FREDERICIAS HISTORIE

Biografier over personer der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech


Aksel Olsen Haldrup
(1890-1977)

Aksel Haldrup fødtes på Fredericia Søndermark den 18. august 1890, og døbtes Aksel Olsen 21. sept. i Sct. Michaelis kirke. Han var søn af gartner Johan Olsen og Trine f. Petersen.
Familien Olsen, der drev gartneriet Solbakken ved Prangervej, fik ialt 12 børn, så han voksede op i en stor børneflok.


GARTNERIET PÅ SOLBAKKEN 1900


FAMILIEN FORAN SOLBAKKEN 1903
Aksel 1 fra v.


FAMILIEPORTRÆT AF FAM. OLSEN PÅ SOLBAKKEN 1905
Aksel yderst th. bagerste rk


FAMILIEN PÅ SOLBAKKEN 1913

Aksel var ikke som de andre. Efter at skolegangen var afsluttet, var han på et togt med skoleskibet Georg Stage og startede derpå i malerlære hos malermester Bartolin Jensen. Da læretiden var afsluttet tog han på valsen ned gennem Europa. Han blev indkaldt som soldat men nægtede at adlyde ordrer, og efter 3 dage i arresten blev han kasseret og hjemsendt som uegnet. Han studerede ved kunstakademiet i København nogle år og tog 1917 til Rjükan i Norge, hvor han forelskede sig i pigen Gudron Petterson, født 1/8 1891 i Oslo. Han skiftede sit efternavn Olsen ud med Haldrup efter sin fars fødeby ved Horsens men beholdt Olsen som mellemnavn. Han og Gudrun blev gift en juleaftensdag og i 1920, vendte han sammen med Gudrun hjem til fødebyen, hvor parret fik en lejlighed i ejendommen Bjergegade 9 der tilhørte møllebygger Theodor Dupont. Han kunne da forsørge familien som kunstmaler.
Med sig havde de sønnen Johan Anker født 6/7 1918 i Oslo. Og i Bjergegade fik de først datteren Guri f. 13/11 1920 og sønnen Bjørn Fingo født 26/12 1923. Var der nogle der kunne vække forargelse i byen var det Aksel Haldrup og Gudrun, der nærmest leved som hippierne/blomsterbørnene i 1960érne. Aksels hår og skæg voksede vildt og gik da også under betegnelsen "Vildmanden". Han levede en streng aketisk tilværelse som også hans kone og 5 børn måtte følge. Han var vegetarianer. Rørte ikke mælk, alkohol og tobak. At drikke mælk kaldte han at die dyrene. Han levede et friluftsliv med nudisme og nøgenbadning, hvilket ikke var velanskrevet på det tidspunkt, men derimod vakte stor forargelse. Han var ateist på trods af at han var vokset op i et meget religiøst hjem, og nægtede at sætte sine ben i en kirke.
Han nægtede at lade sine børn vaccinere, hvilket vakte stort postyr som bredte sig helt oppe på landsplan og endte med, at børnene blev taget ud af folkeskolen. Haldrup var stærkt optaget af Ghandis lære og kaldte sig Ghandist. Han troede bl.a. på Ghandis ideer om, at man kunne standse krige ved at sende en frygtløs fredsskabende hær uden våben ind i ingenmandsland mellem to kæmpende hære og derved skille dem ad for at gøre krigen umulig. Den taktik havde nu ikke hjulpet i dag.
Han var vel hvad man i dag ville kalde autonom og mente at alle mennesker stod til ansvar for sine egne handlinger og derfor ikke skulle underkaste sig politikernes lovgivning.
Han udtrykte det selv således: "Jeg ønsker retten til at leve mit liv, således som jeg ønsker det. Er virkeligt kulturmenneske bøjer sig kun for sin egen autoritet og ikke for skrevne love, thi de er skrevne af uvidenhed. Enhver må tage det fulde ansvar for sine handlinger. At tegne ansvar for andre gennem lovene er ugørligt. Dommere og politi er ikke repræsentanter for, hvad der er ret og sandhed, men kun for de manges mening. Menneskene lever i sort uvidenhed."


BJERGEGADE 9, 2005

Han elskede at sejle og havde også en sejlbåd, og min far og hans bror, der som drenge boede i samme ejendom i Bjergegade 9, var ofte med ham ude at sejle. Far har fortalt, at engang på en sådan tur, hvor de befandt sig midt ude på bæltet, smed han uden varsel bukserne, slap rorpinden og hoppede i vandet medens han råbte: "Gudrun -Gudrun ! red mig".


BJÆLKEHYTTEN I SANDDAL MALET AF HALDRUP
Nedrevet 2012


BJÆLKEHYTTEN I SANDDAL 2010

For bedre ugenert at kunne dyrke friluftslivet, købte han en stor naturgrund i Sanddal og fik 1928-1929 opført et hus som han kaldte "Bjælkehytten". Huset blev tegnet af arkitekt Alfred Pedersen, og er en idyllisk vinkelbygget ejendom med stensokkel og stråtag, halv kælder og udnyttet tagetage. Ejendommen lå til 2012 på adressen Kampmannsvej 1. Huset kostede Haldrup 9.700 kr. at opføre.
I haven dyrkede han mængder af grøntsager og især kartofler.

Det varede dog ikke længe inden rygtet gik, at han og konen rendte splitternøgne rundt derude og førte et syndigt levned.
Folk anmeldte ham til polititet for blufærdighedskrænkelse selv om han holdt sig inde på sin egen grund og engang imellem på stranden nedenfor når han var nede at bade.
Engang blev der indgivet politianmeldelse for blufærdighedskrænkelse fra en genbo, hvis kone følge sig generet. Det viste sig ved en nærmere undersøgelse, at konen, for at se ham gå nøgen rundt i haven, skulle kravle op og stå på køkkenbordet.
Var hun stået rigtig tidlig op, kunne hun have opleve en splitternøgen vildmand og hans børn lave gymnastik og slå svalereder i valdnøddetræet foran huset.
Der var hegn om grunden og beskuerne skulle gøre sig stor umage for at kikke ind i haven. Det fortælles, folk fra hele Fredericia og omegn nærmest valfartede derud for at få et kik ind i "lastens hule".
Haldrup optrådte sjældent provokerende i sin nøgenhed. En enkelt gang er han set gående ned til stranden kun iført hat og stok. Han plantede stokken i sandet, anbragte hatten oven på, og gik ud at bade, hvorefter det hele gentog sig i modsat rækkefølge.
Da han blev anklaget og kom i retten anklaget for blufærdighedskrænkelse, førte han sagen helt til højesteret. Han kæmpede indædt for sin ret til at bade nøgen. Landsrettenretten idømt ham først en straf på 40 dages betinget fængsel. Dommen appeleredes til højesteret, der forvandlede straffen til en bøde på 100 kr. for overtrædelse af politivedtægten. Det offentlige betalte sagsomkostningerne.
Da vejen ved huset skulle navngives, stod valget mellem Haldrupvej og Kampmannsvej.
Conrad Kampmann, der var kaptajn i hæren og onkel og adoptivfar til Olfert Viggo Fischer Kampmann, der senere blev statsminister, byggede huset Vidtskue på Kampmannsvej 9 i 1926 og afgørelsen faldt på ham.

Haldrup og hans lille familie isolerede sig mere eller mindre fra resten af familien og så ikke meget til sin store søskendeflok. Han betragtedes sandsynligvis som Olsen familiens sorte får.

I 1932 forlod Aksel Haldrup hjemmet for at tilbringe et år i Frankrig. Huset i Sanddal solgtes og konen og børnene flyttede tværs over bæltet og ind i Trompeterhuset i Røjle Mose. Medens han var væk satte Gudrun børnene i Strib skole.
Familien forlod Røjle Mose for først at flytte til Frederikssund og derefter til Lundby Strand ved Roskilde Fjord, hvor de flyttede ind i et købte et bjælkehus der mindede lidt om husene i Norge.
Ingen af de 5 børn kom til at leve deres liv i Danmark men bosatte sig i hhv. Norge, Sverige og Canada.

Aksel Haldrup havde stadig stor kærlighed til sin fødeby, og besøgte den jævnligt. Sidste gang han holdt udstilling og fernisering i byen var i 1968 på rådhuset.
Hans motiver fra Fredericia er stadig efterspurgte og betragtes i dag som samlerobjekter. Dog nok mest af den ældre generation der husker motiverne.

Aksels kone Gudrun døde i august 1976 og Aksel Haldrup døde 9 januar 1977. De ligger begravet på Lyndby kirkegård. Gravstedet er fredet til 1917.
Han blev en af byens mest produktive kunstmalere. Han regnes blandt kunstkendere ikke for nogen stor kunstner og priserne på hans billeder ligger på et overkommeligt beløb.

Selvportræt
Selvportræt

Stephan Stoustrup beretter om Aksel Haldrup

Aksel Haldrup, som endnu lever i bedste Velgående ved Roskilde Fjord (Lyndby Strand) er maleren, som hovedsagelig ældre Fredericianere vil erindre blandt "Byens" Forevigere.
Han er født og opdraget på "Solbakken", det i sin Tid omfangsrige Gartneri som var beliggende ved Prangervejen. Det til Gartneriet hørende rummelige Hus står uændret endnu, men Jordarealet er forlængst bebygget til andre Formål. Her i Byen hænger i mange Hjem eet eller flere af hans Malerier, som dels fordi så mange af Motiverne er stedlige, dels fordi de er fremragende, næppe er til Fals.
Som alle andre Kunstnere var han fra sin tidligste Ungdom selvstændigt tænkende og yndede ikke, som han kaldte det -at slave for Andre, Som lærling hos Emil Jensen i "at male på tværs" -var han nok heller ikke hverken tidsmæssig korrekt så lidt som til at efterfølge enhver given ordre, hvis han med sin bedre Smag fandt farvesammensætningen uheldig.
Hans Livsanskuelser var (og er) i ret høj Grad afvigende fra Almindeligheden, fra Flertallet, som af en eller anden mysteriøs Grund altid har Ret, i hvert Fald i at være Flertal.
Han er Vegetar. Ynder ikke, som han kalder det, at spise Lig, hvorimod det Landmanden kalder Grønfoder (plus Frugt og Haveprodukter) er fuldt ud tilstrækkelig Ernæring. (Nu er han 72, og han kan let præstere et Kraftspring). Desuden er han Foragter af enhver Form for Vold, og derfor blev han også en dårlig Soldat, hvilket dog viste sig at være en Fordel for så vidt som han blev Ordonnans et Sted (Næstved) hvor der ikke var meget at "ordonnansere". Spiritus, og Tobak interesserede ham ikke. Og Kvinder, med undtagelse af sin Kone, ej heller.
På "Fremad" har han udstillet adskillige Gange. Foruden et Selvportræt havde han endnu et Portræt af en Herre, som tydeligt nok, og modsat ham selv, havde taget rigeligt til sig af Kulinarismens Herligheder med dertil hørende Destillater, der havde markeret sig på Næsen, dog uden Angivelse af den investerede Kapital.
Jeg foreholdt Haldrup, at når Portrættet var så godt, måtte han dog være blevet inspireret i ret høj Grad af den pågældende Herres åbenbare Glæde ved Nydelse af det, Maleren foragtede. Det gav han ingen nærmere Forklaring på. Jeg fik hans lune, halvdrømmende Smil i Stedet. Næste Dag var Portrættet solgt. Det var glædeligt, sagde jeg, men så er det dog heldigt for dig, at der af og til drysser lidt af det mammoniske Guld ned i dine Lommer, hvor der nok er Plads til meget. Han smilede som før.
Samme Dag spurgte han mig, om jeg kunne tænke mig at rejse med ham til Sydamerika. Han ville være på et Sted, hvorfra der var ca. 50 km til nærmeste Bebyggelse. Klimaet var paradisisk. Der var ingen Brug for Klæder og Proviant, heller ikke for Bolig. Der var så mange Frugter, sagde han, at når jeg ligger, falder de i Munden på mig". "Men hvor vil du så afsætte Malerierne, og hvor får du Lærred og Farver fra?" . "Jo-e, se, det har jeg ikke tænkt så nøje over, men vil du med? Nej, sagde jeg, det bliver nok et lidt for morsomt Eventyr. Så rejste han selv, men længere end til Lissabon kom han ikke. Der manglede såvel de fornødne Papirer som et kontant Depositum.
Han var Nudist. I Sandal havde han et Hus, hvortil en Have omgærdet af et tæt Hegn.Derinde gik Haldrup upåklædt, hvilket snart forårsagede en Del Forargelse, og derfor blev der henstillet til ham at ophøre med at gå nøgen omkring derinde, men da han intet Hensyn tog dertil, fulgte Anmeldelse, og der blev foreholdt ham det uheldige i hans Adfærd, hvortil han svarede -besindig på sværmerisk Kunstnermaner: "Jo-e, men det er da min egen Have, og jeg kan ikke gøre for, at Naboens Pigebørn kravler ud gennem Tagvinduerne for at se mig".

Margot Rossing beretter om Haldrup:

"Haldrup hører også til Fredericias historie.
Her i byen hænger i mange hjem et eller flere malerier af stedlige motiver. Som andre kunstnere var han i sin tidligste ungdom selvstændig tænkende og yndede ikke - som han sagde - at slave for andre. Han var i lære hos Emil Jensen og det var ofte, når mester sagde hvilke farver, der skulle bruges, at Haldrup malede i de farver, han selv syntes om. Det gav jo nogle problemer. Han var vegetar. Han sagde: "Jeg ynder ikke at spise lig". Han foragtede spiritus og tobak. Da han skulle tage kørekort røg læreren, og Haldrup åbnede demonstrativt vinduerne. Men så bad kørelæreren ham om at tage sko på. Han var nemlig barfodet. Det ville han ikke, så ville han ikke lære at køre. Og det blev således, at han alligevel lærte at køre bil i bare tæer.
Haldrup var en aften gæst hos os til spisning. Pludselig rejser han sig op, tager et maleri ned fra væggen, stiller det op af døren, lægger sig udstrakt på gulvet med hænderne under hagen og stirrer tavst på billedet i ca. et kvarter. Vi ved ikke rigtigt hvorfor."

Maler Aksel Petersen fortæller i sine erindringer om Haldrup:
Øst for Hamborg i noget der hedder Börnsen, lå det dansk alderdomshjem Stift Rosenborg. Under den store arbejdsløshed i 1930'erne, besluttedes det at sende 4 arbejdsløse malere fra Fredericia ned og istandsætte bygningerne. De der blev sendt derned var malersvendene Aksel Haldrup, Vinter Christensen (Fine Christensen) der ledede holdet, Henri Kjörholtsen og Aksel Petersen.
"Haldrup var såvel plankeværksmaler som kunstmaler, dertil antireligiøs, vegetarianer, modstander af vaccination, tilhænger af nøgenkultur, modstander af undervisningspligt, militærvæsen og politimestre. Haldrup kendte jeg fra min læretid.
Nu skulle vore tyskfærdigheder stå sin prøve. Jeg havde haft tysktimer i skolen, men inden jeg nåede at repetere regler og remser, og hittet ud af køn og kasus havde Haldrup taget ordet. Dog ikke for at spørge om vej, nej han gik i kødet på en flok unge mennesker om noget helt andet. Vi havde netop købt frimærker på stationen til første post hjem. På disse mærker var præsidentens kontrafej, og præsidenten var krigshelten fra Tannenberg, Poul von Hindenburg, der i 1925 var valgt til præsidentembede efter socialdemokraten Friedrich Ebert. Det Haldrup spurgte de unge om var, hvorfor de dog ville have en morder på deres breve." Det var ikke ligefrem noget de unge blev glade for at høre og skulede ondt efter os.
Centralfyret og vandværket på hjemmet blev passet af en invalid fra verdenskrigen. Han havde fået det ene knæ spoleret af en granatstump og haltede slemt. Han var altmuligmand og en lun rad. Et lykkeligt fund for antimilitaristen Haldrup. Engang kom nogle unge smede der skulle ordne noget ved vandværkets maskineri og Haldrup kastede sig ind i en varm diskussion med dem om krig og militær og i kampens hede hentede han sit kronvidne, krigsinvaliden frem. Han havde, på grund af sine bitre erfaringer, erklæret, at han aldrig mere ville gå med i en krig og blev bedt om at gentage det for de unge. Det gjorde han også men tilføjede:" Aber wenn der Franzose kommt", og så knyttede han næven ved tanken om, at det var dem der havde ødelagt hans knæ. Jeg kan endnu se for mig Haldrups skuffede, forvirrede og flove ansigt og veteranens skøjerfjæs." Kollega Haldrup fik særforplejning. Han afskyede kødet som selve pesten. Til middagen, hvor vi andre mærskede os med kød, flæsk og klipfisk, fik han serveret 3-4 gulerødder, som han lydeligt og velbehageligt gnaskede i sig, eller han brokkede dem ned i kødsuppen og i kærnemælksvællingen. Han havde, på en eller anden måde noget ophøjet over sit apostelhoved. Jeg havde på fornemmelsen, at pigerne på hjemmet betragtede ham med en blanding af æresfrygt og tilbageholdt morskab. Også det, at han sådan kunne male kunstværker fra naturen og af hjemmets forskellige bygninger, fik dem til at betragte ham som ikke nogen hr. hvem som helst. Han malede i øvrigt da også et nydeligt og vellignende portræt af en af pigerne.
En dag ved middagen spurgte han pigerne, hvad de kaldte os. Fine-Christensen kaldte de "der grosse", Henri "der kleine", og mig "der schwartze". "Og mig", spurgte Haldrup, "kalder i vel "der Künstler" ? Nej, sagde de, "der Wurzelfresser".
Alle på hjemmet var danske statsborgere. Dog var der et par tyskfødte enker efter danskere. Alle var udvandret fra hjemlandet i de unge år og havde levet deres voksenår i millionbyen Hamborg.

Motiv fra jollehavnen med Langebro i baggrunden.
Haldrup billede fra jollehavnen ved træskibsværftet malet 1952
Ejes af Erik F. Rønnebech



Haldrup ved sit staffeli i Lundby ca. 1975


AXEL HALDRUP OG GUDRUNS GRAVSTEN PÅ LYNDBY KIRKEGÅRD

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286