STEDER I ERRITSØ
SNOGHØJ BADEHOTEL/HOTEL SNOGHØJGÅRD

© Erik F. Rønnebech

Tirsdag den 16. april 1895.
Snoghøj, som efter langvarige forhandlinger er solgt til kaptajn Christmas Dirckinck Holmfeld, har været i tidligere apoteker i Middelfart, cand. pharm. P. Krags besiddelse i hen ved 19 år.
I forrige århundrede tilhørte gården den i Tordenskjolds historie bekendte søhelt Peter Grib, og i dette århundrede har den tilhørt den af jyske heders beplantning fortjente kammerherre H. C. Riegels, som har ladet gårdens nuværende stuehus opbygge. Den næste ejer var proprietær Borchsenius, og dennes efterfølger var P. Krag.
I Riegels tid skal gården have været ret indbringende. Færgestedet har jo en naturlig beliggenhed. For ca. 3 år siden nedbrændte udbygningerne.
Fra gården haves en henrivende udsigt over Lillebælt samt partier af Fyn og ikke alene udsigten, men fornemlig den friske, vederkvægende luft, som skyldes vandets nærhed, gør ophold på Snoghøj behageligt.

FD 24/3 1900
Det nye badeetablissement på Snoghøj:
Det tyske firma påbegyndte ifgl. Middelfart Avis allerede i går, anlægget af det til etablissementet bestilte acetylen-gasværk.
Gasværket skal anbringes i en banke ca, 15 alen fra pavillonen.

Parken med de sjældne træer og Snoghøjgaards hovedbygning solgtes 1907 af Ragnhild Meldola til restauratør Jespersen, der startede en sommerbeværtning på stedet, der 1907 blev til Snoghøj Badehotel. Ragnhild Meldola var i 1899 flyttet over i den gamle færgegård overfor og udlejede den nye hovedbygning og park.
Stedet fungerede som badehotel i mange år og midt i 1920'erne hed ejeren Nielsen. Nielsen ofrede en del på at modernisere og udvide badehotellet.

Store planer:
Et stort, internationalt badehotel i Snoghøj.

FD 28/6 1913

En bygning til 100.000 kr. på aktier, 30 værelser.
Prisen pr. værelse sættes til mindst 10 kr.pr. dag.
Interview med direktøren hr. Jespersen.

Restauratør Jespersen, Snoghøj, er en smart mand, der hvert år har et par store overraskelser på stabelen.
Den sidste andrager ikke mindre end 100.000 kr. og hr. jespersen fortæller herom.
Det er planen til næste år at opføre et stort internationalt bade- og kurhotel på den højtliggende plads bag i haven og i nærheden af landevejen. Hotellet, der skal have facade ud mod den store eng og Lillebælt skal koste 100.000 kr. at opføre.
- Det siges at pengene er sikrede!
- Ja, så godt som. De kan godt skrive, at det er så godt som givet, at planen sikres gennem et aktieselskab, for hvilket jeg skal være administrerende direktør.
- Hvem er medlemmer af aktieselskabet?
- Det er en hemmelighed.
- Kan der meddeles noget om byggeplanen?
- Foreløbig kun dette, at der til badehotellet vil blive udskilt tre tdr. land af parken, og her skal der indrettes tennisbaner m.m. Hotellet vil blive opført efter tegninger af kunstakademiet, og kunstnere skal besørge dets udsmykning. Det skal rumme ca. 30 værelser, der forsynes med elektrisk lys, centralvarme e.t.c. Det er nemlig meningen, at hotellet skal være åbent hele året.
- Og prisen?
- Mindst ca. 10 kr for hvert værelse pr. dag.
- Men nu selve badeetablissementet ved vandet? spørger vi sluttelig.
- Det vil blive bibeholdt i sin gamle skikkelse og som hidtil stå åbent for enhver besøgende. -pen.

Arkitekten, opfinderen, fabrikanten og iværksætteren Poul Cadovius køber badehotellet i 1963. 4/6 1965, artikel i Fredericia Dagblad:
Snoghøjgaard, elegant og eksklusiv restaurant.
Det gamle Snoghøj Badehotel genåbnet i helt ny skikkelse og med nyt navn.
For mange synes det, som om det Gamle Snoghøj Badehotel i alt for lang tid lå for uudnyttet hen med sin glimrende beliggenhed. Da den jyske fabrikant og opfinder Poul Cadovius for mere end 2½ år siden købte badehotellet og den tilhørende park, var det ventet, at der ville ske noget, men der gik over to år. I dag er restauranten og hotellet åbnet i helt ny skikkelse og med et nyt navn "Snoghøjgård".
Det nye værtspar, hr. og fru Christoffersen, kan tilbyde deres gæster elegante og eksklusive omgivelser møbleret, fortrinsvis, i royal system møbler. Den lille hal er beklædt med oregonpine. Den store sal er udvidet ud mod haven, så der langs med vinduerne fra de mange spiseborde, er en glimrende udsigt over Lillebælt. Bordene, der er specielt tegnede, er afrikansk zebranotræ, men stolene er de såkaldte Pia stole. Vægbeklædningen er i den ene halvdel af rummet er fyrrebrædder, tilstødende konferencerum er beklædt med teakpaneler, medens beklædningen i den anden halvdel udgør hvidmalede mursten.
Loftet består af lamineret spær med skumelementer. På den anden side af spisebordene er der nydelige sofagrupper, hvor man kan nyde kaffen. I et tilstødende lokale, der fortrinsvis skal benyttes til større selskaber, er forholdet lige omvendt. Her vender sofagrupperne ud til vinduerne, mens spiseafdelingen befinder sig på den anden side.
Der er godt 300 stolepladser og værelser på førstesalen.
Man finder, at trekantområdet er inde i en sådan en eksplosiv udvikling, at "Snoghøjgård" vil få sit publikum, ikke alene blandt de mange turister, men især blandt egnens folk.
I 1967 overtager Svend Andersen fra Vejle forpagtningen. Han overtager det den 28/6.
Svend Andersen driver også Romantica og Håndværkerforeningen i Vejle. Inspektør bliver Bjarne Pedersen fra hotel Richmond i København.
I 1968 får direktør Svend Andersen spiritusbevilling til stedet.
I 1970 driver Mogens Sørensen hotellet som han overtager den 13/3 fra Svend Andersen. Mogens Sørensen driver også "Den hvide hane" på Djursland. Han vil konkurrere med charterturismen og sætter prisen for en uges ophold så den svarer til en uges charterferie på Mallorca.
Snoghøj Badehotel skiftede med Cadovius navn til Snoghøjgaard Hotel.

I 1979, den 2/5 overtog ægteparret Anneli og Ole Hübbe forpagtningen af hotellet. De satsede på Candelight evenings.
Der afholdes både maleriudstillinger og -auktioner, samt handel med orientalske tæpper på hotellet.
De ugentlige baller for enlige over 24 år trak folk til fra et stort område til hotellet i mange år og det blev landskendt for sine "enkeballer". Busser fra nær og fjern transporterede de partnersøgende enlige til hotellet.
21/3 1981 købte forpagterparret Hübbe hotellet af Poul Cadovius i Svendborg. Hotellet er da på 2.300 kvm. etageareal.
Snoghøj gamle færgegårds æraer sluttede, da både Hotel Snoghøjgård fra 1920'erne og de sidste resterne fra Snoghøj Færgegård blev nedrevet i 1999.
Den gamle botaniske park oprettet af kammerherre Riegels, med de sjældne træer, blev ikke plejet, og gik i forfald. Hvor der før var park ligger der i dag enfamiliehuse.
I 1997 nedrev man den gamle badehotelbygning og en moderne villa blev opført på grunden af trykker Hans Løndorf.

Snoghøj Badehotel 1910
SNOGHØJ BADEHOTEL OMKRING 1910
© Erik F. Rønnebech

Snoghøj Badehotel 1910
SNOGHØJ BADEHOTEL OMKRING 1910
© Erik F. Rønnebech

Snoghøj Badehotel 1910
SNOGHØJ BADEHOTEL OMKRING 1910
© Erik F. Rønnebech

Snoghøj Badehotel 1910
SNOGHØJ BADEHOTEL OMKRING 1910
© Erik F. Rønnebech

Snoghøj Badehotel 1910
SNOGHØJ BADEHOTEL OMKRING 1910
© Erik F. Rønnebech

Snoghøj Badehotel 1910
SNOGHØJ BADEHOTEL OMKRING 1910
© Erik F. Rønnebech

Snoghøj Badehotel 1927
GYDESENSLÆGTEN FORAN BADEHOTELLET 1927

Snoghøj Badehotel 1945
SNOGHØJ BADEHOTEL OMKRING 1945

Snoghøj Badehotel 1947
VOGNMAND MARINUS LASSEN MED SIN SNEPLOV VED SNOGHØJ BADEHOTEL VINTEREN 1947

Hotel Snoghøjgård 1966
HOTEL SNOGHØJGAARD 1966