RAHBEKFISK A/S

© Fredericias Historie v. Erik F. Rønnebech

 

I 1953 flyttede Poul Rahbek Hansen fra København til Fredericia hvor han startede en produktion af dybfrosne fisk.
Han overtog 1/11 1955 Martin Nielsens fiskeeksport, der var gået konkurs og herefter startede et fiskeeventyr så virksomheden blev en af byens største der beskæftigede ufaglærte kvinder i produktionen. På et tidspunkt var virksomheden landets største producent af frosne fisk og færdigretter.
Poul Rahbek Hansen satsede fra starten på eksport af dybfrosne fisk og i starten havde fabriken 10-15 ansatte.
I 1964 søgte han patent på en metode til frysning af fiskefileter. I 1957 byggedes en helt ny filetfabrik og overtog i 1973 ostegrosserer Vermund Andersens gamle bygning der blev erstattet af nybyggeri. Man måtte leje sig ind for at få tilstrækkelig fryselagerkapacitet.
Senere gik man mere og mere over til at producere dybfrosne færdigretter som hovedsageligt eksporteredes til det europæiske marked.
Under oliekrisen vovede man at investere et nyt industrikøkken til 30 mil. kr.
Tidspunktet var det helt rigtige for den slags da flere og flere kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, og virksomheden voksede med stor hast.
I mange år var virksomheden i konstant vækst og havde ved 25 års jubilæet i 1980 to fryselagre samt fabrikker i Hirtshals og Stubbekøbing.
Årsomsætningen var på 300 mil. kroner og virksomheden beskæftigede ialt 750 personer heraf de 572 i Fredericia. Der blev ikke længere landet fisk i fiskerihavnen og man måtte have tilført fisken andre steder fra. En del som halvfabrikata fra egne virksomheder.
Den største succes var de panerede fiskepinde af torsk som der produceredes 200 millioner af om året. Desuden produceredes panerede, benfri rødspætter og 30 forskellige færdige frosne middagsretter. Noget man startede med at producere i 1967. Der eksporteredes hovedsageligt til England men op til 94% af produktionen eksporteredes. I Fredericia koncentrerede man sig efterhånden om paneringer og færdigretter.
Ved jubilæet var firmaet stadig 100% familieejet og to af de tre sønner var ansat i virksomheden. Lars stod for salget og Peter ledede afdelingen i Hirtshals medens Morten var under uddannelse på handelshøjskolen i Århus. Senere kom Morten også ind i virksomheden medens Peter gled ud af virksomheden og startede eget firma i Hirtshals.
Samme år, den 1/10 1980 stiftedes Pelikan Seafood P. Rahbek Hansen Vesthavnen med Poul Rahbek Hansen som fuldt ansvarlig deltager.
Stillingen fratrådte han igen den 31/12.2002 hvorefter der ikke var en registreret fuldt ansvarlige deltager i selskabet.
For at virksomhedens kvindelige medarbejdere kunne få deres mindre børn passet, startede virksomheden den private børnehave Pelikanen. Indtil 1988 var virksomhedens aktier ejet af Rahbek Hansen familien men det år valgte man at sælge ud af aktierne. I første omgang solgtes 36% til forskellige investorer.
Herefter startede en række af handler med virksomheden og det der i 2017 endte med en lukning. I 1999 blev Rahbekfisk overtaget af en hollandsk konkurrent, ventureselskabet Gilde Buy-Out Fund. I 2004 døde Poul Rahbek Hansen i en alder af 84 år.
I 2006 havde virksomheden fået Islandske hovedaktionærer, desuden havde ledergruppen en større aktiepost. Virksomheden blev stadig drevet som helt selvstændig virksomhed.
Den årlige produktion var på 13.500 ton. Heraf var 60 pct. færdigretter og andre meget forarbejdede produkter, primært med fisk som hovedingrediens men også f.eks. kylling indgik i sortimentet. De øvrige 40 pct. var hovedsageligt panerede og upanerede fiskefileter.
16 pct. af produktionen gik til hjemmemarkedet, det resterende eksporteres til andre europæiske lande.
73 pct. produceres med under andre varemærker til detailhandelen. Kun 8 pct. sælges under varemærket Rahbek. Resten sælges til cateringfirmaer mm. Virksomheden havde ca. 300 ansatte. Omsætningen var på 490 mil. kr. Året før var nettoresultatet på 14,9 mil. kr.
I 2007 solgtes virksomheden til Foodmark, som Lars Rahbek Hansen blev direktør for. Broderen Morten Rahbek Hansen blev direktør for Fabrikken i Fredericia.
I 2008 solgtes virksomheden videre til A. Espersen A/S og investeringsselskabet Graystone men Morten Rahbek fortsatte som administrerende direktør. En stilling han havde frem til 2011, da de to virksomheder fussionerede.
I april 2017 blev det så kendt, at A, Espersen ville lukke virksomheden i Fredericia og flytte produktionen til Polen, hvor man i forvejen havde en fabrik. De 125 medarbejdere der var tilbage måtte i gang med at finde andet arbejde. Flytningen forventedes at være afsluttet i løbet af 2018.
A. Espersen bevarer indtil videre sit såkaldte kompetencecenter med cirka 35 medarbejdere i Fredericia. Centeret indeholder blandt andet salg, markedsføring, produktudvikling, indkøb og overordnet produktionsplanlægning.



RAHBEKFISK MIDT I BILLEDET CA. 1963


A. ESPERSEN (RAHBEKFISK) 2017


A. ESPERSEN (RAHBEKFISK) 2017


A. ESPERSEN (RAHBEKFISK) 2017, SET FRA STRIB


 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286