Samlet og tilrettelagt for internet af Erik F. Rønnebech © 2002
GAMMELT SKOVLED I ØSTERSKOV
Wilse skrev, at i 1765 var skoven er 6160 alen lang og næsten halv så bred. Skoven købtes dette år af kongen, der lod skoven afdele således, at hver gård- og husmand i Trelde fik sig et stykke. Bønderne kunne ikke overbevises om at fordelingen var rigtig, fordi de ikke havde forstand på landmåling, hvilket gav anledning til megen kiv og strid.
Øster og Vesterskoven fordeltes til Treldeboerne. Efter sigende fordi jorden var så leret at den var svær at dyrke. Selvejerskoven siges at stamme fra to nedlagte gårde, hvis skovparter blev opdelt i små parceller og solgt til beboere i Vejlby, Egeskov, Bøgeskov og Fredericia. Noget kunne tyde på, at de to nedlagte gårdes skovparter er udstykket af kammerråd Richter i Fredericia. Han opkøbte, ud over kirken, en del ejendomme på auktionen som han solgte videre.
Da der blev indført fredskovspligt på Vesterskoven, blev den brugt til græsningsskov for køer.
Tidligere havde skovejerne drevet rovdrift på skoven, der huggedes ned uden tanke for nyplantning, for at bruges til brændsel. På en enkelt dag kunne man tælle indtil 400 læs brænde blive kørt ind af Prinsens port i Fredericia.
Det var en bedre forretning at sælge brænde end at drive agerbrug.
OUSENSTENEN I KIRKESKOVEN
Skoven var krongods fra omkr. år 1300 og forlenedes ud. Bl.a til lensmændene på Hønborg slot. Skoven er i dag opdelt i Kirstinebjeg skov, Vesterskov, Selvejerskov og Østerskov. Tidligere adskiltes skoven på næsset og Østerskoven af en skovkile på 85 tdl. der hørte til Vejlby kirke og kaldtes kirkeskoven. Kirkeskovens østgrænse er den vej der kaldes Store Ryddevej. På Store Ryddevej, der starter ved Trelde Næsvej lige før campingpladsen, ligger Bertel Bruuns skovløberhus ved udkanten af Kirkeskoven. Den fugtige del af kirkeskoven kaldtes Kassemosen.
Bortset fra skoven på næsset og en del af den gamle kirkeskov der ejes af Fredericia kommune, er skoven opdelt i omkring 80 private skovparter. I skoven findes den sjældne og fredede danske orkidé stor gøgeurt.
SKOVEN SKRIDER I LILLEBÆLT
Skoven var tidligere kgl. vildtbane, hvor kun kongen og hans følge måtte drive jagt. Kongejagterne foregik som regel når kongen opholdt sig på Koldinghus. Der blev jaget både ulve, vildsvin og krondyr. Den sidste ulv blev skudt i skoven i 1763.
Mere og mere af skoven blev ryddet og brugt til landbrugsdrift. Det førte til at man i 1805 indførte fredsskovsbegrebet for at bevare skovene i landet. Skoven består hovedsagelig af bøg, eg og ask men man kan også finde enkelte områder med nåletræ.
VED NÆSSET BÆRER MANGE TRÆER INSKRIPTIONER
En Vej i skoven bærer navnet "Grevilles Vej", står der i en gammel tingbog. Vejen kan være den samme som Grevindens vej, der fører ned til det sted i skoven, hvor treldeboerne gemte sig for svenskerne i 1667 og som kaldes Hyttestederne. En forkert betegnelse er Svenskehulerne. Betegnelsen Svenskegravene som også er brugt om stedet, kunne tænkes at være en forveksling med det sted, hvor man fandt 3 skeletter man mente var de svenskere treldebønderne dræbte, og som var årsag til, at de måtte flygte ud i skoven og gemme sig i hulerne.
Et sagn fortæller, at kong Hans engang var på jagt i skoven og med i jagtselskabet var en grevinde. Grevinden kom på et tidspunkt lidt væk fra det øvrige jagtselskab og angribes af en arrig vildorne og kongen og det øvrige følge kan ikke nå at komme hende til undsætning. Med som klappere var 5 treldebønder, og det lykkes dem at komme grevinden til undsætning og redde hendes liv ved at dræbe ornen med deres spyd. Som tak fik de deres fæstegårde i selveje af kongen.
Vejen det foregik ved og som i dag fører ind i selvejerskoven, har siden heddet Grevindens Vej. Den danner grænse mellem Selvejerskoven og Vesterskoven.
GL. SKELSTEN I VESTERSKOVEN
BRÆNDESANKNINGSSKOV OG FESTPLADS
Fra Fredericia blev grundlagt i 1650 og langt op i tiden, har skoven leveret en stor del af det brænde, der blev brugt til opvarmning og madlavning i fæstningsbyen.
Byens mindrebemidlede har langt op mod nutiden draget til Trelde skov for at sanke brænde og derpå båret det hjem på ryggen på et stativ af sammenbundne grene kaldet en langbør. Langs kysten, tværs over Hyby fælled og langt ud i skoven gik en bæresti, der senere forgrenede sig ud i skoven. Stien blev brugt til transport af ildebrændsel i form af grenstykker og kvas. Skovejerne var ikke altid lige begejstet for den gennem tiden hævdvundne brændesankning, og forsøgte på forskellige måder at stoppe trafikken.
De skovveje der går ind i skoven, går alle på tværs af kysten. De stejle valkelersskrænter, der ud mod bæltet gennemskæres af dybe kløfter, ofte med et vandløb i bunden, har hindret anlæg af parallelle køreveje.
Da vejene ind i skoven var ret ufremkommelige, har det været vanskeligt at fragte gavntræ ud, med mindre frosten havde gjort leret så hårdt, at de stive arbejdsvogne ikke sank i til navene. En del træ er dog ført ned til stranden og transporteret ind til byen i både.
I socialdemokratiets ungdom i 1880'erne, kunne man ikke få lov at holde fester i Fuglsang Lystskov, og havde i stedet en festplads i Trelde skov. Her holdtes folkefester. Deltagerne samledes ved Kongens Port og marcherede i sluttet trop ud til festpladsen.
HYTTESTEDERNE
I Vesterskoven ligger hyttestederne, hvor bønder fra Vejlby og måske også Erritsø gemte sig i jordhuler under svenskekrigen
MINE EGNE ERINDRINGER FRA SKOVEN.
I min fars familie var det skik, at familien en gang om året drog i samlet trop til Trelde skov bevæbnede med madpakker, saftevand og spande, for at plukke brombær. Denne skik går langt tilbage i tiden.
I min drengetid i 1950'erne blev skoven omtalt blandt byens drenge med æresfrygt. Der verserede utallige historier om folk der var faret vild i skoven og havde flakket rundt i flere dage, hvis de da ikke var faldet i et hul med hængedynd eller kviksand og forsvundet for stedse. Man kunne næsten også være sikker på at støde på en selvmorder der hang og dinglede i et træ, og yderst på næsset huserede Næssedronningen, og hvis man kom ind på hendes enemærker, kunne man risikere enten at blive skudt eller blive overfaldet af hendes bidske blodhunde. Først i 1957, dagen efter jeg var blevet konfirmeret, vovede jeg mig sammen med to kammerater ud til næsset.
EROBRINGEN AF TRELDE NÆS 15. APR. 1957
Erik Jensen og 'Budder'
Jeg har et par gange taget turen til fods langs kysten fra Hyby til Næsset. Det er bedst ved sommertide, hvor man kan omgå de mange væltede træer og bløde lergrund og skrænter, ved at vade uden om. At begive sig op i valkeleret kan være en risikabel affære, hvis det ikke er helt tørt. Jeg har været på nippet til at måtte efterlade en gummistøvle i leret fordi den sugede sig fast, så det næsten var umulig at få den trukket op. I de senere år har jeg travet skoven tynd på kryds og tværs. Modsat drengetiden, hvor den mindede om en urskov, er den i dag veltrimmet. En tur i skoven er dog stadig en stor oplevelse især ved løvspring. Følger man den store slugt i selvejerskoven ud til kysten får man en storslået panoramaudsigt fra toppen af de høje klinter.
