BLODMØLLEN

KLIK PÅ IKON FOR AT SE POS. PÅ KORT
pos: 55.56098° N 9.75787° E

1913
Hvor volden lå for kun få måneder tilbage er Blodmøllen nu skudt i vejret, anseelig og pyntelig. Det udvendige bygningsarbejde er næsten færdigt. Kun skorstenen arbejdes der på af al kraft, og det vil sandsynligvis ikke vare længe, før den rager sine 35 meter i vejret. Blodmøllen var en afdeling af De danske Blodmøller og flere kendte forretnngsfolk i Fredericia sad i selskabets bestyrelse.
. Fabrikken i Fredericia, var til stor gene for alle beboere i området omkring havnen på grund af stanken. Man forarbejdede tørrede blodkager og slagteriaffald, der blandedes med melasse fra sukkerroeproduktion og kornaffald, lyngmel mm. der solgtes som foder til svin, høns og kyllinger, men det blev også brugt som kosttilskud til køer og heste.

Stor brand i Fredericia.
Blodmøllen ved havnen nedbrændte i går nat.
Til trods for at møllen indeholdt en mængde brandfarlige stoffer, lykkedes det vort raske brandvæsen at begrænse ilden.
Brandskaden andrager over 400.000kr.
Kun i få dage fik Strib lov til at beholde "æren" for den største blus ved Lillebælts kyst inden St. Hans.
I går nat slog Fredericia rekorden. Det var aktieselskabet "De danske Blodmøller"s fabrik ved havnen, der gik op i luer.
Det var et vældigt bål, der kunne ses viden om langs den fynske og jyske kyst. Flammerne slog meterhøjt i vejret fra den 3-etages fabriksbygning, og gnisterne hvirvlede en dans, pragtfuldere end flotteste festfyrværkeri. Branden vakte mildest talt, panik over byen, da den ved midnatstid blev almindelig bekendt. Først forlød det, at gasværket brændte, senere svovlsyrefabrikken og havnemøllen. Vore kære bysbørn herrer som damer, piger som drenge, iførte sig de allernødvendigste klædningsstykker og søgte ud på gaden for at se, hvad der virkelig var på færde. Mange hundrede mennesker strømmede ned til havnen for i den friske, lyse sommernat at se på branden.
Ilden opdagedes ved 11-tiden af svovlsyrefabrikkens nattevagt. Han så ild og røg i fabrikkens 1. sals vinduer mod øst og meldte det til ingeniør Ernst Jensen, der øjeblikkelig alarmerede brandvæsen og politi. Efter kl. 4 aften, var der ikke arbejdet på fabrikken, så der var ingen til stede. Endnu ved 10½ tiden var der ikke observeret spor af ild. Et øjeblik efter alarmeringen kom forbipasserende til stede og ydede god hjælp. Bestyrer Alfr. Nielsen, Telegramhallen, alarmerede pr. telefon fabrikkens bogholder hr. Warre og sammen med hr. isenkræmmer Johan Resting sørgede hr. Nielsen for at bringe fabrikkens bøger og lignende i sikkerhed. Hr. Warre reddede den kontante pengebeholdning. Raske KFUM-spejdere hjalp til med at bringe kontorinventaret i sikkerhed i fri luft og senere føre det til svovlsyreselskabets kontorbygning.
Brandfogeden på Strib, slagtermester Grundt, der var i et selskab i nærheden, og hr. Alfr. Nielsen reddede fabrikkens hest. Det var i sidste øjeblik. Blot 2 minutter senere ville dyret have været redningsløst fortabt.
Også 40 kaniner og nogle høns reddedes. En del rotter reddede sig selv ved hurtig flugt.
Til trods for, at de fleste brandsvende lå i søvnens arme, da alarmeringen skete, mødte hele korpset med overordentlig præcision og tog straks fat på et energisk slukningsarbejde, skønt det, på grund af kvælende røg ikke var muligt at trænge ind i fabrikken.
Opgaven var vanskelig. Fabrikken har en udsat plads. Mod øst ligger svovlsyrefabrikken med store, brandfarlige bygninger. Mod vest havnemøllen og aktieselskabet C. W. Loehrs kontorbygning og mod nordvest trælasthandelens lager. Selve blodmøllen bestod som bekendt af en 3-etagers fabrik, i hvis stue var kontor med maskinhus. Mod øst et materialeskur og tørvehus, mod syd store lagerbygninger af træ. Hovedbygningen indeholdt et utal af brændbare stoffer og stod ikke til at redde. Opgaven var at få reddet alt andet. Det lykkedes over al forventning. Under brandinspektør stadsingeniør W. Bartrams rolige myndige ledelse, blev ilden angrebet fra alle sider. Til at begynde med så kampen ret håbløs ud. I løbet af få sekunder forplantede ilden sig fra tørreriet gennem træ-elevatoren til selve fabrikken. Den fik luft gennem vinduer og taget, sendte meterhøje flammer op i vejret, der oplyste byen og bæltet så nattens fuldmåne ligesom blegnede.
Det vældige bål sendte også et skarpt lys over byens gader og stræder. Der var, som sagt, ingen mangel på brændbare ting. Som fra et overflødighedshorn vældede sukkermelasse, tørret blod, malet frøaffald og lyngmel (Fabrikken havde for nylig fået en mængde melasse hjem) ud, og efterhånden som det brændte, kom ny forsyninger til. Det futtede og bragede overalt i det store kompleks. Maskiner og jernbjælker blev helt forvredne af varmen. En del af det indre murværk styrtede sammen og skabte ny veje for de grådige ildtunger. Heldigvis var pladen ret svag, havde den været stærkere ville faren have været overhængende for de nærliggende store bygninger. De vældige flammer vidnede om den kraft ilden havde.
Ved 1½ tiden var brandvæsenet herre over ilden, eftersom brandinspektør Bardram udtalte: "Brandvæsenet havde ilden under kontrol!"
Ilden var da begrænset til selve fabriksbygningen undtagen kontoret, der kun var blevet dygtigt vandet, medens raf. indbygningen, materialeskuret, tørvehuset, og oplagsrummet var reddet. Det var godt klaret og det raske brandkorps havde ærligt fortjent det smørrebrød, de indtog efter denne omgang.
Fabrikkens direktør, hr. Nielsen, der bor på Strib, kom til stede ud på natten. Aktieselskabets formand hr. direktør Carl M. Cohr, der kom til kort efter brandens udbrud, udtalte til os, at selskabet ville lide et tab ved branden, ikke alene fordi det ikke har assureret driftstab, men også fordi assureringen er alt for lav. Fabrikken blev bygget i 1913. Tre år efter, i 1916, blev assurancen forhøjet med 30 % men det er alt for lidt efter de nuværende priser.
Ved 1-2 tiden begyndte tilskuerne at forlade brandstedet, og da vi ved totiden var en runde igennem den brændte bygning, var der kun få tilbage. Den nordlige del af bygningen er den bedst bevarede. Særlig kontoret og den ovenfor beliggende spisestue, men der har vandmasserne til gengæld anrettet en del ødelæggelser. i den øvrige del af hovedbygningen er så at sige alt blevet ødelagt af ilden. Sydgavlen har i den ene side skilt sig fra østmuren, og danner en gabende revne. Den holdes kun oppe af gulvkonstruktionen. Flere af de andre mure må vist nok rives ned.
Brandskaden andrager, efter et forsigtigt skøn over 400.000 kr. De brændte tørreapparater var særlig værdifulde.
Fabrikken beskæftigede 9 faste arbejdere. Disse vil dog antagelig kunne få fortsat arbejde ved den forestående oprydning.
Ildens opkomst skyldes, efter hvad man formener, selvantændelse i elevatoren til 1. sal. Noget bestemt er der dog ikke oplyst derom.
Fabrikken ligger på én af byen lejet grund. Når der allerede i går nat blev sagt, at fabrikken nu må flyttes uden for byen eller til Brande, hvor der jo er anlagt en lyngmelfabrik. Fabrikken har jo, trods alle mulige forbedringer, ikke altid lugtet af Eau de Cologne, er det selvfølgelig kun gisninger. Bestemmelsen kan kun træffes efter nærmere forhandlinger og er afhængige af mange forhold.

Afhøringer - Assurancesummen.
I formiddags afholdt politibetjent Rasch forhør over blodmøllens personale. Man nåede til det resultat, at ildens opkomst antagelig kommer fra et af de to tørreapperater der findes i stueetagen. Her er formentlig opstået selvantændelse. Fabrikkens fyrbøder opholdt sig i tiden 9½-10½ på møllen, men kun i maskinrummet. Kusken var kl. 9 inde i stalden. Ingen af dem mærkede noget til brand.
Møllen havde indtil for nylig en nattevagt, men denne var nu inddraget.
Bygningerne var forsikret i Købstædernes almindelige Brandforsikring for 111.071 kr. De kan næppe genopføres under 200.000 kr. Maskiner og handelsinventar i det engelske selskab "Guardin" for 100.000 kr. Oplag under åben himmel for 5.000 kr., varelager for 225.000 kr. Heste, vogne seletøj fourage o.l. for 3.000 kr. o.s.v.
Varelageret bestod af blodmel, flydende melasse, (uren sirup), frøafrensning, kødmel og lyngmel. En del befandt sig i oplagsskurene, men det mest værdifulde er brændt. Ligeledes de mest værdifulde raffiner. Endvidere er en snes tusind sække og noget majs bleven ødelagt.
Hr. direktør Nielsen, der brandaftenen befandt sig på Strib og blev alarmeret over telefonen, anslår brandskaden til 400.000 kr.
Møllens mure står endnu, men kan ikke bruges til en eventuel genopførelse. Dertil er de alt for beskadiget af ilden.

3/7 1919
Møde i byrådet.

Henvendelse fra grundejerforeningen, Arbejder-Byggeforeningen og Arbejderboligforeningen. Den tidligere omtalte resolution var tilstillet byrådet,
Borgmesteren: Sagen vedrører havneudvalget, ikke os, men jeg har på foranledning undersøgt kontraktforholdet. Pladsen kan ikke opsiges før 1933 uden at betale en erstatning, der er så stor, at jeg antager man må vige tilbage for den.
Molbech: Står der intet om det tilfælde, at virksomheden virker generende?
Borgmesteren: Nej, men jeg antager, det står i den tilladelse, som sundhedskommissionen har givet. Som byråd kan vi intet gøre.
Alb. Jensen: Vorherre bevare os for det selvstyre vi har, hvis vi ikke kan gøre noget i sådan en sag. Har enhver privatmand måske også lov til at forpeste luften i vid omkreds og lægge hele kvarterer øde?
Der må ganske bestemt være en form, hvorunder vi kan skride ind.
Brusen: Sygehuslægem har tilsendt mig en udtalelse hvori han hævder, at blodmøllen har været både generende og skadelig for patienterne på sygehuset og at det er meningsløst at ofre store beløb på et nyt sygehus, hvis dets virksomhed skal ødelægges ved en så fejlagtig forteelse som blodmøllen. Jeg foreslår at vedlægge sagen denne udtalelse.
Sarøe: Selv om der intet står i kontrakten, må det dog vel i alle tilfælde være en given forudsætning, at virksomheden ikke må genere de omboende. Jeg henstiller, at sundhedskommissionen tager sig meget alvorlig af sagen.
Honoré: Jeg erindrer, at sundhedskommissionen tidligere har truet blodmøllen med at standse virksomheden, hvis ikke forskellige påbud overholdtes, så det må altså stå i kommissionens magt at gøre det.
Borgmesteren: Derom er der ingen tvivl, men havneudvalg eller byråd kan ikke skride ind.
Alb. Jensen: Der har været klager fremme gang på gang, men folk er godmpdige nok til end ikke at sige "av" når de bliver trådt på tæerne. Denne gang tror jeg dog, der er trådt hårdt nok. Sagen henvises til sundhedskommissionen.

Blodmøllen var en fabrik der fremstillede dyrefoder på basis af affaldsprodukter som tørret blod fra slagterier, affaldskorn, melasse fra sukkerfabrikker og mel fremstillet af lyng.
Lugten fra fabrikken var meget ubehagelig og byens befolkning håbede derfor de kunne slippe af med fabrikken efter branden. Dette lykkedes dog ikke, men lugtgenerne forsvandt øjensynlig efter genopbygningen.
Møllen brændte ialt 5 gange i sin levetid sidste gang var i 1950.

Blodmøllen blev i aftes den 3/3 1950 for femte gang lagt i aske, og branden omgives, ligesom tilfældet er med adskillige af de andre brande i havneområdet i løbet uf de senere år, med nogen mystik.

Et brølende flammehav på få minutter.
Ilden opdagedes ved 21,30-tiden i et stort træskur lige over for svovlsyrefabrikkens Kontor­bygning, og de af syrefabrikkens arbejdere, der endnu ikke var gået hjem, satte straks en slan­ge til en hydrant og gav sig til at sprøjte. En af mændene fortæller, at ilden udviklede sig med en sådan hast, at der næppe var gået et par minutter, før alt var et brølende flammehav, som ikke var til at komme nær. Få minutter senere kom brandvæsenet og overtog slukningsarbejdet
Meget kunde tyde på, at ilden er påsat, og underligt er det ikke, at mange iaftes gisnede hm, at det skulle være de samme personer, som aftenen i forvejen har været på Spil på badeanstalten ved Østerstrand og i toiletbygningen ved Nørre­port. Noget sikkert herom kan selvfølgelig ikke slges før politi­et i dag og i de kommende dage kan foretage en nærmere under­søgelse på brandtomten. Men en kendsgerning er det, at ilden i opstod på et sted, hvor den hav­de de gunstigste betingelser for at brede sig til hele virksomhe­den, hvilket altså også skete. På den anden side har politiet fra nogle unge mennesker fået oplyst, at disse kort før ildens opkomst har hørt et knald.

Stor politiudrykning.
Det varede ikke længe, inden byen oplystes af det røde flammeskær, og folk ilede til havnen i store mængder. Politiet, der var mødt mandstærkt frem, havde dog ikke synderligt besværligt med at holde folk på afstand af de farligste steder, og hvor de ellers kunne blive til gene for brandfolkene.

Hovedbygningen antændes.
Som omtalt begyndte det at brænde i skuret syd for selve fabriksbygningen, men længe vare­de det ikke, før ilden havde nået denne, or snart kunne man gennem vinduerne se, at bygningens indre var et eneste ildhav. Skønt brandvæsenet havde vand nok fra hydranter og fra hav­nen, og til trods for, at man fik assistance fra Middelfart, var opgaven vanskelig. For tilskuer­ne var det naturligvis vanskeligt danne sig noget virkeligt indtryk af situationen, men det var øjensynligt, at nogle var af den anskuelse, at selve blodmøllen kunne have været reddet. Den stærke blæst, der rigtig kunne suse gennem tremmerne i oplagsskuret virkede som en kæmpe peblæser, og bedre blev det ikke ved, at der under skurets tag opbevaredes en masse brandbare produkter. Der var form brændsel, en masse Korn, deriblandt 2-300 tønder sædekorn tilhørende købmand Hans Gram Annesminde men også en mængde korn, be stemt for foderfabrikation på blodmøllen. Hertil kom ca. 20.000 papirsække, der selvsagt også gav ilden god næring. Det hele gik så hurtigt, at der praktisk talt ikke blev tid til at redde no­get.

Lystkutter blandt flammernes bytte.
Blandt det, der gik op i luer, var den kendte lystsejler "Jill", der tilhører repræsentant Erik Becker. Den opbevaredes i skuret, og i dag er vel næppe mere end blykølen tilbage. I nærheden af det sted, hvor ilden opstod, opbevarede sejlsportsfo!kene deres master, og det er ikke første gang. at en række sejlsportsfolk mistede deres master. Det skete ved en brand for man­ge år siden i Oldenborggade på det sted, hvor Falckstationen nu ligger Denne gang reddedes ma­sterne, fordi vinden bar fra.
Blandt de brandfarlige ting, der lå i det lange skur, der strakte sig lige fra kajgaden til Kastelsvej var også en tønde olie og en tromle med benzin, begge dele brændte ud under en voldsom buldren, men heldigvis, uden at der skete nogen eksplotion.
Kontordøren måtte slåes ind.
Fra blodmøllens kontor, der ligger ud til Kastelsvej, lykkedes det at redde forskellige sager af værdi. Uheldigvis var direktør Fabricius Nielsen ikke hjemme. Han var på besøg i Horsens sammen med en broder, der også virker ved Blodmøllen. De blev telefonisk underrettet om branden og ankom i bil et par timer efter ildens opståen.
For at komme ind på konto­ret og redde de nævnte sager, såsom vigtige papirer, skrive­maskiner o. lign. måtte man slå døren ind, da man ikke havde nøgler ved hånden. Som ved den sidste brand på blodmøllen for 4-5 år siden forblev kontoret dog intakt, idet det lykke­des brandvæsenet at blive herre over ilden, inden den nåede helt frem hertil, men hvad der ikke var brændt var stærkt beskadi­get af vand.
Elektricitetsværkets folk måt­te kappe nogle ledninger for at undqå kortslutning, der kunde have medført, at større områder var blevet uden lys.

En oliebåd, der let kunde være kommet i Farezonen.
Ved Shells anløbsbro lå en stor tankbåd og lossede olie, da brarden opstod. Der er som be­kendt ikke nogen stor afstsnd mellem anløbsbroen og blodmøllens sydligste skur, og det er forståeligt, at man ombord på skibet straks gjorde alt slukningsmateriel rede, ligesom der blev truffet foranstaltninger til at hale skibet ud fra bolværket.
hvis faren skulle være blevet overhængende. Nu bar vinden heldigvis bort fra skibet men si­tuationen kunne være blevet alvorlig, ikke mindst af den grund, at skibets maskineri var under reparation, og man derfor ikke ved egen kraft kunde være sej­let bort
Røgforgiftning under slikningsarbejdet.
Det store bål udsendte væl­dige røgmasser, og røgen var lige så generende for brandfol­kene som den stærke varme, En af brandsvendene, skrædder Knudsen, Fynsgade 18, pådrog sig en lettere røgforgiftning un­der slukningsarbejdet og måtte bringes til behandling på sygehuset, men heldigvis var der ikke tale om noget alvorligt tilfælde.
Den femte brand.

Formand Møller, Blodmøllen, der under slukningsarbejdet var travlt beskæftiget, fortalte os, at det var femte gang, Blodmøllen brændte, mens han har været ansat ved virksomheden.

Hvordan slukningsarbejdet blev grebet an.
Vlcebrandinspektor Mortensen der ledede slukningsarbejdet fortæller, at brandvæsenet alar­meredes KL 21.36. Der blev ringet to hold ud og straks efter det tredie hold. Første hold var på pletten 7-8 minutter efter alarmeringen. To kraftige slan­ger med forgreninger blev fra havnen ført op på begge sider af bygningen, og man gik i gang med at dænge vand på de bræn­dende lagerbygninger. Under dette arbejde opdagedes det, al der var gået ild i hovedbygnin­gens sydlige del, da flammer slog ud. Samtidig med, at man ude fra satte slukningsarbejde ind på denne bygning, gik man indvendig fra i gang med at møde ilden, så man angreb den fra to fronter. Ilden, der var kommet ind i hovedbygningen gennem en åben skydeport fra lagerskurene, havde imidlertid bredt sig voldsomt gennem elevatorskakter og havde så kraf­tigt fat i tagetagen, at brandfol­kene måtte fortrække herfra. Flammerne havde fortæret så at sige al ilten i rummet og røgmaskerne var ikke tilstrækkelige.
Det var undr opholdet i loftsetagen, at brandsvend Knudsen blev røgforgiftet. Vicebrandinspektøren, der var den eneste, der var i besiddelse af en såkaldt kredsløbsmaske, hjalp Knudsen ned ad trapperne hvorefter Falck tog sig af ham.
Fra 1. sal samt ude fra, dænge­de man imidlertid en mængde vand
ud over ilden i hovedbygnin­gen, og det lykkedes da også at standse den. Men da var den øverste etage fuldstændig rase­ret af flammer, ligesom vandet, der var trængt ned gennem bygningen havde anrettet betydelig skade.

Et stort efterslukningsarbejde.
I dag ryger det endnu kraftigt fra Bodmøllens hovedbygning og fra tomterne, hvor lagerskurene har været. Af disse sidste er der ikke andet end betonfundamenterne tilbage, men ilden ulmer endnu i dyngerne af korn og foderstoffer, og hele kvarte­ret er indhyllet i røg og fyldt med en gennemtrængende brand­lugt. Der forestår et omfattende eftersluknlngsarbejde, og den ene halvdel af brandmandskabet har hele formiddagen arbejdet med efterslukningen. I eftermiddag vil den anden halvdel træ de til og fortsætte.

Politiet får assistance fra teknisk afdeling.
Kriminalpolitiet kan endnu ikke udtale sig om brandårsagen. Man har tilkaldt en brandekspert fra teknisk afdeling i Kolding, og i dag foretages en nærmere undersøgelse.
Selv om man fra politiets side er forsigtige i udtalelserne om, at der skulle foreligge brand­stiftelse, så vil man dog rent umiddelbart finde en sådan antagelse for ret sandsynlig. Det er efterhånden slet ikke så få brande i havnekvarteret, som man ikke med sikkerhed har kunnet fastslå brandårsagen til. Alene i det sidste år har der været 5 brande, bl. a. savskære­riet, L.A.Bs oplagsskur, trælasthandelens spånskur m.v.
Om branden i aftes har man endnu ikke oplysninger, som kan lede i nogen bestemt retning, men man vil være glad for en hvilken som helst oplysning, der kan tænkes at give et fingerpeg i sagen.

674 tønder sædekorn blev flammernes bytte.
I det brændte skur havde købmand Hans Gram, Annesminde, som omtalt en mængde sædekorn til opbevaring. Da ilden op stod lå der ikke mindre end 674 tdr. fin havre stablet op i sække i lagerskuret og og det lykkedes ikke at redde noget som helst af den store beholdning, der var forsikret i "Dannevirke" for 35.000 Kr. Men foruden den rene pengeværdi er det meste af et års arbejde spildt.

Brandskaden meget betydelig.
Der vil endnu hengå nogen tid, inden den endelige brandskade er opgjort, men det kan oplyses, at bygningernes totale forsikringssum i Købstædernes brandforsikring andrager 320.000 Kr. Det forlyder, at alene bygningsskaden skulle ligge omkring en kvart million kroner, og her­til kommer så de 30.000 kr. for sædekomet og den øvrige erstat­ning for løsøre og de varer, som blodmøllen havde oplagret. Lageret, maskiner og varer, var forsikret i "Danmark" for 450.000 kr., og så vidt man kan se, er ødelæggelsen her næsten, total. Da blodmøllen brændte sidste gang, var det også "Dan­mark", der havde løsøreforsikringen, men selskabet har naturligvis reassureret mod en så stor skade.

En kritik, der tilbagevises.
Fra flere sider, har der været rejst kritik af brandvæsenets arbejde, idet man mener, at hovedbygningen kunne være blevet reddet, hvis slukningsarbej­det var blevet sat ind på en an­den måde. Her overfor udtaler vicebrandinspektør Mortensen, der ledede slukningen, fordi brandinspektør Jensen deltager i et brandkommissionsmode i København, at når branden så hurtigt forplantede sig til selve møllen, skyldes det den omstæn­dighed, at den store skydeport. der vender ud mod lagerskuret, stod åben. Da Brandvæsenet ankom, stod lagerskuret i et flammehav, og så snart man så, at ilden havde forplantet sig op gennem elevatorskakten til taget på hovedbygningen, blev der ført en slange op gennem trapperne. Det var under dette arbejde, at brandmand Knudsen blev røgforgiftet, så han var ude af stand til, ved egen hjælp, at komme ud af bygningen. Vicebrandinspektøren måtte af den grund kaste sprøjterøret og hjælpe Knudsen, der lå på gulvet og stønnede, ud i det fri. I brandvæsenet måtte også overdænge svovlsyrefabrikkens store lagerbygning med vand for at hindre antændelse. Her opbevaredes salpeter til store vær­dier.
Efter blodmøllens sidste brand for 4-5 år siden, blev også loftsetagen forsynet med brand­sikkert gulv, og dette viste sig at holde i nat.