FREDERICIAS HISTORIE
Personnavne der knytter sig til byens historie.
Samlet og redigeret af Erik F. Rønnebech ©

Kirsten Munk
(1598-1658)

(Kirsten eller Kirstine)


Dansk adelsdame, regnet for at være Christian IV's hustru fra 1615. Nogen egentlig vielse fandt ikke sted, men ægteskabet regnes for gyldigt p.gr. af en udveksling af skriftlige løfter mellem kongen, Kirsten og dennes moder Ellen Marsvin. Kirstine beskrives som grisk, ondskabsfuld og ubehersket, men forholdet til kongen var godt i 12-13 år, i løbet af hvilke hun fødte ham 11 børn. I 1627 fik hun titel af grevinde af Slesvig og Holsten. I 1628 fik hun et erotisk forhold til en rhingreve der var dansk oberst, og samme år bekendtgjorde kongen på sælsom vis ægteskabets forlis ved at rejse et stensæde ved Frederiksborg. Efter et par forsøg på forsoning, hvorunder Kirstine kastede sin tjenestepige Vibeke Kruse i armene på kongen, forlod hun hoffet i 1630, og levede siden forvist på sine godser Boller og Rosenvold i Jylland. I perioder havde hun husarrest, og to gange var hun fængslet. Christian IV anklagede hende for ægteskabsbrud (faderskabet til hendes 12. barn er aldrig blevet fastslået), landsforræderi samt forsøg på at forgive og forhekse ham. Det formodes, at alle beskyldninger var berettigede. Dog var giften et medikament, hvormed Kirstine efter 12 fødsler på 13 år ville dæmpe sin husbonds potens. I nogle år omkring tronskiftet solede hun sig i den glans, der stod om hendes døtre, bl.a. Leonora Christina, og svigersønner, men da Frederik III havde fældet "svogerpartiet", genoptog hun sin landsforræderiske virksomhed og i 1657 blev hun frataget grevindetitlen.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286