Voss Fabrik

VOSS FABRIK

Ernst Christoffer Axel von Voss var født i Aalborg den 17. november 1826 og døbt 9/4 i Vor Frue kirke.
Han var søn af kaptajn og kompagnichef Ditlev von Voss og Ane Christine Caroline Segelike, så det lå i luften at sønnen også skulle have en militær kariere.
Da treårskrigen startede meldte Ernst Voss sig som frivillig og deltog i slaget ved Slesvig i 1848, slaget ved Isted i 1850 og deltog også ved belejringen af Frederiksstad, hvor en granatsplint rev det halve af hans ene øre af. Han blev i 1873 udnævnt til Ridder af Dannebrog.
I 1876 år senere tog han sin afsked fra militæret. Han havde i 1867 havde købt en villa i Fredericia, og her syslede han i fritiden med at lave tøjklemmer - de såkaldte "amerikanske gyngestole" - samt galanteri-ting af messing og zink. En noget usædvanlig hobby, som han fik sin oppasser til at hjælpe til med.
To år efter at han havde forladt militæret, den 10. november 1878, grundlage han en virksomhed, som skulle blive en af byens største og kendt over hele landet. I starten foregik produktionen under små forhold. Efter 5 år installeredes en dampmaskine og 10 år efter var der 50 mand beskæftiget i metalstøberiet. Sortimentet bestod først af lamper og galanteri-varer, men blev hurtigt udvidet til også at omfatte askebægre, lysestager, brevpressere og mange andre messing- og bronzegenstande. 1897 omdannedes fabrikken til et aktieselskab og sønnerne Ditlev og Gustav overtog den daglige ledelse.
1910 købtes jord af den jødiske menighed og der byggedes jernstøberi, værksteder og lagerrum ud mod Vestervoldgade. Den jødiske kirkegård deltes derved i to og et par børnegrave kom til at ligge inde i en hvælving under værkstedsbygningen.

Den store brand 25. september 1931.

25/9 1931
Et kæmpebål i Fredericia i eftermiddag.
En del af Voss' fabrik i flammer.
I eftermiddags ved 3-tiden alarmeredes brandvæsenet i Fredericia til brand, der var udbrudt i Voss fabrik. I løbet af få minutter var der samlet flere tusinde mennesker omkring brandstedet. Ilden var opstået i pakkeriet ud mod Vestervold, hvor der var et stort lager af pakkasser og halm. Her fandt ilden rigelig næring og i løbet af få sekunder dannede bygningens indre et stort ildhav.
Brandvæsenet koncentrerede særlig sin virksomhed om at begrænse ilden til den angrebne bygning, og da disse linjer skrives, stod der en hård kamp mellem brandvæsenet og ilden, der havde fat i vindueskarmen til den tilstødende bygning og i en i gården liggende bygning, der for en del består af træ. Man håbede dog at kunne begrænse ilden til den angrebne pakkeribygning.
Ved redaktionens slutning rasede branden med uformindsket styrke.
Vi træffer den stært optagne brandinspektør Bardram og spurgte:
Er der mere end denne ene bygning angrebet?
- Ja, masser, siger brandinspektøren, men jeg har ikke tid til at tale nu.
Politiet udvider afspærringsområdet, da der er fare for, at murene skal styrte ned.
Brandvæsenet har i øjeblikket deres styrke koncentreret om den store bygning mod nord, der trues stærkt af ilden.
Det er i øjeblikket umuligt at have nogen mening om, hvorvidt ilden kan begrænses til pakkeriet, thi den fænger stadig i vindueskarmene i de omliggende bygninger.
Branden har hærget hele den nordvestlige fløj ud mod Vestervold.
Ilden stammer fra træuld, der benyttes til emballage.
Kl. 4 indtrådte der en pludselig forværring i situationen, idet ilden bredte sig til den tilstødende lagerbygning ud mod det egentlige fabrikskompleks, og der var på dette tidspunkt fare for hele fabrikskomplekset, hvorfra vældige flammer og røgskyer stiger op.
Kolding brandvæsen tilkaldt.

En af de største brande i Fredericias historie.
Branden i går eftermiddags lagde det meste af A/S Ernst Voss' fabrik øde.
Fra halmlageret bredte ilden sig til de tre store tilstødende bygninger, og hen under aften var det meste af fabrikken et flammehav.
Kolding og Vejle brandvæsen samt Falcks redningskorps kaldt til assistance.
Et mægtigt bål - En af ruinerne styrtede ned over gravstederne på den mosaiske kirkegård.
Branden vil desværre forøge arbejdsløsheden.
Brandskaden andrager ca. 1½ million kroner.

For nogle dage siden karakteriseredes det svundne år i Fredericia som et ret roligt brandår, idet der kun var sket 20 alarmeringer, og ingen af disse var af særlig alvorlig art.
Det ny brandår indlededes på en anderledes og hyggelig måde, idet der, som i går omtalt, opstod ild i Voss Fabrik, og i løbet af en god times tid, var det meste af det store fabrikskompleks omsluttet af flammer.
Ild lægger store værdier øde og navnlig i tilfælde som dette, hvor det kan have megen arbejdsløshed til følge, men det må alligevel indrømmes, at branden frembrød et storslået, betagende skue på den smukke og strålende sensommerdag.
Mens tykke, kvælende røgskyer og vældige ildtunger stod op af bålet stod tusinder af tilskuere oppe på volden og i alle de tilstødende gader. Vestervoldgade, Jyllandsgade og Slesvigsgade, for her at se skuespillet, der formede sig i gigantisk størrelse lige foran deres øjne.
Fra bygning til bygning sprang ilden, Et øjeblik troede man ilden begrænset. Så sprang den videre. Ilden syntes umættelig. De vandstråler der kom fra brandvæsenets slanger, formåede intet. Endnu efter at ilden havde raset et par timer, var kun ét at gøre. At søge at begrænse ilden til den egentlige fabriksbygning.

Da ilden udbrød - Vældige røgskyer alarmerede byen.
Kl. 2 ¼ opdagede man på fabrikken, at der var opstået ild i halmlageret, der fandtes i en tilbygning ud imod Vestervoldgade. Hvorledes ilden er opstået vides ikke og vil næppe heller blive opklaret, men man gætter næppe forkert ved at antage at ilden stammer fra tørreovnen der fandtes i dette rum, og som anvendes til at tørre med dampvarme.
Så at sige i et nu var rummet i flammer. Fabrikkens eget slukningssystem kom straks i funktion (der findes brandhaner i de forskellige arbejdsrum), men det viste sig hurtigt umuligt at bekæmpe ilden, der havde ypperlig næring i det letfængelige træuld.
Det var så at sige på fabrikkens mest brændbare sted, at ilden opstod, og de følgende begivenheder viste, at den havde fået en sådan kraft, at den banede sig vej over alle hindringer.

Der var straks efter ildens opdagelse sket alarmering af byens brandvæsen.
Da brandbilen og det øvrige materiel rullede gennem gaderne, behøvede forbipasserende ikke at spørge om, hvor ilden var. De mægtige røgskyer, der fra byens vestlige del i en tyk, kvulmende os næsten formørkede den klare septemberhimmel fortalte, at voss fabrik brændte.

Man forsøger at begrænse ikden.
Brandvæsenet, der arbejdede under W. Bardrams ledelse, trådte straks i funktion, og der blev udlagt slanger såvel i Vestervoldgade, Jyllandsgade, Slesvigsgade som inde på fabrikkens egen grund.
I første omgang sattes kræfterne ind på at begrænse ilden til bygningerne ud imod Vestervoldgade, nemlig foruden halmlageret i den store hjørnebygning, der vender ud imod Jødekirkegården, pg hvori fandtes prøvelager-atelier, gørtlerlager og grydelager,samt i kælderen glasbeholdere.
Da ilden nåede denne sidste bygning, dannedes et mægtigt bål, der fremkaldte en hede, som sved i huden på de tilskuere, som stod på den modsatte side af gaden.
At tale om at redde denne bygning måtte straks opgives. De vandstråler, der sendtes bålet var som fingerbøl vand i en heksekedel.
Spørgsmålet var kun: Kunne de øvrige bygninger reddes?
Inden vi giver besvarelsen af dette spørgsmål, er der grund til, for orientering af brandens udvikling at give læserne et rids af det store fabrikskompleks.
Voss Fabrik danner ikke, som byens øvrige fabriksanlæg, noget organisk hele. Der er forskellige grunde hertil, af hvilke forskellige brande (der har ødelagt enkelte af bygningerne) og produktionen under og efter verdenskrigen vel er de væsentligste.
Foruden de to ovenfor nævnte bygninger, fandtes umiddelbart vest for førstnævnte og sammenbygget med denne, en stor 3-etagers bygning, opført i gule sten. Her fandtes det store prøvelager som så mange af vore læsere sikkert har gæstet, samt kontorlokaler.
I forlængelse af denne bygning, men adskilt ved en svær brandmur og jerndøre, den egentlige fabriksbygning med tilstødende bygninger mod øst og vest.
Hele komplekset har en facade mod tre gader, og de to bygninger, i hvilken ilden først rasede, ligger jo mellem de ældgamle og nedlgte, men fredede mosaiske kirkegårde-
Livets larm og dødens fred i en underlig kontrast.

Da prøvelager- og kontorbygningen kom i brand.
Endnu kl. 3 ¼ havde ilden ikke bredt sig længere end til de to bygninger ud imod Vestervoldgade, og man nærede på dette tidspunkt et svagt håb om, at ilden kunne begrænses hertil.
Kl. 4 indtraf imidlertid katastrofen. Ilden forplantede sig til den 3-etagers bygning.
Hvor hurtigt situationen udviklede sig på dette tidspunkt fremgår af nedstående.
En af vore medarbejdere stod på dette tidspunkt inde på fabrikkens kontor og benyttede telefonen. I det samme råbte en af arbejderne ind: - Nu brænder bygningen! og det bekræftedes lige omgående.
Stumper fra sprængte ruder, træstykker og lignende styrtede ned på kontorets ovenlystag.
Rømningen af kontorlokalerne begyndte derefter for fuld kraft. I forvejen var alt andet let tilgængeligt, brændbart materiale fjernet. De store pakkasser i gården kørtes ud. En luksusbil, der holdt udenfor kontoret, og som mentes at være i sikkerhed her, tøffede omgående ud på gaden. Også portnerboligen ud imod Slesvigsgade, i hvilken portner Worm bor, begyndte man så småt at rømme. Denne del af komplekset, der ellers til daglig frembyder et billede af liv og travlhed, havde under brandens magt skiftet karakter. Travlhed var der også nu, men en egen trist tone var der over hele billedet.

Branden raserede hele den store prøvelager- og kontorbygning.
I samme øjeblik ilden nåede Den 3-etagers bygning, der for øvrigt er kompleksets nyeste, idet den opførtes efter den sidste store brand, var man klar over, at her var intet at gøre.
Som en uimodståelig damptromle, banede den sig vej fra etage til etage. Meterlange flammer stod ud af alle vinduer. For brandvæsenets vedkommende var slukningsarbejdet her håbløst idet vandet ikke kunne presses op til den øverste etage.
Heden i denne bygning var nu så voldsom, at gavlen ud imod Jyllandsgade slog nogle mægtige revner og truede med at styrte sammen, og samtidig flammede det øvrige bål med uformindsket styrke.
Passagen fra Vestervoldgade til fabrikken måtte suspenderes da gavlen i det totalt raserede halmlager truede med at vælte ned over forbindelsesgangen. Ordensbetjente advarede folk om faren, og advarslen viste sig at være særdeles betimelig. Ved 4½ tiden styrtede muren med med et vældigt brag.
Det havde vist sig nødvendigt at udvide afspærringen, da tilskuermængden stadig øgedes, og nu talte mange tusinder, der med spændt interesse fulgte brandens udvikling.
Foruden ordenspolitiet, mødte flere af politikorpsets medlemmer samt den hjemmeværende del af garnisonen. Desværre var det kun 4 mand så det hjalp jo ikke meget, men de kunne i hvert fald holde tilskuerne borte fra slangemateriellet et enkelt sted.
Allerede ved 4½ tiden var det store spørgsmål, der beskæftigede alle, og da især brandvæsenet og fabrikkens store stab af funktionærer og arbejdere.

Vil det lykkes at redde fabrikskomplekset.
Alt arbejdet blev koncentreret herom. Brandmandskab blev koncentreret ved brandmuren der adskiller selve fabrikken fra prøvelageret, både ude og inde.
Korpset gjorde såmænd hvad det kunne, men brandens voldsomme kraft i forbindelse med vandets svigtende kraft levnede det ikke store muligheder.
Brandkorpset i Kolding og Vejle var tilkaldt for at assistere, og man imødeså nu med længsel denne hårdt tiltrængte forøgelse.

Situationen forværres.
Rundt omkring i den tusindtallige tilskuerskare stod en mængde hustruer og arbejdere der har beskæftigelse på fabrikken. Intet under, at de ikke kunne nyde synet af kæmpebålet, som så mange andre gjorde det. For mange af dem ville det måske betyde, at en sværere tid ligger for. Mange stod da også og betragtede ildens ødelæggelsesværk med tårer i øjnene, medens deres mænd kæmpede en fortvivlet kamp for at redde arbejdspladsen fra den frygtelige naturkrafts favntag.
Den store gavlmur mod Jødekirkegården i Jyllandsgade var stadig i særlig grad genstand for publikums opmærksomhed. De voksende revner i murværket bebudede, at gavlen snart ville falde, og da gavlen hældede meget stærkt ind mod bygningen, ventede man at den ville falde den vej. Kl. 4.40 lød det voldsomme brag, da gavlen væltede, og mursten og brændende træværk slyngedes samtidig ud gennem de gabende vinduesåbninger ud mod Vestervold. I et af vinduerne stod en messingskål helt grå af ild og varme.
Ilden brændte stadig med stor kraft i de antændte bygninger. Af og til hørtes ret voldsomme brag, der hidhørte fra eksplosioner inde i bygningerne, hvor der opbevaredes olie flere steder. Mest frygtede man dog for, at ilden skulle nå værkstedsbygningen, altså selve fabrikskomplekset, en af de ældste bygninger opført 1899, thi her opbevaredes ret store mængder fernis og terpentin, men for arbejderne ville ødelæggelse af denne bygning også være af meget alvorlig karakter.
Højt oppe over kæmpebålet svævede en flok brevduer, der havde deres slag i en af fabrikkens bygninger. Deres bevægelser var præget af megen nervøsitet og engang imellem søgte de ned i røben, men for straks efter at søge bort igen.
En frugthandler, der havde taget opstilling med sin vogn i Vestervoldgade, gjorde øjensynlig god forretning. Den stærke varme gjorde ganerne tørre.

Assistancen rykker frem.
Ved godt halv fem tiden ankom der assistance for det hårdt forspændte brandmandskab og materiel. Det var brandvæsenet for Vejle og Kolding samt redningskorpset fra Kolding.

Alt sattes ind på at redde værkstederne.
Nu sættes alt ind på at redde den store værkstedsbygning, og mens Vejle brandvæsen placeres i Slesvigsgade, går Falck løs fra den modsatte side, idet man får en slange til voldgraven, hvorfra man havde en god vandtilførsel.
Skønt røgen var begyndt at vælte ud af tagryggen og et par af de åbne tagvinduer, syntes det virkelig en overgang, som om de store anstrengelser skulle lykkes.

Fortvivlet.
At der blev arbejdet under et til tider nervøst tempo, var under disse forhold ikke andet, end hvad der kunne ventes. Her var der tale om et virkelig fortvivlet forsøg på ata redde, hvad reddes kunne. Blot så det mere og mere sort ud efterhånden som tiden skred frem.
Nu så man en brandmand på taget af den store bygning, og han sprøjtede lidt mod flammerne der truede mod at trænge frem fra lagerbygningen. Der blev dog snart givet ham ordre til at gå ned igen. Stillingen var ikke længere ufarlig.
I stedse større grad røg det op fra taget. Var det ilden, som allerede havde banet sig vej gennem loftet, eller var det bare røgen, som var kommen ind på loftet og nu søgte vej ud?

Alle håbede til det sidste.
Man rejste en mindre stige op mod bygningen lige opad porten, der var fyldt med flammer.
Under store anstrengelser fik en mand den sprøjtende slange op ad stigen, Den truede flere gange med at trække ham ned igen. Nå, han udrettede nu ikke stort andet end at sprøjte vand på muren, og forsøget blev snart opgivet igen.
Derimod blev stigen nu hejst lidt højere op, idet man ville søge at trænge helt ind i bygningen. En ung mand stod oppe i den øverste etage og tog imod. Han var nær kommet galt afsted, idet stigen ramte ham på hagen, hvorved han styrtede bagover ind i bygningen. Heldigvis kom han dog hurtigt på benene igen.
Sådan var der meget farefuldt arbejde for folkene at udrette, og det skal med rette siges, at man gik på med stor iver såvel fra brandfolks, funktionærers samt arbejderes side.
Det lykkedes omsider at få slangen fra voldgraven ført op gennem værkstedsbygningen, der på dette tidspunkt var meget stærkt truet. Ilden var allerede begyndt at fænge i taget, og dermed sank forhåbningerne ikke så lidt.
En af arbejderne, sliber Olsen, havde for 100 kr. kontingentmærker liggende inde i bygningen. Dem fik han dog fat i. Det reddede kontormateriale blev på en hestevogn bragt i sikkerhed i isenkræmmer Joh. Hestings gange i Riddergade.

En farlig situation.
Som nævnt udvidede politiet efterhånden afspærringen, således at et meget stort område omkring fabrikskomplekset var afspærret for publikum. Dette viste sig også at være en meget nødvendig foranstaltning, thi da murerne begyndte at styrte ned, viste det sig, at bygningsdele blev slynget til alle sider. En jerndør, der sad i den nordvestlige bygnings nordside, slyngedes omtrent helt over mod volden, skønt den, efter alle menneskelige beregninger skulle falde ned på kirkegården, og da den tilsyneladende ikke høje mur til pakkeribygningen væltede, slyngedes mursten helt op ad volden. En politibetjent, der patruljerede langs volden, nåede lige at komme til side, ligesom en civil mand også fik travlt med at redde sig.

De gamle gravsteder dækket af stenmasser.
Medens hovedparten af gavlen på den 3-etagers prøvelager og kontorbygning styrtede ind i ruinerne, faldt en anden betydelig del ned over de gamle gravsteder, der her fandtes i umiddelbar nærhed af bygningen.

Det sidste håb om, at redde den egentlige fabriksbygning.
Fra klokken godt 5, da ilden trods brandmur og jerndøre trængte ind her, nemlig i bygningens øverste etage, og derefter åd sig frem langs hele tagetagen, der snart var et flammende bål, næret ved et righoldigt lager af malervarer.
Inden længe kunne man se tagets nøgne spær.
Smeltet metal drev fra etage til etage.
Elevatorskakten, der førte op i bygningens midte, bidrog til at skaffe luft for ilden.
Brandvæsenet fortsatte sit energiske arbejde på at bekæmpe ilden. Slanger førtes såvel ude- som indefra op i det særlige farlige hjørne, hvor ilden havde sit arnested.
Endnu ved 7 tiden kunne det ikke siges, om ilden kunne begrænses til tagetagen, eller den ville rasere hele denne bygning.
Et tragisk billede frembød brandstedet på dette tidlige tidspunkt af aftenen. Solen var gpet til hvile, men var som illuminator blevet afløst af månen, der stor og rund viste sig på den østlige himmel og kastede lys over det ejendommelige aftensceneri.
De nøgne mure med tomme vindueshuller, for dækkende travlt, arbejdsomt, daglig liv, nu tømt for indhold, og så den endnu flammende værkstedsbygning der bekæmpes fra alle sider.
Tilskuerne var tyndet noget ud. Folk var gået hjem til aftensmaden, men i aftentimerne tiltog tilstrømningen og der var fremdeles den mest levende interesse for brandvæsenets arbejde.

Hele kvarteret var ligesom i belejringstilstand.
Når man passerede Sjællands- eller Jyllandsgade, var der livlig trafik af kommende og afgående brandbiler, og gadelegemet var dækket af et tæt net af brandslanger.
Publikums interesse samledes sig navnlig om motorsprøjten der hentede vand fra voldgraven til slukningsarbejdet, Vognen "drak" med en sådan styrke, at man næsten kunne se det på vandspejlets højde.
Hvad der står tilbage af fabrikken er ikke meget. Af bygningerne ud imod Vester Voldgade ses kun de lave bygninger mod syd. Bygningerne mod øst bagved prøvelageret og selve fabrikskomplekset står også tilbage, om end stærkt beskadiget af vand. Det vil altså sige, at støberi, renseri og monteringsværksted er delvis reddet men det betyder ikke meget for den fremtidige beskæftigelse.
Givet er det i hvert fald, at langt den største part af de i alt 253 funktionærer og arbejdere fabrikken for tiden beskæftigede, i nogen, ja måske lang tid vil blive arbejdsløse.

Direktør Larsen var bortrejst.
Fabrikkens administrerende direktør, ingeniør Johs. Larsen var ikke hjemme da ilden udbrød. Direktøren opholder sig midlertidig i København i anledning af den store udstilling "Vore hjem" i Forum, hvor fabrikken har udstilling.
Direktøren blev telegrafisk underrettet om branden og tiiltrådte straks hjemrejsen i bil.

Prøvelageret var særlig stort.
Den skæbnesvangre brand indtraf på et for fabrikken uheldigt tidspunkt, nemlig midt i sæsonen. Lageret var derfor særlig stort.

Brandskadens størrelse.
I den aftentime disse linjer skrives, er det umuligt at danne sig noget pålideligt skøn over brandskadens størrelse. Der nævnes sommer lige fra ½ til 1½ million kroner.

Fabrikkens bygninger var forsikret i Købstædernes alm. Brandforsikring.
Forsikringssummen var efter Fabriks-Aktieselskabets egen begæring nedsat for 1½ månedstid siden.
Om løsøreforsikringen kan endnu ikke opgives nogen helt bestemt sum, men givet er det jo, at brandskaden kommer op på et meget stort beløb, adskilligt over 1½ million kroner.
Først ved 7-tiden kunne ledelsen for det omfattende brandmandskab meddele, at man nu havde ilden under kontrol. I de følgende timer brændte ilden hurtigt mere og mere ud, og ved 9-tiden lyste det kun hist og her op i de tomme ruiner fra brændende bjælker o.l.
Nogle steder brændte det ud fra nogle store gasledninger. Disse blev dog ud på aftenen stoppet af gasværkets folk.

Røde kors der oprettede en hjælpeafdeling i Vestervoldgade og lededes af kolonnechefen, værkfører E. Effenberger, havde nogle travle timer. I alt behandlede og forbandt korpset 11 mand af brandmandskabet. Det var dog alle lettere brandsår og snitsår, og det må jo nærmest betragtes som et vidunder, at det blev ved disse mindre tilfælde, da arbejdet i de brændende bygninger var alt andet end ufarligt.
i øvrigt var Røde Kors mandskabet travlt beskæftiget med at skænke kaffe til de sveddryppende brandfolk og udøvede hermed en god gerning som disse forstod at værdsætte.
Man frygtede at fabrikken ville blive flyttet til *København, men det skete ikke og man gik i gang med oprydningen og genopbygningen.

I efteråret 1974 blev Voss' fabriks hiørne mod Sjællandsgade ryddet for støberiet, der i mange år havde forsynet mange danske hjem med bl. a. gryder, pander og gasapparater. En populær, men snavset arbejdsplads, forsvandt hos virksomheden, der netop i år fejrer 100 års jubilæum.

I 1975 afsluttedes en større udvidelse til 4 mil. kr. og året efter startede man på opførelsen af en ny emaljeovn og et nyt keddelhus. Det gamle blev revet ned og den 20 m. høje skorsten der i 30 år havde været fabrikkens vartegn med en lysende neonreklame i toppen blev revet ned. Man fjernede et stykke af skorstenen i bunden og trak den ned med en wire der forinden var fastgjort i toppen. Forinden havde man fjernet det lige så gamle kedelhus. Nedrivningen af skorstenen skete i weekenden den 19-20/6 1976.
Der kunne derefter produceres jernstøbegods som gryder potter og pander og det fabrikken huskes for i dag er nok mest produktionen af gasapparater, gasovne og komfurer. Ernst Voss døde 8. dec. 1903, og blev begravet på Sct. Michaelis kirkegård.
I 1980 blev fabrikken overtaget af Elektrolux koncernen der lukkede den i 2007. Den nedrives formentlig i 2015.
En gruppe personer har forsøgt at få den gamle kontorbygning bevaret, men det ser ikke ud til at det vil lykkes. De tomme bygninger har været hærget af flere påsatte brande og 12. maj 2015 gik det ud over kontorbygningen hvor tagetagen udbrændte. Dette betød, at alt håb om bevarelse af bygningen var ude. Grunden vil, efter planen, være ryddet i januar 2016.

Læs mere om slægten Voss her:

Voss fabrik
FABRIKKEN BRÆNDER 1899