterier og løbegrave på venstre fløj påbegyndes.
Til aften skulle bygningen af begge morterbatterier og løbegravene på forposternes venstre fløj påbegyndes, og for at blive mindst muligt forstyrret deri, skulle fjenden rystes gennem et bombardement fra samtlige batterier, og være beskæftiget med slukning af de opstående brande, og kommunikationen til Strib, så afbrydes så meget det lod sig gøre.
Bombardementet begyndte kl. 10 om formiddagen med det første skud fra batteriet på højre fløj. Strandbatteriet i Erritsø og de andre batterier optog straks ilden, og efter ca. 25 minutter svarede fjenden fra 3 kavalerer, batteriet i Strib og flere kanonbåde, så at der snart fandt en livlig kanonade sted fra alle sider der uafbrudt varede til kl. halv tre om eftermiddagen. Herefter kom kun enkelte kast fra batteriet på højre fløj, når dampskibene forsøgte at nærme sig den sydlige landgangsbro ved Fredericia.
Resultatet af bombardementet stod ikke mål med forventningerne. Man så ikke at det brændte noget sted i byen. Fartøjerne, navnlig dampskibene, søgte ganske vist at trække sig væk fra beskydningen, og lagde mere til ved den sydlige landingsbro. At skibstrafikken til øen Fyn ved Strib kunne hæmmes med de anvendte midler, syntes mere end tvivlsomt.
Artillerimandskabet i alle batterier opførte sig, under den morderiske ild, med beundringsværdig koldblodighed. 2 kanonerer blev dræbt og 5 såret. Markerne i nærheden af batterierne var overstrøet med granat og bombestykker. Fra feltartilleriet deltog det 12-pundige batteri i kanonkampen.
Nemlig da tre kanonbåde nærmede sig stranden ved Erritsø for at flankere det derværende batteri, blev 6 kanoner fra det 12-pundige batteri kørt frem til landsbyens østlige udkant og fordrev herfra kanonbådene, efter at have beskadiget den ene stærkt med et skud.
Der blev i alt foretaget 283 bombekast og 247 kugleskud.
Detaljerne fra de enkelte batterier var ikke uinteressante. Strandbatteriet i Erritsø blev meget stærkt beskudt fra Strib og kanonbådene, men havde slet ingen tab. Den antænding af magasinerne i Strib man havde til hensigt, lykkedes ikke. Dog vovede intet skib under kanonduellerne at lægge til ved landingsbroen der. Det hus der befandt sig bag batteriet, der tidligere havde tjent som observationspost, blev skudt i brand af en bombe fra Strib. Blokhusbatteriet var i længere tid i kamp med 2 kanonbåde og fæstningens kanoner. En bombekanon blev i kort tid sat ud af kampen. Bombarder Stamp dræbt ved krudtkammeret og en kanoner såret.
Batteriet på højre fløj syntes fuldstændig at have overrasket fjenden, og ødelagde to kanoner på bastion 2 med de første 2 skud. Men de blev snart overdænget med så mange skud fra 3 bastioner, så de formelig stod i et kugle- og bombehaglvejr. Skydeskårenes beklædning blev revet op og kastet ind over kanonerne. Gennem de første skydeskår traf en kugle hovedet af en bagved stående 24-pundig kanon og slog et stykke af, der dræbte kanoner Claussen. Senere blev den venstre lavetvæg gennemboret ved samme kanon, efter at endnu meget var skudt af den, og druen slået af. Efter at der endnu 7 gange var skudt på den samme kanon, blev et par gevind på retningsskruen og en arm på retningsspindelen slået skæv af en bombe der eksploderede på fundamentet. Også 1 underofficer og 2 kanonerer såredes. En anden kugle ramte samtidig den øverste del af hovedet, og slog det og falken af og ødelagde dermed kanonen fuldstændig. Fra en af mortererne sprang en skjoldtap af, på grund af kastning med kraftig ladning, hvorved den venstre lavetvæg fik en revne der gjorde morteren ubrugelig. Flere bomber havde ramt krudtmagasinet, men var rikochetteret videre. Andre var sprunget tæt derved uden at gøre skade. Betjeningsmandskabet forblev utrættelig og koldblodige. Navnlig udmærkede kanoner Hell, Lau og Hartmann sig, da de endskønt sårede, dog forblev aktive i batteriet.
Under bombardementet havde den kl. 10 begyndte troppeudveksling fra Fredericia til Strib måtte indstilles. Om aftenen kl. 7 udskibedes imidlertid igen tropper i Strib, uden at det kunne forhindres af strandbatteriet i Erritsø.
Det for i aften besluttede arbejde havde, som allerede nævnt, til formål, ved hjælp af to fremskudte morterbatterier på forpoststillingens venstre fløj, at gøre et senere bombardement virksommere, og ved hjælp af kast med forstærket ladning, at kaste hen over byen og true skibe, og navnlig dampskibe på fæstningens østfront og den østlige landingsbro, for derved at besværliggøre kommunikationen med fæstningen meget kraftigt og om muligt helt forhindre den.
Begge batterier skulle indrettes til 2 168-pundige morterer og forsvares af sammenhængende og for hele forpostlinien mere sikrende løbegrave.
Disse løbegrave, hvis placering ses på planen, skulle have en udbredelse på ca. 12-13.000 skridt og lukkes på den meget eksponerede venstre fløj med en redoute for infanteri og 4 feltkanoner.
To i zig-zag førende tilslutninger skulle give en dækket forbindelse til den bag, og parallel med redoute 4 liggende slugt.
På grund af de meget korte nætter, der på grund af morgen- og aftenrøde samt den klare fuldmåne, var helt usædvanligt lyse, kunne man kun arbejde 4 timer om natten og kunne derfor ikke regne med at være færdige med arbejdet før den 5.
De nødvendige forberedelser til arbejdet var foretaget de seneste dage. De bestod i rekognoscering af terrænet, udfærdigelse af de nødvendige skansekurve, faskiner m.v. i det hele taget fremskaffelse af materialer og oplagring af disse i 2 hoved- og 7 mindre depoter i slugten. Fastsættelse af antallet af nødvendige arbejdere og inddelingen af de tropper der krævedes til at beskytte arbejdet.
Udførelsen af selve arbejdet og dets ledelse blev overdraget til ingeniørkaptajn v. Lesser.
Den af ham udfærdigede arbejdsdisposition blev accepteret og oberst St. Paul, der fik overladt befalingen over det hele, samt at træffe bestemmelse om anordningerne til beskyttelse af arbejdet.
Arbejdsdispositionen indeholdt i det væsentlige følgende:
"Afsætningen af løbegravene udførtes af kaptajn Jesz fra 2. bataillon og minørmester Senne fra begge fløje så man mødtes på midten. Arbejdet udføres af 4 kompagnier fra 4 bataillon. På begge tilslutninger arbejder 2 kompagnier fra 3. bataillon. Afsætningen af, og arbejdet på redouten overdrages til kaptajn Kobbe. Et kompagni fra 3. bataillon og pionererne udfører arbejdet."
Afsætningen af, og arbejdet med redouten og bygningen af begge morterbatterier foretages af et artillerikommando og 3. bataillons 4. kompagni under speciel ledelse af to artilleriofficerer og nærmere anvisninger af oberst Richter.
Der krævedes derpå til udførelse af arbejdet:
8 kompagnier infanteri, pionererne og en artillerikommando. For at forhindre ethvert tidstab, blev kommandørerne og de nævnte kompagnier allerede om morgenen tidligt kl. 9 samlet i slugten bag redoute 4 og der, i nærværelse af oberst v. St. Paul, og stabschefen, instrueret meget nøje af ingeniørkaptajn v. Lesser om art og udførelse af arbejdet, afløsningen mm., i det hele taget om hvorledes man skulle forholde sig til arbejdet.
Til beskyttelse af arbejdet traf oberst v. St. Paul følgende anordninger:
"Major v. Schmid, som i dag kommanderer forposterne på venstre fløj, rykker, frem med 3 kompagnier fra 4. jægerkorps, infanterister og forpostlinien, straks efter mørkets frembrud, indtil 600 skridt foran den hidtidige forpostlinie og trænger dermed fjenden tilbage.
Ankommen dertil lægger infanteristerne sig ned. 1. kompagni besætter redoute 4 og det store morterbatteri. To kompagnier fra 3. jægerkorps opstilledes som støtte på begge fløje. 7 bataillon stiller sig i slugten, tæt ved Egeskovvej, som støtte for venstre fløj."
Der var således bestemt 10 kompagnier til at beskytte arbejdet. 6. bataillon, der stod som reserve i en lavning ikke langt fra redoute 3, modtog desuden den befaling, at træde i gevær ved mørkets frembrud, og derefter afvente yderligere ordrer.
Såvel den til dækning af arbejdet bestemte afdeling, som arbejdskommandoen blev anbefalet største stilhed. Al høj tale, råb mm., og om muligt også skydning skulle undgås. Arbejderne blev anvist at lægge deres geværer bag sig på jorden under arbejdet.
Kl. 9.30 om aftenen gik de 3 kompagnier med en infanterilinie af 4. jægerkorps, frem forbi forpoststanden, med højre fløj ved oversvømmelsen og venstre dirigeret mod apotekerhaven. Arbejdskommandoerne og begge kompagnier fra 3. jægerkorps fulgte efter i afmålt afstand. Snart fadt skud fra fjendtlig side på højre fløj, der ganske vist ikke udvidedes i starten, men snart blev vedvarende, at der i almindelighed foregik en fægtning over hele linien. Fjenden syntes ligeledes at udvikle en stærk infanterilinie, og for at holde ham væk fra den linie der skulle afsættes, gik løjtnant Hoffmann hurtigt frem med det 3. kompagni og trængte ham tilbage til i nærheden af glasciet og endnu længere, som det var anført i dispositionen. Ham selv tillige med flere jægere blev såret derved, og måtte bringes tilbage. Da nu fjenden trængte endnu stærkere ud fra fæstningen, og gik frem flere gange med hurra, måtte 3. kompagni, der allerede var omgået på højre flanke, trække sig tilbage igen og blev optaget af to kolonner af 1. kompagni fra 3. jægerkorps. Kampen blev meget heftig på denne fløj. Den bølgede frem og tilbage i flere timer og frembød, i den stille stjerneklare og månelyse nat, et meget interessant skue.
Samtidig med at 4. jægerkorps gik frem, havde stabschefen sammen med oberst Richter og kaptajn v. Lesser begivet sig ud på venstre fløj mod apotekerhaven for at afsætte begge morterbatterier.
Ankommet dertil fandt man jordbunden på det af oberst Richter betegnede sted for så sumpet, at bygningen der syntes umulig.
At bestemme andre egnede steder til anlæg af batterierne, erklærede alle ligeledes var umulige, på grund af mørket og kampen, og derfor måtte det helt opgives at starte på arbejdet denne nat.
Der blev ikke andet tilbage end at afsætte redouten og løbegravene, da arbejderne allerede stod parat. Kaptajn v. Lesser begyndte derpå straks, i kraftig geværild, afsætningen af løbegraven med minørmester Senne, og snart mødtes han på midten med kaptajn v. Jesz, der begyndte lægningen af afsætningslinien fra højre fløj under den heftige kamp og havde heldig gennemført.
Arbejdet på venstre fløjredouten blev ikke forstyrret og skred om natten så langt frem, at en stor del af skansekurvene var opsat og der var opnået fuldstændig dækning for artilleriilden fra fæstningen. Arbejdet på løbegravene kunne nu udføres af begge kompagnier på venstre fløj, da 4. bataillons 1 og 2. kompagni under den med stor heftighed frem og tilbagebølgende kamp, hele tiden måtte blive under gevær. Fra 1. kompagni (kaptajn v. Krohn) tog skyttekorpset del i kampen.
6. bataillon havde kl. 10.30 sent kaptajn v. Gramms kompagni frem til understøttelse af højre fløj, og var med de andre 3 kompagnier rykket frem til slugten bag redoute 4. som reserve.
7. bataillon tog ingen synderlig del i kampen.
På den yderste højre fløj ved oversvømmelsen, hvor 8. bataillon havde forposterne, kastede fjenden af og til lyskugler fra fæstningen, da han vel ventede et angreb fra den side.
Efter at klokken var blevet 1, og ilden på højre fløj endnu ikke var hørt op, og også morgenrøden forkyndte den næste dag, befalede den kommanderende general, at afbryde kampen og indstille arbejdet. Artillerikommandøren erklærede nu, at han betvivlede at kunne anlægge de befalede morterbatterier på venstre fløj således, at de ville have den ønskede virkning. Det kom nu an på foreløbig at benytte de udførte arbejder til opstilling af forposterne. Infanterilinien blev trukket tilbage til afsætningslinien, og posterede sig i løbegravene på venstre fløj, og på højre fløj gravede mandskabet sig så langt ned i jorden, som det var nødvendig for deres dækning.
Ilden uddøde generelt, efter at 4,. jægerkorps havde blæst stop, og da morgenen brød frem, var forpoststillingen til næste dag fuldstændig ordnet. De troppedele der ikke var i tjeneste, rykkede tilbage i deres kantonnementer og bivuakker.
Det eneste opnåede resultat denne nat var fremskydningen af forposterne, hvilket ikke foreløbig ikke garanterede særlige fordele.
At det egentlige formål ikke var opnået, lå i ufuldstændigheden af den tidligere foretagne rekognoscering, på grund af hvilke det afgørende øjeblik for anlæg af batterierne måtte udskydes, og at den for ivrige fremrykning af 4. jægerkorps 3. kompagni, hvorved fjenden formentlig foranledigedes til at frygte et overfald og bragte så afgørende stridskræfter i anvendelse.
Man ville på slesvig-holstensk side i det lyse måneskin have set tre fjendtlige kolonner, hver i styrke af en bataillon.
Tabene ved nattens kamp var ikke ubetydeligt. Officersaspirant Lüders var dræbt af et skud i hovedet.1 officer og 21 mand var sårede.
Denne dag skulle tropperne have mest mulig ro, og aftenens arbejde på løbegravene for så vidt kun genoptages, fordi en færdiggørelse af disse til bedre sikring af forpoststillingerne syntes nødvendig.
De e mørket ikke helt rigtig anlagte tilslutninger skulle forbedres ved hjælp af nogle traverser og i det hele taget udgraves fuldstændig.
Det var anvist batterierne at besvare ethvert fjendtligt skud med en bombe, og ikke at tillade nogen skibe at lægge til i Strib eller Fredericia uden at lade dem beskyde. Der udspandt sig på grund af dette igen en livlig kanonade fra alle batterier som fortsatte næsten hele dagen. Om natten havde der fundet nogen skibstrafik sted og heller ikke om dagen kunne den helt forhindres. Men den normale troppeudskiftning fra fæstningen fandt ikke sted.
Under kanonaden kl. 1.30 om middagen kom en engelsk krigsdampskonnert sydfra og lagde sig for anker tæt ved Strib. Fra strandbatteriet i Erritsø såvel som fra blokhusbatteriet var den blevet beskudt og syntes at have lidt skade på agterstavnen. Den blev liggende til næste morgen kl. 3 hvor den igen stak til søs.
Fra batteriet på højre fløj skete 25 bombekast, for størsteparten mod skibene, der blev også foretaget forsøg fra disse med 3 (100 pund svære) brandbomber og med forstærket ladning. Man kunne imidlertid kun nå hovedvolden med 3 pund ladninger, og der var ikke udsigt til at gøre bombardementet virksommere. Fra bastion 2 blev en 84-pundig bombe kastet ned i batteriets travers, hvor den eksploderede uden at anrette skade.
Fra Erritsø strandbatteri blev fra 5.30 om eftermiddagen til 9.30 om aftenen skudt med 53 bomber og 42 kugleskud mod landsbyen Strib og det derværende batteri, men det var ikke muligt at skyde magasinet i brand, da bomberne ikke ville tænde. Ilden fra Stribbatteriet ophørte snart og det så ud til at det var forladt af alt mandskabet. En 168-pundig morter blev efter det 18. skud ubrugbar da en skjoldtap brækkede af.
I dag blev i alt foretaget: 114 bombekast og 48 kugleskud.
Fra ritmester Groening var indtruffet forskellige meldinger vestfra, efter hvilke inddrivningen af de rekvirerede forplejningsgenstande ikke gav nogen videre besværligheder.
Der var i almindelighed sørget godt for forplejningen. Kun manglede der en gang i mellem kaffe, der er meget mere nødvendig for de slesvig-holstenske soldater end brændevin. Der blev derfor også straks derefter sat ind med alle midler for at udbedre denne mangel. Der indløb flere gange klager over fourageringen, da i nogen tid alle trækheste måtte fodres med byg og kavaleriets rideheste med en blanding af byg og havre. De jyske embedsmænd havde erklæret, at det var umuligt at fremskaffe havren. Ikke desto mindre erfarede man, at de jyske bønder i Kolding der skulle levere heste til forspandstjeneste, hemmeligt fodrede med havre og ikke byg. Der blev derfor ikke andet tilbage end i dag at arrestere den jyske amtmand grev Sponneck, som amtligt skulle sørge for at de rekvirerede genstande mm. blev leveret og bevogte ham, indtil den forhåndenværende havre var blevet udleveret.
Også i dag udspandt der sig igen en heftig kanonade der startede kl. 7.30 om morgenen og varede til hen imod middag. Batteriet på højre fløj blev fuldstændig overdænget med skud. Skansekurve og faskiner kastedes ind i midten af batteriet. Store stykker af brystværnet og traverser revet op og morteren under ladning overdænget så meget med jord og sand, at den en tid lang måtte stoppe med at skyde. Senere kastede den af og til en bombe mod skibene. Den 24-pundige kuglekanon havde, på grund af den koncentrerede ild fra tre bastioner været helt uvirksom og forblev sådan. Da den overhovedet ikke kunne være til nogen nytte her, blev den om natten fjernet fra batteriet og bragt til parken. Der var derefter kun to morterer i batteriet, af hvilke den ene var gjort ubrugbar allerede den 3. juni, og kun den anden forblev bestemt til at hæmme skibstrafikken.
– Blokhusbatteriet, der delvist rettede deres ild mod bastion 2, bragte for en tid det derværende skyts til tavshed. Det så i det hele taget ud til at flere fjendtlige kanoner på volden var blevet ødelagt.
Strandbatteriet ved Erritsø begyndte til eftermiddag kl. 6 igen at skyde mod landingsbroen og batteriet på Strib. Fjenden udvidede livligt skydningen og der udspandt sig en kanonkamp mellem de to batterier, der varede flere timer.
Siden 2. juni havde skibene ikke længere benyttet den sædvanlige landingsbro ved Strib, men lagde nu til ved den tredje nybyggede bro, der lå omkring i omkring 4.000 skridts afstand fra Erritsø strandbatteri. Gennem særlige anordninger ved lavetterne og gennem forstærket ladning, var det i dag lykkedes også at nå denne med en 24-pundig kuglekanon, og begrænse skibene til at benytte en, den 3 juni nybygget bro, der yderligere lå 2.000 skridt borte, der imidlertid med sandsynlighed, på grund af den fladvandede havbund, kun kunne benyttes af helt små skibe og både. Dampskibene måtte derefter betjene sig af både til landsætning. En trafik der ikke kunne afbrydes fra strandbatteriet.
I dag blev i alt foretaget: 191 bombekast og 79 kanonskud. En mand blev dræbt og to såredes.
På grund af de gentagne kanonader var forrådet af skyts og ammunition svundet meget. Man havde endnu kun ca. 250 bomber til de 168-pundige morterer, og da der også indtraf underretning om, at en stor del af Karlshütte ved Rendsborg, hvor skytset blev støbt, var blevet flammernes bygge ved et ulykkestilfælde, og at arbejdet der måtte indstilles i nogen tid, så kunne der ikke regnes med en hurtig erstatning af det brugte. Hele forrådet af belejringsskyts udgjorde nu 28 stykker. Dog var kun endnu 4, af de 168-pundige morterer, endnu brugbare.
Da nu også artillerikommandøren, efter en gentagen rekognoscering i terrænet ved apotekerhaven og en ny afstandsmåling, afgav erklæring om, at det at bygge et morterbatteri der, ikke kunne anbringes så nær ved fæstningen, at den ønskede effekt kunne opnås, blev bygningen helt opgivet af den kommanderende general og det en gang påbegyndte arbejde kun benyttet til at befæste forpoststillingerne. De næste nætter blev tilslutningerne derefter gjort færdige af nogle 100 arbejdere, og løbegravene gravet så meget ud, at de bød en fuldstændig dækning med kanonild og frembød en sikker kommunikation. Færdiggørelsen af redouten på venstre fløj måtte ligeledes opgives, da den lå for åben for artilleriild fra fæstningen.
De næste dage skulle benyttes til, så vidt det lod sig gøre, at bygge hytter til de bivuakerende tropper, da forposttjenesten nu var meget anstrengende og mange af tropperne måtte lejre sig i det fri helt uden beskyttelse mod den brændende sol og de ofte helt pludseligt opståede regnskyl.
Det allerede tidligere projekterede anlæg af et morterbatteri ved Kattegat sydlig for eksercerpladsen, til beskydning af østfronten, skulle endnu ikke foreløbig sættes i gang, før man havde forsikret sig om, at det var muligt at fremskaffe de nødvendige morterer og ammunition.
Politikkens gang var ikke helt uden indflydelse på stilstanden i arbejdet. De vedvarende forøgede våbentilstands og fredsrygter gjorde en snarlig ophævelse af indeslutningen af Fredericia stadig mere sandsynlig og da forposttjenesten desuden allerede var yderst besværlig, så ville men ikke gerne udbrede den yderligere uden først at kunne forudse resultatet af disse store anstrengelser.
De i nærheden af stranden beliggende batterier fik endnu en gang, med en korpsbefaling, anvisning på, at rette den største bevågenhed mod skibstrafikken for at forhindre den så meget som muligt.
På grund af det udspandt der sig næsten dagligt kanonkampe, der med større eller mindre heftighed, varede hele måneden ud og holdt artillerimandskabet i vedvarende anstrengende beskæftigelse.
Da skibstrafikken i dag blev livligere og også troppeudskiftning fandt sted mellem fæstningen og de tre landingsbroer ved Strib, hvorved 2 dampskibe under engelsk flag viste sit særlig beskæftigede, udspandt sig derefter igen en heftig kanonade og der blev fra de forskellige batterier kastet 73 bomber og skudt 26 massivkugler, så at en fra Rendsborg indtruffet transport med 400 24-pundige bomber og 600 kugler med tilhørende ammunition kom meget ønsket. Samtidig ankom 2 168-pundige morterer til parken.
Ved blokhusbatteriet blev til morgen foretaget 3 prøveskud med den 24-pundige kuglekanon, med den størst mulige elevation mod det ved søfortet liggende skibe. De nåede deres mål, og viste muligheden for at hæmme skibstrafikken herfra.
Strandbatteriet ved Erritsø var igen meget aktivt mod Strib og de 3 landingsbroer, som ingen skibe nu vovede at ligge til ved. Det store Strib batteri udvidede kun svagt ilden og skibene forblev helt uden for skudvidde.
Batteriet på højre fløj, der havde lidt meget i den seneste tid, blev udbedret og den ubrugbare morter sent tilbage til parken efter mørkets frembrud. Fjenden skød, hvert kvarter, et 24-pundig kugleskud mod batteriet, men de gjorde ingen skade.
For større sikkerhed på venstre fløj blev der i dag foretaget nogle omrokeringer.
Den midt i maj fra Stoustrup til Stallerup og Østedgaard forlagte eskadron blev anvist Egeskov som kantonnement, så der nu stod 2 eskadroner der. De blev, sammen med begge de ridende kanoner i Egum, stillet under den ældste ritmester og underlagt infanterikommandoen. Landsbyen Stallerup blev belagt med 1 bataillon infanteri, og kavaleribrigaden fik tilladelse til at udvide kantonnementet til Storevelling, Vellinggaard og Smidtstrup.
Tropperne var i dag derefter kantonneret således:
- Avantgardebrigaden med 3 batailloner og det 12-pundige batteri i og omkring Erritsø (I hyttelejr).
- Infanterikommandoen i Stroustrup.
- 1. brigade i Kongsted, Taarup, Stallerup, Egum og Vejlby. 1. bataillon, staben og batteriet i Stoustrup.
- 2. brigade: 2 batailloner på forpost på højre og venstre fløj. Bag hver 1 bataillon i reserve (til den højre i hyttelejr i Fuglsang, til den venstre i bivuak bag en bakke ved redoute 3), 1 bataillon i Stoustrup og Kobbelgaard. Batteriet i Stoustrup. Pionererne i Sønderbygaard, skarpskyttekorpset i Christineberg, detachementet af 2 eskadroner og 2 ridende kanoner i Egeskov og Egum
- Kavalleribrigaden med 7 eskadroner og det ridende batteri bag området ved Bredstrup i landsbyerne på begge sider af vejlevejen til Storevelling. Stabskvarter i Pjedsted.
Herudover:
Skyts- og ammunitionspark ved Hejse kro. Ammunitionskolonne nr. 1 i Højrup. Feltlazarettet i Bjert. Intendanturet og vognparken i Kolding. Ammunitionskolonne nr. 2 i haderslev. Pontontrænets heste var indkvarteret i Kobbelgaard og de omliggende huse. Pontonerne stod i Kolding. Hovedkvarteret var med en daglig vekslende stabsvagt i Bredstrup.
Dagen var en sørgedag for de slesvig-holstenske tropper, fordi de samme dag led et uerstatteligt tab. Den almindeligvis højt ærede oberst v. St. Paul blev om eftermiddagen kl. 5 dræbt af en 24-pundig kanonkugle i batteriet på højre fløj. Han var sammen med sin adjudant, premierløjtnant v. Hennings, redet ud til forposterne, og havde inspiceret dem og var gået ind i batteriet på højre fløj, for at besigtige det og tale med premierløjtnant Christensen. Sandsynligvis har fjenden genkendt ham på hans imposante ydre, og begyndte nu heftigt at beskyde batteriet. Efter nogen tid ville obersten fjerne sig igen og gik derfor nogle skridt baglæns. Løjtnant Christiansen bad ham vente til ilden blev svagere, eller dog gå væk langs diget, hvor han var dækket. Da obersten ikke gik ind på det, sprang løjtnant Christiansen til og greb ham under armen for i det mindste at lede ham uden om skudområdet, men lige netop i dette øjeblik blev han ramt af en massivkugle i lænden der bogstavelig talt rev ham i to stykker og helt oversprøjtede løjtnant Christiansen med blod.
Det var ikke muligt at bringe liget væk. Det måtte ligge til mørkets frembrud og blev næste dag bragt til Flensborg for der at blive begravet.
Oberst v. St. Paul var en højtuddannet officer og som overordnet fører ligeså fast og beslutsom, som velvillig og besindig. Han havde gjort felttoget i marts 1848 med som major i det kgl. prøjsiske Kejser Alexander Grenaderregiment, og da han i marts 1849 blev kaldet til at indtræde i den slesvig-holstenske arme som brigadekommandør, greb han glad den lejlighed der derved bød sig til at samle sig betydende, virkningsfulde krigserfaringer, som han håbede senere at kunne tjene sit fædreland med. Som sand patriot og ægte soldat, syntes tiden ham mere end nogensinde at pege på, at han måtte samle krigserfaring. Hs. majestæt kongen havde derfor også, med hans indtrædelse i den slesvig-holstenske arme, givet ham begunstigelse til atter at træde ind i den prøjsiske arme efter at felttoget var sluttet.
Hele armeen sørgede over dette uerstattelige tab.
Artilleriilden var i dag betydeligt svagere end i de foregående dage, og kun om eftermiddagen, blev skydningen en tid lang, rettet mod batteriet på højre fløj fra alle de foranliggende bastioner. Fjenden havde opstillet en morter på bastion 2, fra hvilken han bekastede batteriet. I bastion 1 skar han nye skydeskår og blev derunder beskudt fra blokhusbatteriet. Batteriet ved Strib skød meget lidt og syntes, som byen bagved næsten at være uddød. Skibstrafikken var ubetydelig, og fandt kun sted med et fartøj til den 4. landingsbro ved Strib.
Efter at der allerede var afskudt en så betydningsfuld mængde af projektiler fra fæstningen, blev der i de nærmeste dage opsamlet mange kugler og ikke eksploderede granater på markerne rundt om som dels bragtes til parken og dels til batterierne og herfra igen skudt ind i fæstningen.
Da forrådet af batteribygningsmaterialer foreløbig syntes tilstrækkeligt, så blev fremstillingen af materialer indstillet nogle dage, for at unde feltartilleriets mandskab lejligheden nogen hvile.
Pionererne blev derimod beskæftiget i skovene ved Fuglsang og Christineberg med at fremstille materialer til bygning af hytter.
Den, ledige infanterikommando efter oberst St. Paul blev til aften overdraget kommandøren af avantgardebrigaden oberst v. Zastrow, der som armeens ældste tilstedeværende stabsofficer og prøvet fører var berettiget til denne stilling. Han opslog sit stabskvarter i Stoustrup. Den prøjsiske løjtnant grev Waldersee og premierløjtnant v. Hennings blev tilstillet ham som adjudanter.
Kommandoen over førte brigade modtog major v. Stückradt fra 3. jægerkorps. Som adjudant blev han, ud over kaptajn v. Doering, tildelt løjtnant Reed fra 3. jægerkorps. Han opslog sit kvarter i Østedgaard.
Kommandoen over avantgardebrigaden modtog major v. Gersdorff, der allerede flere gange havde haft lejlighed til at udmærke sig i spidsen for 1. jægerkorps og var godt bekendt med forholdene i de personlige forhold i brigaden. Adjudant blev kaptajn v. Bassewitz og premierløjtnant v. Binzer.
Klokken 4 om morgenen faldt pludselig 2 bombekast fra fæstningen mod blokhusbatteriet, der kom så uventet, fordi fæstningen indtil da ikke havde vist nogle kraftige morterer. Der udspandt sig en flere timer varende kanonade mellem fæstningen og batteriet, der imidlertid ikke førte til noget særligt resultat udover at et kanon på bastion 1 blev ødelagt. Fra strandbatteriet i Erritsø blev kun rettet enkelte skud mod Strib, hvor der i løbet af natten, var blevet indrettet dækkede rum til mandskabet. Der blev foretaget i alt 49 bombekast og 6 kugleskud.
Vejret var meget koldt og blæsende, og dermed var forposttjenesten blevet stadig strengere for infanteriet. Dertil var troppernes sundhedstilstand ikke kun tilfredsstillende, men må betegnes som fortræffelig, hvad vel havde sin årsag i den gode og regelmæssige forplejning, i de enkelte befalingshavendes omsorg for mandskaberne, samt slesvig-holstenernes velegnede konstitution til strabadserne.
På grund af det evindelige kolde og stormfulde vejr, indtraf i dag en slags våbenhvile. Fra batteriet på højre fløj blev der kun kastet nogle bomber mod landingsbroen i citadellet som besvaredes, på vanlig vis, af fjenden.
På venstre fløj blev den hyttelejr der skulle bygges bag redoute 3 sat af og arbejdet påbegyndt. Det fortsattes de næste dage, men kunne først gøres færdig den 15.
Om eftermiddagen ankom 1 168-pundig morterrør og ammunitionsforråd fra Rendsborg.
Begge de mod vest udsendte eskadroner under ritmester v. Groening, vendte i dag tilbage fra ekspeditionen. De havde ikke fundet det særlig besværligt med inddrivelsen af de udskrevne rekvisitioner.
Også i dag fandt der kun ringe skibstrafik sted, sandsynligvis på grund af det regnfulde og stormfulde vejr. Det synes fra nu af som om, at natten mere anvendes til oversætning af tropper.
Løjtnant Christiansen var derfor desto mere vagtsom og kastede en bombe derhen, hver gang der hørtes en brusen fra et dampskib i nærheden af landingsbroen.
Da der derved, kun ved et tilfælde, kunne opnås et resultat, så syntes det dog at forurolige fjenden meget, da han straffede hvert kast med flere, og ofte en stor mængde skud fra bastion 1, 2 og 3.
Næsten alle kanonkampe der fandt sted fra nu af, tog deres begyndelse på denne måde, og da kunne det ikke undgås, at batteriet på højre fløj flere gange skadedes ganske betydeligt. Løjtnant Christiansen lod hver nat skaderne fuldstændig udbedre med sin vante foretagsomhed. I dag var en bombe igen slået ned i krudtmagasinet og havde knust 4 bjælker.
Til morgen forsøgte et stort sejlskib at nærme sig den sydlige landingsbro ved Fredericia. Fra batteriet på højre fløj blev straks kastet en bombe derhen og straks derefter fulgte en uafbrudt ild fra de 3 foranliggende bastioner mod batteriet. Løjtnant Christiansen sneg sig derpå ud af batteriet med sine folk langs de dækkende diger, lagde sig ned og nød det smukke skuespil, tællende skuddene.
Efter at fjenden havde skudt 63 skud og endelig tav, sneg Christiansen sig tilbage og foretog ingen et kast, og havde fornøjelsen af, på lignende måde at iagttage kanonaden. Batteriet var meget medtaget, navnlig krudtmagasinet. Alt blev imidlertid genopbygget i løbet af natten.
Bygningen af hyttelejren, gik ikke med den hastighed som det var ventet. Den ingeniørofficer der ledede byggeriet klagede over uøvede pionerer og mangel på halm til dækningsmateriale, og da også meget halm var nødvendig til bivuakkerne, så det ud til at blive nødvendig at lave større rekvisitioner og at gribe til landsbyer længere borte, hvorfra halmen skulle bringes til det ved Hejse kro indrettede halmmagasin. Da også en mængde træ og kvas var nødvendig til hytterne og som brænde til bivuakkerne, og skovene i Fuglsang og Christineberg måtte skånes mest muligt som privat ejendom, så blev der anordnet et strengt opsyn med fældningen af træet, og brændemagasinet ved Hejse kro udvidet.
Formiddagen var forløbet roligt, men da der om eftermiddagen hen imod kl. 6 forsamlede sig en fjendtlig afdeling infanteri på dæmningen ved oversvømmelsen, og blev beskudt fra blokhusbatteriet, udspandt der sig endnu en kanonkamp, i hvilken næste alle batterier deltog. En gennem brystværnet på blokhusbatteriet gående og bag samme eksploderende bombe, sårede 3 kanonerer og beskadigede hjulet på en 84-pundig blokaffutage. Selv om man kunne se langt, så var luften dog så tyk, at man på nogle 1.000 skridts afstand ikke hørte nogen lyd. Den afløstes i løbet af natten af stærk regn.
Til inddrivelse af de i Vestjylland udskrevne rekvisitioner, syntes det igen at være nødvendig, at sende to eskadroner under ritmester Matthiesen derud.
Den 2. brigade, der nu havde stået på forpost i 14 dage, blev afløst af 1, der stod for denne tjeneste til den 26.
1. brigades stabskvarter kom til Arnelyst. 2 Batailloner besatte forposterne, 2 batailloner stod som reserve ved Fuglsang og bag redoute 3 (denne bataillon var tildelt 4 kanoner der afvekslende blev givet med det 6-pundige batteri nr. 1 og det 12-pundige nr. 2. Til hestene blev der arbejdet på et skur), 1 bataillon kantonnerede ved Vejlby. Batteriet i Stoustrup.
2. brigades stabshovedkvarter kom til Østedgaard, Egum, Stallerup og Kongsted. Stoustrup og Tarup sammen med Torp blev hver belagt med 1 bataillon. Det 6-pundige batteri nr. 1 gik til Torp.
Derudover indtrådte der ingen ændringer i omfordelingen.
I dag var skibstrafikken mellem Fredericia og øen Fyn kun meget sparsom. Flere gange forsøgte dampskibe at ligge til ved fæstningen, men opgav straks, da batteriet på højre fløj kastede en bombe derhen. Der skulle nu laves et forsøg med også at nå den 4. landingsbro ved Strib med den 24-pundinge kuglekanon i Erritsø strandbatteri, for også her at besværliggøre anlægningen meget.
Broen var mellem 5 og 6.000 skridt borte fra batteriet og derfor måtte vælges en elevation fra 15-17°, da man på grund af den ringe metalstyrke i jernrøret ikke længere måtte forsøge med forstærket ladning på grund af faren for springning.
Lavetternes konstruktion var gunstig for den stærke elevation, skønt man ikke kunne lægge skjul på, at der kunne befrygtes store beskadigelser på grund af lavethalens nødvendige lave stilling.
Fjenden arbejdede endnu kraftigt på den 4. landingsbro, og man forsøgte nu til morgen at forstyrre dette arbejde. Der blev foretaget 12 prøveskud, af hvilke flere slog ned på den ene eller den anden side af landingsbroen. Enkelte endda på bredden flere 100 skridt på den anden side, hvor kysten danner en bugt mod nord. Straks efter det første skud blev broen forladt af de talrige arbejdere der befandt sig på den, og de hastede hen mod de nærmeste bakker. De i nærheden holdende vogne kørte tilbage mod Strib. Senere blev arbejdet imidlertid genoptaget, uden at kunne afbrydes helt.
Fjenden byggede i dag og i den følgende dage en stærk travers mod nord ved det mod oversvømmelsen fremskudte feltbatteri, og blev derved mest muligt foruroliget af det 24-pundige håndmorterbatteri.
Der fandt i dag kun meget ringe skibstrafik sted, og det kun med små fartøjer. Artilleriet forholdt sig derfor i almindelighed meget rolig. Der blev kun foretaget få kast fra batteriet på højre fløj og det 24-pundige morterbatteri mod arbejdet med feltforskansningen bag oversvømmelsen. Fra strandbatteriet i Erritsø blev igen skudt 15 skud mod den 3. landingsbro, og intet skib vovede at lægge til der. I blokhusbatteriet blev i dag også det 2. krudtmagasin indbygget.
Hen imod middag var hyttelejren bag redoute 3 endelig blevet færdig og kunne indtages af reservebataillonen, som indtil da havde bivuakeret. Den var bygget helt efter de for prøjsisk telt- og hyttelejr bestående normer, og bestod af 4 kompagnistræder hver med 14 hytter og de nødvendige hytter til staben o.s.v. I alt 62 hytter, hestebomme, kogekomfurer og latriner. De enkelte hytter havde form som et tag med en dør af fletværk i gavlen, tækket med halm, forneden med en lille jordvold.
Skønt de var bygget forbilledlig godt, så blev der i almindelighed klaget over, at de ikke var varme nok om natten. I en af hytterne blev foretaget et forsøg med at tække med den ved lejrpladsen endnu ikke modne korn. Den var ganske vist varmere end de andre, men krævede betydelig mere kornhalm.
Da et dampskib ved middagstid ville nærme sig landingsbroen ved Fredericia, og der blev foretaget et kast derhen fra batteriet på højre fløj, udspandt der sig igen en ikke ubetydelig kanonade, der varede til kl. 5 om eftermiddagen og hvori alle batterier tog del.
Stribbatteriet, som stort set havde været tavs de seneste dage, viste på en gang en mængde betjeningsmandskab og greb meget engageret ind i kampen. Især vekslede det mange kugler med blokhusbatteriet, i hvilket kanoner Pauls blev svært såret i hovedet af en eksploderende bombe.
Fra slesvig-holstensk side blev foretaget 168 bombekast og58 kugleskud. Skibstrafikken var meget ubetydelig. Dampskibe vovede slet ikke at komme ind i skudområdet.
Pionererne blev i dag igen beskæftiget med tilberedelse af træ til hytter, da man på grund af den mangelfulde beskaffenhed af hytterne, der var indrettet i Fuglsang skov allerede de første dage, og anså det for nødvendig med en forandring af denne lejr. Fra Rendsborg indtraf en transport med massivkugler og 84-pundige bomber. Mangelen på 168-pundige bomber kunne endnu ikke erstattes.
I dag blev i alt kun foretaget 6 bombekast, og det var fra batteriet på højre fløj mod dampskibe der nærmede sig fæstningen i en tyk tågeregn. Samtlige batterier blev udbedret og der blev søgt efter de fjendtlige kugler der lå strøet på ud over markerne. Da adgangen til batteriet på højre fløj var meget omstændelig og til dels også farlig, så skulle der bygges en tilslutningsløbegrav i zigzag og den blev også afsat samme nat af løjtnant Christiansen og adjudantløjtnanten grev v. Waldersee og straks påbegyndt.
Det kunne ikke undgås, at de mange næsten resultatsløse kanonkampe og den tunge forposttjeneste, som det ikke var til at se ende på, virkede nedslående på armeen. Man kunne ikke se at man på nogen måde kom frem, og hvis det også var lykkedes at hindre skibstrafikken i bæltet meget og gøre den besværlig og farlig, så var der stadig østfronten tilbage for fjenden og passagen derfra til Fyn.
En snarlig ophævelse af indeslutningen af Fredericia syntes, oven i dette, på grund af den politiske gang, som den kunne læses i aviserne, nu mere som usikker og fik derfor dukkede ideen om beskydning af østfronten og ødelæggelsen af den fjendtlige kommunikation, på trods af de mange dermed forbundne farer og anstrengelser, igen op hos den kommanderende general.
Det skulle endnu engang forsøges, om det ikke var muligt at anlægge et eller flere morterbatterier foran løbegravenes venstre fløj således, at man derfra kunne bekaste den østlige landingsbro hen over byen. Derfor fandt der samme nat en rekognoscering sted. Man gik 3-400 skridt foran løbegravene til i nærheden af den fjendtlige forpostlinie, men fandt terrænet helt fladt og fuldstændig behersket fra 4-5 bastioner, at man erkendte umuligheden af at bygge batterier her uden meget omfattende arbejder og uden en formelig åbning af en parallel. Da desuden afstanden til den østlige landingsbro androg mere end 2.700 skridt, og iagttagelsen af virkningen på skibene ikke kunne ses fra batteriet, opgav den kommanderende general byggeriet på dette sted og tilrettelage for den følgende dag, en speciel rekognoscering langs Kattegats kyst ved eksercerpladsen for at undersøge om det overhovedet var muligt at anlægge morterbatterier der til det givne formål.
Skibstrafikken var i dag, fra kl. 3 om morgenen, meget livlig mellem Fredericia og den 4. landingsbro og det kunne ikke forhindres, at 2 batailloner blev sat over fra Strib til fæstningen. Der vendte imidlertid kun 1 bataillon tilbage til Strib og det kunne derfor antages, at garnisonen var blevet forstærket med 1 bataillon. Der blev kastet 8 bomber og affyret 4 kugleskud mod dem.
I batteriet på højre fløj fik den venstre skjoldtap på morteren en revne, hvorved den blev ubrugbar.
I formiddags holdt feltpræsten gudstjeneste for tropperne i det fri og den hellige nadver delt ud.
Ved middagstid fandt rekognosceringen sted ved eksercerpladsen og det foranliggende terræn med anlæg af batterier som formål. Det regnfulde vejr hindrede imidlertid en grundig udførelse af den nødvendige opmåling, og en ny rekognoscering syntes derfor nødvendig.
Til morgen blev så igen eksercerpladsen og det foranliggende terræn rekognosceret og fundet egnet til anlæggelse af de projekterede morterbatterier.
Eksercerpladsen ligger på den fra fæstningen nordpå til stranden strækkende store flade, fra hvilken den er adskilt af en, flere skridt bred, 6-8' høj jordvold, der løber parallel med Treldevejen, næsten gennemgående en dækket adgangsvej fra Christineberg til det punkt hvor morterbatteriet blev anlagt. Denne jordvold ledsages af en fra fæstningen førende, 26 skridt bred og mod kysten ligeledes af et højt dige indfattet vej ca. 400 skridt bred, og ophører helt på stedet, hvor vejen svinger mod sydvest. Herfra og til fæstningen er terrænet helt fladt og kan overalt overses fuldstændigt. Det var delvis dækket af korn, skrænten fra den store plane flade mod kysten er meget stejl, 23-30°, har en højde på 50-100' og slutter tæt ved vandet, så den kun lader en meget smal strand tilbage, der ved stærk østenvind næsten helt forsvinder.
De på planen optegnede små slugter er helt skjult for indsigt fra fæstningen, men åbner sig derimod mod havet således, at de kun, på få mindre steder, ikke kan overses derfra.
Selve eksercerpladsen kan for en stor del overses fra den i maj og juni måned forhøjede kavaler på bastion 8 og også beherskes på dens sydvestlige del. Mod nord var der derimod intet at befrygte fra det fjendtlige skyts. Mod havet ligger den helt åben. Mod nord slutter den sig til Trelde skov og gården Christineberg, hvorfra den er adskilt ved et lille sumpet område der kun er passerbar for artilleri og kavaleri i vejsænkningen. Det store flade område vestlig for diget og eksercerpladsen byder ikke på hindringer af nogen art, men har en bølge i terrænet der går parallel med fæstningen og slutter sig til den store slugt på de nuværende forposters venstre fløj og kun er synlig fra fæstningen få steder. Den lettede transporten af materiel og var velegnet til dækket opstilling.
Den slugt der afgrænsede eksercerpladsen mod syd ville have egnet sig meget til anlæg af et morterbatteri, hvis den ikke havde ligget over 3.000 skridt borte fra hovedobjektet, den østlige landingsbro. Ligeledes syntes anlægget af et mere fremskudt batteri på vejen, mellem det dækkende dige ikke passende af samme grund. Også denne afstand var for stor, da skuddet fra de 168-pundige morterer med den stærke ladning på 3 pund, og med en elevation på 45°, kun når en gennemsnitslængde på 2.600 skridt. Man var derfor nødsaget til, for kun at være nogenlunde sikker på succes, at gå ud over det dækkende dige og her bestemme et sted til anlæg af batterierne der kun var 2.400 skridt fra landingsbroen, og hvorfra man kunne håbe at bestryge vejen derhen og også at nå citadellet. Man kunne herfra overse hele Kattegat, fæstningens østfront med dens mange sandsynligvis militæretablisements indeholdende træbarakker, landingsbroen, landingspladsen, citadellet og det over for liggende bred på øen Fyn med den østlige del af landsbyen Strib og den der liggende 4. landingsbro. Ved klart vejr syntes den østlige landingsbro at ligge så nær, at man måtte tro den kunne nås med spidskugler, og når her kom artilleri i aktion, så kunne virkningen af dets ild ikke betragtes bedre og tydeligere. På dette sted kunne man imidlertid iagttage batteriet fra bastion 8 og 9 og havde ingen beskyttelse i terrænet, men dette kunne der ikke ændres på og derfor måtte der til størst mulig dækning sørges for indretning af lukkede værker for infanteri, løbegrave, såvel som opstilling af nogle kuglekanoner. Stranden lå fra dette sted i en død vinkel, og for derfor at besværliggøre at fjenden kunne nærme sig fra den side, var en opstilling af infanteri i en løbegrav foran batteriet ved den stejle kyst nødvendig. En stor fare for batteriet lå i nærheden af havet og den mulighed, at blive beskudt af dampskibe og kanonbåde, ikke blot i flanken men især i ryggen. Der måtte derfor anlægges et mere tilbagetrukket strandbatteri, til at holde skibene borte.
For at sikre batteriet mod udfald syntes beredskab af infanteriafdelinger på eksercerpladsen eller dog i dennes nærhed påkrævet, og terrænet blev da også rekognosceret i dag med dette formål. En stor besværlighed lå i, den større afdeling, når den kunne ses fra fæstningen og fra havet, også skulle sikres mod kanonskud, måtte lægges længere tilbage end hvad afstanden fra fæstningen til batteriet udgjorde. Man kunne kun håbe på, at fremskudte afdelinger i lukkede redouter kunne holde fjenden så længe, at disse afdelinger kunne vinde tid til at nå frem.
Der befandt sig en plet ved den nordlige del af diget til en lille fremskudt afdeling, der slet ikke kunne ses fra fæstningen og kun ganske lidt fra havet og hvor senere blev indrettet en hyttelejr for 2 kompagnier. En større plet som ikke kunne ses fra fæstningen, befandt sig ved Christineberg, bag det lille ovenfor anførte område. Den var stor nok til flere batailloner og såvel mod havet ligesom den var beskyttet mod de skarpe nord og nordøstvinde af Trelde skov.
Anlægget af batteriet blev arrangeret på følgende måde:
På det allerede angivne sted bliver et batteri 2 168-pundige morterer og 2 24-pundige kuglekanoner anlagt til bestrygning af østfronten og hæmning af skibstrafikken m.m..
Til dets beskyttelse bliver bygget 2 lukkede redouter for infanteri, hvoraf den ene, nr. 5, på det plane område til sikring af højre flanke. Det andet, nr. 6, bag batteriet til bestrygning af dette er bestemt for det tilfælde, at det skulle lykkes fjenden med et udfald at trænge ind. Nogle 100 skridt foran batteriet bliver trukket en løbegrav, der til venstre når ud til skrænten, går tværs over vejen til redoute 5, og indeholder nogle opholdssteder for større infanteriafdelinger. Slugten bag batteriet bliver indrettet til at optage reserven. Til at holde skibene på afstand bygges ved eksercerpladsen 2 strandbatterier til hver 2 granatkanoner.
En brigade bestemmes til sikring af hele den venstre fløj på eksercerpladsen, hvoraf 2 kompagnier overtager besættelsen af de 2 redouter og løbegravene, og to kompagnier opstilles i reserve i en hyttelejr, der bygges ved den nordlige del af det store dige. En hyttelejr bygges ved Christineberg til 2 batailloner og 4 kanoner og det store dige, til en dækket forbindelse mellem morterbatteriet, indrettet endnu bedre. 2. bataillon og resten af artilleriet bliver indkvarteret i de nærmest liggende landsbyer. De danner reserven sammen med begge de i Egeskov liggende eskadroner, og de 2 kanoner i Egum reserve for de i hyttelejren liggende tropper.
På grund af fæstningens ringe besætning, syntes udrykningen af en hel brigade på en sådan afstand fra de øvrige tropper ikke farlig. Trængte også fjenden ud af fæstningen med 4 batailloner, så kunne de forskudte kompagnier i forskansningerne dog holde så længe, at tropperne fra hyttelejren kunne nå frem. At omgå forskansningerne vestlig kunne han ikke vove, uden at komme i fare for at blive angrebet i den venstre flanke og måske blive afskåret fra fæstningen af de ved redoute 3 og 4 opstillede tropper. Den eneste fare bestod i den mulighed, at fjenden forstærkede besætningen uden at man blev klar over det. De endnu meget lyse nætter og de anordninger der var truffet til iagttagelse af skibstrafikken lod denne fare synes ringe. Det værste tilfælde for brigaden ville være et tilbagetog over det med diger gennemkrydsede terræn ved Egeskov og det der beliggende vadested gennem Rands fjord.
Fjorden var på dette grundlag blevet rekognosceret af stabschefen og blevet fundet fuldkommen praktikabel for alle våbenarter. Det går i en næsten lige linie gennem den her 400 skridt brede Rands fjord, har i gennemsnit en bredde på mindst 15 skridt og en dybde på 1-11 fod og fast sandet undergrund. Ved hjælp af 2 rækker store stænger, var det så tydeligt afmærket, at det ikke kunne forfejles. Rands fjord såvel som Vejle fjord er ved Holzminde (Höllsminde) så fladvandet, at selv kanonbåde kun kan nærme sig fjorden på 2.000 skridts afstand. Der var derfor ingen foruroligelse af betydning at frygte fra disse eller fra dampskibe ved et tilbagetog over Rands fjord.
I anledning af starten på arbejdet på venstre fløj, befalede den kommanderende general, at der straks skulle tages fat på at bygge hyttelejren. Derpå skulle begge strandbatterier, redouterne og løbegravene anlægges og til sidst det store batteri opføres under beskyttelse af disse værker.
I den under 16. juni til overkommandoen afgivne beretning over operationerne foran Fredericia, var det særligt fremhævet, at de på denne side liggende batterier hovedsageligt indskrænkede deres aktivitet til at afbryde kommunikationen med dampskibe og større skibe mellem fæstningen og øen Fyn og derefter tilgik følgende skrivelse fra overkommandoen til den kommanderende general:
"Idet jeg, som tidligere, så også fremtidig betror videreførelsen af operationen foran alle fæstninger deres indsigt og bedømmelse, bemærker jeg i almindelighed, at indtagelsen af fæstningen vel mindre kan være end det næste mål samme vedrørende, så længe de nødvendige midler mangler til et regelmæssigt angreb. Derimod ser det i almindelighed ud som af vigtighed for krigstilstanden, at fjenden forhindres eller indskrænkes meget i den direkte kommunikation med øen Fyn, hvilket formål, i alle tilfælde skulle være til at opnå, med de forhåndenværende midler.
Jeg kan derfor kun erklære mig helt indforstået dermed, at, deres højvelbårne konkret har skænket dette deres særlige opmærksomhed."
Horsens den 17de Juni 1849
Den øverstbefalingshavende over de tyske rigstropper i Slesvig-Holsten
(gez) v. Prittwitz"
Da batteriet på højre fløj ikke kunne skyde på grund af den ubrugbare morter, så var skibstrafikken i dag temmelig livlig. Erritsøbatteriet foretog 3 kugleskud mod den 4. landingsbro, hvis virkning meget godt kunne iagttages fra nordsiden ved Kattegat. Man skød endnu flere hundrede skridt over broen. Ligeledes blev virkningen af morteren, der kastede fra strandbatteriet over Strib mod den i landsbyens østlige ende liggende magasin mm, og endnu traf over dette, iagttaget herfra. Desværre blev morteren beskadiget derved, selv om den ikke mere blev anstrengt, end det var tilladt efter de reglementerede kastetabeller.
Skaden blev repareret om aftenen. Der blev i alt foretaget 10 kast og 9 kugleskud.
Om aftenen, efter mørkets frembrud, blev en ny morter anbragt i batteriet på højre fløj og arbejdet med den til batteriet førende tilslutning afsluttet.
Fjenden havde i almindelighed forholdt sig rolig. men så fra nu af ud til at sætte batterierne i Strib i mere aktivitet. og at besvare ethvert skud fra Erritsø strandbatteriet mod skibstrafikken, med et dobbeltskud.
Til formiddag blev alle detaljer til anlæggelse af hyttelejren bestemt direkte på stedet af stabschefen og afsætningen foretaget af kaptajn v. Lesser. Ud fra erfaringerne med bygning af hyttelejr syntes det rimelig at fremstille en anden slags hytter end der. Besparelse på materialer, hurtigere bygning og større tæthed var nødvendig.
Den allerede i begyndelsen af maj af avantgarden byggede hytter i Erritsø af jord og græstørv havde vist sig ganske praktiske og på ingen måde skadelige for sundheden, men de krævede et stor opbydelse af arbejde og græstørv, og man mente at kunne komme hurtigere til målet, hvis man delvist forsænkede hytterne i jorden. Der blev derfor i dag bygget flere prøvehytter af samme type som de der var erkendt fordelagtigst. Der blev lavet gruber på 2 fods dybde i form af et kvadrat med 12 fods sidelængde, og om disse lagt en 2 fods tyk ydervæg af græstørv. I den forreste og indgangssiden 5' og i den bagerste 1-1' høj. Disse vægge blev belagt med tagspærskonstruktion, som bestod af 2 murremme en underligger, 6 spær og 15 taglægter som blev tækket med halm.
Senere da der blev mangel på halm, lagde man kvas på og dækkede med græstørv. En del af hytterne fik tage med ringere hældning, hvilket imidlertid på grund af det vedholdende våde vejrlig havde de meget slemme følger, at vandet ikke løb helt af, men igennem og trængte ind i hytterne. Jordbunden bestod af fedtet ler og frembød mange besværligheder med arbejdet.
Pladsen ved Christineberg egnede sig fortræffeligt til en lejr. Den garanterede ikke kun tilstrækkelig lagerplads til 2 batailloner ved siden af hinanden og den nødvendige våbenplads foran, men også beskyttelse mod nord- og østenvinde og dækning mod indsigt fra havet og fra fæstningen.
Selve byggeriet begyndte næste morgen og dertil anvendtes 1 bataillon infanteri og pionererne såvel som samtlige tagdækkere. Senere blev antallet af infanteriarbejdere yderligere forøget for endnu gik byggeriet langsomt fra hånden, da ikke kun det regnfulde vejr, men også mangelen på halm såvel som den besværlige transport af græstørv trådte hindrende i vejen. Den kunne først helt fuldendes den 26. Den største besværlighed gav anlægget af brønde, da det næsten var umuligt at finde godt vand, og man til sidst så sig nødsaget til at benytte de nogle noget fjernt, og dybere liggende vandhuller.
Denne dags aften indtraf et meget kraftigt tordenvejr med vedholdende regn, hvorved luften i de næste dage blev mærkbar kold og jordbunden meget opblødt.
Det regnfulde vejr bevirkede, at mørket allerede indtraf ved 9 tiden og på grund af dette blev forposterne på venstre fløj rykket frem tidligere end sædvanligt og der udspandt sig derved en lille fægtning, i hvilken jæger Ahrens fra 3. jægerkorps blev dræbt. Fjenden må have formodet et angreb og sendte derfor en stærk rekognosceringspatrulje mod redoute 2 og det 24-pundige morterbatteri, hvorved der opstod en infanterikamp ved oversvømmelsen, som imidlertid ikke havde noget særligt resultat.
Artilleriet forholdt sig, på begge sider, meget roligt og der blev i alt kun foretaget 3 bombekast mod skibe fra batteriet på venstre fløj .
I troppernes omgruppering indtrådte for så vidt en ændring, da begge pionerkompagnier, da nu udelukkende skulle være beskæftigede på den yderste venstre fløj, blev forlagt til Trelde sammen med størstedelen af pontontrænets heste.
I dag såvel som de næste dage var det ualmindelig koldt og stormfuldt. Meget besværligt for forposttjenesten, såvel som hyttebyggeriet. Byggeriet af den på eksercerpladsen fremskudte hyttelejr til 2 kompagnier blev begyndt og i de næste dage, på trods af den besværlige jordbund fortsat med største foretagsomhed. Fjenden hindrede på ingen måde arbejdet. På grund af de heftige storme forholdt alle batterier sig rolige. Kun det på højre fløj kastede om aftenen 12 bomber mod landingsbroen, da det pludselig blev stærkt beskudt fra fæstningen og flere både sejlede frem og tilbage mellem Fredericia og Fyn.
På grund af den stærke regn og storm, blev der kun foretaget 2 bombekast fra batteriet på højre fløj. Da en stor mængde arbejdere hen imod aften var samlede på den 4 landingsbro ved Strib, blev der skudt tre skud derhen fra Erritsø strandbatteri og derved blev arbejderne fordrevet. For hyttebyggeriet kunne vejret ikke være ugunstigere, da regnen til tider flød i strømme og gjorde det umuligt at tække hytterne, før de igen var tørrede af vinden.
Vinden tog stadig ikke af. Der fandt derfor næsten heller ikke nogen skibstrafik sted. Batteriet på højre fløj foretog kun 2 kast, da der ved det andet viste sig en revne ved morterens ene skjoldtap, hvorved den var ubrugelig til stærke ladninger.
Om aftenen ankom en transport fra Rendsborg på:
4 24-pundige kanoner i bloklavetter.
2 168-pundige morterer med stole, og
52 168-pundige bomber med krudt, kartusher og tændere, såvel de nødvendige materialer til fremstilling af de ikke eksploderede 84-pundige, indsamlede fjendtlige bomber.
På grind at den stadig vedholdende vind og regn led forposterne og enkelte bivuakerende afdelinger ualmindeligt. Det blev derfor anordnet at også til disse sidste, skulle fremskaffes halm og andet materiale for, ved opstilling af skærmvægge, at beskytte dem nogenlunde mod vejrliget.
På sundhedstilstanden af de vind og vejrvante slesvig-holstenere syntes regnen slet ikke at have nogen indflydelse. Man så folkene i deres bivuakker og de til tider med vand fyldte løbegrave, lige så fornøjede og gemytlige som under det varmeste solskin, og da den kommanderende general uddelte ordrer om at fordoble den daglige kaffeportion, var alle hænder beskæftigede med at tilberede den elskede drik med dens tilhørende komfort. Til kaffemølle tjente som regel de opsamlede fjendtlige massivkugler.
I dag blev der kun skudt fra Erritsø strandbatteri. Da ved middagstid, blev foretaget indskibningsforsøg med rekvisitvogne, landbrugskøretøjer og kvæg til Fredericia ved den 4 landingsbro på Fyn, så blev der fra batteriet skudt 6 kugler imod den, hvorved broen og stranden snart var renset for mennesker kvæg og vogne. Strib batteriet udvidede ilden usædvanlig heftigt, og da man kastede 2 bomber mod det, fik morteren en revne ved venstre skjoldtap, hvorved den sammen med den allerede uholdbare reparation af den beskadigede lavet, blev ubrugelig.
Fjenden var i dag blevet opmærksom på bygningen af den fremskudte hyttelejr, og sendte om eftermiddagen en kanonbåd ind i Kattegat, for at rekognoscere den. Den affyrede samtidig 4 skud mod arbejderne, imidlertid uden at gøre skade. Også fra fæstningen havde han allerede begyndt med at skyde på fremrykkede patruljer. Om aftenen brændte signalbål ved Bogense og på mange andre steder på øen Fyn. Navnlig overfor den slesvigske kyst.
Ved Gudsø var en kanonbåd dukket op og det havde bevirket at kaptajn Petersen, kommandør på feltlazarettet i Bjert, hvor også feltkrigskaffen befandt sig nogle dage, blev urolig for denne, og foranlediget ham til at den tilbage til Kolding, for der at bede kommandanten om understøttelse.
Denne blev også bevilliget ham med et kompagni storhertuelige saksen-weimarske tropper og et detachement kurfyrstelige husarer.
Dagen forløb i almindelighed rolig. Kun på den yderste venstre fløj kastede fjenden nogle granater mod den under bygning værende fremskudte hyttelejr og dræbte derved en jæger fra 2. kompagni der var op feltvagt.
På grund af den meget følelige mangel på svære hulkugler var såvel ankomsten af 62 168-pundige bomber i dag, som underretningen om, at Karlshütte ved Rendsborg fra nu af igen var i stand til, at levere svære hulkugler meget ønsket. Om natten blev de to ubrugbare morterer i batteriet på højre fløj og i Erritsø strandbatteri bygget ud med to andre fra parken.
1. brigade lod landevejen på denne side af oversvømmelsen gennemgrave, og opkaste nogle løbegrave for infanteri bag ved, for bedre sikring af højre fløj.
Om natten var ankommen en stafet fra Slesvig til hovedkvarteret og flere andre fra forskellige steder på kysten, som alle bragte underretning om, at fjenden næsten havde trukket samtlige skibe mod nord. Ligeledes indgik en skrivelse fra overkommandoen, hvori det meddeltes, at fra divisionskommandoen i Sundeved skulle være lavet en melding om, hvordan om aftenen kl. 21, 16-20 store sejl- og 3 krigsdampskibe, samtlige med tropper om bord, var stået ud fra Høruphav på Als og var sejlet mod nord. Det forklarede signalbålene den 23. og tydede på en koncentration af den danske hær og et landgangsforsøg. Da man samtidig var af forskellige meninger om det sted ved hvilken en sådan kunne finde sted, så lå muligheden dog meget nær, at det ville være Fredericia.
Flere danske aviser talte åbent om, at man måtte gå i krig med den såkaldte insurgentarme.
Det syntes derfor bydende nødvendigt, ar fremskynde byggeriet af batterierne på den yderste venstre fløj, da man kunne håbe ved hjælp af disse og Erritsø strandbatteri helt at forhindre udskiftningen af tropper ved fæstningen.
Desværre var bygningen af hyttelejren på grund af det vedvarende storm- og regnfulde vejr gået så langsomt, at 1 brigade endnu ikke kunne opstilles ved venstre fløj før i morgen, for at beskytte starten på arbejdet ved redouterne, løbegravene og strandbatteriet. Bygningen af det store batteri måtte derfor også udskydes endnu flere dage.
Ritmester v. Matthiseon, som med 2 eskadroner var sendt mod vest den 12. for at inddrive rekvisitioner ankom den 14. til Lunderup og Øse, og udsendte herfra en eksekutionskommando der ikke fandt nogen videre modstand mod deres opgave. Da imidlertid der den 20 viste sig fjendtlig kavaleri ved Varde og tog to mand fra den udsendte patrulje til fange, og der også efter udsagn fra flere danske indbyggere var landet dansk infanteri ved vestkysten, så fandt ritmesteren, på grund af hans hestes store udmattelse det for nødvendigt, at gå tilbage til Foldingbro og der afvente videre befaling. Dette havde til følge, at bønderne straks holdt igen på leveringerne, og det derfor truede med mangel på forplejningsgenstande og fourage til de slesvig-holstenske tropper, såfremt man ikke ville gribe tilbage til leveringer fra Slesvig-Holsten. For nu at forhindre denne mangeltilstand og skåne det allerede meget medtagne Slesvig-Holsten, så længe man endnu stod på fjendtlig område og havde magt til, at fremskaffe sine rekvisitioner under pres, besluttede den kommanderende general, at yderligere at sende kommandøren af 1. dragonregiment, oberstløjtnant Hann v. Weyhern med 4 eskadroner og 2 ridende kanoner ud mod vest med den opgave at inddrage ritmester v. Matthiesons detachement, at rense hele Ribe amt, som af overkommandoen var anvist af overkommandoen med hensyn til levering til de slesvig-holstenske tropper, for fjender, og inddrive alle manglende og udskrevne leveringer uden tidstab. For at spare mest mulig tid og vor ikke at gøre trosset for stort, blev det tilladt at modtage et tilsvarende beløb i penge mod kvittering, at fra de landsbyer der foretrak det, i stedet for naturalier. Man måtte dermed håbe på at dække, de fra Slesvig allerede gjorte forskud til opkøb af kaffe og nogle andre i Jylland ikke i tilstrækkelig mængde forhåndenværende genstande. Oberstløjtnant Hann v. Weyhern, som skulle afmarchere den næste dag den 26, blev tildelt intendanturassessor Jacobs til ordningsmæssig udskrivning mm.
I fæstningen forblev i dag alt roligt. Fjenden arbejdede meget flittigt på forskansningerne ved oversvømmelsen, derimod blev der på vores side foretaget i alt 8 kast mod skibe.
Infanteriet blev i kantonnementerne, så vidt de ikke var på forpost eller på arbejde i hyttelejren. og så vidt vejret tillod det, ekserceret i kompagnierne.
Istandsættelse af uniformer og rengøring af våben krævede, på grund af det dårlige vejr, særlig opmærksomhed. Derved var flere ulykkestilfælde, på grund af den natlige håndtering af våbnene, at beklage. Kavaleriet havde, i den seneste tid ekserceret særskilt, samt i eskadroner og regimenter, på en dertil velegnet mark ved Bredstrup, og havde gjort gode fremskridt i deres krigsduelige uddannelse.
I dag var hyttelejr nr. 2 endelig blevet så meget færdig, at 2. bataillon kunne rykke ind. Folkene indrettede sig hurtigt i den, smykkede dem med grene og forbedrede også de enkelte hytter, hvor de endnu var mangelfulde, så at de ved det endelig igen varme og venlige vejr synes ret behagelige og beboelige. Den fremrykkede hyttelejr nr. 3 kunne der først rykkes ind i nogle dage senere.
En almindelig omrokering var forbundet med opstillingen af disse 2 batailloner, således at tropperne fra i dag indtog følgende stillinger, som, med mindre ændringer, forblev således indtil 6. juli. Avantgarde brigaden forblev i den hidtidige opstilling, men sendte 1 bataillon til hyttelejren i Fuglsang hvor den kom under infanterikommandoen (oberst Zastrow) og samtidig overtog forposterne på yderste højre fløj ved teglværket med feltvagt 1 og 2. Eskadronen i Børup marcherede bort derfra og tilknyttedes oberstløjtnant Hann v. Weyherns detachement.
2 brigade besatte, som tidligere, redouterne 1 og 2, feltvagt 3 og 4 og den bagved liggende reserve med 1 bataillon. Forposterne på den tidligere venstre fløj (feltvagt 5-9) i løbegravene fra oversvømmelsen til apotekerhaven og bagved liggende reserve ligeledes med 1 bataillon. Hyttelejr nr. 1 med 1 bataillon og 4 6-pundige kanoner. To batailloner kantonnerede i Stoustrup, Stallerup og Kobbelgaard. 4 6-pundige kanoner i Stoustrup. Stabskvarteret blev i Sønderbygaard.
1 Brigade overtog forsvaret af yderste venstre fløj og stod med 2 batailloner i hyttelejr nr. 2. 4 6-pundige kanoner i gårdene bagved. Bataillonerne kantonnerede i Vejlby og Egeskov (30. juni blev herfra trukket en bataillon med 2 kompagnier ind i den fremskudte hyttelejr nr. 3, med to kompagnier i forpoststillingen. 4 kanoner fra det kørende batteri nr. 1 kantonnerede i Egeskov. Brigadestaben blev forlagt til Christineberg. Af begge de til understøttelse af 1. brigade bestemte eskadroner, stod den ene i Egeskov, den anden, med to ridende kanoner, i Egum. Af dette kavaleri var dagligt trukket en feltvagt frem, som opretholdt forbindelsen med forposterne ved apotekerhaven og den yderste venstre fløj.
Generalkommandoen forblev i Bredstrup, infanterikommandoen i Stoustrup, og artilleriets i Sønderbygaard.
Det 12-pundige batteri nr. 2 gik til Østedgaard. Skarpskyttekorpset blev forlagt til pionererne i Trelde, til iagttagelse af den derværende strand. Kavaleribrigaden stod som før bag ved Bredstrupområdet. Ammunitionskolonne nr. 1 i Højrup og feltlazarettet i Bjert.
Fjenden arbejdede i dag igen meget flittigt på en forskansning nær ved landevejen bag oversvømmelsen, og for at forstyrre ham deri, blev der hen mod middag fra batteriet på højre fløj såvel som fra det 24-pundige morterbatteri foretaget nogle kast derhen. Resultatet syntes godt, for arbejdet på forskansningen blev straks opgivet og man så nogle vogne med sårede køre mod byen. Fæstningens kanoner såvel som batteriet på Strib begyndte snart at besvare ilden, og der udspandt sig en stærk kanonade, der varede til 3.15 om eftermiddagen. Det så ud som om, at når bastion 1 fra blokhusbatteriet formelig var bragt til tavshed. Batteriet blev derimod igen overdænget med skud, men led ingen videre skader. Da Stribbatteriet greb ind i kampen, blev det straks bekastet med 3 kugler og 6 bomber fra Erritsøbatteriet, indtil de indstillede ilden. Ved det første skud fra en af 24-pundigene med normal ladning på 8 pund og 4 ¾° elevation, blev den bagerste del af kanonrøret frem til skjoldtappen totalt sprængt, så venstre lavetside og hjulet totalt blev kvast. Dette skete med så frygtelig kraft, at et stykke jern på ca. 2 centners vægt, blev slynget over 200 skridt frem til siden, med undtagelse af et meget stort stykke som blev liggende i batteriet, kunne kun de færreste af de mange mindre stykker findes. Heldigvis skete der herved ingen skader på betjeningsmandskabet, med undtagelse af at det nummer der affyrede kanonen fik revet neglen af pegefingeren på højre hånd. Kuglen var landet tæt foran Strib batteriet og der havde ingen uregelmæssigheder fundet sted ved ladningen. Det lod sig derfor antage, at kanonen, måtte have lidt under de mange affyringer med meget høj elevation mod den 4. landingsbro de foregående dage.
Om natten blev den ødelagte lavet og den knuste kanon bragt til parken og batteriet forsynet med en ny 24-pundig, og alle batterier blev udbedret.
Der var i dag i alt foretaget 105 bombekast og 13 24-pundige kugleskud. Fjenden havde vel bortskudt det dobbelte.
Skibstrafikken mellem fæstningen og den 4. landingsbro ved Strib var igen blevet temmelig livlig og kunne ikke helt forhindres. Flotillen, som allerede havde ligget ved Bogense i 6 uger, bestod stadigvæk af 26 sejlere og så ikke ud til at blive benyttet til troppetransport.
Fra Rendsborg ankom i dag en transport på 87 stk. 168-pundige bomber med forskellige materialer.
Efter at arbejdet på hyttelejr 3 i dag var afsluttet, blev placeringen af redoute 5, såvel som begge strandbatterierne, definitivt bestemt.
Redoute 5 blev helt på vanlig vis, bygget som de øvrige, men kun for infanteri. Den bestod af en 60' lang lige front med to flanker af ens længde, bag hvilken en stærk pallisadering lukkedes med en pallisadeport. Brystværnet fik en tykkelse på 15' og var indvendig beklædt med skansekurve. Desværre var terrænet af en sådan beskaffenhed, at der befandt sig en lille næsten umærkbar forhøjning ca. 100 skridt foran redouten, der tillod fjenden, om end ikke skjult, så dog på nogen måde beskyttet, at nærme sig fronten og højre flanke. Dette kunne imidlertid ikke ændres, da redouten skulle ligge tæt nok ved batteriet for at kunne bestryge dette. Havde man fremskudt det endnu mere, så lå den for eksponeret og kunne ses fra hele nordfronten. Ud fra redouten blev afsat løbegrave, som det er optegnet på planen, frem til strandbredden, der blev opkastet de næste nætter.
Arbejdet på redouten begyndte til aften. Selv om nætterne begyndte at blive mørkere, så kunne der dog kun arbejdes fra kl. 10 til 2, og det lykkedes derfor heller ikke at afslutte arbejdet på redouten før den 1. juli, selv om 250 arbejdere på en gang var sat på opgaven med denne og løbegravene.
Da fjenden også i dag arbejdede meget kraftigt på skansen bag oversvømmelsen, så blev der fra batteriet på højre fløj og det 24-pundige morterbatteri foretaget 10 kast imod den med det resultat, at arbejdet igen blev indstillet. Desuden blev der kun foretaget 1 kast fra det store morterbatteri. Vejret var igen blevet meget blæsende og koldt.
Til aften blev byggeriet af begge strandbatterier på eksercerpladsen påbegyndt under ledelse af artilleriløjtnant Schuch. Dertil blev, foruden et antal pionerer og artilleristen, blev der dertil udkommanderet endnu 120 mand infanterister. Hvert af batterierne blev, indrettet for 2 24-pundige granatkanoner i voldlavetter, dog til skydning over bænk.
På grund af det meget stormfulde og kolde vejr, fandt en meget ringe skibstrafik sted. Der blev derfor kun kastet 8 bomber af artilleriet. Fjenden forholdt sig i det store og hele rolig, og forstyrrede ikke arbejdet på venstre fløj.
Fra strandvagterne indgik i dag melding om, at der mellem de nordøstlig for Fredericia og ved Bogense liggende skibe var bemærket en stor bevægelse. Næsten samtlige, indtil de i nærheden af Fredericia liggende skibe, havde forladt stedet om natten og der var kun blevet et dampskib og en kanonbåd tilbage.
Fra fæstningen blev i eftermiddags kastet nogle granater på batteriet, i det øvrige forblev alt roligt. Arbejdet på redouten, løbegravene og begge strandbatterier blev fortsat om natten og samtidig bygningen af det store, til bestrygning af østfronten bestemte batteri påbegyndt. Byggeriet af redouten og strandbatteriet var kommet så langsomt i gang, at man nu ikke længere kunne vente med at anlægge det store batteri, da der, på grund af skibenes bevægelse, ikke var usandsynlig, at der snart ville finde udskibninger eller troppeudveksling sted i fæstningen. Dette havde imidlertid den store ulempe, at byggeriet måtte påbegyndes før alle de til sikring af arbejdet nødvendige forholdsregler var udført.
Det store batteri på venstre fløj blev bestemt til 3 24-pundige kanoner (fra det erobrede skib Gefion) og 1 84-pundig bombekanon i rappert. Nogle dage senere skulle til højre derfor, tværs over vejen bygges endnu et morterbatteri for 2 168-pundige morterer. Til arbejdet blev anvendt 30 pionerer og 170 mand infanteri. Major Ceveloh ledede byggeriet. I løbet af natten blev omkring 90 skansekurve sat og en del af jordarbejdet udført.
Fra Rendsborg ankom denne dag en transport på 108 168-pundige bomber med tilbehør.
Fjendens udfald mod arbejderne på yderste venstre fløj.
Da begge strandbatterier til at holde fjendens skibe på afstand med endnu ikke havde kunne armeres, så var den i dette tilfælde meget eksponerede hyttelejr nr. 3 endnu ikke blevet fuldt besat. Til forposttjenesten var kun 3. jægerkorpses 1. kompagni der var opstillet på følgende måde.
En feltvagt på 69 mand under forpostfændrik Lange stod i den, ved eksercerpladsen sydlig begrænsende slugt og havde 10 dobbeltposter foran sig i en linie fra slugten langs stranden og i de endnu ikke færdige løbegrave frem til den ligeledes ikke lukkede redoute nr. 5. Resten af kompagniet, omkring 70 mand under premierløjtnant Rau, stod bag ved i hyttelejr nr. 3.
Fjenden havde indtil da kun foruroliget arbejderne på venstre fløj med skibe og enkelte skud fra fæstningen. I dag havde han forholdt sig helt rolig indtil kl. 3.45. om eftermiddagen, da pludselig in afdeling infanteri, i styrke af et kompagni, med større afdelinger bag og ved siden af sig ankom uopdaget i den døde vinkel ved stranden og med hurraråb styrtede sig over posterne og drev dem tilbage og gik frem over batteriet til slugten. Fændrik Lange opløste straks feltvagten i en infanterilinie, besatte det nordligt liggende dige og modtog fjenden med en velledet ild. Da løjtnant Rau kom til undsætning med resten af kompagniet, sprang fændrik Lange over diget med sine folk og gik frem igen med hurra. Fjenden holdt stand i kort tid, men gik tilbage over batteriet og var snart helt forsvundet. Da man kom til det nye batteri, fandt man den næsten helt ødelagt. Samtlige skansekurve var delvist afbrændt, dels kastet ned på stranden, hvor de endnu lå og brændte. Man kunne endnu kun redde nogle brændende faskiner ved at overdænge dem med sand. En del af det i batteriet værende skanseværktøj havde fjenden taget med. Derimod var det i slugten liggende materialedepot forblevet intakt.
Fjenden havde foretaget dette udfald under kommando af oberstløjtnant Irminger og dertil anvendt 6 kompagnier jægere og infanteri, såvel som noget kavaleri og pionerer, hvoraf de sidste blev brugt til at ødelægge arbejderne.
Ved de første skud var begge batailloner i hyttelejr 2 trådt under gevær og rykkede straks med 4 6-pundige kanoner frem over det flade stykke til bag ved redoute 5. Da kampen allerede var slut ved deres ankomst, så blev de af dem ved kampen tilstedeværende stabschef igen sendt til hyttelejren, med undtagelse af 2 kompagnier der foreløbig blev forlagt til hyttelejr 3. Der blev nu opstillet 2 store feltvagter på hver et halvt kompagni i redoute 5 og i slugten, og selve løbegravene såvel som batterierne blev stærkere besat. Fjenden kastede endnu nogle granater fra fæstningen og lagde 2 kanonbåde truende foran batteriet, men foretog sig for øvrigt intet.
3. jægerkorpses 1. kompagni havde klaret sig godt i kampen, og forposterne var først gået tilbage efter at de havde afgivet deres skud mod de fjendtlige kolonner. En jæger var svært-, tre andre let sårede. Fændrik Lange havde udmærket sig så meget ved koldblodig ledelse af kampen, at han derfor straks blev bragt i forslag som forfremmelse til officer af den kommanderende general. Han var blevet ramt af 3 kugler på uniformen uden at være såret. Fjendens tab var forholdsvis mere betydende og bestod i 2 officerer og 17 mand såret og en død jæger, der blev begravet på eksercerpladsen.
Udfaldet gav foranledning til en ikke ubetydelig kanonade, der blev optaget af alle batterier og varede til kl. 5. Der blev fra de forskellige batterier i alt foretaget 27 bombekast og 1 kugleskud. En kanoner blev let såret i armen i det 24-pundige morterbatteri.
Om natten blev fundamentet lagt i begge strandbatterier, men arbejdet kunne ikke helt fuldendes.
Fra redoute 3 blev de 4 24-pundige granatkanoner, som havde stået der siden midten af maj, bragt til hyttelejr nr. 3 og bestemt til strandbatterierne. Arbejdet på det store batteri blev i nat genoptaget. Der kunne imidlertid ikke sættes nogen skansekurve da de først skulle fremskaffes. På redoute nr. 5 og løbegravene blev ligeledes arbejdet fra kl. 10-2.
Der havde i dag næsten ikke fundet nogen skibstrafik sted og kun et lille skib under svensk flag var ankommet fra nord og var sejlet til Fredericia. Fra overkommandoen gik den meddelelse ind, at en fjendtlig flådeafdeling havde samlet sig ved Assens og at en landgang ved Haderslev derfor ikke var usandsynlig. Der blev angivet de trufne forholdsregler og den kommanderende general samtidig opfordret til, at lade en brigade af de slesvig-holstenske tropper rykke til Kolding, så snart han fik melding om en landgang syd for denne by.
I den forløbne nat havde fjenden straks efter mørkets frembrud med enkelte bombe og granatkast fra fæstningen og kanonbådene at forurolige arbejdet på den venstre fløj. Flere bomber var eksploderet tæt foran det store batteri og en enkelt endda inde i batteriet midt mellem arbejderne imidlertid uden at beskadige nogen. I redouten derimod, hvis placering fjenden havde lært nøjagtig at kende under udfaldet, blev 2 arbejdere dræbt og en svært såret.
Det lykkedes fjenden at hindre arbejdet, for så vidt at den byggeledende major Ceveloh lod arbejdet indstille kl. 1.30 om morgenen fordi et sejlskib og 2 kanonbåde havde lagt sig truende foran batteriet. Det var derfor også kun blevet lidt fremmet og det tidspunkt hvor batteriet kunne træde i funktion, på ny blevet rykket frem. På samme måde var det med redoute 5, der på trods af det betydelige antal arbejdere stadig ikke ville blive færdig. Ingeniørofficererne viste her ikke overalt den udholdenhed og energi som tidligere, og som var så bydende nødvendig, og den kommanderende general så sig derfor nødsaget til at overdrage ikke blot den øverste ledelse, men også det specielle byggeri af de endnu nødvendige arbejder til den meget aktive og utrættelige kaptajn v. Lesser alene.
Artillerikommandøren blev ligeledes trængende anvist at intensivere batteribyggeriet. Det lykkedes da også endelig i denne nat at fuldende begge strandbatterier og armere dem fuldstændigt.
I redouten blev der nu også arbejdet hele dagen med et mindre antal mandskaber og samme om natten så vidt fremskredet, at den var fuldstændig lukket og sikret mod overraskelser. Om natten blev arbejdet med 300 mand på løbegravene fra redouten til stranden og byggeriet af det store batteri fortsat ved major Ceveloh.
De store kanonkampe, der i den seneste tid næsten var hørt op, begynder nu igen at blive hyppigere, da det store morterbatteri ved redoute 4 havde modtaget befaling om, at straffe ethvert af fjenden, mod arbejderne på venstre fløj affyret skud, med en 168-pundig bombe som måtte kastes ind i byen.
Der blev i dag fra de forskellige batterier foretaget 50 bombekast og 1 kugleskud.
Infanteriet, for så vidt de ikke var på forposter eller arbejde, blev ekserceret i kantonnementerne og øvet i skiveskydning. Feltartilleriet var meget vedvarende beskæftiget med udfærdigelse af batteribyggematerialer.
I formiddag trådte det nye strandbatteri endelig i funktion og fordrev flere kanonbåde med nogle granatkast, der fra nu af ikke vovede sig indenfor skudvidde, og derfor ikke mere foruroligede arbejderne. Man kunne nu med større sikkerhed arbejdes på byggeriet af det store batteri, såvel som de øvrige endnu nødvendige arbejder på venstre fløj og derfor blev i redoute 6 og morterbatteriet afsat og arbejdet på disse værker begyndt om aftenen. Redouten var lige som de andre, men mindre, og havde kun en flanke som travers mod havet, mod højre lænede den sig til det dige der løb langs vejen. Den skulle ligeledes lukkes med palisader i struben og bestryge det indre af begge de foranliggende batterier. Morterbatteriet var beregnet til 2 168-pundige morterer, og blev som de andre batterier, bygget noget nedsænket. Forbedringen af løbegravene og den store tilslutning langs med digerne blev samtidig fortsat.
Det ganske vist noget varmere, men vedholdende regnfulde vejr, havde næsten oversvømmet alle hytter og løbegrave, og på grund af den lerede og fedtede jordbund, i højeste grad gjort forposttjenesten og skansearbejdet besværligt og derfor skred arbejdet kun lidt fremad.
ikke af og til at skyde fra fæstningen på arbejderne på den venstre fløj, og der opstod deraf igen en kanonade, under hvilken der fra de forskellige batterier blev foretaget 66 hulkugleskud, og 5 massivkugleskud. Om natten blev en af de 24-pundige granatkanoner bragt tilbage fra strandbatteriet til hyttelejr nr. 3 og i stedet for opstillet en 84-pundig bombekanon i samme, da man anså det for nødvendig med en sværere kaliber mod dampskibene.
Fra Rendsborg ankom en transport på 108 168-pundige og 200 84-pundige bomber.
Skibstrafikken har i dag kun været ubetydelig, men kunne på grund af den tågeagtige regn ikke altid iagttages nøjagtigt. Strandvagterne fordoblede derfor deres opmærksomhed, især kom fra vagten matros Petschow ved Erritsø den detaljerede melding, hvoraf man erfarede, at en lille flotille på 2 damp- og 10 sejlskibe var kommet fra nord hen imod aften og var styret mod Bogense, en, efter roen de seneste dage, noget påfaldende og usædvanlig tilsynekomst.
Vejret var i dag igen ubeskrivelig dårligt. Det regnede hele dagen og også hele natten. På mange steder var løbegravene helt fyldt med vand, lejrhalmen forvandlet til skidt, og mange hytter blevet fuldstændig ubrugelige. Stadig forblev den slesvig-holstenske soldat ubøjet og ved godt mod. Man trøstede sig så godt som man kunne og gik gerne på arbejde, da man derved i det mindste fik varme i kroppen.
Desværre var det igen ikke muligt at udføre ret meget, for store tykke lerklumper blev hængende på spaderne og ville næsten ikke lade sig skille fra dem, og den på grund af regnen stadig tungere uniform hindrede den enkelte mand i den fir bevægelse. Transporten af materialer var på grund af den opblødte jordbund højest besværlig og blev hele tiden hæmmet standset. Der kunne derfor i den næste nat, hvor det store batteri skulle have været færdig, først sættes nogle få skansekurve, og ikke engang startes på lægningen af fundamentet m.m.
Skibstrafikken var pludselig i dag blevet meget stærk. Det så ud som om fjenden landede med små fartøjer endnu nordligere end den 4 landingsbro ved Strib i en derværende lille bugt og derfra satte tropper over til Fredericia. Fra Erritsø strandbatteri kunne denne anlægsplads ikke nås. Allerede i formiddags kl. 7 blev en hel bataillon overskibet til fæstningen i flere fartøjer og hen mod aften kom fra matrosen den melding, at endnu en bataillon og ca. 360 mand var sat over, uden at der var sendt tropper fra fæstningen til Fyn igen. På grund af det afvekslende meget tågede vejr, var det muligt, at endnu flere tropper var sat ubemærket over. I det mindste havde tågen i flere timer umuliggjort enhver nøjere iagttagelse. Men det kunne også være, at tilbagetransporten fra fæstningen var sket medens det var tåget og derfor var det meget nærliggende at formode, at fjenden, der sandsynligvis på grund af den i den seneste tid vanskelige passage var hørt op med at skifte tropper ud, nu benyttede det tågede vejr til at afløse garnisonen med friske tropper. Infanterikommandoen blev anvist, at strandvagterne på den yderste venstre fløj skulle udvise stor vagtsomhed med skibstrafikken, især i løbet af natten.
Arbejderne på venstre fløj blev i dag, på trods af det stadig vedholdende stormfulde og regnfulde vejr, ivrigt fortsat, og lovede endelig en hurtigere fremgang. Den kommanderende general tog gennem en korpsbefaling foranledning til, at udtale sin tilfredshed med den under så vanskelige omstændigheder beviste hengivenhed, og udtale overbevisningen om, at denne gejst, samt det gode humør og glæden til at kæmpe, som tidligere altid havde ført til sejr, også senere ville være til stede.
Der blev hele dagen og også om natten arbejdet på begge batterier, redoute nr. 6 og løbegravene, og de sidste forsynet med flere traverser og nogle beskyttede lagerrum. Fjenden forsøgte at forstyrre arbejdet med skud fra fæstningen, og drog dermed ilden fra samtlige batterier til sig såvel ved midnatstid som om morgenen kl. 7. Men det var påfaldende, at han ikke udvidede denne ild på sædvanlig vis, men syntes at ville forhindre enhver kanonkamp. Man kunne slutte at dette skyldtes den større ansamling af tropper i fæstningen, og lod derfor de forskellige batterier underholde livligst muligt hele dagen. Der blev i alt foretaget 88 bombekast og 9 kugleskud.
Meldingerne fra forposter og strandvagter efterlod i dag ikke længere tvivl om, at fjenden samlede meget betydelige stridskræfter i fæstningen. Allerede før morgengry var der iagttaget store troppeoverførsler fra Strib og nordfra til Fredericia og i løbet af dagen blev de fortsat næsten uafbrudt. Foruden betydelige afdelinger infanteri, blev flere eskadroner kavaleri og hen mod aften også 2 batterier feltartilleri iagttaget, hvis udskibning ikke kunne forhindres, da begge batterierne på venstre fløj endnu ikke var armeret. Nogle bomber kastede fra det store morterbatteri ind over byen mod den østlige landingsbro, faldt ganske vist i nærheden af denne og fremkaldte nogen uorden i tropperne, men forhindrede dem ikke i at udskibe sig.
Under det fortsatte regnfulde og stormfulde vejr, som ofte trak med tykke tågeskyer over vandet, måtte det antages, at mange af udskibningerne sket ubemærket, og at man derfor ikke overdrev forstærkningen når man antog, at fæstningen til aften allerede var vokset til 12-15 batailloner infanteri med noget kavaleri og omkring 2 batterier feltartilleri.
Det var vel nu sikkert, at den allerede i længere tid, på et eller andet sted på kysten forventede fjendtlige fremstød¨, ville følge ved Fredericia, og man måtte derfor bestemme sig til, hvad der kunne gøres for at imødegå dette fremstød. Om man helt ville undvige ham, eller om man ville kunne holde ham op på hvilken måde man ville gøre det. Opgav men stillingen foran fæstningen helt og koncentrerede sig om området bag Bredstrup, så var i den der liggende gunstige stilling fra fjenden, selv om han trængte frem i sin fulde magt, kun lidt at frygte. Man kunne vel med bestemthed forudsætte, at han på grund af usikkerheden om de tyske rigstroppers opstilling, ikke ville vove at trænge langt frem foran fæstningen og angribe en stilling, der fra naturens side allerede var stærk og dertil meget velegnet til at gøre en vellykket modstand mod overlegne stridskræfter.
Man måtte i dette tilfælde redde så meget som muligt af belejringsskytset og iværksætte tilbagetrækningen på en nat. Hvis samtidig et ikke ubetydelig tab i materiel var uundgåelig, så kunne dog de fleste kanoner såvel som størstedelen af parken skaffes bort ved hjælp af pontontrænets heste, artilleriet, ammunitionskolonnen samt rekvirerede bønderheste.
Der var med hensyn til dette, for lignende tilfælde, i Kolding mv. allerede truffet forberedelse til at kunne skaffe betydelige transportkræfter frem, inden for et tidsrum på 24 timer.
En sådan flugtlignende forladelse af fæstningen talte imod armeens gejst der brændte af begær efter at måle sig med fjenden, og ham endelig igen at se ham ansigt til ansigt efter i så langt tid at have været adskilt fra ham af vold og vand. Man kunne ikke beslutte sig til at undvige kampen, man ønskede og søgte den desto mere.
Til dette formål syntes det sikrest helt at opgive arbejdet på venstre fløj og helt at opgive den så farefulde stilling for 1. brigade og at afvente fjenden i en koncentreret, af oversvømmelsen og de foranliggende batterier beskyttet stilling ved Stoustrup og Fuglsang, hvor han ikke ville have haft andre fordele end overtallet og angrebet.
Men det alene kunne man ikke beslutte sig til. Man håbede endnu at kunne sætte de to hovedbatterier på venstre fløj i aktion og derved bringe fjenden i en meget kritisk situation, hvis det skulle lykkes igen at kaste ham ind i fæstningen efter et udfald.
Når man samtidig måtte forvente, at fjenden i fæstningen ville sætte at ind på at forene alle disponible kræfter i det udfald de havde til hensigt, så tænkte man dog, at han ikke var på mere end 17-18 batailloner. at det ville lykkes general Ry, eller snarere allerede var lykkedes ham at forlade halvøen Helgenæs med en stor del af sine tropper, uden at man havde bemærket det fra rigsarmeen, regnede man, på grund af det mangelfulde kendskab til det derværende terræn og opstillingsforhold, for at være umuligt. Med 17-18 batailloner, hvoraf 3-4 stadig måtte blive tilbage i fæstningen, mente man desto mere at måtte optage kampen, selv i den udstrakte stilling, da en ugunstig følge, selv i den målestok som den virkelig fandt sted, i det hele taget, overhovedet ikke ville have nogen væsentlig indflydelse på krigens slutresultat, hvorimod en tilintetgørelse af en del af den danske arme kunne få stor betydning.
Det blev derfor besluttet, at forblive i den engang indtagne stilling og optage kampen hvis fjenden skulle bryde frem.
Den næste morgen blev lavet et udkast til en kort disposition, og meddelt troppernes befalingshavere, hvorefter, ved et eventuelt udfald, 1 brigade skulle koncentrere sig om forsvaret af forskansningerne på venstre fløj, 2. brigade af centrum og avantgardebrigaden om understøttelse af disse samt sikring af højre flanke ved Erritsø. Kavaleriet modtog befaling om at rykke til den store mark ved Bredstrup indtil det modtog yderligere ordrer. Om et eventuelt tilbagetog var der ikke tale om i dispositionen, dog var det blevet meddelt brigadekommandørerne nogle dage tidligere, at man i dette tilfælde skulle marchere mod Vejle og derfor 1. brigade skulle trække sig tilbage gennem vadestedet ved Rands fjord, 2. gennem Bredstrup og avantgardebrigaden over Havreballegaard.
Artillerikommandoen modtog hen imod aften den bestemte befaling, at arbejde med al kraft på begge batterier på venstre fløj og i det mindste gøre dem skudklare natten mellem 5. og 6. juli, selv om de måske ikke skulle være gjort helt færdige. Alle øvrige batterier blev anvist i de efterfølgende dage, at kaste bomber og granater, ikke kun efter skibene, men uafbrudt kaste ind i byen for at forurolige de deri værende tropper og om muligt, deprimere dem.
Af mange var et udfald fra danskerne helt bestemt ventet denne morgen, men dagen brød rolig frem og man håbede nu på helt at kunne afslutte arbejdet på venstre fløj, før en afgørelse kom. Der blev arbejdet hele dagen. Fjenden forstyrrede ikke arbejdet og da han kastede nogle granater mod venstre fløj kl. 5 om morgenen, brød det i går befalede bombardement fra alle batterier ud og fortsatte uafbrudt til hen imod kl. 1. Artillerikommandøren lod imidlertid ilden indstille ved denne tid, da han anså det for nødvendig, at spare på den forhåndenværende ammunition af hensyn til virksomheden af de to batterier på venstre fløj.
Hen imod kl. 11 middag syntes det som om at fjenden ville foretage et udfald. Han defilerede ud af Prinsens port med flere kolonner, og foranledigede derved at tropperne i hyttelejren trådte under gevær, men han trak sig snart igen tilbage i fæstningen uden at foretage sig noget. Den kommanderende general, som i denne anledning havde begivet sit ud på venstre fløj, besigtigede den derværende opstilling og fremgangen med arbejderne og uddelte flere befalinger med henblik på et eventuelt udfald. Her viste også oberst Hann v Weyhern sig, som, efter at have udført sine opgaver vestpå, igen var indtruffet i kantonnementet i Bredstrup med 4 eskadroner, efter at han havde efterladt 2 eskadroner til fortsat inddrivning af rekvisitioner i omegnen af Foldingbro.
Den kommanderende general påtænkte nu at opstille hele kavaleriet i og ved Vejlby og Egeskov, for, ved et udfald fra fæstningen, at bruge dem, i et for kavaleri gunstigt terræn, til forbindelse
mellem 1. og 2. brigade. Hestenes store udmattelse afholdt ham imidlertid fra at uddele ordren i dag. (En relation over oberstløjtnant Hann v. Weyhern befinder sig i bilaget)
Troppeudskibningerne ved fæstningen fortsatte om natten og også hele dagen uafbrudt og kunne ved det indtrådte gode vejr nu iagttages nøjere. Også i dag blev igen kavaleri og artilleri sat over. Et dampskib under engelsk flag viste sig særlig aktivt og lagde flere gange til ved den østlige landingsbro med 3-4 gamle kanonbåde på slæbetov og fyldt med militær. Ved øen Fænø lagde sig 3 dampskibe, 2 kanonbåde og 5 jagter for anker, og syntes at forråde hensigten til landgang.
For at forhindre en landgang ved Snoghøj, blev nu den derværende landingsbro, for størstedelen båret bort af 1. jægerkorps, hvad batterierne ved Middelfart ikke søgte at forhindre yderligere.
Da batterierne på venstre fløj i dag skulle være skudklare, så blev der arbejdet på dem med endnu større kraft hen mod aftenen. Hen mod kl. 5 blev underlaget til slæderne lagt under ledelse af overfyrværker Schoepzinsky, og bygningen af batteriet og inddækningen af krudtkammeret og et beskyttelsesrum til betjeningsmandskabet afsluttet af infanteriarbejderne ved midnatstid. Rappertslæderne blev bragt frem og skubbet, og de i mellemtiden på blokvogne tilkørte kanonrør, enkeltvis trukket ind i batteriet.
Kl. 1 om natten var, af de mod landingsbroen tilrettede kanoner, en 24-pundig kanon fra Gefion, opstillet på rammen. Den 84-pundige bombekanon, der var kørt fast på vejen til eksercerpladsen, og kun med møje og besvær kunne komme i gang igen, var opstillet ved siden af rapperten, for at blive anbragt over for denne. Ammunitionen til kanonerne var kørt til og blev anbragt i magasinet og i karduskasserne.
I morterbatteriet, i hvilket opsætningen af skansekurve, opstilling og inddækning af et beskyttelsesrum til betjeningen og et krudtkammer var påbegyndt om aftenen, blev arbejdet flittigt på brystværnet. Lægningen af et fundament var begyndt og en 168-pundig morter kørt op bag batteriet, da arbejdet blev afbrudt af kampen.
Da samtidig der ikke var nogen særlige tegn på, at det forventede udfald allerede ville finde sted i den gryende dag, så var det dog til at forvente, at man efter denne dags foretagne udskibning med bestemthed vidste, at fjenden allerede måtte have i nærheden af 17-18 batailloner med noget kavaleri og flere batterier feltartilleri, altså alle sine disponible kræfter forenede i fæstningen, og at han umuligt, i denne for ham under det livlige bombardement så farlige tilstand, ville forblive inaktiv i længere tid.
Til overkommandoen blev derfor i dag tidlig om morgenen afsendt meldingen, at der havde fundet betydelig troppeoverskibning sted og at den fortsatte uafbrudt og at det derefter kunne forudsættes, at fjenden koncentrerede sine hovedkræfter i fæstningen for derfra at foretage et udfald mod de slesvig-holstenske tropper. En landgang ved Haderslev syntes derefter ikke mere at stå i udsigt.
Den farefulde tilstand for den slesvig-holstenske arme i en så udbredt stilling, over for en i antal overlegen og koncentreret fjende, uden håb om understøttelse fra de langt borte stående rigstropper var ikke skjult for føreren eller mandskabet. Kun med det frejdige mod til kamp og med selvfølelsen af, indtil da ikke at være overvunden, som den kommanderende general havde forstået at fremkalde, afventede hver enkelt rolig tingene, der da skulle komme og beredte sig på kampen.
© Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286