FATTIGGÅRDEN I DRONNINGENSGADE

 HER LÅ FATTIGGÅRDEN

Det første fattighus lå i forbindelse med byens sygehus i Dronningensgade. Man ønskede at adskille de to institutioner og købte Krackes tidligere cikoriefabrik i Sjællandsgade, på hjørnet af Dronningensgade købtes for 12.000 kr, og skulle ombygges til afbejdsanstalt og fattiggård. Prisen for købet af fabrikken var 12.000 kr., + 232,85 i omkostninger. Desuden brugtes 19.749,24 på ombygningen. Ialt kom fattiggård og arbejdsanstalt til at koste 43.752,29 kr., en stor sum dengang.

Fattiggården og arbejdsanstalten, lå på det sydvest hjørne af Sjællandsgade og Dronningensgade.
Kommunen købte i 1878 fabrikant Kracks cikoriefabrik i Dronningensgade og indrettede den til fattiggård til afløsning af det gamle Fredericia Hospital over for Trinitatis kirkegård i Dronningensgade 69. Man påbegyndte straks en udvidelse med bygning af en ny fløj ud mod Sjællandsgade (nr. 98), og i den gamle del indrettedes arbejdsanstalt og sygestuer. På første sal i nybygningen indrettedes byrådets udvalgssal samt forsørgelsesvæsenets kontor.

FD 9/5 1881
I løbet af sommeren vil den "nye" fattig- og arbejdsanstalt kunne ventes taget i brug. Kommunen har ved opførelsen af en arbejdsanstalt samt et sygehus fået to følelige savn afhjulpet.
Medens sygehuset i hele sin indretning må kaldes tidssvarende og, hvad det ydre angår, også i arkitektonisk skønhed svarer til nutidens fordringer, kan det samme desværre ikke siges om fattig- og arbejdsanstalten, den tidligere cikoriefabrik. Angående dennes indre udstyrelse og indretning, da kan vel enhver, der interesserer sig derfor, få tilladelse til at tage den i øjesyn. Bygningens stygge indre virker sandelig ikke indbydende. Nogen arkitektur er der slet ikke tale om, hvad endda fik være det samme, når man så kunne trøste sig med den overbevisning, at erhvervelsen af cikoriefabrikken og dens ombygning til fattig- og arbejdsanstalt, var et for kommunen i pekuniær henseende, fordelagtig foretagende, men desværre, det er langt fra tilfældet, og det er vor overbevisning, at hele dette foretagende allerede har været og vil blive uforholdsmæssigt dyrt, thi at købe fabriksbygningen for grundens skyld, var der jo ingen anledning til, da kommunen har byggegrunde nok.
Vi skal ikke her nærmere berøre dette byggeforetagende, vi har kun påpeget det af hensyn til skatteydernes tarv, for man kan nok forlange, at kommunen får noget, der svarer til udgifterne, da der jo er flere byggeforetagender i vente, f.eks. kasernen (skolelokalerne er jo heller ikke tidssvarende og trænger i det mindste til en udvidelse), vil vi håbe, at der bliver gået frem på en anden måde, og at kommunens arbejde, efter et grundigt overslag, bliver bortliciteret.

30. maj 1901 bevilligede byrådet 325 kr. til sikringsforanstaltninger ved fattiggårdens mur. Nogle uheldige elementer havde sneget sig over muren og ud at købe brændevin til sig selv og andre fattiglemmer, hvilket var demoraliserende. Det blev besluttet at der skulle anbringes pigtråd oven på muren.

I 1935 tjente min mor og hendes søster Martine begge på "fattiggården". Stedet blev ledet af et bestyrerpar og bestyreren hed Christensen. Han afløste bestyrer Marius Petersen, som blev ansat 1916. Christensen var tidligere brødkusk, og supplerede sin indtægt som fattiggårdsbestyrer ved at gå ud som lejetjener. Det var bestyrerens kones arbejde, at stå for køkkenet.
På det tidspunkt bestod beboerne dels af de åndsvage samt en sindsforviret- og en blind mand, dels af de subsistensløse.
De åndssvage var ude i byen kendt for følgende:
Frederik kunne ikke stå for kobberpenge (1,2, og femører). Når nogen mødte ham på gaden kunne de finde på at lukke deres pung op og sige: "Se her Frederik, du må tage lige den mønt du vil." Og selv om der lå en og tokroner ved siden af kobberpengene, tog Frederik altid en kobbermønt.
Christian var romantiker og om sommeren gik han og plukkede blomsterbuketter på volden.
Når Christian og Frederik skulle i bad kom de op i samme kar. Det var min mosters opgave at bade dem, og ved en sådan lejlighed spurgte Christian min moster:" Frøken, synes de ikke også min tissemand er meget pænere end Frederiks."?
Prinsesse Marie af Danmark, som hun kaldte sig, elskede at danse for folk, og fortalte, at hun havde set hvordan verden blev til.
En kvinde, som ikke var så meget ude i byen, gik altid rundt med en dukke i favnen og var på intelligensnivo med en 2-årig.
Om den sindsforvirrede fortaltes det, at han engang havde været en klog mand, vist nok ingeniør, men han havde fået solstik og var derved blevet sær. Han ville hverken vaskes eller have klippet negle eller hår og lignede en vildmand.
De subsistensløse (farende svende), havde deres egen afdeling med tremmer for vinduerne. De blev låst inde om natten, vel nok fordi man frygtede, at de skulle drage på tyvetogt.
De skulle arbejde for føden og flettede bl.a. sivmåtter og kløvede pindebrænde.
Kosten de fik var en god solid kost. Morgenmaden bestod af et stykke rugbrød og et stykke franskbrød samt te. Var det ikke nok kunne de få mere. Den varme middagsmad bestod af retter som grønkålssuppe, gule ærter, frikadeller, medisterpølse o.l.. Stort set de samme retter der var på en arbejderfamilies menu. Pålægget bestod hovedsageligt af leverpostej, fedt og ost.
Oven på bygningen der vendte ud mod Sjællandsgade var der en stor sal, som min mor har fortalt, blev brugt til mødesal, bl.a. for byrådet. Underetagen bestod af en lang gang med værelser samt en gennemgang til gården.
Man kom ind i gården til de to bygninger, gennem en port i Dronningensgade. Den gamle bygningen mod Dronningsgade rummede værksteder og sygestuer.
Jeg skylder på sin vis fattiggården min eksistens, idet det var her min mor traf min far.
Der skulle renses for utøj på et af værelserne og ved den lejlighed blev en "kammerjæger", der vist hed Hjort, tilkaldt. De dampe der skulle slå utøjet ihjel eksploderede imidlertid, hvorved "kammerjægeren" blev slemt forbrændt og der skete skader på værelset, som min far, der den gang var ung murersvend, blev sendt ned for at reparere.
To år efter giftede de sig.
Da fattiggården skulle lukkes og de åndssvage sendes til Brejning opstod der store problemer med at forklare dem, at de skulle flyttes. Det ville de under ingen omstændigheder. På det tidspunkt var var den gamle lillebæltsbro netop taget i brug, og man fandt derfor på et kneb. Under foregivelse af at de skulle med ud og se broen, fik man dem med ind i en bil. Man kørte ganske vist også en tur over broen, men fortsatte derefter direkte mod Brejning, og dermed forsvandt de ud af Fredericias bybillede.
Den blinde mand var død forinden, og hvad der blev af de subsistensløse vides ikke.

Livet på fattiggården.
Det er svært at få et billede af, hvordan livet har formet sig for lemmerne på fattig­gården, men bl.a. en gennem­gang af Fredericia Dagblad mellem 1880 og 1900 har kun­net belyse forholdene i et rimeligt omfang.
Fattiggården blev omkring århundredeskiftet i højere og højere grad befolket af omvandrende svende, vaga­bonder og håbløst fattige, herunder især folk med alkoholproblemer og lettere kri­minalitet. Dog må det påpe­ges, at Fredericia var en hård kommune når det angik fat­tige, idet en meget stor del af byens egne fattige kom på fattiggården, eller de "frem­mede" fattige blev sendt tilbage til deres forsørgelseskommune.
Det værste, der kunne hænde en fattig var da også, at vedkommende kom på "gården", og bl.a. Gustav Wied og Henrik Pontoppidan har beskrevet, hvordan de fattige hellere ville begå selv­mord, end lide den sociale nedtur det var, at ende på fattiggården.
Miljøet på fattiggården har været meget hårdt, og fattiggårdslivet har mest af alt for­met sig som i et fængsel. Da­gen havde en tast timeplan, som regel med en sengetid når det blev mørkt, og væk­ning kl. 5, og derudover skul­le lemmerne arbejde hele da­gen med fabrikation af koste, måtter o.l.. Mænd og kvinder blev holdt adskilte, også hvis der kom gifte par på fattig­gården. Kun ældre "værdige" ægtepar, kunne få lov til at bo sammen, og fælles for alle var, at de skulle søge om udgangstilladelse, hvilket kunne gives for en søndag ef­termiddag hver anden uge.

"Et uhyggeligt optrin".
Byrådsforhandlingerne kan give os et lille indtryk af forholdene på fattiggården, idet de er refereret i Frede­ricia Dagblad, En del byråds­medlemmer fremsatte i 1885 et krav om en højere mur om­kring fattiggården, da lem­merne med største lethed kunne kravle over den daværende for at "tage på tur. skaffe brændevin eller anden udskejelse". Opsynsmanden kunne ikke holde dem tilbage, da lemmerne så ofte trak de­res knive. En forhøjelse af muren blev vedtaget, men no­get større har det ikke hjul­pet, da lemmerne også i pe­rioden derefter i stort tal flyg­tede fra fattiggården eller tog på tur.
Ligeledes i 1885 debattere­de byrådet, hvordan man kunne få sat lemmerne i ar­bejde, men man nåede frem til den konklusion, at der næp­pe ville være nogen der kun­ne styre fattiggårdslemmerne, og at det, hvis det skulle gøres, ville være for dyrt i opsynsmænd. Frederi­cia Dagblad afsluttede re­feratet med at konkludere, at det var godt at være på fattig­gården, da der intet var at be­stille!
Om dagligdagen for fattiggårdslemmerne findes der ik­ke mange oplysninger, men en artikel i Dagbladet i 1894 beskriver den side af livet. Det sker under overskriften "Et uhyggeligt optrin", hvor det drejer sig om en ældre, fuld kvinde fra fattiggården, der ude i byen er kommet i slags mål med en fuld mand, ligeledes fra fattiggården. Slagsmålet skaber naturligvis et stort opløb, og til sidst bliver kombattanterne hentet af politiet.

Vælling og grød.
Ernæringen på fattiggården kendes der ikke noget til, men oplysninger fra arbejdsanstalten i København og fattiggården i Aarhus kan give et indtryk af, hvordan den har været
I København bestod morgenmaden af en pot øl, ca. 1 liter, hvortil der ugentligt uddeltes 1 1/4 pund rugbrød (525 g.) og 6 kvint margarine (30 g). Middagsmaden, der var fast hver uge, bestod søndag af kødsuppe samt ok­sekød med kartofler, mandag af mælkevælling, tirsdag af ærter og flæsk. Om onsdagen stod den på bygvandgrød og klipfisk med kartofler, tors­dag på grynsuppe og ragout med kartofler, fredag på bygvandgrød og sild med kartofler, og lørdagens middag bestod af øllebrød og plukfisk. Til af­ten fik lemmerne hele ugen bygvandgrød med sødt øl.
I Aarhus var middagsplanen nogenlunde den samme, men her bestod maden til lemmer der var "arbejdsuvillige og gennemgående udviste slet opførsel", hele ugen af "Rumpfordsuppe". Denne ret var en særlig billig suppe, der var beregnet til, at lemmerne lige kunne opretholde deres arbejdskraft. Den blev fremstillet under langsom kogning af gryn, ærter, lidt kartofler, små stykker flæsk og gammelt tørt brød.
Maden på Fredericias fat­tiggård har sikkert ikke været bedre eller mere spændende, men i 1894 blev lemmerne bespist med steg og kage i an­ledning af kongeparrets sølvbryllup, hvilket har været så usædvanligt, at Fredericia Dagblad nævner det i avisen
Byrådet diskuterede i for­bindelse med budgettet i 1882 det ufordelagtige i at sætte fattiggårdslemmerne i ar­bejde, da det blot ville føre til højere udgifter til ernæring, hvilket vel siger mere om ma­den på fattiggården end for­skellige madplaner. Økonomien gik som altid forud for lemmernes vel!

Drab på fattiggården.
I 1896 skete der et mand­drab på fattiggården, idet Harald Hansen, uden nogen påviselig grund, sprættede maven op på et andet fattiggårdslem, Fritz Wilhelm Knabe. Om drabet er sket i et anfald af fængselskuller, kan der ikke siges noget om, men gi­vet er det, at livet på fattiggården har været meget trøstesløst og meget lig et fængselsophold.
Dette drama giver os en mulighed for at komme ind på livet af et par af beboerne på fattiggården, hvorfor jeg vil beskrive de to fattiggårdslemmer så indgående som muligt. Det er så godt som umuligt at få konkrete op­lysninger på de fattige i Fre­dericia, og de kan let komme til at fremstå som en stor grå masse, der har henslæbt et ulykkeligt liv. Drabsmanden, Harald Hansen må dog be­tegnes som et ekstremt tilfæl­de, hvilket også hans levneds­løb viser.
Drabsmanden, som var 59 år og tidligere værtshusholder, bliver i Fredericia Dag­blad beskrevet med ordene: "En modbydelig karl, der både er løgnagtig og lumsk", og hans kriminelle løbebane strækker sig fra et mordforsøg med pistol på sin kæreste, hvorved Harald Hansen kom i forbedringshus. Dette har dog ikke hjulpet synderligt, idet han senere modtog en dom på 3x5 dages vand og brød for en sædelighedsforbrydelse. Under denne strafafsoning forsøgte Harald Hansen at sultestrejke, for ikke at komme i tugthuset.
I Fredericia gik Harald Hansen under navnet "Ka­non Hansen". Måske i forbindelse med skuddramaet med sin kæreste, og han var kendt overalt i byen for at tigge.
I fattigvæsenets bøger står Harald Hansen opført til at være kommet på fattiggården i november 1890, uden at have modtaget nogen form for hjælp først. I december 1891 blev han kureret for en vene­risk sygdom, men om det var på fattiggården eller ude i byen han har pådraget sig sygdommen, kan der ikke si­ges noget om. En kendsger­ning er det dog, at kønssyg­domme, fnat, lus og lopper florerede på fattiggården, og en stor del af fattiggårdslemmerne gennemgik en kur mod forskellige kønssygdomme
Harald Hansen forblev på fattiggården til drabet i fe­bruar 1896, hvilket må siges at have været lang tid i forhold til det normale for mænd på fattiggården. I marts 1896 fik han en dom på fire års tugthus for drabet, og heref­ter kendes hans videre skæbne ikke.
Den dræbte, Fritz Wilhelm Knabe, blev 50 år, men nogen erhvervsangivelse på ham findes der ikke. Han karakteriseres som værende af god opdragelse, hvorunder han har lært handel og senere har tjent under artilleriet. Knabe havde været under fattigvæsenet med kortere eller længere afbrydelse siden sit 25 år, og ifølge Fredericia Dagblad, var det hangen til spiritus der førte ham dertil. Han har dog også været idømt en straf for et mindre tyveri af bly.
I fattigvæsenets bøger står Knabe opført som indsat på fattiggården i juli 1888, men i februar 1890 flyttede han derfra. Han har derefter holdt sig fri af fattigvæsenet indtil september 1895, hvor han var på fattiggården i 19 dage. Da­genes antal kunne tyde på, at han her har gennemgået en kur for en kønssygdom, men det står ikke opført. I decem­ber 1895 kom han dog atter på fattiggården, og dette ophold varede til hans død i februar 1896.

Forbryderskoler.
Fritz Wilhelm Knabe har åbenbart kunnet klare sig selv i større perioder, men er på grund af drikkeri, med jævne mellemrum endt på fattiggården. Denne livshistorie med drikken og en smule småkriminalitet har sikkert formet sig på samme måde for en stor del af de fattige, der kom på fattiggården.
Givet er det, at fattiggården blev hjemsted for de al­ler dårligst stillede, og det har naturligvis haft en stor ind­flydelse på miljøet på fattiggården. Slagsmål, drikkeri og kønssygdomme har været almindelige foreteelser, og på trods af, at myndighederne var klar over, at fattiggårdene ofte kom til at virke som forbryderskoler, blev der ikke foretaget nogen foran­staltninger til at hjælpe de fattige der kom på "gården". Formålet med fattiggårdene har helt klart været, at isolere en befolkningsgruppe der var ubehagelig at se på og omgås for byens borgere, og var en fattig kommet ind under fattigvæsenet her på fattiggården, var det meget svært at komme ud igen, og de fleste fattige forblev da også under fattigvæsenet re­sten af deres liv.

FATTIGGÅRDEN CA. 1900 - ARBEJDSANSTALTEN TV. FOR PORTEN.

FATTIGGÅRDEN CA. 1930

BESTYRER CHRISTEN MED KONE OG TO STUEPIGER 1936

ALUMNE "TOVLI FREDERIK" I PRINSESSEGADE 1925

ALUMNE "HESTEHANDLEREN" VED LANDSOLDATEN 1932

FATTIGFORSTANDERSKABET 1900

FATTIGFORSTANDERSKABET 1933