DE SLESVIGSKE KRIGE

Danmark har fra oldtiden haft sydgrænse ved Ejderen. Herom vidner Danevirkevolden, som skulle standse fjendtlig indtrængen fra syd. Konger forlenede (lånte) i gammel tid ofte store landområder ud til fyrster, der så til gengæld skulle yde kongen forskellige tjenester. Slesvig, grænsende fra Kongeåen i nord til Ejderen i syd var et sådant len, regeret af en hertug, der dog i mange tilfælde var identisk med den danske konge. Kong Valdemar IV Atterdag afskaffede denne form for len med undtagelse af lenene i Sønderjylland, og det blev en fejltagelse, der senere kom til at koste landet det, der i dag kaldes Sydslesvig og kastede os ud i 2 krige.
De mange små fyrstedømmer i Tyskland, der var opstået på ved forlening på samme måde som de danske hertugdømmer, gik i første halvdel af 1800 tallet sammen om at danne en forbundsstat under den preussiske statsmand Otto von Bischmarks ledelse.

Først i 1800 tallet skete der en fortyskning af Slesvig, også på det sproglige område og specielt i de større byer og omkring 1830 opstod en bevægelse der dels ønskede en fri forfatning for Slesvig-Holsten, dels at Slesvig også skulle med i det tyske forbund som Holsten og Lauenburg allerede tilhørte og tilsammen danne forbundsstaten Slesvig-Holsten med grænse ved hhv. Kongeåen og Elben.
Dette kunne Danmark naturligvis ikke acceptere, men man var dog ikke enige. Nationalliberalisterne ville afskaffe hertugdømmet og have Slesvig indlemmet i kongeriget. D.v.s. Jyllands sydgrænse skulle igen være Ejderen. Der var dog også nogle der talte for at trække grænsen i Slesvig ud fra en folkeafstemning, som slesvig-holstenerne havde foreslået, men det ville Danmark ikke acceptere. Andre ville bevare forholdene som de var, med Slesvig og Holsten afskilte og Slesvig holdt udenfor det tyske forbund.
Den 5. juni 1849 fik Danmark sin første grundlov der samtidig afskaffede kongens enevælde, derhavde eksisteret fra Frederik III, og indførte demokratiet.
23. marts 1848 gjorde slesvig-holstenerne oprør mod Danmark og dannede deres egen regering i Kiel. Dagen efter tog prins Frederik af Augustenborg (prinsen af Nør) til Rendsborg og Iført dansk generalsuniform, lykkedes det ham at narre fæstningens kommandant og få næsten alle de slesvig-holstenske soldater over på sin side. Han blev derpå udnævnt til krigsminister i oprørsregeringen.
Den danske hær var på det tidspunkt i dårlig forfatning, men krigsminister Tscherning fik med hjælp af den oppiskede stemning mod slesvig-holstenerne, der var i befolkningen, hurtigt tingene bragt i orden, og den 9. april, besejrede general Hedemann med en overtallig styrke, prinsen af Nørs oprørsstyrker, der havde forskanset sig ved Bov. Efter nederlaget steg den danske nationalbegejstring yderligere og prinsen af Nør måtte trække sig som general for oprørerne.
Kongen af Preussen og Det tyske Forbund besluttede at komme oprørerne til hjælp, og under ledelse af den preussiske general Wrangel angreb 32.000 mand med 74 kanoner de danske stillinger ved Slesvig påskedag 23. april. Trods tapper modstand lykkedes det ikke for de ca. 10.000 danske med 32 kanoner at holde stillingen. Efter nederlaget blev de trukket til Als, og Wrangel besatte hele Sønderjylland; fæstningen i Fredericia blev rømmet. Hidtil havde Danmark ikke fået støtte fra stormagterne, men da Wrangel overskred Kongeåen, truede Rusland med at bryde forbindelserne med Preussen, hvorefter Wrangel fik ordre til at rømme Jylland. Samtidig sendte kong Oscar af Sverige og Norge tropper til Fyn. Fra Als foretog Hedemann og Schleppegrell et angreb på Dybbøl 28. maj. Sejren her og den følgende ved Nybøl 5. juni vakte begejstring hos den danske befolkning, men modvilje hos stormagterne. Derpå ebbede kampene ud; en formel våbenhvile på syv måneder blev sluttet i Malmö 26. august. Stormagternes mægling gjorde det klart, at valget stod mellem helstat eller den deling, som slesvig-holstenerne på ny havde tilbudt og som de mere nøgterne medlemmer af Martsministeriet nu hældede til. Men folkestemningen i Danmark var stærkt Ejder-politisk, og Frederik 7.s indblanding gjorde delingstanken helt uigennemførlig. Regeringen gik af, og November-ministeriet fik til opgave at genåbne fjendtlighederne 3. april 1849. To dage efter gik linjeskibet "Christian 8." og fregatten "Gefion" tabt, da de efter hærens ønske måtte foretage et sømilitært uforsvarligt indfald i den snævre Eckernförde-fjord. Den danske hær bestod nu af 41.000 mand, mens tyskerne og slesvig-holstenerne tilsammen mønstrede godt 65.000. Over for denne overmagt besluttede man at trække danskerne nordpå. På årsdagen for slaget ved Slesvig led den danske hær nederlag ved Kolding, hvorefter de tyske forbundstropper besatte området til Århus. General Rye trak sin brigade ud på Mols og forskansede sig på Helgenæs, mens brigaden under de Meza forblev på Als. I Fredericia stod 7000 mand under kommando af oberst N. C. Lunding   belejret af 14.000 slesvig-holstenere. Lunding ønskede at gøre udfald, hvad overgeneralen Bülow billigede. Rye udskibede sig med sine tropper på Helgenæs og sejlede til fyn og derpå til Fredericia, og de Meza blev i stilhed trukket til ad søvejen. Udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849 blev en stor dansk sejr, men general Rye faldt ved Treldeskansen. Fire dage efter sluttedes våbenhvile med Preussen, og i et helt år var slagmarken overladt til diplomaterne, der imidlertid slet ikke havde løst de virkelige problemer, da den endelige fred blev indgået 2. juli 1850. Et par dage efter erklærede repræsentanter for England samt Rusland, Frankrig og Sverige-Norge, at det danske monarki skulle være udeleligt, og arvefølgen skulle sikres for at bevare ligevægten og freden i Europa. Aftalen, den såkaldte London-protokol, blev underskrevet d. 2. august 1850 og senere tiltrådt af Østrig, men ikke af Preussen. Slesvig-holstenerne gav imidlertid ikke op, men bragte med tyske frivillige styrken op på ca. 34.000 mand, som tog stilling ved Isted, hvor de 25. juli blev angrebet af 39.000 danskere under general Krogh. Efter en lang og forbitret kamp, hvor bl.a. Schleppegrell og Læssøe faldt, sejrede danskerne i det største slag, Danmark i historisk tid har udkæmpet. Efter slaget ved Isted besatte danske soldater atter Danevirke. Slesvig-holstenerne forsøgte flere angreb, ved Mysunde 12. september og ved Frederiksstad, som oberstløjtnant Helgesen med held forsvarede mod stormen 4. oktober. Under tryk fra Rusland og Østrig måtte Preussen affinde sig med, at et østrigsk hærkorps blev sendt til Holsten for at afvæbne den slesvig-holstenske hær; d. 12. januar 1851 proklameredes standsningen af fjendtlighederne. I Danmark fejrede man sejren; den danske hær havde jo indtaget hele Sønderjylland, og oprørerne vandt hverken løsrivelsen eller Slesvigs deling. Man overså, at Danmark heller ikke havde vundet, hverken militært eller politisk. Krigens udgang var blevet bestemt af stormagterne, især Rusland, der ville have ro. Der opstod et stærkt had mellem dansk og tysk og den utopiske tanke om at bevare helstaten vandt frem. I 1861 var det igen en deling ved Ejderen der havde størst tilslutning. Stormagterne advarede mod dette, men 1863 blev det vedtaget at indlemme Slesvig i kongeriget og udskille Holsten og Lauenburg. I Danmark døde Frederik VII, der ikke havde arvinger, og et nyt dynasti kom på tronen. Dette benyttede hertugen af Augustenborg til at erklære sig for arvehertug Friedrich VIII af Schleswig-Holstein dog uden at det fik politiske følger. Bismarck havde dog ikke brug for ham eller for en stødpudestat, men for den værdifulde landudvidelse, som han havde forberedt ved et dygtigt diplomatisk spil, og erklærede Danmark krig.
Natten til 1. februar 1864 gik preusserne og østrigerne over Ejderen med en talmæssigt overlegen styrke, hvoraf preusserne tillige var overlegne i uddannelse og bevæbning (bagladegeværer og riflede kanoner). Danskerne under de Meza stod ved Danevirke og afviste det første angreb ved Mysunde 2. februar. Men stillingen var uholdbar i den stærke frost, fordi den støttede sig til vandspærringer. I forståelse med sine underanførere (undtagen Lüttichau) besluttede de Meza at redde hæren, før den blev omgået. Tilbagetrækningen 5. februar blev meget dygtigt gennemført, men kostede generalen hans kommando; den danske offentlighed kunne ikke fatte, at Danevirke måtte opgives uden sværdslag. Den danske arrieregarde under Max Müller havde en hård kamp ved Sankelmark 6. februar. Hovedstyrken under general Gerlach gik i stilling på Dybbøl. General Lunding holdt atter Fredericia, medens Hegermann-Lindencrones division opererede omkring Limfjorden. Efter en måneds ødelæggende bombardement blev Dybbøl stormet 18. april. Det var et mirakel, at den dårligt befæstede stilling holdt så længe mod den knusende overmagt. 9. maj fik Danmark en lille opmuntring, da Suenson vandt søslaget ved Helgoland. Tre dage efter blev der sluttet våbenstilstand, medens man afventede resultaterne af London-konferencen, som var åbnet i april. Her blev det efterhånden klart, at det bedste, som stormagterne ville hjælpe Danmark til, var en deling af Slesvig med grænsedragning ved direkte forhandling eller neutral voldgift eller folkeafstemning. Danmark tilbød at afstå strimmelen mellem Ejderen og Danevirke, men absolut ikke mere. Dermed var konferencen sprængt 25. juni, og krigen fortsatte. 29. juni faldt Als, og kort efter blev Vendsyssel opgivet. Kampen var for ulige, og 20. juli sluttedes våbenhvile. 30. oktober undertegnedes freden i Wien, hvorefter Danmark måtte afstå Slesvig, Holsten og Lauenburg. Selve grænsen fastlagdes således, at Danmark fik erstatning for de kongelige enklaver i Slesvig; derved kom otte sogne syd for Kolding Fjord (Hejls, Vejstrup, Taps, Ødis, Vonsild, Dalby, Sdr. Bjært og Sdr. Stenderup), et stykke land ved Ribe samt Ærø til Kongeriget.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286