FREDERICIAS HISTORIE
Personnavne der knytter sig til byens historie.
Samlet og redigeret af Erik F. Rønnebech ©

CARIT ETLAR
alias: Johan Carl Christian Brosbøll
(1816-1900)

Forfatternavn for Johan Carl Christian Brosbøll. Dansk forfatter.
Han fødtes i Fredericia den 7. august 1816 i ejendommen Gothersgade 21 som søn af tobaksfabrikant og købmand Jørgen Brosbøll og hustru Ursula som den ældste af deres 5 børn. I dag hedder ejendommen Etlarhus. Den gang var den købmandsgård. Slægtsnavnet kom fra farfaderen Johannes, som stammede fra gården Brosbøl ved Tarm.
Som barn fik han fortalt eventyr og historier af Søren Tyvkær, der var karl hos faderen, og det har sikkert medvirket til hans egen interesse for at skrive og fortælle historier. Søren troede, efter sigene, både på nisser og trolde.
Hans første digtermuse hed Tertia Fabricius, og hans forfatternavn var en sammenstilling af hendes og hans eget fornavn når bogstaverne blandes på en bestemt måde. CARL-TERTIA=CARIT-ETLAR
Hun døde iøvrigt i en ung alder, og betød efter sigende meget i hans tidligste digterperiode.
Efter skolegangen blev han ansat som skriver ved amtmanden i Vejle, men rejste kort tid efter til København for at tage studentereksamen. Han blev derefter ansat som amanuensis på Det kgl. Bibliotek fra 1853-58 og inspektør ved udlånet fra 1858-85.
Han fik også friplads på det kgl. malerakademi, og undervistes i maler- og billedhuggeri i 5 år, dog uden at fuldføre uddannelsen fordi forfatterskabet tog mere og mere af hans tid.
Han levede et ulykkeligt ægteskab med hustruen Hansine Thorbjørnsen. Ægteskabet opløstes da han blev 70 og han giftede sig derpå med den 37 år yngre Olga Augusta Schultz, som han leved med til sin død, 84 år gammel.
Mange af hans folkelige historiske romaner (henved 50 i alt), der viser mere sans for spændende handling end for detaljeret persontegning, har bevaret deres folkeyndest og er blevet klassiske ungdomsbøger, således:

  1. Gøngehøvdingen (1853 - Filmudgave 196l - Tv-udgave 1992)
  2. Strandrøverne (1853), der bl.a. handler om næssekongen på Trelde Næs.
  3. Fortsættelsen Dronningens vagtmester (1855)
  4. Fortsættelsen Fangen på Kalø (1887).
  5. Samlede skrifter 1-24 (1859-69).
  6. Ny samling 1-7 (1873-1980).
  7. Carit Etlars minder (1896).
  8. Mine Kæreste Danske Fortællinger (1897)

Et portræt i broncerelief, udført af billedhuggeren Niels Nielsen, er opsat på ejendommen Gothersgade 21, hvor han fødtes.


OM ETLARS LIV

9/11 1898
Jubilæer
Det er i disse dage 60 år siden at Carit Etlar udsendte sine første fortællinger.
Selve dagen da det skete, har han ikke noteret sig, men et 60 årigt forfatterjubilæum er alligevel så sjældent, at det vel fortjener at noteres, især da jubilaren fremdeles virker i litteraturens tjeneste.

31/12 1898
Begraves i kæmpehøj.
Forfatteren Carit Etlar har bestemt, at ville begraves i den kæmpehøj, ved hvilken hans villa i Gentofte er beliggende.

21/9 1899
Kongefamilien hos Carit Etlar.
På en spadseretur i lørdags, besøgte kongefamilien ifølge Københavns Amtsavis Carit Etlar i hans villa tæt ved Bernstorff slot.
Den gamle folkedigter modtog de kongelige og viste dem sit bekendte stutteri af ægte danske hunde, af hvilke han forærede kejserinde Dagmar og prinsesse Alexandra hver et eksemplar.
Tidligere har Carit Etlar skænket Tsar Alexander 3. og prins Albert Victor af Wales et eksemplar af den danske hund, og som tak modtog den gamle professor de kongelige herres fotografier med egenhændig dedikation.

29/5 1900
Carit Etlars liv
Carit Etlar blev født 7/8 1816 i Fredericia, hvor hans fader, Jørgen Brosbøl, var tobaksfabrikant. Hans døbenavn er Johan Carl Christian Brosbøl, men forfatternavnet Carit Etlar, som han senere antog, er dog mest kendt.
Om sin første barndomstid fortæller han i sine minder.
Jeg har min fader at takke for meget. Han var en mand fra top til tå, og han lærte mig at arbejde, så min hånd blev krum derefter, men han havde ret i, at en bedre skole end det praktiske arbejde gives der ikke.
En gammel karl, Søren Tyvkjær, bidrog med sine eventyrlige fortællinger til at udfylde drengens forestillingskreds, medens der arbejdedes i fabrikken, og når mørkningen indfandt sig, befolkedes fabriksloftet med trolde, nisser og alle slags overnaturlige skabninger.
Søren Tyvkjær troede selv på sine fortællinger, og hans hensigt med disse var at give børnene noget at vokse sig store og stærke efter.
I hjemmet opholdt sig også en gammel mand, Jørgen Brosbøls fader, der af alle sine børnebørn holdt mest af den lille Carl, og gav ham tilnavnet "Solbarnet."
Til sine tider fortalte han drengen om heden og om taterne, som den gamle mand havde en egen kærlighed til.
Denne kærlighed til naturen og livet ude på heden, indsugede den raske dreng, og da han blev større, var hans største fornøjelse at drage med faderen på dennes forretningsrejse til Vestjylland. På disse rejser, der mest foregik over den jyske hede, lærte han et ejendommeligt folkeliv at kende, hvilket blev af stor betydning for hans senere udvikling og gjorde ham til talsmand for de lidende og forfulgte, således som dette giver sig udtryk i de bedste af hans fortællinger.
Allerede kun 10 år gammel, begyndte han at skrive skuespil, især om historiske emner, og endnu opbevares et par af disse. De er meget overspændte og romantiske, og da hans fader blev vidende om hans produktion, mente han, at disse nykker skulle han nok pille ud af hovedet på ham. Drengen blev da i sit 14de år anbragt på amtmand Hoppes kontor i Vejle, hvor han forblev i to år. I sin fritid digtede han sørgespil eller malede billeder.
Han formede selv malekrukkerne, tørrede dem på kakkelovnen, rev farverne, så godt han formåede, og malede så rask væk.
På et stykke groft lagenlærred malede han et madonnabillede, hvis lige han synes ikke var at finde i den hele verden, og da det var ganske færdig, rullede han billedet sammen, tog det under armen og vandrede, i al hemmelighed, til Odense, hvor prins Christian, den senere kong Christian den 8de, den gang opholdt sig.
Han fik, trods sine tarvelige klædedragt og sit støvede udseende, audiens hos prinsen, og da han kom ind til denne, bredte han billedet ud og stod nu og ventede med bankende hjerte på dommen, der skulle fældes over hans mesterværk.
Prins Christian, der havde ret god forstand på kunst og litteratur, må vel have fundet noget mere tiltalende ved den unge Brosbøl end ved billedet, og sagde da omsider: "Ja, kunsten bør beskyttes".
Førend Brosbøl gik bort, havde han halvvejs løfte på en friplads ved kunstakademiet i København, og det gjaldt nu blot om at komme bort fra kontorpladsen i Vejle, thi det vidste han, at hertil ville han næppe erholde faderens tilladelse, da denne ikke havde stor tillid til kunsten.
Han gjorde i stilhed forberedelse til flugt, det vil sige, af sin tarvelige kost, sparede han en del sammen for at få en fyldt madkasse til rejsen.
En skipper tog ham med til København, og efter en sejltur, der varede tre uger, kom han i land på Københavns toldbod med nogle få dalere på lommen og nogle højst nødvendige klædningsstykker i en grønmalet kiste.
Men ved denne rejse havde han selv afbrudt forbindelsen med sin fader og sit hjem.
Det var i året 1832, at Carit Etlar kom til København, og de følgende 12 år blev af stor betydning for hans senere udvikling.
I førstningen boede han på et kvistkammer i Badstuestræde, og han sov på det bare gulv med sin kiste til hovedpude, da der ingen seng var i kammeret.
Så flyttede han til Borgergade, hvor kvistværelsets ene side var de røde tagsten, som han tapetserede med avispapir. Hans loft var meget tarvelig. Det varede ikke længe, førend den medbragte proviant var sluppen op, og tit gik han i seng om aftenen uden at vide, hvor maden skulle komme fra næste dag.
Om søndagen købte han, når der var råd dertil, for 2 skilling kartofler og 1 skilling varm sauce. Det var hans middagsmad.
Hjemmefra fik han ikke nogen hjælp, uden når hans moder kunne sende ham et stort rugbrød eller en krukke fedt med en eller anden skipper, og da blev der holdt festmåltid på det ensomme tagkammer.
Efter mange genvordigheder opnåede han friplads på kunstakademiet, og han blev optaget i nederste klasse. Endvidere tog han undervisning i professor Lunds malerskole, og for at skaffe de penge, som undervisningen kostede der, rev han farver, stod model, eller arbejdede for en gibser.
Hans madonnabillede, som han havde malet i Vejle, blev han nød til at sælge til en marskandiser for den ikke ublu pris fireogtyve skilling, og lignende "kunstværker" opnåede han samme pris for.
Han skrev også digte, der udkom på et meget beskedent forlag i Lille Kongensgade.
Et af digtene begyndte således:

"Den fulde måne rædsomt lyste
henover dødes hvilested,
hver vandrer tavs tilbage gyste,
og sænker bange øjet ned."

Et andet digt handler om den grusomme slagter i Marokko, der slagtede børn og unge kvinder, og den hele indtægt for hver af disse var en rigsdaler, men han måtte skrive for ikke at lide nød.
Efterhånden gik det dog op for ham, at han havde mere lyst til pennen end til penselen.
Han begyndte at skrive artikler til københavnske blade, og ved velynderes hjælp, fik han et par småfortællinger trykt i "Københavnsposten".
Han forsømte kunsten lidt efter lidt, men gennemgik dog de forskellige klasser i akademiet.
Så blev han farlig syg og måtte på hospitalet.
Da han blev udskrevet herfra som helbredt, bad han overlægen om at måtte forblive der noget længere, og da lægen ville vide grunden, sagde han uden forbehold: "De koger en så god grød her". Lægen forstod hans mening og lod ham blive en tid, og under det forlængede ophold, bestemte han sit til at tage studentereksamen så hurtigt han kunne.
Kort efter opholdet på hospitalet fuldendte han sin første fortælling, "Smuglerens søn", og før end bogen udkom i trykken, sendte han den tillige med et ærbødigt brev til digteren H. C. Andersen, der ellers var noget tilbageholdende og mistroisk overfor unge forfattere, var meget tilfreds med bogen. Ja, han kom endogså op til Etlar på hans fattige kvistkammer for personlig at ytre sin glæde over naturskildringerne fra Jyllands heder.
Etlar henvendte sig derefter til professor Sibbern for at høre dennes mening. Han havde alt for liden tro til sig selv og til sin egen kritik over sin bog.
Sibbern udtalte sig opmuntrende til ham og skrev en fortale til hans bog, hvori han antydede den unge forfatters slægtsskab med Sten Steensen Blicher.
Da Sibbern læste denne fortale for Carit Etlar, blev denne som halvt fortumlet af lykke, og da han på vejen hjem til sit ensomme kammer kom forbi Frue kirke, listede han sig hen under portalen og sendte en jublende takkebøn op til Gud for den solskinsstråle, der nu havde oplyst hans hidtil så trange kunstnerbane.
Kendskabet til professor Sibbern havde til følge, at han kort efter konkurrerede til universitetets prisopgave for en kunstnerisk afhandling. Hans behandling af opgaven blev anset som den bedste, men da han ikke var akademisk borger (student), kunne han ingen belønning få tildelt.
Da han i året 1844 blev student, erhvervede han universitetes guldmedalje for en afhandling om det indiske digt "Sakuntala", men i stedet for medaljen, forlangte han dennes værdi udbetalt i penge, som han ville bruge til sin jyllandsrejse.
Da professor Sibbern hørte dette, søgte han at få Etlar til at forandre sin beslutning, hvilket denne ikke gerne ville. "Det er hos taterne, at jeg skal hente min medalje", ytrede han, og han tog heller ikke fejl.

16/6 1900
Monument for Carit Etlar.
I dag udgår opfordring til at tegne sig for bidrag til et monument for Carit Etlar. Opfordringen er bl.a. underskrevet af Ernst Bojsen, Otto Borchsenius, Jens Busk, R. Neergaard, Zakarias Nielsen, Olaf Poulsen og Ludvig Schrøder.

21/6 1900
Carit Etlar havde ingen formue.
Det hedder, at Carit Etlar ikke har efterladt sig nogen nævneværdig formue.
Han har i sin tid måttet skifte med sin hustru og sin datter af første ægteskab. En del er medgået til de mange rejser, og de senere års indtægt har ikke været stor.
Carit Etlar fulgte det princip at lade sig betale ud på sine bøger, så at indtægten af senere oplag tilkom forlæggeren.
Kun af de seneste bøger kan der høstes nye fold, og desuden har digteren efterladt sin efterlevende hustru af andet ægteskab nogle manuskripter.
Tillige har han sørget for, at villaen i Gentofte kan blive hende en sikker enkebolig.

Carit Etlars Jordefærd
Gentofte 16/6 1900
Digteren Carit Etlars jordefærd fandt sted i middags kl. 12½ fra hans hjem i Gentofte, Den med talrige kranse smykkede kiste var hensat på villaens veranda og foran denne samledes følget, blandt hvilket bemærkedes en repræsentant for kronprinsen, ritmester Boeck samt en del forfattere.
Talen holdtes af sognepræsten pastor Jantzen, der særlig dvælede ved den afdødes store fædrelandskærlighed, som havde præget hans digtning og ved hans store indflydelse på ungdommen i Danmark.
Efter talens slutning førtes kisten til graven ved foden af kæmpehøjen i digterens have. Pastor Jantzen undviede graven som appendiks til gentofte kirkegård, og forrettede derpå jordpåkastelsen.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286