Ejer af Snoghøj Færgegård (Snoghøjgård). En datter af godsejer, grosserer og sodafabrikant Theobald Christian Frederik Weber til Sorø og Sophie Emilie Meldola .
Han var medstifter af kryolitselskabet "Øresund" og ejede bl.a. frugtplantager i Gl. Hestehauge i Christiansminde ved Svendborg. Her fødtes hun den 5. november 1868.
Hun giftede sig 17 år gammel d. 29/7 1886 i Vor Frue Kirke i Svendborg med den 25 årige premierløjtnant i flåden Walter Christmas-Dirkinck-Holmfeld, bedre kendt som Walter Christmas (1861-1924). Det var ham der skrev Peder Mostbøgerne. De fik datteren Aja Sigrid Ellen Christmas-Dirkinck-Holmfeld (f. 12/4 1887 i København, død 21/8 1952 på Thurø), der også blev forfatter.

RAGNHILD OG WALTER MED DATTEREN AJA 1892

Han købte Snoghøj Færgegård af apoteker P. Kragh i Middelfart i 1895 for 150.000 kr. Ægteskabet blev opløst og Ragnhild overtog gården i 1898.
I 1899 flyttede hun over i den gamle færgegård, der var opført i 1794 og udlejede hovedbygningen fra 1828, på den modsatte side af vejen, der herefter blev indrettet som badehotel.
I 1905 fik hun kgl. bevilling til at tage sin moders pigenavn Meldola til efternavn. Moderen stammede fra et af de gamle handelshuse i Hamborg-Altona, hvortil slægten var indvandret fra Holland.
I 1907 købte restauratør Jepsen den gamle hovedbygning fra 1828 og indrettede den til badehotel, og der blev indrettet opstaldningsplads til 100 heste og 200 cykler ved den gamle færgegård.
I maj 1907 købte hun Slettegaard ved Svinkløv med 20 tdr. land tilliggende af sygehuslæge Kjeldgård i Løgstør og proprietær Kjeldgaard, Fjerritslev Vestergaard for 60.000 kr. Hun ville bruge stedet til sommerresidens, og beholdt gården i over 30 år, omtrent til sin død.
Hun ville evt. benytte arealet til tulipankultur der med held var drevet flere steder på denne egn, samt lade en del tilplante.

RAGNHILD I FJERRITSLEV 1912

SE SLETTEGAARD PÅ KORT

Samme år indrykkede hun sammen med Jens Housted følgende annonce i Fredericia Dagblad:

JAGTAFLYSNING Al jagt på de af undertegnede ejede jorder samt Snoghøjs mar- ker og fiskedam er forbudt. Erritsø d. 15. juli 1907 R. Meldola J. Housted

I august 1907 styrter hun på sin cykel ved ejendommen i Slettestrand, forstuver foden og brækker benet to steder. Hun får sig selv møjsommeligt slæbt hjem og først efter flere timer får hun lægehjælp.

I 1909 kommer hun på kant med Erritsø Sogneråd og indrykker følgende annonce i Fredericia Dagblad:

Snoghøj 30/3 1909 Til Erritsø Sogneråd I hht. P. Holts udtalelser ved mødet i Erritsø d. 4. ds., ønsker jeg ikke at berige kommunekassen videre med min skatteydelse, og meddeler jeg herved det ærede sogneråd, at jeg fra nu af vil svare mine skatter til Hjortdal kommune og der tage ophold. Ragnhild Meldola f. Weber

Fredericia Dagblad
23/7 1910
Hun køber lystkutteren "Luna" af sin bror, plantageejer Sophus Weber fra Svendborg. (De store frugtplantager, "Gamle Hestehauge", Svendborg, blev grundlagt i 1880, da Theobald Weber, Juttas far, begyndte paa vinfabrikation. Hans søn, Sophus Weber, drev plantagerne i nogle aar indtil 1922)

I august 1911 bliver hun interviewet af Morsø avis i Nykøbing Mors havn.

5. august 1911 Artikel i Fredericia Dagblad. Fru Meldola "Snoghøj" interviewet på Mors. Kutteren "Luna" har nogle dage ligget ved Nykøbing Mors. Om bord befinder sig kun to damer og en stor skibsdreng. I Lystkutterens komfortable kahyt træffer en medarbejder ved Morsø Avis skibets ejerinde, fru Ragnhild Meldola. Fruen modtog ham meget elskværdigt og fortæller at hun ejer "Snoghøjgaard" ved Fredericia og "Slettegaard" ved Jammerbugten, men at hun i denne tid besejler danske farvende med sin lystkutter, der tidligere har været benyttet til kapsejlads, men som fruen i foråret købte og forsynede med motor. Fruen har lige tilendebragt en sejltur omkring Mors. På denne sejltur har hun anløbet Thisted og "turen har været noget så henrivende smuk" siger fruen. Bladet tvivlede ikke derom og spurgte:" Har de også beset vor by med sit smukke anlæg"? Fruen:" Ja, det har jeg da rigtignok. Jeg badede i går fra de smukke badehuse derude ved stranden, og i aftes var jeg til koncert i skoven. Jeg har tidligere aflagt museet på Dueholm et besøg. Morsø er, fortsætter fruen - medens hun med pegefingeren omkransede vor ø på et kort - den smukkeste ø jeg kender. Jeg ville gerne have været her noget længere, men i eftermiddag afsejler vi til Aggersund, da jeg skal op til "Slettegaard" og se, hvorledes det går med høsten. Bladet: "Sejler fruen hver sommer heroppe"? Fruen:" Nej, ført i år har jeg købt "Luna". Tidligere har den jo været brugt til kapsejlads, men nu vil jeg bruge den til lystsejlads mellem mine gårde, og jeg vil på disse ture ikke undlade at tage en lille afstikker til Mors.

12/4 1915
Artikel i Fredericia Dagblad.

Fru Ragnhild Meldola påtænker at oprette en højskole for unge kvinder.
Fru Mathilde Stefansson har i Politiken skrevet en lang artikel om fru Ragnhild Meldola Snoghøj, hvis mange gode egenskaber hun priser. I slutningen af artiklen hedder det, at fru Meldola omgås med tanken om også at oprette en højskole efter hendes hoved, hvor eleverne skulle være unge piger fra de bedre hjem. Lad os håbe, at tanken må blive til mere end blot en tanke. Fri Meldolas rige initiativ giver os ret til at tro derpå.
Disse planer blev dog ikke til noget.

I 1918 fyrer hun sin forpagter Holm på Snoghøjgaard et år før hans kontrakt udløber og overtager selv driften af gården.

Fredericia Dagblad
2/4 1924

Bompenge ved Snoghøj
Ejerinden af Snoghøjgaard vil have 50 øre af hvert passerende motorkøretøj.
Middelfart-selskabet betaler.
Da Middelfart Dampskibsselskab har nægtet at betale ejerinden af Snoghøjgaard havn de hende tilkommende havneafgifter af 50 øre for hvert landsat motorvogn, vil der fremover blive opkrævet 50 øre for hver motorvogn før molen kan passeres til den offentlige landevej.
Købmand Chr. Thiedemann, Middelfart udtaler i den anledning til Middelfart Venstreblad:
Fru Meldola har af ministeriet fået lov til at opkræve de nævnte 50 øre pr. motorkøretøj.
Hun har henvendt sig til dampskibsselskabet om vi ville opkræve pengene, men dette har vi nægtet.
Derefter er der slået plakater op på Snoghøj om, at afgiften vil blive opkrævet, men endnu er det ikke sket.
Hvorledes kan fru Meldola få adkomst til at opkræve sådan en afgift?
/Hun ejer havnearealet, men vi har kontrakt med hende om havnens anlæg, og har ingen pligter derudover. Vi har dog forhandlet med hende og været tilbøjelige til at vise imødekommenhed, men hun ville ikke gå ind på den ordning vi foreslog. Spørgsmålet vil nu bero foreløbig, da brotaksterne alligevel til 1925 skal forandres.
Afgiften må jo være ret irriterende for motormændene?
Ja men vi dækker den således, at det ikke bliver dyrere at benytte ruten end før. Vi siger til motormændene at de 50 øre der opkræves godtgør vi bagefter.
Det er alligevel en ret ejendommelig situation med disse "bompenge".
Ja der kendes vist ikke noget tilsvarende andet steds i landet. Fru Meldola har ikke givet 2 øre til noget af det derovre, men derimod langt sig hindrende i vejen.
Vi kan tilføje, at fru Meldola har påbegyndt opførelsen af bomme, ved hvilke afgiften skal opkræves.
Krigen mellem fruen og Middelfart selskabet er således erklæret.
Kontrakten mellem fru Meldola og Dampskibsselskabet sagde, at selskabet skulle være fritaget for afgifter af enhver art i 10 år, hvorefter der skule betales efter taktregulativ.
22/4 blev striden bilagt idet færgselskabet opkræver de 50 øre under overfarten, hvorefter fruens repræsentant får beløbet overdraget ved ilandkørselen. Man slipper derfor for bommene.
Striden blusser dog op igen og ender med et retsopgør, hvor hun stævner Danpskibsselskabet for 335 kr. i automobilafgift de ikke har betalt samt for at have opført et skur på havnen uden hendes tilladelse, som hun ville have fjernet. Hun vandt en delvis sejr ved Østre Landsret idet hun tilkendtes 332 kr. for 664 automobiler der havde passeret broen fra 1/1-1/4. Dampskibsselskabet skulle også fjerne et skur de havde opsat på havnen men de blev ikke dømt til at skulle opkræve de 50 øre pr. automobil. Dampskibsselskabet søgte derefter om at kunne anke dommen til højesteret og Meldola svarede igen med at meddele Dampskibsselskabet, at de ikke måtte foretage nogen forandring eller istandsættelse af brohovedet uden hun selv, hendes sagfører eller bestyrer først havde sanktioneret det.

Fredericia Dagblad
3/4 1926 Skøder hun grunden matr. 2a til Camille Meldola af værdi 20.000 kr.

Fredericia Dagblad
5/3 1931
En god ekstraindtægt
Ejerinden af Snoghøjgaard, fru Meldola, har i det forløbne driftsår modtaget en havneafgift for a/s Middelfart Dampskibsselskabs benyttelse af Snoghøj havn, som tilhører fruen, den nette sum af 18.105 kr.

Fredericia Dagblad
14/3 1931

Et besøg på fru Meldolas svenske herregård
Ejerinden af Snoghøjgaard, fru Meldola, har ved sin foretagsomhed gjort sit navn kendt ikke alene herhjemme, men også i udlandet.
Går man i tankerne ca. 30 år tilbage i tiden, og man så på det tidspunkt ville tage en sejltur gennem bæltet omkring Snoghøj, ville man se hvor stor forandring kysten var undergået med de mange villaer, højskolen, færgeforbindelsen, som nu findes der til stor gavn og pryd for egnen, hvilket tilsammen, selv om det er tidens krav og udvikling, der gør sig gældende, dog sikkert også for en stor del skyldes fru Meldolas indsats i så henseende.
Ligeledes kunne der nævnes navne blandt de enkelte, der skylder ejerinden af Snoghøjgaard tak for hendes godgørenhed mod disse, der har bevirket, at deres livsbane er blevet forandret og hævet fra de mindre kår til helt andre betydeligere virkefelter.
Som bekendt ejer fru Meldola, foruden Snoghøjgaard tillige en mindre gård, Slettegaard i Himmerland og en sjælden gammel herregård "Prinsnäs" i Sverige. I denne gamle bygning har fruen, der altid har elsket at samle på sjældne antikviteter og kunstskatte, indrettet sig et helt lille museum, men ikke nok hermed, hun har tillige åbnet sine døre for den fremmede ved forskellige lejligheder, så man har kunnet glæde sig over at være gæst hos hende og der fået lov til at iagttage og beundre det smukke, vidunderlige, sammensatte hele.
En sådan lejlighed er bleven omtalt i et svensk blad i en længere artikel, hvor fru Meldola var værtinde for et stort selskab. N. Sandsjö hushållskreds, der holdt møde i herregården "Prinsnäs".
Det hedder bl.a. således i det svenske blad: Efter at foredragslisten var gennemgået, hilste dagens værtinde, fru Meldola, deltagerne velkommen samt indbød disse til kaffebordet, som stod rigeligt dækket. Under samværet havde man lejlighed til at beundre fru Meldolas hjem, der er et helt lille museum med dets rige samlinger af antikviteter og kunstskatte. En mere passende bygning at placere alle disse dyre fortidsminder end i "Prinsnäs" gammle herregårdsbygning, kan man ikke godt tænke sig, thi denne har en fornem, gammeldags indretning med bl.a. vægmalerier, som er udført af den kendte kirkemaler Per Hørberg.
I øvrigt beså deltagerne gårdens mange seværdigheder både ude og inde, hvorefter værtinden øgede sin gæstfrihed ved at indbyde til suppé som blev kronen på værket.
Ikke før aftenens dunkle skumring lagde sig over den minderige og sagnomspundne gamle herregård, brød man op fra dette gæstfrihedens elskede sted.
Længe vil man mindes det interessante jordbrugsmøde på "Prinsnäs".

Fredericia Dagblad
24/4 1933

Ministeriet fandt ud af at fru Meldola havde opkrævet for lidt i broafgift. Taksten var stadig 50 øre men hun var berettiget til at opkræve 1,60 kr. og havde dermed vil broaafgiften indbringe hende ca. 80.000 kr. pr. år., mod tidligere ca. 25.000 pr. år.
Det vides ikke hvornår hun vil lade forhøjelsen træde i kraft og om det bliver i fuld udstrækning.

Fredericia Dagblad<br> 9/1 1934

1. november 1932 skete der en tragisk ulykke, hvor fire mænd kørte ud over bolværket på Snoghøj havn og druknede. Man fandt først bilen med de fire mænd på bunden af havnen 10 dage senere.
En af dem der var passager i bilen fik udbetalt erstatning for tab af forsørger af sit forsikringsselskab. Forsikringsselskabet National anlagde regressag mod fru Meldola fordi årsagen til at ulykken kunne ske, kunne være manglende afmærkning af havnekajen og sagen endte i landsretten.
16/3 står der i avisen, at fru Meldola, der nu bor i Sverige, afkræves en erstatning på 8.335 kr. til forsikringsselskabet National, fordi hun ejer havnen og opkræver afgift af alle fatetøjer der lægger til ved kajen og biler der færges over bæltet, og derfor havde ansvaret for, at pladsen var behørigt afmærket og oplyst. Fru Meldolas sagfører krævede frifindelse. 5/4 afsagde østre landsret dom i sagen, hvor fru Meldola blev frifundet.

1935
I årene omkring 1935 udstykker hun en lang række byggegrunde og 19/11 1935 solgte hun grunden matr. 2bl på Storenæs i Lyng til biskop Johannes Götzsche i Viborg, der opførte en stor villa på grunden .

Ragnhild Meldola var intelligent, meget velhavende og yndede at omgive sig med den tids intelektuelle. Hun var bl.a. formand for Fredericia Kunstforening.
Snoghøj Færgegård beholdt hun til sin død i 1938, hvor den udstykkedes.
Forinden havde hun lagt grund til og opført en fiskerhøjskole til Andreas Otterstrøm. Desuden lovede hun i 3 år at sikre skolen et årligt tilskud på 2.000 kr., hvoraf hun selv ville udrede halvdelen.
I 1919 solgte hun højskolen til Otterstrøm for 30.000 kr. selv om den var vurderet til 85.000 kr.
Den indvies på hendes 45 års fødselsdag 5/11 1913, hvor hun opholder sig i Paris. En vej i Snoghøj (Meldolasvej) er opkaldt efter hende, en anden efter hendes fraskilte mand (Walter Christmasvej).
Ragnhild Meldola døde 30. maj 1938 i Prinsnæs, Norra Sandsjö sogn i Sverige og begravedes på Sct. Michaelis kirkegård i Fredericia.

Ragnhild Meldolas nekrolog:
31/5 1938
Fru Meldola død i Sverige
Ejerinden af Snoghøjgaard, fru Meldola, er i går afgået ved døden på sin gård i Sverige i en alder af 69 år.
For afdødes bekendte her på egnen kommer dette dødsbudskab vist nok overraskende. Sidste sommer da fruen besøgte Snoghøj, var hun fyldt med energi og arbejdede bl.a. med planer om at opføre en stor kurbadeanstalt på sin grund i Snoghøj. Det kan i den forbindelse nævnes, at det også var fru Meldola, der i sin tid i samarbejde med afdøde forstander Otterstrøm, fik oprettet Fiskerhøjskolen, der nu drives som gymnastikhøjskole.
Der var noget af eventyrets skær over den kvinde, som nu er død.
På mødrenes side stammede hun fra Portugal, men hendes familie må altså være udvandret her til landet. Som ung giftede hun sig med den meget berømte drengebogsforfatter, marineofficeren Walter Christmas Dirkinck-Holmfeldt. Det var ham der skrev de meget læste Peder Most bøger.
Han var vidt berejst, og i en del år opholdt han og hans hustru sig i Siam (Thailand).
Efter at være vendt hjem til Danmark, købte de bl.a. Snoghøjgaard, som fru Meldola beholdt de ægteskabet strandede.
Omkring århundredeskiftet solgte hun hovedbygningen fra, efter at hun kort forinden havde omdannet den til hotel. Hun solgte dette til hotelejer Jespersen, som i nogen tid havde bestyret det. Den smukke park med dens mange sjældne træer anlagt af kammerherre Riegels, blev knyttet til hotellet.
Avlsgården fortsatte ejerinden, der atter antog sig mødrene navn, driften af ved bestyrere.
Da færgefarten i sin tid oprettedes, efter at det privilegerede færgeri var nedlagt i det forrige århundrede, gav fru Meldola selskabet tilladelse til at anvende Snoghøj havn uden særlig afgift, men da biltrafikken i tyverne steg til enorme højde, fik hun en ordning, hvorefter selskabet skulle svare hende en afgift af 50 øre pr. bil der overførtes, og det gav ejerinden af Snoghøjgård en pæn skilling årlig.
Afdøde havde i sit ægteskab med Walther Christmas, kun en datter, der nu bor på gården i Sverige, samt en adoptivdatter, fru Camille Blechingberg, Snoghøj, og fru Meldola levede til sidst kun for børn og børnebørn.

Noter om efterslægten:

Ragnhild Meldolas oldebørn:
16/7 1939 fødtes på Sct. Joseph hospital i Fredericia Ragnhild Jutta Vibeke Blechingberg. Hun var datter af plantageejer Einar Johan Friboe Blechingberg og hustru Camille Meldola der boede i villa Høneborg på Slotsstien ved Slotshusene, Snoghøj.
Ragnhilds storebror, Walther Ib Christian Blekingberg blev født 1/5 1937 i Fredericia.
Forældrene var blevet borgerligt viet i København 25/9 1936.

Moderen Camille Barbury-Meldola, kaldet Mulle, var datter af Aja Sigrid Ellen Christmas-Dirkinck-Holmfeld, der fik hende i Paris 13/11 1913 med en Barbury, hvis fornavn er ukendt.
Camilles mor Aja var forfatter som sin far Walther Christmas, og det var hendes 4. ægteskab. Hun var tidligere gift med ingeniør Carl Wilhelm Gimbel (1881-1946), Svend Melson, og Edwin Fiskerby.
Med Gimbel fik hun datteren Eddis Valborg Christmas Gimbel f. på Snoghøj i Erritsø 17/11 1908, død som treårig i Beijing 1911.
Camille blev adopteret af sin mormor og boede i Erritsø hos hende, da hun blev gift med Einar.

Ejnar Blechingberg fødtes på Frederiksberg 29/12 1914. Han var uddannet ved landbruget.
Da de blev gift flyttede, de ind i Vesselsgade 22 på Frederiksberg.
Einar Blechingberg var søn af Carl Walther Frederik Blechingberg og hustru Gertrude Alice Margaret Gordon, der også havde sønnerne Carl Reginald Gordon Blechingberg f. 1909, Cecil Bertram Blechingberg, og Allan Blechingberg. En halvbror Alexander var søn af Carl Walther Frederik Blechingberg og Rachel Zouare. Alexander døde i januar 2017 i en alder af ca. 90 år.
Gertrude Alica Margaret Blechingberg, var født 7/5 1887 i London og boende 1940 i "Strandhuset" i Snoghøj og var da enke. Hun døde 19/4 1959.

31/3 1926 skødede Ragnhild Medola ejendommen matr. 2n i Snoghøj, beliggende i Slotshusene, til barnebarnet og adoptivdatteren Camille. Huset lå på en 5.415 kvadratmeter stor grund ned til vandet, hvoraf de 36 var vej.

Da Ragnhild Meldola døde arvede Camille desuden den 2/12 1938, matrikel 14b, til en værdi af 5.000 kr.
Hun frasolgte i 1938 et par grunde (matr. 24c og 24h) til hhv. Landsretsagfører Nordvang og gartner A. Nielsen. De to matrikler kostede 125 kr./stk.
En del af den jord Camille ejede, forpagter hun ud til frugtplantager. Området de lå på kaldes Lillenæs.
Gartner Axel Poulsen var en af forpagterne og i forpagtningsaftalen var indført, at han kunne få skøde på grunden. Da Camille gerne ville ud af aftalen, anklagede hun ham for misligholdelse af kontrakten og forlangte købsretten annulleret. Han anlagde sag mod hende, som hun tabte i Landsretten, og måtte overdrage ham skødet 9/10 1942 samt betale sagsomkostningerne.
Den 2/7 1946 solgte hun grunden, matr. 2v, til arbejdsmand Winther. Ejendomsværdien var på 10.000 kr.
Den jord hendes mand Einer drev, kaldes nu Blechingbergs Gartneri. Det lå i Damkjær på Lyng. 25/5 1949 afholdes en maskindemonstration af en motoriseret radrenser på gartneriet.

VILLA HØNEBORG I SLOTSHUSENE

Huset i Slotshusene de boede i , fik navnet Høneborg.
Engang troede man at nogle fundamentsrester man fandt i jorden stammede fra Høneborg slot og de huse der lå i området kaldtes slotshusene. Måske derfor hed huset Høneborg.
Han oprettede et privat vandværk i Snoghøj, som efterhånden fik 153 forbrugere tilsluttet. Vandtårn og punpeanlæg stod ved Gl. Færgevej.

SNOGHØJ VANDTÅRN VED GL. FÆRGEVEJ

Ved kommunesammenlægningen i 1970, hvor Erritsø lægges ind under Fredericia, var der kommet en lov, der gav kommunerne ret til at fratage de private vandværker deres vandindviningsret og selv stå for vandforsyningen. Det skulle sikre forsyningssikkerheden og vandkvaliteten.
Da Erritsø Vandværk blev overtaget af kommunen havde brugerne et pænt beløb på bankbogen. Pengene brugtes til en svømmesal, og forbrugerne fik gratis vand indtil overtagelsen.
Mange af Blechingbergs forbrugere havde i længere tid klaget over vandkvaliteten. Vandet var ikke sundhedsfarligt, men havde en brun farve og lugtede fælt.
I 1969 slutter de utilfredse forbrugere sig sammen og klagede til kredslægen over vandkvaliteten.
Blechingberg forklarer sig med, at det dårlige vand skyldes, han måtte afbestille et filteranlæg, fordi kommunen truede med at overtage vandleveringen i området. Han forlangte desuden 600.000 kr. for at sælge, hvorimod kommunen ikke vil betale noget som helst, fordi forbrugerne havde betalt tilslutningsafgift for at blive tilsluttet hans vandværk, så hvis Fredericia vandværk skulle levere vandet, ville de komme til at betale tilslutningsafgift en gang mere, og det mente man ikke de kunne være tjent med.
20/6 1971 inddrog kommunen Blechingbergs vandindvindingsret og kommunen overtog forsyningen fra 20/11 samme år.
Blechingberg indbragte sagen for landvæsenskommissionen, der i 1974 traf den afgørelse, at kommunen kunne nøjes med at betale Blechingbergs gæld på 42.000 kr., og samtidig fritog kommissionen kommunen for at overtage hans gamle anlæg og grunden det lå på.

Ejner Johan Friboe Blechingberg døde 28/4 1975. Dødsannoncen var underskrevet Mulle Blechingberg, Jutta Lorenzen, Ib Blechingberg samt Pernille, Thomas og Nana.
Camille (Mulle) Blechingberg døde 7/8 2002.

GRAVSTENEN PÅ SCT. MICHAELIS KIRKEGÅRD I FREDERICIA

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286,