FREDERICIAS HISTORIE

Personnavne der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech



FREDERIK RUBECK HENRIK BÜLOW
(1791-1858)

Slægten

Han var ud af en gammel militærslægt idet hans oldefar Frederik Bülow var major i Vestsjællandske nationale regiment til fods og udmærkede sig i den store nordiske krig. Hans farfar Frederik Lorenz Bülow, var ligeledes major i et nationalt regiment. Han ejede Espe og Bonderup mellem Korsør og Skælskør og var gift tre gange. Tredje gang med Margrete Kaas, datter af Rudbek Kaas til Nedergaard på Langeland, og deres søn Frederik Rudbek Kristian Bülow (1744-1819) var Bülovs far.
Faderen var ligeledes gift tre gange. Han ejede flere store godser i Nordslesvig, nu Sønderjylland og Nørrejylland, bl.a. Mariager kloster, Skivehus, Ørndrup og Mølgaard. Han hørte til datidens få godsejere der opkøbte godser og solgte bøndergodset fra til fri ejendom for fæsterne. Han var chef for det vestjydske landeværnsregiment og bar altid rød uniformskjole. Han mistede hele sin formue i tiden efter krigen mod England i 1807.

Frederik fødes

Faderens tredje hustru Henriette Marie Cold, skænkede ham en længe ønsket søn. En del af vinteren 1790-91 tilbragte Bülows forældre på en gård den ejede i nærheden af Tønder. Den 4. februar 1791 havde de forladt gården for at rejse til Skivehus. De kom ikke længere end til Nustrup, da konen fik veer, og i hast måtte de tage ind på Nustrup præstegård, hvor hun fødte en søn, der samme dag døbtes Frederik Rudbek Henrik Bülow.
Sine første barneår tilbragte han i Gram. Han var hele livet stolt af at være født nordslesviger og ligeledes af, at hans mor nedstammede fra Tordenskjolds kammertjener Cold.

Frederik står til søs

Faderens ønskede han skulle blive søofficer og sendte ham til søs som 9 årig. Selv ville han hellere have været landsoldat.
Han kom ud at sejle med en skonnert ført af en kaptajn Bollhorn og sejlede to år på Norge og England. Når det var vindstille terpede kaptajnen matematik med ham, hvilket kedede ham forfærdeligt. Efter to år havde han fået nok og besluttede sig for at rømme. Da skibet lå i Bergen sneg han sig om bord i et skib fra Mariager, der havde lastet træ, og netop skulle til at lette. Han gemte sig mellem træet og blev først opdaget, da skibet var i rum sø. Han måtte så fortælle hvem han var, og efter en hård rejse over Kattegat, ankom de til Mariager, hvor skipperen tog ham med, trods hans protester, og anbragte ham i Mariager kloster.
Faderen blev rasende da han hørte, hvad der var foregået, men Frederik slap, på moderens forbøn, med en ordenlig overhaling, og han måtte skrive til kaptajn Bollhorn og bede om forladelse. Han skrev også til kokken, der var hans gode ven, at han måtte få hans efterladte matematikbøger, dem kunne han så stikke under gryden, når ærterne ikke ville koge.
Faderen sendte derpå ud på landet til en præst i Falslev, hvor han skulle modtage undervisning. Han plagede til stadighed faderen om at blive soldat, og i 1804 fik han endelig lov.

Løjtnant

Den 7. juli 1804 udnævntes han til løjtnant ved tredje jydske infanteriregiment. Sidst på året forlod han præstegården og tog til Rendsborg, hvor regimentet var indkvarteret. I maj 1806 sendtes han til det danske militærinstitut i København for at få undervisning i militærkundskab. Den gang udnævntes adeliges børn til officerer uden nogen forudgående uddannelse. Bülow var ikke meget for at komme på skolebænken, og han blev derfor lykkelig, da englænderne angreb København i 1807, hvilket afbrød hans studier. Han var da 16 år. Det meste af den danske hær stod i Holsten, og det benyttede Englænderne sig af til at tage den danske flåde. København var med sine søforter kun forberet på angreb fra søsiden og havde ingen fremskudte forsvarsværker på land.

Fændrik

Bülow, tjente da som fændrik ved første danske livregiment. Under et udfald bar han regimentets fane og kappedes med vennen baron Bechlin, der bar det norske livregiments fane, om, hvem der kunne føre deres fane tættest på fjenden.
Danskerne måtte trække sig tilbage da de var ved at blive omgået, og trak sig ind af Østerport. Da de var sikkert tilage bag voldene, red generalen ned langs geledderne og uddelte ris og ros. Bülow rettede sig op da han nærmede sig og forventede at få ros for sit mod. I stedet fik han en regulær skideballe fordi hans uniformskjole var knappet skævt. Det var den 20 august 1807 og den skideballe glemte han aldrig. Han var med i de efterfølgende udfald den 25. 26. 29. og 31. august og der blev lagt mærke til hans indsats. Fr. 6.'s generaladjudant Franz Kristoffer Bülow, der var hans slægtning, prøvede at overtale ham til at søge ind ved hoffet, men Bülow foretrak at søge ind ved et strandvagtsregiment.
I 1808 fik han befaling over en kystvagt i Odsherred, og her fik han brug for sine sømandskundskaber. Englænderne havde besat Nexelø for at proviantere. Bülow samlede en del både og tog med sit mandskab over til øen og fordrev dem, hvorefter øen indlagdes under hans vagtdistrikt.

Sekondløjtnant

1809 blev han sekundløjtnant.
I 1810 fik han kvarter i Adlersborg, det gamle Dragsholm. Derefter kom han til Ubby sogn og lå som strandvagt i Holbæk amt i flere år.

Premierløjtnant, Ægteskab

1811 blev han premierløjtnant.
I Ubby præstegård lærte han Henriette Bertine Dame at kende. Hun var datter af konsistorialråd Dame og de blev gift 13. okt. 1813.
Straks efter brylluppet måtte han forlade sin kone for at drage på felttog med et jægerkompagni der skulle ned til Elben. Han stødte til resten af hæren i Holsten og havde allerede på sin første feltvagt et sammenstød med en flok kosakker ved byen Wismar, som kosakkerne ville plyndre. Kosakkerne for i fuld firspring frem mellem vedetposterne og gik lige løs på feltvagten, der stod ved indgangen til byen. Her fik de en varm velkomst, og måtte vende om, efterladende sig tre mænd og tre heste. Nogle dage efter sluttedes der fred og Bülow gik til Slesvig for at tilslutte sig et korps, der skulle til Frankrig. Korpset afgik i april 1814 og turen gik over Hamborg, Bremen og til Rhinen. Det vendte tilbage til Holsten et par måneder efter og Bülow blev derpå sendt til København for at forrette garnisonstjeneste i nogle måneder. Her havde han en episode med en svensk stafet der skulle lukkes ud af Vesterport og brokkede sig over at det ikke gik hurtigt nok med at få åbnet porten. Det blev Bülow for meget. Han trak blank og gennempryglede stafetten med den flade side af klingen. Da stafetten senere mørbanket ankom til Roskilde kro, sendte han en klage til sin minister over den behandling han havde fået og ministeren forlangte oprejsning. Det resulterede i, at Bülow fik vagtarrest i hovedvagten og efter udstået straf fik han besked på at melde sig hos kongen. Kongen modtog den lidt flove Bülow med disse ord:" Nå ! Hmm.! Slog de ham ordentlig?" - "Ja, jeg tror nok han mærkede det længere end til Roskilde kro, han vil nok i fremtiden tale varsommere om danskerne." "Hå! Hå! De må nu fjerne dem i nogen tid. Gå ud til min generaladjudant. Der ligger en rejsetilladelse og rejsepenge til dem. Når de kommer hjem igen er den sag glemt."

Kaptajn

I en alder af 24 år udnævntes Bülow til kaptajn og forstander for andet jydske regiments ekserserskole, som han bestyrede til 1820. Dette år fik han sit kompagni og blev i København i den lange fredsperiode til 1848.
Hans ægteskab gik dårligt og han kunne ikke forsørge kone og børn og levede adskilt fra sin kone til 1827.
Garnisonstjenesten kedede ham og de eneste lyspunkter var de årlige høstmanøvrer, under hvilke store dele af hæren samledes i København. Når øvelserne var ovre, rejste han hjem til sin familie i Ubby, hvor han tilbragte et par måneder. Helt fra ungdommen havde han lidt meget af gigt og fik ca. hvert andet år et anfald der kunne lænke ham til sengen i flere måneder. Når han ikke plagedes af gigten kunne han leve normalt.
Da hæren i 1842 skulle nedskæres til det halve, havde han netop et gigtanfald og kommisionen indstillede ham til afsked på grund af gigt og svaghed, men hans chef, landgreve Vilhelm modsatte sig på det bestemteste. Christian VIII valgte så Bülow til chef for den anden linie infanteribataljon og han blev forfremmet til oberstløjtnant. Bülow var sin gamle chef meget taknemlig. Det var hans overbevisning at en soldat skulle holde sig fra politik, men han deltog alligevel i Casinomøderne. I 1847 udnævntes han til oberst.
I marts 1848 udbrød oprøret i slesvig-holsten og hæren skulle samles i Nordslesvig for at undertrykke det. Igen var det på tale, at Bülow skulle have sin afsked på grund af svaghed. Han blev kaldt ind til krigsminister Tscherning, der gjorde det klart, at hvis hans helbred var nedbrudt, kunne han få sin afsked. Bülow forsikrede om at han nu var i fin form og tilbød at føre hæren.

Brigadechef.

Den 4. april 1848 blev han udnævnt til chef for første brigade, der bestod af 1. 2. og 11. bataljon, og få dage senere deltog bataljonen i slaget ved Bov og Slesvig og udmærkede sig i begge slag. Ved Slesvig gik en kugle gennem hans frakkelomme og lavede en snes huller i hans lommetørklæde.
Bülow inspicerede ofte sine forposter og vedetter for at sikre sig at de var vågne. Det gav en vagtpost anledning til at hævne sig engang han skulle ind i sit kvarter og havde glemt feltråbet. Vagten nægtede at lade ham passere og foregav ikke at kende ham. Først da vagtafløsningen kom fok han lov at slippe forbi, men episoden morede ham efter sigende.
Til kvarter valgte han gerne en større herregård, hvor han samlede alle de nærliggende bataljoners officerer. Han kunne godt finde på at arangere en danseaften. Hvor hæren var, flokkedes det altid med piger, så det var nemt at skaffe dansepartnere.

Generalmajor

I maj 1848 blev han generalmajor og deltog med udmærkelse i slagene ved Nybøl og Dybbøl, hvor sejren skyldtes ham. Han besejrede i april 1849 slesvigholstenerne ved Adsbøl og senere rigstropperne ved Ullerup

Divisionsgeneral

Da der blev våbenstilstand i august 1848 tog han til Viborg hvor familien var samlet. I november sendtes han til Als samtidig med at han udnævntes til divisionsgeneral. Han satte øen i forsvarstilstand og anlagde skanser ved Sønderborg. Han havde de Mezas og Schleppegrells to brigader forfolk på hver 5 bataljoner under sig tillige med 3 feltbatterier, en eskadron, et ingeniørkompagni nogle faste batterier og flere krigsskibe.
I foråret 1849 fik krigsministeren general Hansen den ide at bede den franske general Fabvier stille sig i spidsen for den danske hær. Det vakte stor uro og harme blandt de danske generaler. Især Bülow, Krogh, Schleppegrell rye og Læssøe. Den plan Fabvier kom med blev dog forkastet i et krigsråd ledet af hærens stabschef Læssøe og Bülow understøttede ham kraftigt.

Hærens overgeneral

Den 13. april 1849 udnævntes han til hærens overgeneral med Flensborgsom stabschef. De afløste Krogh og Læssøe efter det mislykkede angreb i Eckernförde fjord.
I starten blandede krigsministeren sig meget i krigsførelsen, hvilket afstedkom nogle forviklinger. Starten var heller ikke så god. Bülow besluttede at stoppe oprørshæren, der havde overskredet kongeågrænsen og besat Kolding inden de hjælpetropper, der var under opbygning, kunne nå at komme til hjælp. Det lykkedes også at erobre selve byen, men Rye sad fast ved Ejby og uden hans styrker kunne man ikke holde byen, og man ville desuden også skåne Kolding mod at blive sønderbombet, så Bülow besluttede at rykke tilbage til en linie mellem Gudsø og Vejle.
En husarmajor der knurrede over det store tab hans division havde lidt til ingen nytte fik af Bülow det svar, at det sømmede sig ikke for en chef at sænke folkenes mod ved at vise et sørgmodigt ansigt.
At nogle tilfangetagne oprørere ikke viste ham den fornødne respekt og gav plads da han skulle forbi dem dem men vedblev med at sidde ryge tobak og gabe ham op i ansigtet, straffede han ved at give den nærmeste en syngende lusing.
Bülow opslog nu sit hovedkvarter i Fredericia og red hver dag ud med sine adjudanter for at undersøge terrænet i trekanten Kolding-Vejle-Fredericia. Han var ikke særlig tilfreds med at skulle forsøge at standse oprørerne ved den lange Elbodal med den lille styrke han havde til rådighed.
Hans forposter stod i en bue fra Gudsø til Rands fjord. På en af sine ture til Gudsø fulgtes han med sin adjudant og to ordonnanser. Ved forposten tog han fire husarer med og red gennem forpostkæden op på en bakke, hvor han kunne overskue de fjendtlige forpoststillinger, samt de veje der førte ind i hans område. Netop som han vendte om, sendte fjenden, der havde set ham, en afdeling ryttere frem ad Kolding-Snoghøj landevej for at opsnappe ham, og det var nær gået galt. En forskrækket kalv skræmte generalens hest, der gjorde et spring til siden med det resultat, at en stigrem sprang og Bülow styrtede af hesten. Hans adjudant og de fire husarer gjorde øjeblikkelig omkring og red imod den angribende fjende for at give generalen tid til at komme i sadlen igen. De angribende fjender affyrede deres karabiner uden at ramme, men vendte om da husarerne fortsatte frem mod dem. Bülow stod stadig på jorden og forsøgte at berolige sin opskræmte hest. Adjudanten byttede sin hest med Bülovs, der hurtigt red bort med sin ordonnans. Adjudanten og de fire husarer dannede bagtroppen, skarpt forfulgt af fjenden, der havde genoptaget forfølgelsen, men de slap alle i sikkerhed gennem Gudsøpasset.
Bülow kom til den konklussion, at det var umuligt med 16.000 mand at holde Elbo- Almind og Nebeldalene mod fjendens 40.000 mand og nøjedes med at bevogte de veje der førte gennem dalene med rytteri. Det passede ikke krigsministern. Bülow bøjede sig og rykkede 3. maj ud for, sammen med Ryes brigade, at besætte Alminde - Gudsøstillingen. Hvor vejen fra Fredericia munder ud i Kolding - Snoghøj landevej (Det skarpe hjørne) blev avantgarden, der førtes af La Cour, pludselig angrebet af et fremskudt fjendtlig kanonbatteri. Danskerne gik straks til modangreb og drev fjenden tilbage til Nr. Bjert og indtog stillingen fra Gudsø over Alminde til Nebel. Den 7. maj angreb oprørshæren ved Gudsø og den prøjsiske hær angreb Rye ved Vejle. Stillingen var håbløs og Bülow trak sig ind i fæstningen medens Rye trak sig taktisk tilbage op gennem Jylland med den prøjsiske hær i hælene og oprørshæren startede en belejring af Fredericia og Bülow opslog sit hovedkvart i Vejlby præstegård på Fyn.
Den danske styrker var nu delt i 3 enheder. En afdeling lå på Als under general de Meza overfor en del af den tyske forbundshær. En anden afdeling under general Olaf Rye havde forskanset sig på Helgenæs og havde trukket den anden del af forbundshæren efter sig. Udenfor Fredericia havde de slesvig-holstenske oprørere forskanset sig og belejrede byen og resten af den danske hær.
Bülows taktik gik i sin enkelhed ud på, så ubemærket som muligt at trække Ryes og de Mezas tropper med skib til Fredericia, for derved at opnå en så slagkraftig og overtallig styrke, at et udfald kunne lykkes.
Det var på høje tid, for byens livsnerve til omverdenen, overfarten til Fyn, var ved at blive afskåret. Var det lykkedes belejrene af få artilleri i stilling, så skibbroer og skibe kunne beskydes, var det gået galt for danskerne. Noget tyder på at den tyske forbundshær mest var med for at øve moralsk støtte til oprørerne. De kæmpede jo heller ikke deres egen sag.
I juni kom krigsminister Hansen, der gerne ville blande sig i Bülows hærledelse, til hovedkvarteret i Vejlby, hvor han fik forelagt Bülows to angrebsplaner. Den ene gik ud på at samle hæren på Als og overmande den tyske rigshær ved Sundeved, og den anden på at samle hæren på Fyn og derpå føre den ind i Fredericia, med det formål at ophæve fæstningens belejring. Forslaget om Sundeved faldt helt til jorden hos krigsministeren. I stedet forlagde han Bülow sine to egne forslag. Det første gik ud på at landsætte hæren ved Stenderuphage, og derpå gå mod Fredericia og falde oprørshæren i ryggen. Det andet gik ud på at samle hæren på Helnæs og derpå angribe de prøjsiske, bajerske hessiske og saksiske forbundstropper ved Århus. Ingen af disse forslag faldt i god jord hos Bülow. Han mente det var bedre at gøre udfald fra Fredericia end først at lade hæren gå hele vejen fra Stenderuphage og med hensyn til Helnæs, kunne forbundshæren bare trække sig ned mod Fredericia og samle sig med oprørshæren, og så ville fæstningen falde. Krigsministeren opgav derpå at blande sig og overlod det til Bülow at lægge taktikken og han valgte at forsøge at ophæve Fredericias belejring.
Den 4. juli 1849 samlede Bülow sin stab i præstegården og forelagde den sin plan, der først gik ud på at samle tre brigader i fæstningen og lade de Mezas brigade landsætte ved Snoghøj så den kunne falde fjenden i ryggen. Schleppegrell betvivlede at landsætningen kunne lykkes da fjenden havde en anseelig styrke ved Snoghøj og ville hellere samle styrkerne end sprede dem, og da de Meza heller ikke bifaldt planen, og den tilstedeværende søofficer udtalte, at man højest kunne landsætte en bataljon af gangen, blev den droppet. Planen blev derpå at hæren med hele sin styrke skulle stile sig i slagorden nord for fæstningen med højre fløj støttet til Lillebælt. Rye og de Meza skulle føre første træfning og Schleppegrell og Molkte anden. Udfaldet skulle ske om morgenen den 5. juli. Molktes brigade fik ordren for sent og udfaldet udsattes derpå til om eftermiddagen, men mod det protesterede Wörishöffer der mente, at det var bedre at have dagen for sig end bag sig og at der ville gå mindst 2 timer med at udfolde hæren. Derom var alle enige og det besluttedes, at udfaldet skulle starte den 6. juli kl. 1 og det var utrolig heldigt valgt, for belejrene havde set den store transport af tropper til fæstningen og regnede med et udfald den 5. og stod hele dagen klar i slagorden i løbegravene. Da det blev aften uden der skete noget, regnede de med at udfaldet var opgivet og halvdelen af styrken sendtes tilbage til overnatningskvarterene.
5. juli aften gik Bülow i land ved skibbroen og blev budt velkommen af kommandant Lunding. Samtidig faldt en fjendtlig bombe lige i nærheden med et voldsomt brag uden at generalen foretrak en mine. De gik begge op på Nørrevold og så ud mod den fjendtlige skanserække. Bülow bad Lunding skaffe nogle oprørere der kunne forhøres, om fjenden var forberedt på et udfald og patruljer blev sendt ud for at skaffe fanger. Bülow samledes med sin stab hos Lunding i Bella Vista. Det lykkedes at få fat i nogle fanger som efter strengt forhør fortalte, at fjenen havde været i alarmberedskab hele dagen og ventet et udfald.
Efter at have spist og ventet steg han kl. 1 til hest og sendte to adjudanter til de Meza og Rye og bad dem rykke ud. Udfaldet var i gang.

Frederik Rubeck Bülow
Den 6. juli 1849

Det fortælles, at da general Bülow, efter at slaget ved Fredericia var vundet,
så på sit ur og så, at klokken var 7, troede han at det var aften.
Man sagde ham, at det var kl. 7 morgen. Det varede en tid,
inden han kunne få sig selv til at tro, at dagen netop var begyndt.


Hans hest bar ham frem over trampet mark,
over banker og bloddøbt sand.
Han støtted mod hoften sin handskekno
og så mod det åbne land:
"Ved Gud! Det er sejren der kroner vor dag,
over krudtrøgens flagrende sky'r,
Endnu mine tapre stormer frem
og fjendens skarer flyr"

Dybt drog han sit vejr, han hælded sig frem
og lytted mod stykkernes sang,
Hans sind var fyldt af et skæbnebrus,
fra tordnende timers gang.
"Nu synker solen, det går mod nat!
Til at slutte har vel vi et råd!
Vi jævner med jorden hver skanse vi tog,
og dagen er endt med vor dåd!"

"Hr. general, det er morgen endnu!
Vi har sejret fra sol stod op!
Det er dagen, der går sin mægtige gang,
og livner til sjæl og krop"!
"Å, snak om en sag! Alt klokken er syv!
om en time er sol i seng!"
"Men se, general! Endnu er der dag
over græs i den slagne eng!"

Var det sandt? Denne bragende stormgangsfærd,
fra bomben slog ned for hans fod,
mens rækker styrted, og ny sprang frem
og jubled - og segned i blod.
For at følges af helte med higende hu,
der tog skanser i front som i kværk,
og agted ej ildsvælg og bly - var det alt
kun en vigende sommernats værk?

Ja, End var det morgen og solen steg
af kampnattens dampende gry.
Og sejren var vundet og Danmark frelst,
og roserne blomstred påny.
Det var nornens greb om det verdenshjul,
der knuser klipper til skår,
Det var den almægtige skæbnestund,
der gør timer og dage til år.

Hans Henriksen     

Da fjenden var jaget ud bag Elbodalen gav Bülow ordre til at standse forfølgelsen. Han så på sit ur der viste syv og troede det var 7 aften, men det var 7 morgen. Han beordrede de fjendtlige værker jævnet med jorden og det erobrede skyts ført ind i fæstningen og tog med sin stab tilbage til Fyn.
Hen på dagen skrev han et brev til sin kone og fortalte at han og deres bekendte var kommet levende fra udfaldet. Han havde også inden udfaldet skrevet et andet brev der skulle sendes, til hende såfremt han faldt, men det blev nu brændt.

Få dage efter sluttedes våbenhvile og soldaterne blev sendt til deres garnisoner, men inden de forlod Fredericia samlede han 14. juli hele hæren på Staurby mark og overbragte kongens og sin egen tak for sejren.

Generalløjtnant

En stor del af de underofficerer der havde deltaget i udfaldet blev kort tid efter forfremmede til løjtnanter af linien og Bülov blev forfremmet til generalløjtnant og kommanderende general i Nørrejylland. Hans andel af det erobrede bytte beløb sig til 20.000 rdl. De var hårdt tiltrængt og stoppede de værste huller i hans skrantende økonomi. Gigten, der allerede var brudt frem under fredericiaslaget, tvang ham til at trække sig fra aktiv tjeneste som kommanderende general i Nørrejylland. Han deltog således ikke i det afgørende slag på Isted hede.

Kommanderende general i Slesvig og København

Først længe efter var hans helbred bedret så meget, at han i 1852 igen kunne gå i aktiv tjeneste som kommanderende general i Slesvig med stabskvarter i Flensborg og 1855 overtog han prins Ferdinands post i Sjællands generalkommando.

Afsked med hæren

Han gik fratrådte i 1856 og boede derefter med sin kone på gården Sandbjærg ved Alssund til han døde 16. 6. 1858 og, efter sit eget ønske, blev begravet på Dybbøl kirkegård. Han blev båret til graven af Sundeved bønder. I 1864 blev hans gravhøj omdannet til skanse, men er nu atter retableret.
Den indsamling der blev foretaget for at give ham et mindesmærke i Fredericia gav så stort et beløb, at der også blev penge fra den til et gravminde for general Hedemann, indhegning af graven i Dybbøl og startkapital til Istedløven.

General Bülow

1

Han var en søn af det omstridte land,
der var Danmarks odel og eje.
Han var fra fod og til isse en mand,
der skuede mål og veje.

2

I slagets tummel han viljefast stod
og skaaded de kæmpende hære,
hans krigerkløgt og hans heltemod
bar sejren hjem med ære.

3

Naar mindet flyver fra blussende bavn
og lysner om dannebrogsflaget,
da stråler i glansen hans heltenavn
og Fredericia-slaget.

Hans buste udført af billedhuggeren H. W. Bissen er opstillet på Bülows Plads i Fredericia og afsløret 6. juli 1860. I 1880 blev busten forsynet med en triumfbue. Fodstykket har følgende indskrift:

Generalleutnant
F. R. H. Bülow
sejrherren
i Fredericia-slaget
d. 6. juli 1849




Ved indvielsen blev følgende sang af Ploug afsunget.

1

Drejet har atter året sin akse
slagnattens skygge stiger af grav
Sejrens dagglans, dæmrer og dukker
evigt forynget atter af grav.

2

Strålernes bue bærer et billed
hans, der var hærens høvding i dag,
helten hvis djærve danskfødte dåbskraft
voved det vilde vældige slag.

3

Og som i mindet manden vi møde
dannis og dygtig dristig og kæk
frem ved sin kraft ham kunsten har kaldet
mejslet i malm hans mandige træk

4

Her skal han stå, mens slægterne skifte
bære som baute blodrunens skrift
sønnerne skulle signe hans minde
holde i hæder heltens bedrift.


Artikel i anledning af 100 året for Bülows fødsel 4/2 1891.
I dag for 100 år siden fødtes general Frederik Rubeck Henrik von Bülow i Nustrup ved Gram i Sønderjylland.
Han var i sin ungdom sømand, deltog 1807 som fændrik i forsvaret af København, blev officer 1808 og deltog i felttoget 1813 i Holsten. Da krigen brød ud i 1848 var han oberst og bataljonschef og deltog som sådan i træfningen ved Bov 9. april.
I slaget ved Slesvig kommanderede han en brigade og indlagde sig megen ære ved et kækt angreb mod prøjsernes venstre fløj over den sumpede Bustrupgrund.
I træfningen ved Nybøl den 28. maj og Dybbøl den 5. juni, deltog Bülow med tapperhed og held. I 1848 blev Bülow generalmajor, og i 1849 fik han, efter general Kroghs fjernelse, overdraget kommandoen. Med hærens hovedstyrke leverede han slaget ved Kolding den 23. april. Fra Fyn understøttede han forsvaret af Fredericia, medens Rye beskæftigede fjenden i Jylland og de Meza, med en anden del af hæren, forsvarede Als.
Man trak imidlertid begge disse generaler til sig, hver med en del tropper, og gjorde den 6. juli om morgenen med sin samlede styrke, det bekendte sejrrige udfald fra Fredericia, ved hvilket han fuldstændig slog den slesvig-holstenske hær under Bonin og bemægtigede sig dens belejringsmateriel.
Efter denne bedrift blev han generalløjtnant, og det var alene ved sygdom, at Bülow hindredes i at få overkommandoen i felttoget 1850.
Efter krigen var han en lang tid kommanderende general i Sønderjylland, senere, en kort tid, på Sjælland. Han tilbragte sine sidste dage på Sandbjerg slot ved Alssund, hvor han døde den 16. juni 1858, og hvorfra han begravedes på Dybbøl kirkegård. Som bekendt er en mindestøtte med hans buste rejst på rådhustorvet her i byen.

Hundredeårsfesten for Bülows fødsel begyndte i dag med at regimentsmusikken kl. 8 gik gennem byens gader. Bülows mindesmærke er pyntet med flag, guirlander og grønt, og pladsen omkring med blomster og bladplanter. På hovedet bærer Bülow en laurbærkrans. Arrangementet er forestået af gartner Petersen assisteret af konsul Rasmussen på byrådets vegne.
I dagens anledning har dr. Langgaard forfattet en sang: "Ved mindefesten for sejrherren ved Fredericia. I anledning af hundredeårsdagen for generalløjtnant F. R. H. von Bülows fødsel 4de februar 1791.
Festdagen mindes ved almindelig flagning her i byen.

Frederik Bülow var ikke den meget skolede leder og hærfører, men må nærmere betegnes som et naturtalent i krigshåndværket.


BÜLOW MEDALJE

FREDERITS DEN 6. JULI 1849
BÜLOW
DENGANG VED FREDERITS I MORGENRØDEN
FOR KONGE FÆDRELAND OG PLIGT
SÅ MANGE GJÆVE DANSKE SANK I DØDEN
BLEV BÜLOWS NAVN UDØDELIGT


Familien:

Frederik Rubek Henrik von Bülow af Wendendorf fik tre børn med sin kone Henriette Bertine Dame, som han forøvrigt levede adkilt fra i lange perioder.
Frederik og Henriette blev gift 13. oktober 1813 i Udby kirke, Henriettes fødesogn, hvor hun kom til verden 20/11 1790 som datter af konsistorialråd Dame.

20/4 1814 fik de i København, datteren Elise Henriette Marie von Bülow af Wendendorf . Hun giftede sig 26/7 1854 med teologen og fætteren Peder Wodschou Bruun, der først var gift med lillesøsteren Nathalie.
21/11 1816 fik de datteren Nathalie Louise Caroline von Bülow af Wendendorf. Hun giftede sig 3/11 1847 med teologen og fætteren Peder Wodschou Bruun og de fik i 1849 sønnen Frederik Rubek Henrik von Bülow Bruun.
Hun dør 13/4 1852 og hendes mand giftede sig med Nathalies storesøster Elise.

Peder Wodschou Bruun var nr. 9 i en søskendeflok på 13.
Hans forældre var Johan Jacob Bruun, født 28 jun. 1770, død 28. apr. 1842 i København, og Christine Margrethe von Bülow af Wedendorf, datter af Frederik Rudbek Christian von Bülow af Wedendorf, født 28. okt. 1744, død 2. maj 1819 og Eva Louise von Lüttichau, født 26 aug. 1746 på Lerkenfeldt Gods, Vesterbølle Bonderup, Rinds herred, Viborg amt, og død 9 jan. 1779 i Næstved.

4/11 1821 fik de sønnen Frederik Rubek Christian von Bülow af Wendendorf. Han fødes i Udby Præstegård. Han giftede sig 20. okt. 1852 i Garnisonskirken i København med Theodora Johanne Bruun, født 2 aug. 1812 i Randers, død 25. nov. 1864 og døde 5. nov. 1905 i København.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286