FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech

Efter en langvarig våbenstilstand, som for tyskernes vedkommende, med rette er blevet betegnet som et sammenhængende groft brud på tro og love, havde den danske regering besluttet at genoptage fjendtlighederne d. 27. marts. England formåede os dog til at vente endnu 8 dage, for at der kunne blive tid til at behandle et nyt mæglingsforslag. Følgen af vor føjelighed var, at vi ikke blot fik med oprørerne at gøre, men også med forbundstropperne, som fik tid til at nå op i hertugdømmerne. Den 14.000 mand stærke oprørshær ville den danske hær med lethed kunne tilintetgøre, men nu kom den ca. 47.000 mand stærke forbundshær til hjælp, så at fjendens samlede styrke løb op til ca. 61.000 mand, overfor hvilke Danmark stillede 41.000 mand.
Denne styrke stod ved felttogets begyndelse opstillet i 2 grupper. En større (de 5 fodfolksbrigader, lidt rytteri og størstedelen af artilleriet) på Als og en mindre (Ryes brigade, størstedelen af rytteriet samt lidt artilleri) ved Nørrejyllands sydgrænse. General Krogh førte overbefalingen, og Læssøe var hans stabschef.
Den 2. April om aftenen udløb våbenstilstanden, og på dette tidspunkt stod fjenden spredt på en linie langs Sønderjyllands kystbyer lige fra dets syd- til dets nordgrænse. Oprørerne stod længst fremme. deres general (preusseren Bonin), havde hovedkvarter i Åbenrå, medens overgeneralen over de forenede oprørere og tyskere, den preussiske general Prittwitz, havde hovedkvarter i Flensborg.
Efter at der længe havde været uenighed mellem krigsministeren (general Hansen) og overkommandoen angående måden, hvorpå felttoget skulle åbnes, blev man enig om en plan, som i sine hovedtræk gik ud på, at Ryes korps og tropper fra Als samtidig skulle bryde ind i Sønderjylland og søge forening over Åbenrå for derpå at sætte sig fast langt fremme i Sundeved. Disse operationer skulle støttes ved flådedemonstrationer mod Eckernførde eller andetsteds længere mod syd. Den 3. april om morgenen begyndte fremrykningen fra Als. Den førte til en sejr over oprørerne ved Adsbøl. På samme tid rykkede Ry over grænsen og bemægtigede sig Haderslev efter en hidsig gadekamp. Korvetten Najaden og nogle kanonbåde fordrev fjenden fra Åbenrå, kort sagt, foretagendet var lykkelig og vel begyndt, da krigsministeren, vistnok påvirket af den franske general Fabvier, som var kaldt herop for at give gode råd, pludselig fik betænkeligheder og kom til det resultat, at den danske hær dels på grund af talmæssig underlegenhed, og dels af politiske grunde, burde forholde sig defensiv. Overkommandoen lagde vel ikke skjul på sin misfornøjelse med dette indgreb i dens dispositionsret, men lystre måtte den, og skuffede gik de danske soldater tilbage fra de vundne stillinger. Af og til blev der vel i de følgende dage leveret småkampe i Sundeved, men det hele havde dog fået et væsentlig forandret præg på grund af det udtrykkelige pålæg om at forholde sig defensiv. Demonstrationen mod Eckernførde var derved blevet overflødig men aflyst blev den ikke, og den 5. april indtraf den bekendte katastrofe, som kostede os et linieskib og en fregat, og som vakte endeløs jubel overalt i Tyskland.
Hvor sørgeligt end dette tab var, kunne det dog ikke rokke ved den kendsgerning, at Danmark var og blev overlegent på havet, men begivenheden fik alligevel stor betydning, for så vidt som den bestemte krigsministeren til en yderligere forsigtig defensiv. Havde han før befalet hæren at gå tilbage til Dybbøl Bjerg og befæste dette, så befalede han nu, at hele Slesvigs fastland skulle rømmes, kun 2 bataljoner blev efterladte. En i brohovedet overfor Sønderborg og en bag de halvfærdige dybbølskanser. Resten af hæren blev, trods overkommandoens forestillinger, trukken tilbage til Als, for Ryes vedkommende til Nørrejylland, og situationen var altså efter 5 dages marcher og kampe uforandret den samme, som ved felttogets begyndelse, kun med den forskel, at hærens ånd og moral var blevet rystet på grund af de uforklarlige befalinger til tilbagetog efter sejrrig udståede kampe.
Da det fra nu af kun drejede sig om at bevogte Als, var den derværende styrke overflødig stor, hvorfor brigaderne Moltke og Schleppegrell blev overførte til det nordvestlige Fyn (Assens). Den 13. april var det, at general Prittwitz foretog sin højt besungne »Erstürmung der Düppeler Schansen« (storm på Dybbøl skanserne). 11.000 tyskere gik, ved den lejlighed, løs på skanserne med al ønskelig bravur, og det kunne de roligt gøre, for i skanserne fandtes der ikke en eneste dansk soldat. Forpostbataljonen stod nemlig endnu i sin natstilling, d.v.s. bag skanserne, og den trak sig, i overensstemmelse med sin instruks, tilbage til brohovedet, hvor den ikke blev angrebet.
To dage efter denne begivenhed fik krigsministeren sat igennem, at general Krogh og oberstløjtnant Læssøe blev fjernede fra overkommandoen. Generalen blev kaldt til København, hvor han gennem en langvarig retslig undersøgelse, fik godtgjort det ubegrundede i ministerens sigtelse, nemlig, at han havde skyld i Eckernførdeulykken. Læssøe blev hånet med en ansættelse i generalkommandokontoret på Fyn, en »invalid og retrætepost« (sådan benævnte han den selv), som han dog kun beklædte i 4 dage, fordi Rye udbad sig, som en særlig gunst, at Læssøe måtte blive bataljonschef i hans korps. Til overgeneral udnævntes så generalmajor Bülow, som hidtil havde ført flankekorpset på Als. Hans stabschef blev oberstløjtnant Flensborg, medens oberst de Meza, som kort efter blev forfremmet til generalmajor, fik befaling over flankekorpset.
Imidlertid havde oprørerne overskredet Nørrejyllands grænse. Ryes korps lå i kantonnement nord for Kolding Å. Hans ordre lød på at gå tilbage bag Vejle Å og opgive Kolding by, hvis fjenden gik frem med store styrker. Derfor havde han kun spenderet et jægerkompagni (Carøe) og 4 espingoler (prmlt. Schou) mod oprørernes avantgarde, da denne den 20. april gik frem imod Kolding, og enden på kampen blev selvfølgelig, at oprørene bemægtigede sig byen.
Så snart general Bülow erfarede dette, besluttede han, med hele den i Jylland og på Fyn stående styrke, at generobre Kolding og drive oprørerne tilbage over grænsen. Dels for at protestere mod dennes overskridelse og dels for at hæve hærens moralske element. Brigaderne Moltke og Schleppegrell (4. og 3.) blev i den anledning sejlet over til Jylland, men overførselen tog længere tid end beregnet, og fra Stenderup Hage blev den observeret af oprørerne. Følgen var, at slaget først kunne leveres den 23. i stedet for som på tænkt den 22. april, samt at oprørerne fik tid til at samle hele deres styrke i og omkring Kolding.
Trods indløbne meldinger natten mellem den 22. og 23. om, at hele oprørshæren var samlet, tænkte Bülow sig dog muligheden af, at en del af den endnu stod i Sønderjylland. Hans angrebsplan var lagt under denne forudsætning. Schleppegrell og Moltke skulle angribe Kolding fra øst og nord på samme tid som Rye skulle forcere Kolding Å ved Ejstrup for, over Seest, at angribe oprørerne i venstre flanke og ryg. Som bekendt lykkedes det også de 2 førstnævnte brigader at tage Kolding, men dels blev de stående i byens sydlige udkant i stedet for at trænge frem foran byen, og dels viste oprørerne sig stærke nok til at standse Rye ved Ejstrup. Med andre ord, den halvdel af den danske hær, som krigsministeren havde givet overgeneralen rådighed over til kamp i åben mark, var ikke stærk nok til at besejre oprørshæren, når denne stod samlet i en god stilling. Fra batterier syd for byen blev denne bombarderet, dens ødelæggelse var nu, da planen var strandet, et unyttigt offer, og derfor gav Bülow ordre til tilbagetrækning. Dagen havde kostet os ca. 600 mand, døde, sårede og fangne. Det tilsvarende tal for oprørerne var knapt 400. De kæmpende styrker udgjorde:

På dansk side:	14 bataljoner, 16 eskadroner og 32 kanoner.
På oprørsk side:	14 bataljoner,10 eskadroner og 48 kanoner.

Særlig styrkelse af moralen kom der vel næppe ud af den kamp, for hæren måtte selvfølgelig trække sig tilbage. Dagen efter kampen kantonnerede brigaderne Schleppegrell og Moltke i landsbyerne nordøst for Fredericia. Hovedkvarteret var i selve fæstningen, og Ryes korps gik gennem Vejle og kantonnerede på begge sider af vejen til Horsens. Oprørshæren belagde Kolding samt landsbyerne nord og vest for samme.
Slaget ved Kolding var ført uden krigsministerens accept, og da det var et tabt slag, kunne overgeneralen jo nok vente sig ubehageligheder i den anledning. Let om hjertet blev han sikkert, da han, efter at slaget var endt, modtog en ministeriel skrivelse, hvori det befales, at forsøge at overmande oprørerne, hvis de rykkede over grænsen uden understøttelse af forbundstropperne. Ja nogle dage senere var krigsministeren endog blevet så frejdig, at han beordrede hæren til at indtage "en imponerende stilling" overfor oprørshæren. Denne ordre førte til, at Bülow samlede sin styrke fremme i den uholdbare Gudsø-Alminde stilling, hvor det kom til kamp i begyndelsen af maj. Kampen den 3. maj, var en følge af en, fra oprørsk side foretaget rekognoscering. Den kostede 20-30 mand på begge sider, men havde for øvrigt ingen videre betydning, men den 6. maj førte Prittwitz en så stor del af forbundshæren over Kongeågrænsen, at den sammen med oprørshæren udgjorde 36.000 mand med 95 kanoner. Hans Krüger fra Bevtoft skaffede den danske overkommando oplysning om denne begivenhed, og fra nu af stod det klart, at den" imponerende" stilling ikke længer kunne holdes. Dels fordi den var et par mil lang (15 km), og dels fordi dens højre fløj svævede i luften. Denne fløj var besat af Ryes korps, medens brigaderne Schleppegrell og Moltke havde besat den venstre fløj. Begge blev angrebet den 7. maj, henholdsvis af forbundstropperne og af oprørshæren. Heraf udspandt sig de ret unyttige kampe ved Viuf og Gudsø, hvor resultatet blev, at Ryes korps måtte gå tilbage mod nord (d.v.s. mod Vejle), medens de to andre brigader trak sig tilbage mod nordøst til Fredericia. Rye blev forfulgt af forbundstropperne under Prittwitz, medens Bonin, med hele oprørshæren, slog lejr udenfor Fredericia, og dermed var vor styrke i Nørrejylland (området nord for Kongeåen) delt i to adskilte grupper, som fra nu af må betragtes hver for sig.

Fredericia Fæstning
Som fæstning betragtet, går Fredericias historie tilbage til midten af det 17. århundrede, og i krigen mod Carl X Gustav blev den belejret under forhold, som på flere måder minde om 1849, men situationen blev ikke udnyttet dengang, og i oktober 1657 bukkede fæstningen under for et natligt stormangreb efter et tappert, men slet ledet forsvar. Siden den tid havde Fredericia fæstning ligget ubenyttet hen, endnu i 1848 havde den ikke mere betydning, end en hvilken som helst anden åben by.
Først i vinteren 1848-49, blev den på krigsministeriets foranstaltning bragt i forsvarsstand, og dens vold med bastionerne, som i en kvart cirkelbue er placeret uden om den på en odde anlagte by, blev på vestsiden dækket af en 1/4 mil (1,9 km.) lang og ca. 400 alen (250 m) bred (oversvømmelse, over hvilken landevejene til Snoghøj og Kolding gik som dæmninger. Disse to adgange blev dækkede henholdsvis af et blokhus og 2 små skanser tæt udenfor oversvømmelsen. Til at understøtte fæstningen, blev der ved Strib anlagt et batteri med 12 svære pjecer, som altså skulle skyde tværs over Lillebælt.
Medregnes disse 12 kanoner udgjorde bestykningen omtrent 200 stykker af større og mindre kaliber og hertil havde man en ammunitionsforsyning på 2-300 skud pr. pjece. Provianteringsspørgsmål var der egentlig ikke tale om, for forsvarsplanen var baseret på en uafbrudt forbindelse med Fyn, til hvis opretholdelse der fandtes en søndre og en østre landgangsbro samt kanonbåde og andre fartøjer ude i bæltet.
Indtil marts 1849 havde fæstningen ikke haft besætning udover arbejdsstyrken. Nu blev den besat med 12 nyoprettede depotkompagnier, og da brigaderne Schleppegrell og Moltke efter kampene ved Viuf og Gudsø trak sig ind i fæstningen, blev det bestemt, at 6 bataljoner, 1/2 eskadron og 1 batteri skulle forblive i byen, medens resten blev overført til Fyn, for at tjene som afløsning og reserve. Artilleri- og ingeniørpersonellet udgjorde henholdsvis 700 og 300 mand, men begge disse kommandoer talte mange, til dette arbejde oplærte, infanterister.
Sidst, men ikke mindst, må nævnes den person, på hvis indsigt, energi, karakterfasthed og andre soldateregenskaber forsvaret fortrinsvis beror. Det er fæstningens kommandant oberstløjtnant Niels Lunding.
Allerede dagen efter Gudsøaffæren, altså den 8. maj, viste fjenden sig i forterrænet. Hans avantgarde, under major Stilekradt, indtog Erritsø og brigaden Abereron besatte Stoustrup. Rytteriet blev sendt ud på venstre fløj og brigaden St. Paul dannede reserve ved Hejse Kro. Avantgardebrigaden og reservebrigaden bevogtede kysten fra Sandal Huse til Gudsø. Brigaden Abereron udstillede forposter langs oversvømmelsen og grøften i dens forlængelse, medens rytterbrigaden afpatruljerede terrænet foran fæstningens nordfront.
Den næste dag påbegyndte fjenden belejringsarbejderne med anlægget af redouterne 1 og 2 ved Koldingvejen (Nu Vejlevej syd for Vestre Ringvej) for at forhindre os i at debouchere (gøre udfald) ud ad denne. Den 11. maj var disse værker færdige, og den 12. påbegyndtes redoute 3 ved Egumvej (hvor rangerterrænet nu er). Det store morterbatteri foran kløften (Randdalen) ved samme vej og den til dette batteris dækning bestemte redoute 4. Desuden blev der bygget et mindre morterbatteri i ved oversvømmelsen tæt nord for Koldingvej (nu Vejlevej) og et batteri ved Sanddalshuse.
Alle disse arbejder med tilhørende løbe- og skyttegrave var færdige den 16. maj, og nu forsøgte Bonin, om han ikke kunne slippe for videre besvær, altså om han ikke kunne fremtvinge overgivelsen ved at foretage et bombardement. I løbet af 4 dage skød han ca. 1000 mere eller mindre svære projektiler ind i byen og dræbte eller sårede ca. 40 mennesker, hvoraf omtrent halvdelen var civile, og forårsagede desuden betydelige brande, som dog blev begrænsede af det brave og velorganiserede brandkorps. Men den 20. maj standsede Bonin beskydningen da den ikke førte til det ønskede resultat , men blot spildte en mængde ammunition til ingen nytte. Fredericia var jo ikke indesluttet, den civile befolknings fortvivlelse, dens rædsel for bombardementet og dens truende holdning overfor garnisonen er det, som skal bevæge kommandanten til at kapitulere, men den civile befolkning kunne Lunding skille sig af med ved at sende den til Fyn, hvad han da også delvis gjorde. Tilbage var da besætningen, og den var selvfølgelig alt for veldisciplineret til at give sig for et bombardement.
Hermed var Bonin da også blevet klar over, at hans bestræbelser først og fremmest måtte koncentreres på, at afbryde fæstningens forbindelse med Fyn. I den anledning byggede han et nyt batteri ved Sanddals Huse, som i forbindelse med blokhusbatteriet og et batteri på det sted, hvor Fuglsangsvej når oversvømmelsen (Nu ovenfor Løvehovedkilden), skulle beskyde den søndre landgangsbro, medens østre landgangsbro skulle beskydes hen over byen fra to morterbatterier ved Egeskovvej. Om det terræn, på hvilket de sidstnævnte batterier skulle anlægges, blev der kæmpet hårdt, og det var ved denne lejlighed, at mandskab af kompagniet Wildenrath af 3. jægerkorps vandt en af kommandanten udsat pengepræmie for de første fanger.
Søndag den 3. juni blev fæstningen atter bombarderet, rimeligvis for at aflede besætningens opmærksomhed fra andre foretagender. I løbet af 5 timer kastedes der 600 projektiler ned over fæstningsværkerne og landgangsbroerne. Ilden blev besvaret fra voldene, og forårsagede en del tab af personel og materiel, men havde i øvrigt ingen afgørende betydning. Mere betænkelighed vakte nogle angrebsarbejder, som i disse dage blev observerede foran oversvømmelsen, og som Lunding anså for begyndelsen til en 1. parallel, altså det store løbegravsarbejde, hvormed det regelmæssige fæstningsangreb indledes. Den 5. juni gjorde han overkommandoen bekendt med sin anskuelse og udtalte, at angrebsarbejderne i løbet af ca. 8 dage formentlig ville være så langt fremskredet, at der kunne stormes. Inden den tid måtte fæstningen være befriet, hvis den da ikke skulle dele skæbne med alle andre fæstninger, som er henvist til sig selv.
Lundings indstilling blev dog ikke tagen til følge foreløbig. Dels fordi situationen endnu ikke var moden til afgørende kamp, og dels fordi hans frygt viste sig ugrundet. Bonin tænkte ikke på regelmæssig belejring, men kun på at afbryde forbindelsen med Fyn, hvilket, trods alle anstrengelser, endnu ikke var lykkedes. Til at ødelægge den østre landingsbro var en beskydning tværs over byen ikke tilstrækkelig, og en præcisionsskydning på nogenlunde kort hold kunne kun iværksættes fra batterier på fæstningens nordfront tæt ved kysten, men her var terrænet åbent og behersket fra Kongens og Dronningens bastioner. Ganske vist fandtes der enkelte dalstrøg, som førte ned til stranden, men de kunne beherskes fra kanonbådene der lå ude i Lillebælt. Man måtte derfor give afkald på al dækning og lægge batterierne langt fremme, ca. 2.700 alen (1,6 km), fra landgangsbroen. Til gengæld måtte såvel batterierne, som de redouter, der skulle anlægges til deres beskyttelse, være stærke og sådan indrettede, at de kunne føre en selvstændig kamp. Hele det, fra de øvrige angrebsarbejder isolerede afsnit, måtte have en egen beskyttelse, og da der savnedes beboelige lokaliteter, måtte der bygges hyttelejre.
Ikke uden betænkeligheder bestemte Bonin sig til en sådan spredning af kræfterne, som var nødvendig, for at lukke det eneste rum, der endnu stod åbent for større udfaldsstyrker, og for at isolere fæstningen fra Fyn. Hertil kom, at belejringen havde kostet ham ret anseelige tab. Navnlig blandt de højere befalingsmænd. Hans talentfulde stabschef, Kaptajn Dellus, var blevet skudt den 22. maj og nogen tid efter led en af brigadecheferne, oberst St. Poul, som også var en intelligent og dygtig officer, samme skæbne.
Trods denne modgang, gik oprørerne ufortrødent i gang med de nye arbejder. Major Stilekradt, hidtil chef for avantgarden, fik befaling over St. Pouls brigade, som nu blev forlagt til venstre fløj. En bataljon stillede han på forpost mellem kløften og stranden, en anden blev indkvarteret i en hyttelejr på eksercerpladsen ( på Fælleden), to i en hyttelejr ved Kirstinebjerg og 2 i landsbyerne længere tilbage. Efter at hyttelejrene var færdige, tog man om aftenen den 27. juni fat på batterierne samt redouterne 5 (Treldeskansen) og de ny anlæg med tilhørende batterierne.
Den 30. juni observerede man disse farlige arbejder fra bæltet. Lunding, som dagen i forvejen igen havde opfordret overkommandoen til at fremskynde afgørelsen, indså, at der måtte gøres noget for at vinde tid, og han bestemte sig da for et udfald med det formål, at ødelægge de nye batterier. Om eftermiddagen kl. 3 rykkede 6 kompagnier og et arbejdskommando på 150 mand, alle under befaling af oberstløjtnant Irminger, ud gennem Kongens Port. Uden at blive bemærket, nåede kommandoet frem til en stilling 8-900 alen (500 m) fra de fjendtlige forposter, hvorefter det ved et raskt angreb erobrede arbejdsterrænet og forsvarede det mod fjendens modangreb, medens arbejdskommandoet sløjfede de påbegyndte værker. Først da pladsen var renset og nivelleret (jævnet med jorden) og da tømmer, faskiner og skansekurve var slæbt sammen i en stor bunke og antændt, trak udfaldsstyrken sig tilbage og blev modtaget med anerkendelse og honnør af kammerater og foresatte inde i fæstningen, medens fjenden søgte at redde stumperne ved at slukke ilden i de antændte materialer, men heller ikke dette skulle lykkes for angriberne, for ingeniørerne havde spækket bålet med håndgranater, og de gentagne sprængninger holdt fjenden på afstand til det hele var brændt.
I de efterfølgende 5 dage fik fjenden endelig fuldført sine arbejder og delvis armeret dem. Han skulle lige til at gøre brug af dem, da han opdagede at det var for sent d. v. s., at han havde tabt initiativet, at han egentlig ikke mere var den angribende, men var henvist til en defensiv afparering af de belejredes fremstød. Denne omfordeling af rollerne skyldtes de begivenheder, som imidlertid havde fundet sted på de andre dele af krigsskuepladsen.

På Als var det gået meget roligt til. Her stod general de Meza med brigaderne Krabbe, Thestrup og Ræder. Overfor ham i Sundeved stod general Wynecken med ca. 22.000 mand, altså omtrent halvdelen af den tyske forbundshær. Begge parter befæstede sig og forholdt sig defensive, hvad der, i hvert tilfælde for de Meza's vedkommende, var militært korrekt, for hans opgave måtte være at binde Wynecken til sig, og når dette kunne opnås uden blodsudgydelse, var det jo det heldigste. Dog må det bemærkes, at en langvarig og rolig forposttjeneste, der så godt som aldrig bliver afbrudt af kamp, let kan virke slappende, og i betragtning heraf, er det vist næppe kommet helt ubelejligt, at overkommandoen stillede et større foretagende i udsigt og den 20. juni befaledes brigaden Ræder og halvbatteriet Jonquiéres til Fyn. 4 dage efter stod denne styrke ved Fåborg. De Meza var, efter eget ønske, fulgt med, efter at have overgivet kommandoen på Als til oberst Krabbe.
Det var dog nærmest gennem Ryes manøvrer, at den gunstige kampsituation ved Fredericia blev opnået. Med 7.000 mand (her imellem en betydelig styrke af rytteri) og 16 kanoner, begyndte han sit berømmelige tilbagetog forfulgt af general Prittwitz med 22.000 mand og 52 kanoner. Allerede dagen efter Viufkampen, altså den 8. maj, fortsatte Prittwitz sin fremrykning og traf Rye på de skovbevoksede højder nord for Vejle, med højre fløj støttet til Grejs Å. Ved omgående rytteri og lidt frontal kamp, blev Rye manøvreret ud af denne stilling og marcherede til Hedensted, midtvejs mellem Vejle og Horsens. Natten mellem d. 8. og 9. trak han sig bag Ølsted Å og tog selv kvarter i Thorsted, medens rytteriet stod længere mod vest ved Hornborg. Den 9. gik han bag Hansted Å, hvor han delte sin styrke i en mindre vestlig kolonne under oberst Juel og en større østlig, som han selv førte.
Den 11. maj foretog fjenden, fra sine kantonnementer nord for Vejle, en rekognoscering og konstaterede, at Rye stod bag Hansted Å, og den 13. rykkede hele tyskerhæren frem, fordi den hidtil besatte egn var udspist, men Rye havde om natten fået efterretning om, at fjenden ville komme, og da han nu i broslagningen ved Lundum opdagede et forsøg på at isolere de to danske kolonner fra hinanden, lod han oberst Juel gå tilbage til Fuldbro, medens han selv gik til Skanderborg og Fruering. I disse stillinger fik de vigende danske tropper, på grund af indre politiske vanskeligheder i Tyskland, ro indtil den 22. maj.
På denne dag blev Rye glædelig overrasket ved at modtage endelig befaling til at rette sit tilbagetog mod Helgenæs, som forinden var blevet delvis befæstet og bestykket med 12 svære kanoner og besat med en bataljon. Hidtil havde nemlig Aalborg været målet for tilbagetoget, og for Rye, som kun ved at holde føling med fjenden, udfordre ham til kamp og derpå undvige, var i stand til at lokke ham længere og længere bort, var tilbagetogslinien mod Aalborg uheldig, for så vidt, som han let kunne blive manøvreret bort fra kysten og således blive afskåret fra deltagelse i kamp på afgørende punkter, f.eks. Fredericia.
Den 24. rykkede Prittwitz frem med hele sin styrke, delt i 4 kolonner, for at angribe Rye ved Fuldbro, Nybro, Skanderborg og Fruering. Men da han kom så nær, at angrebet kunne begynde, opdagede han, at reden var tom. Rye havde nemlig gennem sit fortræffelige efterretningsvæsen fået at vide, at fjenden ville komme og stod nu på egnen nord for Århus. Herfra gik han, medens fjenden kantonnerede ved Skanderborg, først imod nord, men det var et fif. Senere drejede han af mod øst, og snart stod han bag Egå med forposter over Lisbjerg og Vejlby.
Tyskerne havde nu tabt hans spor, men fandt dog snart ud af, at han måtte være gået gennem Århus. Den 29. maj fik denne by besøg af en mindre fjendtlig styrke, som dog snart gik tilbage, men Rye kunne ikke lide sådanne besøg, og lod derfor natten til den 30. to kompagnier, en eskadron og 2 kanoner gå frem til en koncentreret stilling syd for Århus, hvor tyskerne den 31. angreb med 41/2 bataljon, 5 eskadroner og 15 kanoner. Overfor denne imponerende styrke trak danskerne sig fægtende tilbage, Århus blev besat af tyskerne, og en styrke på et jægerkompagni og 2 husareskadroner blev sendt frem til forfølgning nord for byen, hvor de vigende danske havde gjort holdt på højde med Risskovs sydlige del. Det lykkedes vort fodfolk at lokke de fjendtlige jægere til at forfølge dristig, således, at der for rytterdelingen Cetti blev lejlighed til sværmangreb, og da de tyske husarer ville hjælpe jægerne ud af forlegenheden, huggede de i nærheden værende småkommandoer af rytteri (tilsammen omtrent 2 eskadroner under ritmestrene Barth og Heramb) ind på husarerne og jagede dem, efter en kort fægtning, hvor der vankede drøje hug, i vild flugt tilbage til Århus, som samme eftermiddag blev rømmet af fjenden og besat af vore. Fjendens tab var ca. 50 mand (heraf 4 officerer) og 26 heste. Vort tab var en fjerdedel af fjendens.
Efter denne lille, men for vore dragoner så ærefulde kamp, hvorom den smukke sten på deres gamle eksercerplads minder os, blev Rye og Prittwitz stående over for hinanden i ca. 3 uger uden at tyskerne foretog sig andet end nogle fouragerings- og rekvisitionsekspeditioner, som befolkningen selvfølgelig nødig bøjede sig for, og som Rye søgte at vanskeliggøre ved små, men langt udgående strejftog. Det var på et sådant strejftog at ritmester Brock, natten til den 9. juni overrumplede og fangede en tysk ritmester, 1 læge, 60 husarer og 67 heste i Nørre Snede.
Ved dette og flere lignende dristige foretagender fra dansk side, lykkedes det at berede fjenden ret betydelige forplejningsvanskeligheder, og han besluttede derfor igen at gribe offensiven. Den 21. juni begyndte fremrykningen gennem og forbi Århus. Dagen efter gjorde tyskerne en stor svingning til højre, så at deres forpostlinie gik over Vejlby, Lisbjerg og Trige, men Rye undgik favntaget ved at gå tilbage over Hjortshøj til en stilling længere mod øst med forposter mellem Kalø Vig og Rosenholm. Medens Rye stod i denne stilling, modtog han fra overkommandoen meddelelse om, at en brigade og et halvbatteri var overført fra Als til Fyn samt befaling til at holde 4 bataljoner og et batteri parat til indskibning fra Helgenæs. Den 30. juni fandt indskibningen sted, og samme aften blev styrken landsat i Bogense, og hermed var da Ryes mesterstykke fuldført. Ved sit fortrinlig ledede tilbagetog, havde han forledet den overlegne fjende til en farlig splittelse, således at 22.000 mand stod fastlåst i Sundeved, andre 22.000 var narret op til egnen nord for Århus, således, at den ca. 14.000 mand store oprørshær stod alene foran Fredericia med de nærmeste hjælpetropper i Århus og på Sundeved ca. 4 dagsmarcher borte, og derved var udsat for angreb fra den omkring fæstningen koncentrerede, overlegne styrke. Man får et klart begreb om, hvor berettiget det er at kalde Ryes tilbagetog for et mesterstykke, når det oplyses, at general Prittwitz den 4. juli, altså 4 dage efter at Rye havde afsendt de 4 af sine 6 bataljoner til Fyn, indberettede til det tyske krigsministerium, at han stod overfor 10 bataljoner og 10-16 eskadroner. Først den 5. juli fik Prittwitz pålidelig underretning om, hvor grundig han var blevet narret, nu stod det ham klart, at den stod på prygl ved Fredericia, og straks gav han derfor sine to sydligst stående brigader befaling til, at gå i ilmarch mod syd. Men det nyttede ikke, de kunne kun komme for sent. Danskerne havde vundet sejren strategisk, der manglede nu kun den taktiske afgørelse. Også i denne skulle Rye lægge sit vægtige lod i skålen. Ganske vist var det først bestemt, at han skulle forblive ved Helgenæs med resten af sit korps, men han udbad sig overgeneralens tilladelse til at afgive kommandoen over denne rest, for personlig at kunne følge efter sine 4 bataljoner til Fyn. Det var, som oberst N. P. Jensen skriver, hans norne, der vinkede ham.

I de første dage af juli blev alle på Fyn stående tropper forlagte til et stærkt sammentrængt kantonnement i den nordvestlige del af øen. I løbet af nætterne den 3., 4. og 5. overførtes de alle til Fredericia og den 4. kl. 9 formiddag, samledes hærens spidser i Vejlby Præstegård, hvor overgeneralen var indkvarteret. Her blev slagplanen lagt og udførelsen bestemt til den 6. juli kl. 1.00 nat.
Den til udfaldet bestemte styrke var inddelt i en avantgardebrigade under de Meza samt 3 andre brigader under Rye, Schleppegrell og Moltke. Hver brigade bestod af 4 eller 5 bataljoner eller jægerkorps og et batteri eller mindre kommandoer af de andre våben. Udenfor brigadeinddelingen fandtes en rytterstyrke på 4 eskadroner under oberst Juel og et reserveartilleri på ialt 2 batterier.
Slagplanen gik ud på, at avantgarden og Ryes brigade samtidig skulle debouchere (rykke ud), førstnævnte gennem Kongens Port og en i nærheden værende poterne, sidstnævnte ad udgangen langs stranden. Derefter skulle rytteriet samt brigaderne Schleppegrell og Moltke rykke ud. Avantgarden skulle omringe værkerne nordvest for fæstningen og derefter erobre disse værker, medens Ryes brigade hurtigst muligt skulle gå frem mod Kirstinebjerg. Når disse hverv var løst, skulle avantgarden gå frem mod Stallerup og Egum, Rye mod Egeskov og Trelde, medens Schleppegrell og Moltke tog stilling længere tilbage, så at man efter omstændighederne kunne angribe i nordlig retning med brigaderne de Meza og Rye i første, Schleppegrell og Moltke i anden linie, eller i vestlig retning med de Meza og Schleppegrell i første, Rye og Moltke i anden linie. De tilstedeværende krigsfartøjer skulle demonstrere og true med landgang både nord og syd for fæstningen.
På fjendtlig side stod:

1. Avantgardebrigaden i Erritsø med forposter syd og sydvest for samme (3. bataljon eller jægerkorps, en eskadron og 2 batterier)
   
2. 10. bataljon i hyttelejr ved Fuglsang med et kompagni på forpost vest for oversvømmelsens sydlige del.
   
3. 2. brigade med en bataljon i hyttelejr noget bag redouterne 2 og 1. Denne bataljon havde et kompagni på forpost ved oversvømmelsens nordlige del. En bataljon og 6 kanoner ved Stoustrup, en bataljon i Stallerup, et jægerkorps og 2 kanoner nordvest for redoute 2, og endelig en bataljon mellem redouterne 3 og 4 og 2 kompagnier på forpost fra oversvømmelsen til terrænet øst for Egumvejen.
   
4. 1. brigade med et jægerkorps, en bataljon og 6 kanoner i Egeskov og Vejlby, 2 bataljoner og 2 kanoner i hyttelejr ved Kirstinebjerg, en halv bataljon i hyttelejr på eksercerpladsen på fælleden, og en halv bataljon i og ved Treldeskansen og tilstødende løbegrave.
   
5. En rytterbrigade vest for Elbodalen.
   

Fra mørkets frembrud stod de danske soldater på deres alarmpladser i Fredericias gader, hvor generaler og andre højere førere indfandt sig og gjorde deres undergivne bekendte med, hvad de vel i forvejen havde på fornemmelsen, nemlig, at der forestod en blodig dyst. Stille og dæmpet førtes samtalen, som endte med at den tapre landsoldat aflagde et løfte, og medens månen tegnede sig blodrød og varslende på den mørke nattehimmel, bredte der sig blandt de på gader og stræder hvilende soldater denne forunderlige, på en gang højtidsfulde og urolige spænding, som griber mennesket i de sidste ventetimer forud for afgørelsen mellem liv og død, og som også skildres i visen: "Soldatens hjerte banker, han ved jo, han skal frem, »Han beder til Vorherre, han tænker på sit hjem."
Men da klokken slog 1, da månen forsvandt og gav plads for det fuldstændige mørke, da svandt også uroen, for da lød Bülows Bud: » Soldater, vi skal ud!« og med geværet i højre hånd fulgte de tapre landsoldater deres fører over de halmbelagte broer ud af fæstningen, ud til fjendens skanser for at holde sit løfte.
I avantgardens téte (fortrop) marcherede 1. lette bataljon under oberstløjtnant Walther. Så snart dens forreste deling, under løjtnant C. Th. Sørensen, var kommet ud, opmarcherede den. Den blev straks beskudt, hvorfor løjtnanten kommanderede, »Giv agt, løb!« og nu gik det fremad i nordlig retning med højre fløj langs Treldevejen, medens de andre underafdelinger, samtidig med at de fordelte, sig til venstre, fulgte med noget længere tilbage. Fjendens vedetter og feltvagter blev angrebet og kastet tilbage endnu inden opmarchen var forbi, og gennem højt og vådt korn, arbejdede bataljonen sig om til en stilling ca. 600 alen (350 m.) foran linien mellem redouterne 4 og 5 (4=Morterbatteri ved Egumvej, 5=Treldeskansen) og holdt denne stilling under hele kampen. Ja gik endog længere frem, medens kampen bølgede frem og tilbage udenfor og bagved begge dens fløje.
2. lette bataljon, under oberstløjtnant Hindenburg, gik ud samtidig med 1., men den benyttede poternen (udfaldsporten mellem Købmagergade og Dalegade), og da denne var så smal, at man kun kunne marchere i rodeformation, tog det den længere tid at komme ud. Også denne bataljon måtte angribe inden opmarchen var fuldført, ja endog før det bageste kompagni (Schønning) var nået ud af poternen. Bataljonen gik frem i vest- nordvestlig retning og kom, som det var planlagt, ikke til at omringe løbegravene, men måtte angribe dem fra fronten.
I endnu højere grad var dette tilfældet med 2. jægerkorps, som ligeledes var gået ud gennem poternen, men som var blevet forsinket af en vogn med arbejdsredskaber, som havde klemt sig fast i poternen. Uden for denne stod chefen oberstløjtnant Branner og dirigerede kompagnierne efterhånden som de kom ud, og havde formeret kolonne frem på venstre fløj af 2. lette. Med 2 kompagnier i første, og andet i anden linie, men uden chef, for han var allerede, som hårdt såret, bragt ind i fæstningen, gik korpset frem mod redoute 4, det store morterbatteri og de nærliggende løbegrave, som på dette tidspunkt var blevet besat med i alt 6 fjendtlige kompagnier. Disses ild gjorde frygtelig lyst (tyndede ud) i rækkerne, navnlig for kompagniet Scharffenberg på venstre fløj af forreste linie. Efter at kompagnikolonnen havde tilbagelagt ca. 2000 alen (1,2 km.) i løb, fik den en salve, 20-30 skridt fra fjenden fik den endnu en. Ved en tredje salve blev Scharffenberg såret, og først nu så man, at man var stødt på en skanse, nemlig redoute 4, hvis brystværn man begyndte at bestige efter at have overskredet graven. På brystværnet og gennem den palisaderede strube begyndte der nu en skududveksling, under hvilken løjtnanterne Borch og Rosenstand Goiske blev sårede. Tilbage var der kun en officer, løjtnant (senere oberst og kendt militærforfatter), N. P. Jensen, og han trængte, med en lille rest af kompagniet, ned i skansens indre og opfordrede skansekommandøren, Kaptajn Gutzkow, til at nedlægge våbnene En opfordring, som også blev efterkommet. Kort efter greb oprørerne ganske vist atter deres våben, men da var der kommet tropper fra andre kompagnier tilstede, og snart førte løjtnant Jensen en kaptajn, en løjtnant og 99 underofficerer og menige som fanger fra den først erobrede skanse ind til Fredericia.
I 2. jægerkorps's 2. linie gik kompagniet Scholten, dækket i venstre flanke af en deling under løjtnant Bruus. Han stødte på det store morterbatteri og gik løs på det uden betænkning, erobrede det og fangede 25 mand, deriblandt 4 officerer.
Kompagniet Wolle i 2. jægerkorps's første linie, tørnede mod et insurgentkompagni nord for redoute 4 og måtte udstå en hård kamp. Wolle og hans to løjtnanter blev sårede, men omtrent på det tidspunkt, da redoute 4 blev taget, kom kompagniet Schønning af 2. lette til hjælp, og nu måtte insurgenterne vige. Dette held var dog kun forbigående, for snart førte insurgentmajor Schmidt en bataljon og 2 kanoner frem fra hyttelejren bag skanse 3 og besatte denne. Ganske vist blev skansen omringet af 2. jægerkorps samt kompagniet Schønning, men gentagne stormforsøg og devorering af enkeltpersoner, navnlig officerer, viste sig forgæves og kostede store tab. Til sidst kom den fjendtlige brigadechef, oberst Zastrow med en bataljon og et batteri, slog danskerne tilbage og befriede major Schmidt.
Også 2. lette bataljon blev på dette tidspunkt kastet tilbage af et friskt insurgentbataljon, som kom fra Stallerup, men 1. lette blev på sin farlige plads indtil de Meza fandt det på tide, at sætte sin anden træfning ind. Han gav da 3. forstærkningsbataljon, under oberstløjtnant Gerlach, ordre til at rykke frem på venstre fløj af 1. lette bataljon.
Kort efter at avantgardens 2. træfning var sat ind, rykkede brigaden Schleppegrell frem mod de fjendtlige tropper, som nu befandt sig mellem kløften (Randdalen) og det store morterbatteri. Det var imidlertid begyndt at lysne, og batteriet Jessen var begyndt at lade sig høre på denne del af kamppladsen. Da tav pludselig de fjendtlige kanoner, for Bonin var kommen til stede og da han så, hvorledes det ene angreb efter det andet splintredes mod de forstærkede danske linier, forstod han, at slaget var tabt, og gav ordre til tilbagetrækning. Schleppegrells brigade, såvel som resten af den stærkt medtagne avantgarde forfulgte oprørerne over kløften (Randdalen) og fandt redoute 3 forladt. Klokken var da omtrent 3.30.
På dette tidspunkt rasede kampen endnu på vor højre fløj. Rye havde givet 1. reservejægerkorps (major Bonnez) teten. Det rykkede frem på begge sider af vejen (Fælledvej) til eksercerpladsen ( på Fælleden) og blev beskudt straks efter fremrykningens begyndelse. Bonnez vidste, at han løb lige mod et stort batteri og nogle løbegrave øst for vejen, men hverken han eller Rye vidste noget om den stærke redoute (Treldeskansen) og de tilstødende løbegrave vest for vejen. De førstnævnte værker blev dog taget i første stormløb af Bonnez's højre fløjkompagni under kaptajn Løvenfeldt, navnlig ved hjælp af dennes tapre løjtnant Weyhe. Med andre ord, hullet i den fjendtlige linie var dannet og vejen til sejr var banet. Kompagniet måtte dog foreløbig stoppe op da det kom frem til hyttelejren, medens de andre kompagnier, af hvilke et allerede nu havde mistet alle sine officerer, måtte stoppe op foran den frygtelige Treldeskanse med tilliggende løbegrave.
Rye var blevet holdende ved deboucheringspunktet, og sendte herfra 2 kompagnier af sin næste bataljon (9.) frem langs stranden. De nåede helt frem til Løvenfeldts kompagni. De 2 andre kompagnier af 9. førtes af bataljonschefen, major Krabbe frem til venstre for l. reservejægerkorps, sammen med hvilket det stormede en del af løbegraven og et morterbatteri vest for vejen (Fælledvej), men løbegraven nærmest Treldeskansen forblev i fjendens besiddelse. Under forgæves stormforsøg mod denne del af løbegraven, blev majoren dødelig såret.
4. bataljon var blevet udviklet til venstre for 9.. Uden at ane det, kom den med sin højre fløj til at passere tæt til venstre forbi Treldeskansen, hvorfra den fik en så morderisk ild, at dens højre fløjkompagni blev så godt som opløst. En stor del af bataljonen gik nu tilbage, men kompagniet Buhl gik i en bue udenom skansen, fordrev to insurgentdelinger bag denne og stødte senere på fremrykkende oprørere under brigadechefen, major Stilokradt. Kampen blev nu stående ca. 500 alen (300m.) nord for Treldeskansen.
På dette tidspunkt (omtrent kl. 2), opholdt de Meza sig bag 1. bataljon. Endnu var det mørkt; men af skuddenes glimt kunne han skønne, at der var fremgang i oprørernes linier fra Kirstinebjerg. Han forstærkede derfor sin højre fløj med kompagniet Klingsey og espingolbatteriet Meineke.
Rye opholdt sig sydvest for Treldeskansen. Hans ene adjudant var sendt ud på højre fløj for at undersøge fægtningsforholdene der, og de 2 andre var ude for at skaffe sig heste i stedet for dem, de havde fået skudte under sig. Treldeskansen synes åbenbart at have gjort situationen kritisk i generalens øjne. Han greb ordnende ind i forholdene ved at befale første træfning (1. reservejægerkorps, 9. bataljon og 4. reservebataljon) at fortsætte fremrykningen forbi skansen og 2. træfning (6. og 7. batallion) at erobre den. Stabschefen, kaptajn Bech, overbragte disse ordrer og fra nu af var Rye alene.
6. og 7. Bataljon gik nu løs på skansen og Rye fulgte med 6., der kom lige mod skansens front og led så forfærdelige tab under fremrykningen, at denne gik i stå. Vist nok uden kommando faldt mandskabet ned, og nu regnede det med kugler ned i den tætte, sorte menneskemasse. Der var ikke andet for, end at løbe nogle hundrede alen tilbage for at reorganisere, men på samme tid rykkede 7. bataljonskolonne, med chefen, major Vogt, ridende på højre fløj og adjudanten, løjtnant Nickolin på venstre fløj, taktfast frem, lidt mere til venstre. Det forreste højre fløjkompagni blev nedmejet lige så totalt som den ulykkelige 6. bataljon og blandt mange andre faldt chefen, kaptajn Bentsen, men af de andre kompagnier kom dog en del ned i højre flankegrav, medens en anden del af løjtnant Nickolin blev ført imod struben. Derpå begyndte stormen med beundringsværdig tapperhed, men den blev afslået med lige så stor tapperhed, og bataljonen måtte søge tilbage.
For Rye har situationen nu tegnet sig om muligt endnu mere kritisk. Han opgiver foreløbig skansens erobring, og alt, hvad han kan samle af sin opløste anden træfning, sender han frem til første, i den hensigt, for enhver pris, at hindre oprørerne i at nå frem og undsætte skansen. Sådanne ordrer giver han f.eks. til løjtnant Carlsen og kaptajn Kühle af 7., samt løjtnanterne Rowsing og Tranberg af 6. bataljon. Generalen fulgte personlig de fremsendte skyttesværme, hans hest blev skudt; men han fortsatte vejen til fods og kom således i nærheden af espingolbatteriet ved 1. lettes højre fløj (denne bataljon var i mellemtiden avanceret). Her fik han en ny hest, som dog også snart blev skudt. Atter gik han til fods, nåede sine skytter, opmuntrede dem til at gå på, og fik vist netop den glæde, at se dem bryde frem igen, da han blev ramt af to kugler, en i benet og en i underlivet. Nogle soldater meldte til løjtnant Carlsen, at der noget tilbage fra ham lå en hårdt såret højtstående officer. Løjtnanten ilede tilbage, genkendte sin general og forsøgte at presse lidt vin ind mellem de frådende læber, men i det samme drog helten sit sidste suk. Klokken var da 3.
Så snart Rye havde lukket sine øjne, ilede Carlsen videre for at indhente sine skytter, for nu gik det rask fremad mod oprørerne, som hurtigt trak sig tilbage. Faren for, at fjenden skulle komme Treldeskansen til undsætning, var altså nu forbi, og æren herfor tilkommer for en stor del kompagniet Løvenfeldt og de andre kompagnier tæt ude ved stranden. De havde nemlig banet sig vej helt op til Kirstinebjerg og truede oprørernes venstre flanke, samtidig med, at de af Rye fremsendte skytter udførte frontalangrebet i området øst for Treldevejen.
På trods af det, afviste Treldeskansens besætning endnu et stormangreb, som den ubøjelige major Vogt iværksatte, og som blev udført med samme bravur som før. For anden gang viste danske førere (deriblandt den tapre løjtnant Kås) og soldater sig på brystværnskronen, men med kraft og ro afgav besætningen sin ild på så nært hold, at intet skud kunne fejle. Alt det blod var egentlig spildt, idet skansens skæbne var afgjort med den vending, som kampen havde taget bag dens front, og netop dette må have været Ryes tanke, da han foreløbig opgav dens erobring og satte al kraft ind på at tilbagevise den fremrykkende undsætning.
Imidlertid blev de Meza, som stadig opholdt sig ved 1. lette bataljon, urolig over kampen bag hans højre fløj, som ikke syntes at ville få ende. Han sendte en adjudant til Bülow med melding om, at Rye vistnok trængte til hjælp, og hjælpen kom i form af batteriet Marcusssen, som indtil da havde holdt udenfor Kongens Port og ventet på ordre. Batteriet hørte til Ryes brigade, men det var de Meza's stabschef, major Wørishøffer, der foreslog batterichefen at handle uden ordre. Et forslag, som blev fulgt med glæde, så meget mere, som Marcussen selv havde gjort forgæves forsøg på at indhente ordre. Batteriet blev ført frem til en stilling 450 alen (275 m.) fra Treldeskansen, og snart regnede kardæskkuglerne ned over denne, men på grund af halvmørket var skydningen usikker, og det var først, da general Moltke havde fået ordre til at gribe ind, at skansens sidste time slog.
Brigaden Moltke, som var rykket ud langs stranden og nået frem i højde med Treldeskansen, var just i færd med at iværksætte sin frontforandring til venstre, da den fik ordre til at gribe ind i kampen. 8. bataljon blev sendt frem til storm på skansens venstre flanke. Resten af 6. og 7. bataljon gik samtidig, altså for 3. gang, løs på højre flanke, og nu blev dens tapre besætning, ca. 200 mand, og dens heltemodige kommandant, kaptajn Arnswald, bogstavelig klemt sammen i skansens indre rum. Da kl. var 4, var besætningen afvæbnet og forfølgelsen i gang.
Det ejendommelige ved forfølgningskampen skyldes for en stor del terrænforholdene. Da major Stilekradt blev klar over, at han måtte gå tilbage, ville han først skaffe sig bevægelsesfrihed ved et sidste offensivt fremstød, men det blev afvist med glans af den standhaftige 1. lette bataljon, som ved denne lejlighed fik hjælp af andre tropper, deriblandt batteriet Wegener. Det hele endte med, at de danske stormede oprørernes stilling ved Ryttergrøften, en stor i øst-vestlig retning gående grøft i højde med Kirstinebjerg, og nu søgte Stilekradt tilbage i nordlig retning over Randsfjordens vadested. Snart fik han dog den ubehagelige efterretning, at dette kunne bestryges af de danske kanonbåde, og han måtte derfor dirigere sin brigade over Egum, Stallerup og Bredstrup, men det var selvfølgelig en farlig vej. Fjendens løben spidsrod forbi de sejrrige danske troppeafdelinger måtte uundgåelig føre til mange katastrofer. Kun en femtedel af den ulykkelige brigade nåede over på den anden side af Elbodalen, og da klokken var 6, havde de danske ikke mere at kæmpe imod på deres højre fløj.
På venstre fløj forfulgte Schleppegrell og dele af de Meza's brigade i nordvestlig og vestlig retning. Redouterne 1 og 2 (Ved Vejlevej) samt det omliggende terræn blev længe holdt af en fjendtlig styrke på omtrent en bataljon, men Lunding sendte 2 kompagnier fra fæstningen frem mod redouten, som samtidig blev angrebet i venstre flanke af Schleppegrells brigade. Redouten blev erobret og det omliggende terræn renset. Derefter fortsattes forfølgelsen mod syd langs oversvømmelsens vestside.
Medens den fjendtlige avantgarde, som kl. 3.45 havde besat Stoustrup, Torp og Hejse Kro, kl. 5.30 fik anvist en bekvem tilbagetogslinie over Havreballepasset, tog det nogen tid at flytte artilleriparken, som stod ved Hejse Kro. Parken blev under forfølgelsen opdaget af kaptajn Magius af 3. jægerkorps, han førte straks sit kompagni imod den. Andre tropper, deriblandt husarer under løjtnant Castenschjold, kom til, og uden store tab tog vi et stort bytte af materiel og ammunition.
Da de sidste skud faldt ved Havreballepasset, som den fjendtlige avantgarde holdt besat til kl. 8.00, var Bülow herre over terrænet øst for Elbodalen, medens Bonin samlede sine slagne afdelinger ved Pjedsted, hvorfra han kl. 11.00 afmarcherede til Vejle.
Tabene opgjordes til:

Byttet var 31 stykker skyts, 29 affutager, 86 vogne, 2000 geværer. Store forråd af ammunition og 100 heste.
Dette, i forbindelse med fæstningens befrielse, var slagets taktiske resultat. Det strategiske består i, at Bülow, efter sit vellykkede gennembrud, kunne have vendt sig mod syd og i forening med styrken på Als vundet en ny sejr over Wynecken i Sundeved. At en hensynsløs og dristig feltherre som f.eks. den store Napoleon ville have handlet således, er ikke utænkeligt; men om det ville være lykkedes, er et stort spørgsmål, og ingen bør gå i rette med Bülow, fordi han efter et slag, som vel var en sejr, men som dog havde decimeret hans hær, ikke har anset sin resterende kampkraft for så stor, at han kunne forsøge et sådant vovestykke.
Det politiske resultat var forhandling, og deraf følgende våbenstilstand og fred med Tyskland, og så var der desuden et andet resultat, som vel ikke lader sig betegne med få ord, men som ikke var det ringeste. Det store publikum bedømmer jo alt efter resultaterne, og de havde hidtil ikke været lovende. Felttoget var begyndt med ulykken i Eckernførde Fjord. Hærens første overgeneral var blevet afsat, og den anden havde tabt slaget ved Kolding. Nu lod han sig belejre af oprørerne, medens de Meza stod uvirksom på Als, og Rye stadig måtte trække sig tilbage. Hvad skulle enden blive på alt dette? Kunne der ikke rejses tvivl om, hvorvidt hærens førere var deres opgave voksen, og den danske soldat havde mod og mandshjerte til at sætte livet ind på nationens forsvar. Sådan var stemningen, da et københavnsk skillingsblad Lørdag den 7. Juli 1849, kl. 11.30 bragte følgende:
Officiel Meddelelse fra Krigsministeriet.:
»Ifølge Telegraphefterretning har Generalmajor v. Bülow igår Morges foretaget et stort Udfald fra Fredericia og slået Insurgenterne. Belejringen er hævet, alt Belejringsskyts, tilligemed en del Feltskyts, er erobret og omtrent 1800 Mand, hvoriblandt 30 Officerer, ere tagne til Fange.«

Man kan tænke sig virkningen, men man kan næppe beskrive den. En halv snes dage efter var våbenstilstanden sluttet, og nu begyndte den tapre landsoldat sit triumftog igennem landet til sit hjem. Overalt hvor landsoldaten kom frem, stormede folket ham i møde og hilste ham med al den honnør, som en hjemvendende sejrrig kriger kan forlange. I feststemning nærmede han sig hovedstaden, hvor man - det vidste han - vilde gøre stads af ham. Allerede så han tårne og tage i det fjerne. Voldene vare sorte af mennesker, og han blev grebet af en underlig højtidelig følelse, da han taktfast og med soldatermæssig holdning kom marcherende ind gennem porten og overalt, så langt øjet kunde nå, så gader, døre, vinduer og tage fyldte med jublende mennesker, svingende flag, viftende tørklæder og vinkende hænder, alt sammen i tusindvis, medens blomsterne regnede ned over ham.
Da lød der fra det forsamlede folk, ikke et bifaldsråb, som forplantede sig - nej et skrig, som om det kom fra én strube, og som om det åbnede for et dyb af tilbageholdt følelse, jublende henrykkelse, glæde og stolthed over det, man så. Og hvad var det så, som folket så. Det så sig selv, det så et folk i våben, et lille, men enigt og tappert folk, som gennem sande stats- og borgerdyder havde åbenbaret sin livskraft og givet verden bevis for sin levedygtighed i lange tider. Og dette folk var det danske. Det var resultatet af Fredericiaslaget.

TREÅRSKRIGEN - BEGIVENHEDER OG SLAG Hele krigens forløbHærens opdeling Slaget ved Bov 9. april 1848 Slaget ved Slesvig 23. april 1848 Slaget ved Dybbøl og Nybøl 28. maj 1848 Kongerevuen ved Vejle 18. september 1848 Slaget i Eckernförde 5. april 1849 Træfningerne ved Kolding 20-23 april 1849 Træfningerne ved Gudsø 3. og 7. maj 1849 Felttoget 1849 og Fredericiaslaget Udfaldsstyrkens sammensætning 6. juli 1849 Fredericias belejring Udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849 Begravelsen af de faldne fra udfaldet 8. juli 1849 Personlige beretninger fra krigen Slaget ved Isted 24-25. juli 1850 Slaget ved Mysunde 12. sep. 1850 Kampene ved Frederiksstad 29. sep. - 5. okt. 1850 Sejrsrusen efter krigen Officersgalleri Soldatersange og sange fra de slesvigske krige