Axel Haldrup fødtes på Fredericia Søndermark den 18. august 1890, og døbtes Axel Olsen 21. sept. i Sct. Michaelis kirke. Han var søn af gartner Johan Olsen og Trine f. Petersen.
Familien Olsen, der drev gartneriet Solbakken ved Prangervej, fik ialt 12 børn, så han voksede op i en stor børneflok. Hans far var i 2. ægteskab og enkemand efter hans første kone der døde

AXEL OLSEN 1905

GARTNERIET PÅ SOLBAKKEN 1900

FAMILIEN FORAN SOLBAKKEN 1903
Axel 1 fra v.

FAMILIEPORTRÆT AF FAM. OLSEN PÅ SOLBAKKEN 1905
Axel yderst th. bagerste rk

FAMILIEN PÅ SOLBAKKEN 1913

Axel var ikke som de andre.
Efter at skolegangen var afsluttet, var han på et togt med skoleskibet Georg Stage og startede derpå i malerlære hos malermester Bartolin Jensen. Da læretiden var afsluttet tog han på valsen ned gennem Europa. Han blev indkaldt som soldat men nægtede at adlyde ordrer, og efter 3 dage i arresten blev han kasseret og hjemsendt som uegnet.
Han studerede ved kunstakademiet i København nogle år og tog 1917 til Rjükan i Norge, hvor han forelskede sig i pigen Gudron Petterson, født 1/8 1891 i Oslo. Han skiftede sit efternavn Olsen ud med Haldrup efter sin fars fødeby ved Horsens men beholdt Olsen som mellemnavn. Han og Gudron blev gift en juleaftensdag og i 1920, vendte han sammen med Gudron hjem til fødebyen, hvor parret fik en lejlighed i ejendommen Bjergegade 9 der tilhørte møllebygger Theodor Dupont. Han kunne da forsørge familien som kunstmaler.
Var der nogle der kunne vække forargelse i byen var det Axel Haldrup og Gudron, der nærmest leved som hippierne/blomsterbørnene i 1960érne. Aksels hår og skæg voksede vildt og gik da også under betegnelsen "Vildmanden". Han levede en streng aketisk tilværelse som også hans kone og 5 børn måtte følge. Han var vegetarianer. Rørte ikke mælk, alkohol og tobak. At drikke mælk kaldte han at die dyrene. Han levede et friluftsliv med nudisme og nøgenbadning, hvilket ikke var velanskrevet på det tidspunkt, men derimod vakte stor forargelse. Han var ateist på trods af at han var vokset op i et meget religiøst hjem, og nægtede at sætte sine ben i en kirke.
Han nægtede at lade sine børn vaccinere, hvilket vakte stort postyr som bredte sig helt oppe på landsplan og endte med, at børnene blev taget ud af folkeskolen.
Haldrup var stærkt optaget af Ghandis lære og kaldte sig Ghandist. Han troede bl.a. på Ghandis ideer om, at man kunne standse krige ved at sende en frygtløs fredsskabende hær uden våben ind i ingenmandsland mellem to kæmpende hære og derved skille dem ad for at gøre krigen umulig. Den taktik havde nu ikke hjulpet i dag.
Han var vel hvad man i dag ville kalde autonom og mente at alle mennesker stod til ansvar for sine egne handlinger og derfor ikke skulle underkaste sig politikernes lovgivning.
Han udtrykte det selv således: "Jeg ønsker retten til at leve mit liv, således som jeg ønsker det. Er virkeligt kulturmenneske bøjer sig kun for sin egen autoritet og ikke for skrevne love, thi de er skrevne af uvidenhed. Enhver må tage det fulde ansvar for sine handlinger. At tegne ansvar for andre gennem lovene er ugørligt. Dommere og politi er ikke repræsentanter for, hvad der er ret og sandhed, men kun for de manges mening. Menneskene lever i sort uvidenhed."

BJERGEGADE 9, 2005

Han elskede at sejle, var medlem af Fredericia Sejlklub, og havde også en sejlbåd, og min far og hans bror, der som drenge boede i samme ejendom i Bjergegade 9, var ofte med ham ude at sejle. Far har fortalt, at engang på en sådan tur, hvor de befandt sig midt ude på bæltet, smed han uden varsel bukserne, slap rorpinden og hoppede i vandet medens han råbte: "Gudron -Gudron ! red mig".

31/12 1921 indrykkede Gudron følgende annonce i Fredericia Dagblad:
Drenge- og Pigetøj sys smukt og billigt.
Fru Haldrup, Bjergegade 9

1-8. december 1923 deltog han i en stor maleriudstilling i politikens telegramhal "Ridderborg", arangeret af kunsthandler Thygesen, hvor flere malere udstillede ca. 120 malerier.

1. uge i december 1924 afholdt han udstilling af egne malerier i den folkelige forsamlingsbygning Fremad ved Landsoldaten. Den 22/7 1926 købte han en grund på 9.000 kvadratalen (3.546 m2) med strandret af H. Andreasen på gården Sandal (nu Sanddalhus). Prisen var 50 øre pr. kvadratalen= 4.500 kr. Grunden købte han for bedre at kunne dyrke friluftslivet.
I sommeren 1926 skrev avisen:
I denne sommer har der for øvrigt været et livligt badeliv med iskagetelte o.s.v. ved Erritsø strand.
Området bestod dengang hovedsagelig af kolonihavegrunde der kun blev benyttet i sommerhalvåret.

I 1928-1929 opførte han et hus på grunden som han kaldte "Bjælkehytten". Huset blev tegnet af arkitekt Alfred Pedersen, og var en idyllisk vinkelbygget ejendom med stensokkel og stråtag, halv kælder og udnyttet tagetage.
Ejendommen lå indtil 2012 på adressen Kampmannsvej 1. Huset kostede Haldrup 9.700 kr. at opføre.
Desuden opførte han en lille træhytte på en afsats i skrænten ned mod vandet.
I denne hytte havde han af og til kunstnervenner boende. I haven dyrkede han mængder af grøntsager og især kartofler.

BJÆLKEHYTTEN 2007 - NEDREVET 2012

Senere ejer af huset har været dir. Sonne på Superfos, Skibsbygger Knud Andersen og sønnen Thomas Andersen der solgte stedet til Monjassa der lod det rive ned.

Det varede dog ikke længe inden rygtet gik, at han og konen rendte splitternøgne rundt derude og førte et syndigt levned.
Folk anmeldte ham til polititet for blufærdighedskrænkelse selv om han holdt sig inde på sin egen grund og engang imellem på stranden nedenfor, når han var nede at bade.
I 1931 blev der indgivet politianmeldelse for blufærdighedskrænkelse fra en genbo, hvis kone følge sig generet.
Det viste sig ved en nærmere undersøgelse, at konen, for at se ham gå nøgen rundt i haven, skulle kravle op og stå på køkkenbordet.
Var hun stået rigtig tidlig op, kunne hun have opleve en splitternøgen vildmand og hans børn lave gymnastik og slå svalereder i valdnøddetræet foran huset.
Der var hegn om grunden og beskuerne skulle gøre sig stor umage for at kikke ind i haven. Det fortælles, folk fra hele Fredericia og omegn nærmest valfartede derud for at få et kik ind i "lastens hule".
Haldrup optrådte sjældent provokerende i sin nøgenhed. En enkelt gang er han set gående ned til stranden kun iført høj hat og stok. Han plantede stokken i sandet, anbragte hatten oven på, og gik ud at bade, hvorefter det hele gentog sig i modsat rækkefølge.
Da han blev anklaget og kom i retten anklaget for blufærdighedskrænkelse, førte han sagen helt til højesteret. Han kæmpede indædt for sin ret til at bade nøgen. Landsrettenretten idømt ham først en straf på 40 dages betinget fængsel på almindelig fængselkost. Dommen appeleredes omgående til højesteret, der forvandlede straffen til en bøde på 100 kr. for overtrædelse af politivedtægten. Det offentlige betalte sagsomkostningerne.
Haldrup nægtede at betale bøden og blev sat i arresten for at afsone den over 20 dage. Da han havde siddet i godt et døgn gik hans kone ind og betalte de resterende 95 kr. Læs om retssagerne her.

Fredericia Dagblad 28/1 1929
Vaccinationsnægteren
Maler Haldrup hensidder stadig i arresten uden at ville tage anden føde til sig end vand.
Haldrup begyndte sin sultestrejke onsdag morgen og da afsoningen udløber den 4. februar, har han chance for at føre sit martyrium igennem.
Han tilses dagligt af arrestlægen kredslæge Liebe.
Haldrup var sat i arresten for at nægte at betale en bøde han var idømt for at nægte at lade sine børn vaccinere. Han slap ud den 30/1 da en annonym indbetalte resten af bøden. Han nåede at sulte i 8 dage. Da han ikke var i livsfare afstod man fra at tvangsfodre ham.

30/11 1929
Udstilling i Fremads store sal.
Haldrup havde i efteåret 1929 opholdt sig i egnen omkring Hamburg og efter hjemkomsten holdt han fra 2. - 4. december en stor udstilling med 100 malerier, 40 pennetegninger og en del portrætter.
I en artikel i Fredericia Dagblad skrev journalisten bl.a. under overskriften:
En stor smuk malerisamling åbnes førstkommende mandag i Fremads store sal.
Det henstilles til alle der holder af god og sund kunst at besøge udstillingen.
Haldrup siger selv beskedent om sine billeder, at de ikke er mesterværker, men vi synes netop, at kunsten og kvaliteten i hans billeder er, at de afslører lighed og ægthed.
Ved siden af at være en åndrig og dygtig maler er Haldrup også idealist til fingerspidserne. Hans mål er at få den gode kunst udbredt mest muligt, og derfor sælger han sine billeder til en overkommelig pris, så alle der holder af at have gode billeder hængende i stuen, er i stand til at købe.
Af de motiver der blev fremhævet på udstillingen var bl.a. "Uvejr over Kastelshavnen", "Ved Egeskov kirke", "Gothersgade" og "Tordenvejr over Fælleden".

15/11 1930
I Danmarksgade ved Kirkestrædehjørnet blev Haldrups 7-årige søn kørt ned af en rutebil, medens kan kørte på sin cykel. Ulykken så voldsom ud, men drengen slap med nogle grove knubs selv om han kom ind under rutebilen. Buschaufføren fralagde sig ansvar for ulykken, men der var mange vidner til stede, og han blev senere dømt skyldig i retten på deres udsagn.

Folketællingen i Erritsø sogn, Elbo herred Vejle amt 1930 - Sanddal.
Navn	Født	Sted	stilling i familien	Erhverv
Aksel Olsen Haldrup	18/8 1890	Fredericia	Husfader	Maler
Gudrun Agnette Petterson	1/8 1891	Oslo, Norge	Husmoder
John Anker Olsen Haldrup	6/7 1918	Norge	søn
Guri Olsen Haldrup	13/11 1920	Fredericia	datter
Bjørn Olsen Haldrup	26/12 1922	Fredericia	søn
Finn Bue Olsen Haldrup	24/6 1929	Erritsø	søn

Da vejen ved huset skulle navngives, stod valget mellem Haldrupvej og Kampmannsvej.
Conrad Kampmann, der var kaptajn i hæren og onkel og adoptivfar til Olfert Viggo Fischer Kampmann, der senere blev statsminister, byggede huset Vidtskue på Kampmannsvej 9 i 1926 og afgørelsen faldt på ham.

Haldrup og hans lille familie isolerede sig mere eller mindre fra resten af familien og så ikke meget til sin store søskendeflok. Han betragtedes sandsynligvis som Olsen familiens sorte får.

I 1932 forlod Axel Haldrup hjemmet for at tilbringe et år i Frankrig. Huset i Sanddal solgtes og konen og børnene flyttede tværs over bæltet og ind i Trompeterhuset i Røjle Mose.
Medens han var væk satte Gudron børnene i Strib skole.
Familien forlod Røjle Mose for først at flytte til Frederikssund og derefter til Lundby Strand ved Roskilde Fjord, hvor de flyttede ind i et købte et bjælkehus der mindede lidt om husene i Norge.
Ingen af de 5 børn kom til at leve deres liv i Danmark men bosatte sig i hhv. Norge, Sverige og Canada.

Dømt to gange for vaccinationsnægtelse.
Den 31/8 1934, da han var flyttet til Lyndby, blev han ved kriminalretten i Roskilde idømt en bøde på 100 kr. for at nægte at lade sin søn vaccinere.
To år tidligere, den 8/1 1932 var han ved retten i Fredericia blevet idømt en mulkt på 2 kr. pr. uge indtil han lod sønnen vaccinere. Det var nu blevet til 276 kr.
Inden dommen havde han udtalt at han ikke agtede at betale, fordi han fandt kravet urimeligt. Da dommen blev afsagt var han sporløst forsvundet og politiet måtte efterlyse ham for at få en afslutning på sagen.
Til slut i artiklen står, at Haldrup, da han boede i Fredericia, havde gjort sig kendt som forkæmper for nøgenkulturbevægelsen.

I 1936 opholdt han sig i længere tid ved den Jyske vestkyst for at male og holdt sidst på året en salgsudstilling på hotel Victoria med billeder fra Bornholm, Vestkysten, Fredericiaegnen, Frankrig og Italien.

I 1938 ødelagde en storm mange både der lå ved sejlklubbens bro og Aksel Haldrup skænkede i den anledning 11 af sine malerier der kunne bortloddes til fordel for hans gamle sejlsportsvenner i Fredericia.
Inden man gik ud og solgte lodsedlerne, var billederne udstillet i skotøjshandler Nicolaj Hansens forretning på hjørnet af Danmarks- og Gothersgade.
Malerierne vakte stor beundring og sejlerne håbede derfor på velvilje og interesse hos folk, så de fik solgt lodsedlerne.

I november 1968 holdt han en udstilling i kantinen på Fredericia rådhus, og solgte flere billeder til rådhusets personale inden udstillingen åbnede. Fredericia Dagblads anmelder acker. skrev bl.a., at den 78 årige Aksel Haldrup var kendt for at kunne få et motiv til at ligne og at hans farvevalg var godt. Han mente dog at flere af billederne var for glansbilledagtige og skæmmede udstillingen. I rådhusets forhal udstikkede statens kunstfond samtidig de billeder de havde indkøbt i årets løb.

Axel Haldrup havde stadig stor kærlighed til sin fødeby, og besøgte den jævnligt. Sidste gang han holdt udstilling og fernisering i byen var i 1968 på rådhuset.
Hans motiver fra Fredericia er stadig efterspurgte og betragtes i dag som samlerobjekter. Dog nok mest af den ældre generation der husker motiverne.

Aksels kone Gudron døde i august 1976 og Axel Haldrup døde 9 januar 1977. De ligger begravet på Lyndby kirkegård. Gravstedet er fredet til 1917.
Han blev en af byens mest produktive kunstmalere. Han regnes blandt kunstkendere ikke for nogen stor kunstner og priserne på hans billeder ligger på et overkommeligt beløb.

SELVPORTRÆT

Stephan Stoustrup beretter om Aksel Haldrup
Axel Haldrup, som endnu lever i bedste Velgående ved Roskilde Fjord (Lyndby Strand) er maleren, som hovedsagelig ældre Fredericianere vil erindre blandt "Byens" Forevigere.
Han er født og opdraget på "Solbakken", det i sin Tid omfangsrige Gartneri som var beliggende ved Prangervejen. Det til Gartneriet hørende rummelige Hus står uændret endnu, men Jordarealet er forlængst bebygget til andre Formål. Her i Byen hænger i mange Hjem eet eller flere af hans Malerier, som dels fordi så mange af Motiverne er stedlige, dels fordi de er fremragende, næppe er til Fals.
Som alle andre Kunstnere var han fra sin tidligste Ungdom selvstændigt tænkende og yndede ikke, som han kaldte det -at slave for Andre, Som lærling hos Emil Jensen i "at male på tværs" -var han nok heller ikke hverken tidsmæssig korrekt så lidt som til at efterfølge enhver given ordre, hvis han med sin bedre Smag fandt farvesammensætningen uheldig.
Hans Livsanskuelser var (og er) i ret høj Grad afvigende fra Almindeligheden, fra Flertallet, som af en eller anden mysteriøs Grund altid har Ret, i hvert Fald i at være Flertal.
Han er Vegetar. Ynder ikke, som han kalder det, at spise Lig, hvorimod det Landmanden kalder Grønfoder (plus Frugt og Haveprodukter) er fuldt ud tilstrækkelig Ernæring. (Nu er han 72, og han kan let præstere et Kraftspring). Desuden er han Foragter af enhver Form for Vold, og derfor blev han også en dårlig Soldat, hvilket dog viste sig at være en Fordel for så vidt som han blev Ordonnans et Sted (Næstved) hvor der ikke var meget at "ordonnansere". Spiritus, og tobak interesserede ham ikke. Og kvinder, med undtagelse af sin kone, ej heller.
På "Fremad" har han udstillet adskillige gange. Foruden et selvportræt havde han endnu et Portræt af en Herre, som tydeligt nok, og modsat ham selv, havde taget rigeligt til sig af Kulinarismens Herligheder med dertil hørende Destillater, der havde markeret sig på Næsen, dog uden Angivelse af den investerede Kapital.
Jeg foreholdt Haldrup, at når Portrættet var så godt, måtte han dog være blevet inspireret i ret høj Grad af den pågældende Herres åbenbare Glæde ved Nydelse af det, Maleren foragtede. Det gav han ingen nærmere Forklaring på. Jeg fik hans lune, halvdrømmende Smil i Stedet. Næste Dag var Portrættet solgt. Det var glædeligt, sagde jeg, men så er det dog heldigt for dig, at der af og til drysser lidt af det mammoniske Guld ned i dine Lommer, hvor der nok er Plads til meget. Han smilede som før.
Samme Dag spurgte han mig, om jeg kunne tænke mig at rejse med ham til Sydamerika. Han ville være på et Sted, hvorfra der var ca. 50 km til nærmeste Bebyggelse. Klimaet var paradisisk. Der var ingen Brug for Klæder og Proviant, heller ikke for Bolig. Der var så mange Frugter, sagde han, at når jeg ligger, falder de i Munden på mig". "Men hvor vil du så afsætte Malerierne, og hvor får du Lærred og Farver fra?" . "Jo-e, se, det har jeg ikke tænkt så nøje over, men vil du med? Nej, sagde jeg, det bliver nok et lidt for morsomt Eventyr. Så rejste han selv, men længere end til Lissabon kom han ikke. Der manglede såvel de fornødne Papirer som et kontant Depositum.
Han var Nudist. I Sandal havde han et Hus, hvortil en Have omgærdet af et tæt Hegn.Derinde gik Haldrup upåklædt, hvilket snart forårsagede en Del Forargelse, og derfor blev der henstillet til ham at ophøre med at gå nøgen omkring derinde, men da han intet Hensyn tog dertil, fulgte Anmeldelse, og der blev foreholdt ham det uheldige i hans Adfærd, hvortil han svarede -besindig på sværmerisk Kunstnermaner: "Jo-e, men det er da min egen Have, og jeg kan ikke gøre for, at Naboens Pigebørn kravler ud gennem Tagvinduerne for at se mig".

Margot Rossing beretter om Haldrup:
"Haldrup hører også til Fredericias historie.
Her i byen hænger i mange hjem et eller flere malerier af stedlige motiver. Som andre kunstnere var han i sin tidligste ungdom selvstændig tænkende og yndede ikke - som han sagde - at slave for andre. Han var i lære hos Emil Jensen og det var ofte, når mester sagde hvilke farver, der skulle bruges, at Haldrup malede i de farver, han selv syntes om. Det gav jo nogle problemer. Han var vegetar. Han sagde: "Jeg ynder ikke at spise lig". Han foragtede spiritus og tobak. Da han skulle tage kørekort røg læreren, og Haldrup åbnede demonstrativt vinduerne. Men så bad kørelæreren ham om at tage sko på. Han var nemlig barfodet. Det ville han ikke, så ville han ikke lære at køre. Og det blev således, at han alligevel lærte at køre bil i bare tæer.
Haldrup var en aften gæst hos os til spisning. Pludselig rejser han sig op, tager et maleri ned fra væggen, stiller det op af døren, lægger sig udstrakt på gulvet med hænderne under hagen og stirrer tavst på billedet i ca. et kvarter. Vi ved ikke rigtigt hvorfor."

Maler Axel Petersen fortæller i sine erindringer om Haldrup:
Øst for Hamborg i noget der hedder Börnsen, lå det dansk alderdomshjem Stift Rosenborg. Under den store arbejdsløshed i 1930'erne, besluttedes det at sende 4 arbejdsløse malere fra Fredericia ned og istandsætte bygningerne. De der blev sendt derned var malersvendene Aksel Haldrup, Vinter Christensen (Fine Christensen) der ledede holdet, Henri Kjörholtsen og Axel Petersen.
"Haldrup var såvel plankeværksmaler som kunstmaler, dertil antireligiøs, vegetarianer, modstander af vaccination, tilhænger af nøgenkultur, modstander af undervisningspligt, militærvæsen og politimestre. Haldrup kendte jeg fra min læretid.
Nu skulle vore tyskfærdigheder stå sin prøve. Jeg havde haft tysktimer i skolen, men inden jeg nåede at repetere regler og remser, og hittet ud af køn og kasus havde Haldrup taget ordet. Dog ikke for at spørge om vej, nej han gik i kødet på en flok unge mennesker om noget helt andet. Vi havde netop købt frimærker på stationen til første post hjem. På disse mærker var præsidentens kontrafej, og præsidenten var krigshelten fra Tannenberg, Poul von Hindenburg, der i 1925 var valgt til præsidentembede efter socialdemokraten Friedrich Ebert. Det Haldrup spurgte de unge om var, hvorfor de dog ville have en morder på deres breve." Det var ikke ligefrem noget de unge blev glade for at høre og skulede ondt efter os.
Centralfyret og vandværket på hjemmet blev passet af en invalid fra verdenskrigen. Han havde fået det ene knæ spoleret af en granatstump og haltede slemt. Han var altmuligmand og en lun rad. Et lykkeligt fund for antimilitaristen Haldrup. Engang kom nogle unge smede der skulle ordne noget ved vandværkets maskineri og Haldrup kastede sig ind i en varm diskussion med dem om krig og militær og i kampens hede hentede han sit kronvidne, krigsinvaliden frem. Han havde, på grund af sine bitre erfaringer, erklæret, at han aldrig mere ville gå med i en krig og blev bedt om at gentage det for de unge. Det gjorde han også men tilføjede:" Aber wenn der Franzose kommt", og så knyttede han næven ved tanken om, at det var dem der havde ødelagt hans knæ. Jeg kan endnu se for mig Haldrups skuffede, forvirrede og flove ansigt og veteranens skøjerfjæs." Kollega Haldrup fik særforplejning. Han afskyede kødet som selve pesten. Til middagen, hvor vi andre mærskede os med kød, flæsk og klipfisk, fik han serveret 3-4 gulerødder, som han lydeligt og velbehageligt gnaskede i sig, eller han brokkede dem ned i kødsuppen og i kærnemælksvællingen. Han havde, på en eller anden måde noget ophøjet over sit apostelhoved. Jeg havde på fornemmelsen, at pigerne på hjemmet betragtede ham med en blanding af æresfrygt og tilbageholdt morskab. Også det, at han sådan kunne male kunstværker fra naturen og af hjemmets forskellige bygninger, fik dem til at betragte ham som ikke nogen hr. hvem som helst. Han malede i øvrigt da også et nydeligt og vellignende portræt af en af pigerne.
En dag ved middagen spurgte han pigerne, hvad de kaldte os. Fine-Christensen kaldte de "der grosse", Henri "der kleine", og mig "der schwartze". "Og mig", spurgte Haldrup, "kalder i vel "der Künstler" ? Nej, sagde de, "der Wurzelfresser".
Alle på hjemmet var danske statsborgere. Dog var der et par tyskfødte enker efter danskere. Alle var udvandret fra hjemlandet i de unge år og havde levet deres voksenår i millionbyen Hamborg.

AKSEL HALDRUP VED SIT STAFFELI I LYNDBY CA. 1975

Udstilling i kunstsalen i Fredericia med Haldrupmalerier i 100 året for hans fødsel 1990.
Nana Hanghøjs interview 19/1 med datteren Guri på 69 år, der er kommet hertil fra Oslo.
Samtidig med, at Haldrup-udstillingen kan være en sjov oplevelser for fredericianerne, er den også baggrund for at fire af de fem Haldrup-søskende mødes med hinanden og andre familiemedlemmer
Det er sjældent at vi er sammen, og det er mange år siden, jeg har set min fætter Folmer fortæller Guri Haldrup Hals, den eneste pige i Haldrupfamilien.
Hun er tilbage i Fredericia efter mange års fravær. Hun har kun været her ganske få gange, siden familien flyttede fra byen i 1932.
Jeg blev født i Fredericia som den næst ældste. Vi havde som børn hele tiden en meget klar fornemmelse af, at vi var noget specielt. Vi var aldrig med til familiefester i byen og så i det hele taget ikke meget til vores onkler og tanter i Fredericia, beretter Guri, der har taget turen fra Oslo for at deltage i åbningen af udstillingen af faderens malerier.
Hun lægger ikke skjul på, at det ikke altid var lige let og sjovt at være barn af den principfaste og afdæmpede maler. Vores barndomshjem var præget af alvor. Min far holdt ikke af, at vi lavede pjank, og vi havde en vældig respekt for ham. Derfor gemte vi Anders Andblade godt, så han ikke skulle opdage, hvilken middelmådig lekture vi læste, mindedes hun.
Da jeg blev voksen, var det mest fornemme jeg kunne forestille mig, helt almindelige mennesker, siger hun med et smil.
Aksel Haldrup blev født i Fredericia i 1890. Hans barndomshjem var Solbakken på Prangervej, hvor han voksede op i en 12 børn stor børneflok. Han var som ung til søs med Georg Stage og var livet igennem fascineret af havet. Men en håndværkeruddannelse skulle han have, og da han interesserede sig for at male, fik han lærerplads hos Bartholin Jensen i Fredericia.
Efter en tur på valsen gennem Europa, læste han nogle år ved kunstakademiet i København, inden han i 1917 tog til Rjukan i Norge. Her tog den unge Aksel Olsen navneforandring til Aksel Haldrup. I Norge giftede han sig med Gudron Pettersen og i 1920 flyttede de til Fredericia.
I den lille provinsby fremstod Aksel Haldrup snart som lidt af en særling. Han dyrkede nudisme, nægtede at lade sine børn vaccinere og var tilhænger af Gandhis ikke vold politik.

Børnene taget ud af skolen
Jeg kan huske episoden omkring, at vi ikke måtte blive vaccineret. Det betød dengang, at vi ikke kunne komme i en almindelig skole, for da var det obligatorisk at have fået koppevaccine. Jeg gik i 1. klasse på Reformert skole, så det var ikke så slemt for mig, men min ældste bror gik i 4. klasse så det var værre.
Men så kom vi i min fasters skole ved Vejen. Vi boede hos familien, men min bror var syg af hjemve, så da mor og far kom og besøgte os, kom vi med hjem igen, mindes hun.
I 1932 tog Aksel Haldrup et år til Frankrig efter at han havde taget et kursus i fransk. Hans hustru og børnene flyttede til et hus i Røjle (Trompeterhuset).
Det år han var i Frankrig kunne vi kodt komme i almindelig skole, så mor satte os i Strib skole, smiler datteren, der er en livslystig dame, der næste gang runder 70.
Det var en lidt omtumlet tilværelse, at være Haldrups barn. Fra Røjle gik turen til Frederikssund, og året efter til Lyndby strand ved Roskilde fjord. Her købte Aksel Haldrup et bjælkehus. Det var mest for mors skyld og det var meget norsk.
Norge blev for den unge Guri det forjættede land og da chancen kom i 1939, drog hun sammen med en moster op til mormoderen i Oslo, 19 år gammel.
Far og mor syntes det var lidt vel tidligt, især på det tidspunkt, hvor der var så megt uro i hele verden, men da min moster samtidig var på besøg og skulle gøre rejsen hjem, havde jeg jo følgeskab og så bøjede de sig.
Danmark blev ikke hjemsted for nogle af Haldrupbørnene. Guri blev gift i Oslo og involveret i modstandskampen. Hun flygtede med sin mand til Sverige efter et fængselsophold, men vendte tilbage til Norge efter krigen.
Under den flugt kom "betalingen" for at jeg ikke var blevet vaccineret som barn. Ved indrejsen til Sverige blev alle vaccinerede, og det skete så hurtigt, at jeg ikke nåede at gøre opmærksom på, at jeg aldrig havde været vaccineret. Det betød at jeg blev dødssyg, fortæller Guri, der dog hurtigt kom sig oven på forskrækkelsen.
De 4 brødre bor dels i Frederiksstad, Stockholm, Skåne og Canada.
De tre nærmestboende brødre kommer til ferniseringen i aften og glæder sig til et gensyn med faderens malerier og familien.

Haldrups børn Rolf, Bjørn, Guri og Anker

HALDRUP BILLEDE FRA JOLLEHAVNEN VED TRÆSKIBSVÆRFTET MALET 1952
Ejes af Erik F. Rønnebech

AKSEL HALDRUP OG GUDRONS GRAVSTEN PÅ LYNDBY KIRKEGÅRD

FD 13/1 1977
Dødsfald
Maleren Aksel Haldrup, Lyndby, er død den 6. januar i en alder af 86 år.
Aksel Haldrup er kendt af ældre fredericianere for sine mange malerier med motiver hentet fra Fredericia området.
Han udstillede i november 1968 i rådhusets kantine en række naturalistiske billeder. Blandt hans mest kendte motiver fra Fredericia er bl.a et maleri af den gamle strandvej en vintermorgen. og et godt parti fra såvel Skærbæk havn som Fredericia Sejlklub anno 1923.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286