1 Det var en sommermorgen, endnu før det blev dag, da yppedes på heden et Holger-Danske-slag; da sol stod op i øster, den næppe var at se, og alle fuglerøster, i struben kvaltes de.	2 Det var på Isted Hede og så i Øvre-Stolk, for gamle Danmarks ære da stred det danske folk, ja, for den danske tunge og for det danske land stred heltene de unge som gamle Hildetan!
3 Dér faldt den gamle nordmand, den djærve Schleppegrell, han regned mer ej kugler, end hagl det hårde fjeld! Dér faldt den bolde Læssøe i helte-manddoms-år, og for den danske løve det var et hjertesår!	4 Der faldt i ungdoms blomster så mangen modig svend, at tysken tror det næppe, vi mange har igen; dog synger danske drenge, de slår i vænget top: som blomsterne i enge hvert år de vokser op!
5 Tak være danske piger, som græde nu i løn for broder og for bejler, som moder for en søn! de holdt dem ej tilbage med bange suk og gråd, men sang for dem med Brage: Vågn op til heltedåd!	6 Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår! vor kærlighed med alle, de store og de små, som ville stå og falde med løven askegrå!
7 Gud gav en herlig sejer den lange sommerdag, fra morgengry til middag det tordned slag i slag, men da i middagsstedet man så den gyldne sol, da vundet var guldsædet til Danmarks dronningstol!	8 Fra Als til Danevirke, fra Sli til Ægirs dør skal Danmarks løver springe på gyldengrund som før; hos angler og hos friser i genfødt vennelag skal synges kæmpeviser om sejrens julidag!
9 Og hver gang Danmark græder guldtårer med guldklang, og hver gang øjet perler ved liflig vemodssang, da hvælve rosentelte dem selv ved havets bred, hvor Danmarks julihelte fik deres lejested!