Otto Vilhelm Fischer blev født 23/8 1840 i Boeslunde og døbt 18/10 1840 i Boeslunde kirke. Han var søn af Niels Quistgaard Fischer og Anna Cecilia Vildt.
Han valgte en militær løbebane og fik garnison i Fredericia.
Da han er blevet premierløjtnant giftede han sig 9/8 1870 med Josephine Petrea Leck, datter af havnemølleren Peder Leck og Christine Marie Wollesen. Vielsen skete i hendes hjem.
Josephine Petrea Leck blev født den 15-8-1847 i Fredericia og døbt den 20-10-1847 i Trinitatis Kirke.
Hun døde den 1-7-1904 i Sct. Josefs Hospital, og blev begravet den 5-7-1904 på Trinitatis Kirkegaard.

I 1837 havde svigerfaderen Peter Leck købt Carolinelund mølle, efter først at have drevet den som forpagter nogen tid.
Peter Leck var født 1810 i Flensborg (muligvis i Leck er en lille by i nærheden).
I 1870 døde han efter nogen tids sygdom og enken overtog møllen som uskiftet bo. Hendes laugværge var svigersønnen premierløjtnant Otto Vilhelm Fischer.
I 1871 overtog han møllevirksomheden og har både den og sin militære karriere at passe.
Hans svigermor Josephine flyttede til Oldenborggade 1B, hvor hun boede sammen med datteren Ellen.
I dag er husnummeret 3.
Da Otto Vilhelm i 1880 udnævnes til kaptajn og kompagnichef, valgte han at sælge møllen til møller Jessen fra Mølholm mølle ved Vejle for 48.000 kr.
Jessens ejerskab bliver dog kort, og allerede 3/8 1883 købte Fischer møllen tilbage for 42.500 kr.
I mellemtiden havde møllen lidt et haveri da en møllevinge blev revet af i en storm.
Fire år efter, den 10. juni 1887 brændte møllen, der lå oppe på på Søndervold i det militære område, men blev genopbygget delvist for forsikringssummen, som dog ikke kunne dække alle udgifter i forbindelse med branden, så Ficher led et ikke ubetydeligt tab.
Møllen fungerede både med vindkraft og, i vindstille perioder, ved hjælp af en dampmaskine, og man mente at branden var opstået ved fyret til dampkedelen, hvori der var blevet fyret med savsmuld.
Havnemøller Fischer købte også Nymølle ved Middelfart og satte sin ældste søn Otto Peder Leck Fischer ind som bestyrer. Otto blev gift den 23/5 1896 i Middelfart kirke med Marie Jacobine Hansen, datter af skomager Jens Hansen og Sophie Amalie Blankholm, født den 21/8 1872 i Middelfart, og døbt den 22/9 1872 i Middelfart Kirke.
De flyttede fra Middelfart til København hvor Otto blev kornhandler.
Her fik de Viggo Olfert Fischer - 1910-1976 - Udenrigsminister fra 1953-60 under Hans Hedtoft og Statsminister fra 1960-1962.
Viggos far blev syg og døde 38 år gammel, da Viggo kun var godt ½ år gammel, og moderen kunne ikke klare at stå alene med sine 4 børn, så den yngste søn Viggo blev 9 mdr. gammel adopteret af sin fasteren Ellen i Fredericia, der var gift med kaptajn i hæren, Conrad Kampmann, og fik samtidig efternavnet Kampmann. Viggos storebror, der havde samme navn som sin far, blev kendt under forfatternavnet Leck Fischer.

Ægteparret Otto Vilhelm Fischer og Josephine Fischer f. Leck fik 7 børn: Ellen Cecilie, Otto Peder Leck, Niels Vilhelm, Fanny, Agnes Sabine, Clara og Anna Sophie. De boede i Prinsessegade 103.

Det er under et besøg hos sønnen Otto på Nymølle ved Middelfart ulykken sker der koster O. V. Fischer livet:

Drukneulykken:
25/6 1895
Fra Vejle Amt
Et højst beklageligt ulykkestilfælde, hvorved byen mistede en brav borger og en familie sin forsørger, skete i går ude i bæltet, idet pensioneret kaptajn og mølleejer Fischer omkom ved drukning.
Den forulykkede drev foruden den store damp- og vindmølle her i byen, tillige en mølle ved Middelfart, hvilken sidste bestyredes af hans søn. Jævnlig har han, sædvanlig med en fisker til hjælp, sejlet over bæltet for at tilse bedriften på Fyn, og hans interesse for disse små sejlture, hvor han forenede det nyttige med det behagelige, var stadig stigende.
Det var, som om søen trak den virksomme mand stærkere og stærkere til sig, og kun et viljestærkt menneske, der ikke vil vige fra sit forsæt, således som kaptajn Fischer var det, kunne i går fastholde en bestemmelse om at gå ud i en lille jolle i vore vanskelige farvande. Blæsten var ikke langt fra storm, og strømmen var så stærk som nogen sinde.
Den hvirvlede vandet højt i vejret,
Allerede om formiddagen ville kaptajnen have været af sted, men da det viste sig vanskeligt at få båden klar, blev turen opsat til om eftermiddagen. I båden var, foruden kaptajn Fischer, styrmand Søndergaard, en søn af kammerråd Søndergaard ved banegården.
Henturen gik godt, men på hjemturen skete ulykken i Stribs bugten, kun ca. 1.000 alen fra land. Om båden er kæntret eller den er kommet ind i en strømhvirvel og er sunket, vides ikke. Kaptajn Fischer må have fået tid til at afføre sig sin sommeroverfrakke, thi denne, tillige med hans hovedbeklædning er funden. Af forsigtighedshensyn havde Otzen medgivet båden 3 årer. Fischer fik fat i de to og søgte, støttende sig til disse, at svømme i land.
Han skal have været en ualmindelig god svømmer, men noget brystsvag. Det menes at han har været meget nær ved land og først i sidste øjeblik er bukket under for anstrengelsen. Søndergaard fik fat i den tredje åre samt en bådshage og drev mod land et stykke bag efter Fischer. Sandsynligvis ville også han være omkommet, om ikke en på stribkysten boende mand, som var oppe på sit loft, havde hørt nødråb og var ilet til hjælp.
Han kunne ganske vist ingen mennesker se, men han fulgte lyden og nåede at komme tidsnok til at redde Søndergaard, hvorimod Fischer da allerede var og blev borte.
Søndergaard ankom i aftes hertil med færgen. anstrengelsen og faren havde gjort ham næsten bevidstløs, og han ligger endnu i dag til sengs, under lægebehandling. Dog mener lægen, at der ingen fare er for liv eller førlighed.
Den forulykkede kaptajn Fischer var 56-55 år gammel. Han var dekoreret med ridderkorset. Den borgelige virksomhed, han havde optaget, og som han navnlig, efter sin afgang fra hæren, kastede sig over, optog ham fuldt og helt, og han levede et sjældent smukt familieliv. Han efterlader sig hustru, 4 døtre og 3 sønner, hvoraf den ene er i Amerika.
Fra sin stilling i hæren har han mange venner, som med vemod vil modtage efterretningen om hans død. Af de menige soldater var han særlig meget afholdt. Han kendte sit mandskab ud og ind, og han kendte det ikke alene af ydre, men han havde tillige en ualmindelig evne til at sætte sig i rapport til deres indre.
Han undgik, så vidt muligt, at straffe, men når nogen havde forset sig, kunne han så varmt og indtrængende appellere til æresfølelsen hos den eller de skyldige, at tårerne trillede ned ad kinderne på hver enkelt mand i kompagniet.
Denne evne til at slå de bløde strenge an, parret med en streng retfærdighedsfølelse, skabte et sjældent smukt forhold mellem kaptajn Fischer som kompagnichef og hans undergivne.

29/6 1895
Om ulykken i bæltet skriver Middelfart Avis.
Trods al søgen i de sidste dage, endog med en jagt med en dykker ombord, er det endnu ikke lykkedes at finde liget af kaptajn Fischer, som druknede i det hårde vejr mandag eftermiddag, da han forlod sin, her i byen boende søn, og i en sejlbåd sammen med styrmand Søndergaard, gik ud fra kysten her for at sejle hjem til Fredericia.
Om ulykken meddeles det os, at fisker Carl Schmidt, som det lykkedes at frelse styrmand Søndergaard, bor imellem Rubæks Mølle og Strib. Da han, fra sit hus, hørte nødråb, var kl. mellem 5 og 6. Han løb da, så hurtigt han kunne, i retning af lyden, thi han kunne intet se på grund af stormen og den høje sø.
Da han nåede strandbredden, vadede han, uden at tænke på afklædning, ud gennem brændingen til sin jolle, der lå for et krat på et par favne vand. Han var så heldig at nå båden og komme op i den. Han fik nu øje på en hvid åre, og et øjeblik efter var han ved stedet, hvor han fandt den druknende fuldstændig nøgen og yderst afkræftet.
Hurtigt fik han ham halet op i båden, men kaptajn Fischer så han intet til.
Søndergaard havde revet alt tøjet af sig, og han var i redningsøjeblikket mere død end levende. Fisker Carl Schmidt sejlede straks i land og fik den yderst forkomne mand op på det tørre, hvor den halvdødes tilstand bedredes, så at han kunne støtte på benene og på den måde nå hen til huset, hvor han blev plejet på det omhyggeligste. Blev forsynet med klæder og kunne kort efter tage med færgen til Fredericia.
Her blev hans tilstand værre, sagtens efter den kamp for livet, som han havde udstået.
Fisker Carl Schmidt mener, at båden er sejlet fuld af vand, og at den rigelige ballast har forskubbet sig, så at den derved er krænget over og sunket.

Liget findes:
19/7 1895
Liget af kaptajn Fischer, som druknede under en sejltur i bæltet den 24. juni, er i formiddags fundet i Stribsbugten nær ylykkesstedet. Mærkeligt nok blev liget fundet af den samme mand, (Carl Pudser kaldet), der reddede styrmand Søndergaard, som var i båden sammen med kaptajn Fischer.

20/7 1985
Bekendtgørelse
Min kære mand Kaptajn O. V. Fischers begravelse foregår fra Trinitatis kirke mandag kl. 12½.
Fredericia den 20. juli 1895.

25//7 1895
Bekendtgørelse
For udvist deltagelse ved min kære mand, Kaptajn O. V. Fischers død og begravelse bringes herved familiens hjerteligste tak.

Boopgørelsen/Skifte:
27/7 1895
Da jeg i henhold til bevilling af 24. dennes, som executor har taget boet efter afdøde kaptajn Otto Vilhelm Fischer, her af byen, under behandling til skifte og deling, bekendtgøres herved.
Fredericia den 26. juli 1895.
Madsen, bankdirektør, sagfører.

30/7 1895
De som måtte have noget at fordre i boet efter afdøde kaptajn møller Otto Vilhelm Fischer, her af byen, i hvilket bo, arv og gæld ikke er vedgået, indkaldes herved med 3 mdrs. varsel til, for undertegnede executor testamenti at anmelde og bevisliggøre deres krav.
Med samme varsel indkaldes den afdødes arvinger for at godtgøre deres arveret og varetage deres tarv under boets behandling.
Fredericia den 26. juli 1895
Madsen, bankdirektør, sagfører.

7/8 1895
Fredag den 23. dennes, eftermiddag kl. 3, afholdes på rådhuset i Fredericia skiftesamling i captajn, møller Otto Vilhelm Fischers dødsbo her af byen for at tage bestemmelser:
1. Om driften af afdødes forretninger skal fortsættes for boets regning.
2. Om salg af boets faste og løse ejendele, evt. vedtagelse af colditionerne og,
3. Om der skal anlægges søgsmål imod et udenlandsk uheldsforsikringe-aktieselskab til betaling af 10.000 kr. hvorfor afdøde var forsikret, og eventuelt om antagelse af en sagfører til at føre sagen for boet.
Fredericia den 6. august 1895
Madsen, bankdirektør, sagfører.

26/11 1895 overtog Josephine Fischer møllen efter sin druknede mand mod at overtage prioritetsgælden på 60.000 kr.
28/12 1896 begærede sparekassen møllen konkurs, da den havde en ubetalt pantfordring på godt 32.000 kr. Møllen var insolvent. 8/3 1897 fik møller Ludvig Vilhelm Nielsen til hvem sparekassen havde transporteret sin fordring, fogedudlægsskøde på møllen. Mange kreditorer led tab ved konkursen. Bl,a. vekselerer Hirsch, der må lade sin egen 50 år gamle forretning gå konkurs. 21/8 1895
Møllesalg
På skiftesamlingen i går i afdøde kaptajn Fischers bo, solgtes de boet tilhørende to møller, Nymølle ved Middelfart og Karolinelunds mølle her i byen til herværende kammerråd Hirsch for pantegælden, hhv. 50.000 og 80.000 kr.
Efter forlydende har hr. Hirsch atter solgt Nymølle til den nuværende bestyrer, en søn af afdøde kaptajn Fischer.

En mindesten
10/8 1895
På kaptajn Fischers gravsted på Trinitatis kirkegård, er der, af en kreds af venner rejst et smukt granitmonument, som i går, 25 årsdagen for kaptajnens bryllup, blev overleveret familien ved en lille højttidelighed.

Militærmanden Otto Vilhelm Fischer:
Af: Vilhelm Larsen
Inde på Rosenborg eksercerplads stod et rekrutkompagni af den kgl. livgarde opstillet, og mens majsolen kastede sine oplivende og varmende solstråler ned over dem, holdt kaptajnen en "velkomsttale " til dem: "I er nu soldater. Ubetinget nøjagtig og villig lydighed mod enhver befaling, given af foresatte, er soldatens vigtigste pligt og kaldes subordination. I skal forsvare jeres fædreland, skal I, men det skal I lære, og I kal lære det her. I skal først og fremmest lære at lystre, lystre blindt, forstår i, uden alt vrøvl og resoneren, som I er vant til hjemme i krostuen og smedjen. Alt det civile sludder derhjemme fra skal i glemme, eller jeg skal lære jer at glemme det, --- (efter Rosenkrantz)
Oppe på eksercerpladsen ved Østerstrand stod 27. batls. 3. kompagni opmarcheret på linje, og mens aprilsolen strålede lystigt ned over folkene, søgte befalingsmændene, herunder de nybagte, meget tjenstivrige underkorporaler, at få rekrutterne rettet ind og se til venstre, thi kompagnichefen, kaptajn Otto Vilhelm Fischer, var i anmarch.
"Rør, ret! Lød det gang på gang og endelig blev det alvor. Premierløjtnanten overtog kompagniet, og alle befalingsmændene gik på plads og der blev rettet ind og set til venstre, hvorefter premierløjtnanten afgav besked om styrkelisten og overgav kompagniet til chefen:
"Tak! Vil De la' røre!"
Kaptajnen studerede ivrigt det overrakte papir og konstaterede ret hurtigt en fejl i styrkelisten, hvilket affødte en kraftig reprimande til en af delingsførerne. "Frandsen!" sagde kaptajnen derefter. "jeg ønsker at sige et par ord til mandskabet, men nu bare roligt. Vi kan tids nok gøre dem kuldrede".
Ordren blev adlydt. Fløjene blev bøjet sammen, således at 1. deling og 4. dannede vinkelrette fløje op 2. og 3. delings linjeformation, og i den åbne side trådte kaptajnen frem, og talte til sine 125 rekrutter. Alles øjne hvilede på den middelhøje mand, hvis uniform bar lidt mølletøv på ærmerne og meldte om hans civile livsgerning som ejer af Karolinelunds mølle ved havnen. Hans knebelsbart var kulsort som nakkehåret, der bruste frem under kasketten, og hans krogede næse og markerede ansigtstræk gav ham et vist barskt udtryk, der i og for sig harmonerede godt med hans dybe stemme, som dog nu havde en venlig klang: " I vor meget talende tid, er det klogest at tie", sagde han, mens folkene anspændt lyttede, "og det er lettest at holde sine løfter, når man ingen giver. Når jeg desuagtet i dag ta'r ordet, er det fordi jeg har erfaret, at et godt ord stundom også finder et godt sted. I er kommet hertil for at tjene konge og fædreland, og jeg skal nu bestræbe mig for at lære jer det, så i kan gøre det med glæde. Jeg vil lære jer at lyde, ikke at lystre. I går sagde I med vemodighed farvel til far og mor og kanske også til jeres kæreste, men jeg håber og tror, at vi skal få så god en sommer ud af det, at jeres bedrøvelighed næsten bliver lige så stor, når i skal hjem igen til efteråret. Velkommen hertil og gør jer nu flid, folk, at vi kan komme til at svare til vort signal: "Tredje kompagni er et rask kompagni" - "Bøj fløjene tilbage, og lad folkene røre, men ingen jagen. Det kommer alt sammen af sig selv, med tiden, og vi har tiden for os.
Hvor ser jeg hele billedet fra hin aprilsdag levende for mig, og hvor har kaptajnens ord for evigt indgravet sig i mit og manges hjerte.
Nu hører jeg hans dybe røst råbe med barsk klang:" Befalingsmændene", og ser dem alle ile han og tage opstilling i reglementeret afstand fra kaptajnen. Officererne på højre fløj, underofficererne i midten og de "nybagte" yderst til venstre.
Kapt
ajnen taler: "Vi vil prøve at få det bedste kompagni ud af vore folk, men ikke med trusler og strenghed. Nej, lær dem at arbejde med lyst. Skulle, mod forventning, nogen befalingsmand optræde inhumant, skal jeg den onde brække mig lære ham noget andet. Træd ind".
Og så begyndte den glade soldatertid. Alt, hvad man oplevede den gang, står i lyse minders glans, og hvorfor? Man følte, at nu blev noget af det virkeliggjort, som man havde hørt om, sunget om og råbt hurra for. Nu skulle man selv gøre en indsats, gøre en anstrengelse og modtage en uddannelse, der i givet fald kunne sætte en i stand til at kæmpe for sit dyrebare land og sin høje konge.
Ingen kunne lære os det bedre end kaptajn Otto Vilhelm Fischer, og ingen kunne gøre det på en bedre måde end han. Han står for mig som idealet af en befalingsmand. Han var elsket, ja næsten tilbedt af sine soldater. Hvis han skulle have ført sit kompagni frem under virkelige forhold og havde trukket sin gamle, og lidt medtagne sabel og sagt: "Nu fremad folkens", da havde alle fulgt ham med begejstring.
Men hvorledes blev nu resultaterne af denne humane uddannelsesmetode? Svarede de til forventningerne?
Jeg bladrer i en gammel avis fra sommeren 1895 og læser her: Mindekrans over kaptajn Fischer: "Må jeg takke dem hr. kaptajn, siger oberstløjtnanten. Deres kompagni udførte øvelserne fortrinligt, og hvad der for øvrigt særlig glæder mig, er: De har ikke en eneste straffet mand, sig mig, hvordan bærer de dem ad dermed?"
"Jeg bestræber mig for at være som en fader for mine soldater. Jeg lærer dem at lyde i stedet for at lystre."
Da kaptajn Fischers sidste rekruthold var indkaldt til efterårsøvelse i september 1894, var han selv for længst faldet for aldersgrænsen og ofrede sig helt for sin private møllerforretning i Fredericia og Middelfart. Ved kompagniet blev der da under et hvil, stillet forslag om at give ham en mindegave fra taknemlige soldater, og der blev foretaget en indsamling, der gav et smukt resultat, således at det blev muligt at indkøbe et prydhorn, delvis af sølv og med passende inskription. Gaven glædede kaptajn Fischer meget og hornet opbevares endnu i familien.
Næste år den 25. juni, læste man i "Fredericia Avis": "Kaptajn O. V. Fischer, ejer af Karolinelund mølle her i byen, har sent i går eftermiddag fundet en brat død. idet kaptajnen på hjemturen i en sejlbåd fra sin ejendom Nymølle ved Middelfart, druknede ud for Staurbyhoved et tusinde alen fra land, efter at båden var kæntret for en kastevind."
Først en hel måned efter blev liget fundet og kaptajn Fischer stedet til hvile på Trinitatis kirkegård, hvor en mindesten blev rejst af venner.
Hans bragge død vakte almindelig deltagelse i byen, og i samme avis, som bragte sørgebudskabet, læste man: "Mindekrans over kaptajn Fischer".
Det sidste blad i kransen var: "Ude i bæltet ligger en kæntret båd. To mænd kæmper med døden. Den ene hæver for sidste gang sit hoved og skuer ind mod byen, der huser alle hans kære. Han ser sin mølle dreje vingerne rundt i aftensolen. Han samler det hele i et vemodigt afskedsblik og synker sagte ned i Lillebælts bølger. Hans legeme hvirvles bort af den rivende strøm, medens hans sjæl svinger sig ubekendt på trækfuglevinger til den strand, hvor den evige herligheds borg ligger. Og ud til ham lyder en stemme: "Du har elsket meget, dig skal meget tilgives. Gak ind til din herres glæde".
"Mindekransen" var undertegnet 28/1890 og viste, at det var en gammel soldat, som på egne og kammeraters vegne ærede hans minde.
Da soldaterholdet fra 1890 i 1915 samledes til jubiløæumsfest i "mindernes by" og beøgte Kæmpegraven, samledes de ogsp om den gamle kaptajns grav og nedlagde takkens krans dér. Gid Danmarks hær altid må have befalingsmænd som ham, der kan lære soldaten at lyde i stedet for at lystre.
Vilhelm Larsen

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286