ERRITSØS HISTORIE

Artikler der knytter sig til Erritsøs historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech

Vasnæs Batteri

I 1807 var Danmark i krig med England og allieret med Napoleon. England havde taget hele den danske flåde for at forhindre Napoleon i at få fingrene i den.
22 august 1807 gav kronprinseregenten ordre til, at der skulle anlæges 2 nye søbatterier over for hinanden på hver side af bæltet, syd for Snoghøj, dels for at beskytte overfarten, men også for at sikre mod fjendtlige skibes indtrængen i bæltet. Arbejdet igangsattes allerede 26. august.
På Jyllandssiden anlagdes Vejrmose bateriet og overfor på fynssiden Vasnæs batteriet. Der blev også anlagt et batteri ved Strib og et nedenfor Kastellet i Fredericia.

Hindsgaul gods stillede jord til rådighed til Vasnæs batteriet. Arealet var på 80x90m. Der blev opgravet lave jordvolde med en grav foran beskyttet af palisader. Batteriet bestykkedes med 8 stk 12punds kanoner og 2 stk. 20 punds haubitsere. Desuden byggedes et ammunitionsskur, et vagthus og et kasernehus til vagtmandskabet.
Under treårskrigen blev Vasnæs igen gjort kampklar og kaldtes da "Store Hindsgaul batteri". Man kunne herfra beskyde oprørernes tropper på jyllandsiden. Som gengæld herfor bombarderede slesvig-holstenerne Middelfart og Strib den 8. maj 1848.
Da krigen brød ud i 1864 gjorde man meget for at forhindre at fjenden skulle kunne komme over til Fyn og anlagde en stribe kystbatterier. Vasnæsbatteriet blev forstærket idet voldene gjordes tre meter høje og forstærkedes med skansekurve. Ude i vandet udlagdes træstammer sammenholdt af kæder sammen med de såkaldte "Ramstedske miner". I midten anlagdes et stort krudtmagasin og en bjælkehytte og bag volden 6 mindre krudtkamre. Batteriet bestykkedes med 3 stk. 12 punds riflede granatkanoner og 3 stk 18 punds kuglekanoner.
Vasnæsbatteri frededes i 1971 og i 1999 frilagdes og restaureredes det af Middelfart kommune.

Tilbage Forsiden
 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286,