Samlet og tilrettelagt for internet af
Erik F. Rønnebech © 2002

Efterfølgende oplysninger skyldes mundtlige meddelelser fra den i 1928, 84-årige gårdejer Peter Jensen i Trelde, der uden skriftlige optegnelser af nogen art, kun støttet på sin hukommelse, har skildret sin samtid så langt han husker tilbage.
Peter Jensen er født d. 2. december 1843 på Strandgården, der ligger i Trelde by. Faderen var Jens Sørensen og moderen Maren Petersdatter. Gården kom i slægtens besiddelse i 1815, da faderens onkel, Hans Petersen, giftede sig ind til den ved at ægte enken efter færgemand Søren Nielsen, der druknede 1813. Strandgården var den gang kgl. færgested, og der hørte til den 75 tdr. land agerjord, 6 tdr. land eng og 120 tdr. land skov. Hans Petersen drev færgefarten indtil 1820, da den ved kgl. bevilling overflyttedes til den vestligste gård i byen, tilhørende Søren Ladegård, hvis gård siden den tid fik navnet "Ny Færgegård". Her var færgeriet til Rosenvold indtil vist nok 1861, da det flyttedes til Trelde Sande for endelig efter jernbanens anlæg, der forandrede alle trafikforhold, helt at blive nedlagt i 1867. Efter flytningen fik færgegården ganske naturlig igen navneforandring og kom til at hedde "Gamle Færgegård".
Når Hans Petersen så tidlig blev ked af færgefarten, skyldtes det de mange ulemper, der var forbundet med denne bestilling, og som føltes særlig stærkt af ham, der ikke var sejladskyndig og ikke vant til at have med den slags ting at gøre. Færgefarten besørgedes ved hjælp af to ret store både, og Hans Petersen måtte holde både en fast færgemand og en matros til medhjælp for at bestride overfarten. Færgemanden boede i et lille hus nede ved stranden, og matrosen logerede hos ham. Der skulle endvidere holdes befordring rede for at besørge de rejsende videre til Fredericia, ligesom der var pligt til at beværte de rejsende, om det forlangtes. Det var alt sammen noget, som ikke tiltalte Hans Petersen. At det heller ikke var nogen ufarlig bestilling, fremgår af, at efterfølgeren, Søren Ladegård, druknede i 1851.
1845 overdrog Hans Petersen gården til sin brodersøn Jens Sørensen, fortællerens fader, og trak sig tilbage med en passende aftægt, men blev dog stadig boende på gården.

Egeskov skole
Peter Jensen kom i skole 1849. Indtil 1847 fandtes der kun én skole i Vejlby sogn, en af Fr. IV.s gamle rytterskoler. Den lå i Egeskov, og det var jo en selv i de tider meget lang skolevej for børnene fra Trelde. I 1847 blev imidlertid nabogården til Strandgården udstykket, og sognerådet erhvervede da hovedparcellen med bygningerne for der at indrette en skole for Trelde by. Imidlertid kom krigen hindrende i vejen, og man nøjedes derfor med foreløbig kun at indrette en skolestue i enden af det gamle stuehus. I 1850 tog man imidlertid fat på opførelsen af den nye skole, og den toges i brug 1851. Den havde et stort 4-fags skolelokale samt bolig for læreren og benyttedes indtil 1910, da den nuværende skole opførtes med 2 skolelokaler og bolig for en lærerinde, medens den gamle skole indrettedes til bolig for læreren.
Skoledagene var 3 om ugen, og der undervistes i regning, skrivning, dansk og religion.

Peter Jensens voksenliv
Peter Jensen blev konfirmeret 1858 og blev selvfølgelig hjemme på gården, i hvis arbejde han længe for den tid havde deltaget. Da der imidlertid i foråret 1862 blev talt om, at en ny krig måske forestod, besluttede faderen, der må have været en sjælden betænksom og forudseende mand, at lade Peter lære tysk, for at han i givet tilfælde kunne optræde som tolk. Ulemperne ved ikke at kunne gøre sig forståelig overfor de fremmede krigsfolk, havde 1849 givet tilstrækkelig mange beviser for. Peter Jensen blev derfor i vinteren 1862-63 sendt til Fredericia, hvor han blev indlogeret hos den tysktalende oversergent Andresen fra Weseby i Angelen, og hvor han i øvrigt modtog undervisning i tysk, af klokker Johannsen, den senere overlærer. Det viste sig ret hurtigt at være en meget gavnlig og betimelig foranstaltning af Peter Jensens fader.
Peter Jensen skulle have været på session i 1864, men da denne på grund af krigen ikke kunne afholdes, slap han fri for at komme med i 1865. Her blev han udtaget til arbejdssoldat, da han som 7-årig havde brækket benet og derfor ikke blev anset for egnet til aktiv krigstjeneste. Han var imidlertid så heldig ved lodtrækningen, at blive nr. 637 af 700, og var dermed på forhånd sikret mod nogensinde at blive indkaldt. Dette har sikkert ikke været Peters fader ukærkomment, thi han havde forberedt sig på at leje en stillingsmand og var mødt frem med 800 daler i lommen og en underofficer, der var villig til at træde i Peters sted. Det blev jo nu ikke nødvendigt, og de mange rare dalere forblev i faderens lomme. Da Peter Jensen imidlertid syntes, at han på en måde også havde nogen ret til i hvert fald en andel i dalerne, fik han faderens tilladelse til at tage på en landbrugsskole i stedet. 1. oktober 1865 mødte Peter Jensen derfor på Fyns Stifts Patriotiske Selskabs Landbrugsskole i Odense og var der til 31. marts 1866. Det var ikke nogen højskole, men udelukkende en fagskole, og forstanderen, branddirektør Sørensen, var meget streng i sine krav. Det kan lige her bemærkes, at Peter Jensen klarede en fin første karakter og senere har været glad for hvad han lærte og så. Foråret 1869 tog han til Tirsbæk og var der om sommeren for yderligere at lære landbrug, men mener dog ikke der at have lært andet, end hvad han kunne i forvejen, nemlig arbejde.
Efter faderens død 1875, overtog Peter Jensen Strandgården og skiftede med sine søskende. Hans broder, Hans Jensen, byggede 1877 "Sølyst" på en del af fædregårdens jorder, som han havde fået overladt, medens den anden broder, Søren Jensen, og søsteren Ane, gift med Jens Buhl, Pjedsted, fik deres arv i kontanter.
1919 fratrådte Peter Jensen selv Strandgården og overlod den til sin svigersøn, Niels Krogh.

Fæste og selveje
Hele Vejlby sogn hørte tidligere under kronen med undtagelse af 2 gårde i Tved, der var fæstegårde under Nebbegård. Disse 2 gårde var Søren Petersens nuværende gård og "Sølundgård". Ved auktionen på Koldinghus 1765 købte bønderne for størstedelen selv deres gårde og fik kgl. skøde på dem. En del af de mindre gårde blev dog købt af kammerråd Richter på Kirstinebjerggård og af ham senere solgt til de forskellige ejere.

Trelde skov
Oprindelig har hele den store Trelde skov, der er på 1.144 tdr. land, været tildelt byen med undtagelse af det, der hørte under kirken, ca. 85 tdr. land, og under Kirstinebjerggård, ca. 45 tdr. land.
En mundtlig overlevering fortæller, at byen fik den store skov, fordi jorderne var så lerede, våde og kolde, at de ikke kunne give så godt udbytte som i sognets andre to byer, Egeskov og Vejlby. Skoven begynder ved Fredericia markskel og fortsættes langs Lillebælt til Treldenæs. Midt i skoven, imellem vester- og østerskoven, er et stort stykke skov, der kaldes "Selvejerskov". Efter gamle folks sigende, skal det have tilhørt 2 gårde, som nu er nedlagt og gået ind under andre gårde, hvorfor skoven er blevet udstykket i en mængde småparceller, der nu ejes af folk både fra Egeskov, Vejlby og Fredericia.

Gårde og huse
I ældre tid var byen inddelt i hele og halve gårde. Til helgårdene hørte både en vesterskov på ca. 45 tdr. land, der var græsningsskov og havde hartkorn, og en østerskov på ca. 60 tdr. land, der var fredskov og havde skovskyld. Til halvgårdene hørte nok skov, men ikke så meget.
Oprindelig var Jeppe Madsens gård den største, men senere blev den overgået af Jeppe Ousens, der fremkom ved at sammenbygge 2 halvgårde. Ved matrikuleringen i 1826, hvor gårdene nummereredes efter størrelsen, fik Jeppe Ousens gård da også nr. 1, medens Jeppe Madsens måtte nøjes med nr. 2. Strandgården fik nr. 5. I 1860 blev Jeppe Ousens gård imidlertid igen delt mellem 2 brødre. Den udflyttede hedder endnu "Delingsminde", og ligger på marken, sydvest for byen ved vejen til Fredericia.
Til hver gård hørte et husmandshus, hvor der holdtes en ko, og hvor konen sammen med en pige fra gården malkede alle køerne.
1850 bestod byen af 16 gårde, 4 boelssteder til 2 heste og 2 køer og 30 huse. Af gårdene er senere 4 skilte, således at der på hver af dem er bygget en ny gård på marken. Den første af disse gårde var som nævnt Jeppe Ousens, der deltes i 1860, den næste var fortællerens, der deltes 1877. I 1907 deltes Jeppe Madsens og i 1924 Franks gård. 6 gårde er senere nedbrudt og lagt ind under andre gårde, medens en, nemlig "Virkelyst", er flyttet ud på marken. Af de 4 boelssteder er to lagt ind under andre gårde og 2 flyttet ud på marken. Af husene er 16 nedbrudte og 3 er brændte, medens der til gengæld er bygget 5 nye. Det er således ingenlunde små forandringer, der er sket i byen siden 1850.

Smuglervagt
I skovfogedstedet øst for byen, som nu ejes af Peter Thomsen, var der i årene fra 1837 til 1849 en vagtstue, hvor ikke alene sognets mænd, men mændene helt fra Egum og Stoustrup måtte gøre nattevagt, 4 mand hver nat, for at passe på smuglere. Efter krigen blev der imidlertid i 1851 bygget en kontrollørbolig ude på klint, på Kasser Odde, der hvor nu Søren Sørensen bor, og en krydstoldassistent ved navn Jørgensen ansat. Han afløstes 16. Oktbr. 1854 af toldassistent H. P. Løhde, der beklædte posten til den 1. Oktober 1856, da den helt ophævedes. Det var en for den tid vellønnet post med en årlig gage af 360 rigsdaler, 150 rigsdaler til hestehold og 40 rigsdaler til vedligeholdelse af en båd, der blev leveret fra toldstedet. Til medhjælp var der en rorsbetjent, der lønnedes med 200 rigsdaler årlig.
Af nogle optegnelser, som toldassistent Løhde har efterladt sig, fremgår det, at han, da han tiltrådte sit embede, selv måtte anskaffe sig en hest, som han betalte med 125 rigsdaler, en vogn, som kostede 70 rigsdaler, og en ko, hvorfor han måtte betale 65 rigsdaler Da posten i Trelde ophævedes, blev Løhde forflyttet til Skive, en forflyttelse, der i de tider betød omtrent økonomisk ruin. Om at føre sit indbo med den lange vej, kunne der ikke være tale. Løhde måtte dels sælge, dels bortgive det meste af sit indbo. For koen fik han 42 rigsdaler, for vognen 40, og så drog han afsted med en vogn, forspændt med 3 heste, hvorpå kone og 3 børn var anbragt tilligemed den resterende del af indboet, medens han selv sad ved siden af på hesten. De 36 mil gennem Jylland tilbagelagdes på 3 døgn. I Skive solgte Løhde hesten for 50 rigsdaler efter at have holdt den tilbage i 8 dage, hvilket kostede ham 4 mark pr. dag.

Ildløs i Trelde
Den 1. september 1862 overgik der Trelde en stor ildløs. Kl. 10 1/2 om aftenen opstod der brand i det sydligste hjørne af Franks gård. Vinden var sydøstlig og det blæste temmelig stærkt. Til gården hørte 5 bygninger, der alle var stråtækte. Hele gården nedbrændte tilligemed den Søren Kvist tilhørende mindre gård, der lå 4 alen øst for Franks. Ilden sprang derefter skrås over gaden og antændte et Frank tilhørende lejehus, hvori boede 3 familier, og som blev kaldt Hospitalet. Også et til Strandgården hørende lejehus, der lå nord for gaden, antændtes og nedbrændte. Branden var så stor, at brændende rør og halm fløj helt over til Børkop mølle. Også Strandgården selv var i stor fare. Alt indbo flyttedes ud, og gårdens folk tog stade med hvad man havde af slukningsredskaber på kostalden, der vendte nærmest ud mod brandstedet. En flage brændende halm fløj imidlertid over hovedet på dem og faldt ned på staldbygningen og antændte denne. Hans Åmand ilede imidlertid til og fik med et par spande vand ilden slukket.
Peter Jensen selv, der meget træt var gået til ro om aftenen, da det var første år han gik ifor ved høhøsten, blev kaldt op af faderen og fulgte sin yngste broder ned til fjorden, hvor de camperede, til branden var forbi. Han kom således ikke selv til at deltage i sluknings- og redningsarbejdet.

Landbrugsdriften
Som tidligere anført var jorderne i Trelde våde og tunge, og som følge heraf var høsten kun ringe. Landbruget stod i det hele taget ikke på noget højt trin. Hestene holdtes vel som regel altid ved godt huld, men det var så meget ringere med køerne. Kraftfoder kendte man naturligvis ikke noget til, og køerne fik kun hø og halm, måske en gang imellem tilsat en bygkærv, som røgteren kunne stjæle sig til at give dem. Det var da den gang heller ingen sjældenhed, at de om foråret var så afmagrede, at de ikke kunne rejse sig selv. Først i begyndelsen af 1850erne begyndte der at komme nogen fremgang i landbruget. Man lærte at mergle jorderne og braklægning indførtes. Senere kom dræning til, og avlingen tog et mægtigt opsving. Man blev nu i stand til at dyrke hvede, og der blev solgt korn i støre mængder.

Det første mejeri
I 1870 anlagdes det første mejeri i Trelde: Østerbygård. Det var et bøttemejeri, d. v. s. mælken hældtes op i flade bøtter, ca. 1 alen i diameter og ca. 4 tommer høje, der sattes til køling på gulvet. Senere fik man vandmejerier, hvor rindende vand ledtes gennem cementbeholdere, hvori malkespandene sattes ned. De første af disse blev anlagt i "Karensminde", men det blev efterhånden det almindelige.
Da centrifugerne kom først i 1880erne og med dem andelsbevægelsen, byggedes Trelde Andelsmejeri 1888. Det omfattede Trelde by og mark samt en del af Fredericia mark, der dog senere udtrådte og gik til Fredericia. Drivkraften var damp.
Anvendelsen af vindmotorer var ikke almindelig men Peter Jensen anskaffede dog en i 1892. Vindmotor er imidlertid en meget drilagtig drivkraft. Vinden vil ikke altid blæse, når manden vil tærske, og værre var det næsten, når den begyndte frisk og kraftig om morgenen for så at dø hen opad dagen, nå folk var hyret og arbejdet i fuld gang. Et par timer gik let hen med ,"at se på"; om det ikke ville frisk, op igen, og sådanne pauser betød jo tab.
Senere har elektricitetens indførelse i 1913 og senere jo næsten helt revolutioneret arbejdsforholdene, men en nærmere omtale heraf ligger udenfor disse optegnelsers hensigt.

Livet på gården begyndte om sommeren ved 5½ tiden, om vinteren kl. 6½ á 7. Man begyndte dagen med fedtebrød og øllegrød, da man den gang ikke havde så meget mælk som senere. kl. 9 á 9½ spistes formiddags-mellemmad, og kl. 12 spistes til middag. Eftermiddagskaffe var der ikke noget der hed, man fik i det hele taget kun kaffe om søndagen, men kl. 4 ½ spistes eftermiddags-mellemmad. Dagens sidste måltid var nadveren, der spistes når dagens gerning var endt, hvilket om sommeren og navnlig i høsten ofte kunne blive ret sent. Nadveren bestod gerne af mælk og grød eller af stegt flæsk med kogte kartofler, som hver især naturligvis selv pillede.
På gården bryggede og bagte man selv. Hvert år i marts måned blev der brygget 2 store tønder gammelt øl, som der ikke måtte tages hul på før i juli, når høsletten begyndte. Det var da en stående regel, at man til nadver, foruden det sædvanlige traktement, tillige fik et stykke hvedekage (franskbrød) med et glas gammelt øl og en snaps til. Synet på den ædelige brændevin var jo den gang noget anderledes end det senere er blevet, og ganske særlig var prisen også en anden.
Man levede hovedsagelig af egne frembringelser, og brugen af kontante penge var indskrænket til det mindst mulige. Udover lidt kolonialvarer blev der ikke foretaget ret mange indkøb af nogen slags. Der slagtedes hvert år en stor so og et par grise, og der blev i det hele taget ikke holdt svin uden til eget forbrug. Endvidere slagtedes altid en ko, der særlig opfededes til dette øjemed, og en 5 á 6 får. Når hertil kommer gæs, ænder, høns og kyllinger vil det let forstås, at der heller ikke var megen brug for indkøb af sulevarer i hvert fald.
Også gang- og sengeklæder sørgede man i det store og hele selv for. Ulden blev kartet og spundet af kvinderne, men vævet hos væveren. Hørren blev "brødt", "skadt" og "hæglet" og spundet til hvergarn, medens blåren blev anvendt til lagener. Lys støbte man naturligvis også selv.
Alle deltog i arbejdet, faderen, moderen og alle børnene og naturligvis tjenestefolkene, der bestod af en á to karle og to piger. Peter Jensen måtte meget tidlig deltage i den del af gårdens arbejde, der blev anset for at passe til hans alder og hans kræfter. Til gården hørte en lille mark vest for byen på et par tdr. land, hvor slagtekoen som regel græssede, og det var her Peters opgave, før og efter skoletid, at flytte dette udmærkede dyr, ligesom han måtte flytte får og ungkreaturer og udføre lignende arbejder. Da han blev lidt større måtte han tillige på fridagene 4 gange daglig gå til Trelde klint, en tur på over 2 km hver gang, for at passe kreaturerne der. Den gang kendte man ikke til cykler, så Peter blev en veltrænet fodsportsmand i den tid, han havde den bestilling.
Pigerne malkede naturligvis, og det var den gang ikke et så foragtet arbejde som det senere er blevet. Som oftest havde de en husmandskone til hjælp, og mælken blev båret hjem i bøtter. Hvis der var to bøtter til hver, blev de båret i et åg over skulderen, men var der kun én, blev den altid båret på hovedet, selv om den ofte kunne være meget tung. I Vesterskoven gik køerne løse, men i hver mands koflok var der altid én, der havde en klokke bundet om halsen, og pigerne måtte så efter lyden selv se at finde hver sine køer.
De fleste redskaber, der brugtes på gården, var også af egen tilvirkning. Kun fork og spade var jern, medens skovle, grebe og andre redskaber var af træ og tildannedes af mændene, der også skar træslev (træskeer).
Plovene var ,den "danske plov" med 2 hjul, træås med langjern og muldfjæl af træ, og der anvendtes altid 3 heste til at trække den. Af harver kendtes kun "dansk-harven" med lige jerntænder, og den havde endda ikke været i brug mange år før 1849.
Vognene var almindelige fjællevogne, men brædderne var af elletræ, der fældedes i skoven og blev tilskåret af savskæreren, der gik omkring og tilskar tømmer. På gården var der to kassevogne, den ene med agestol af bøjet asketræ, den anden med lukkede agestole, der var ophængt med læderremme i jernstænger på hver side. Fjedervogne kendtes ikke, og alle vogne var selvfølgelig træakslede. Seletøjet til arbejdsbrug var stavtøj, men når der kørtes til købstad eller til stads havde man 2 sæt lædertøj, hvoraf det ene endogså var så fint, at det var forsynet med halerumpe.
Hakkelse blev skåret med kniv i hakkelsekiste og var et meget betydeligt arbejde på en større gård, hvor foruden hestene tillige køerne den gang fik hakkelse. indførelsen af en hakkelsemaskine i 1862 med hjul til at dreje ved håndkraft betød derfor en stor lettelse i arbejdet.
Den første maskine, der indførtes, var imidlertid i 1852, da der anskaffedes en rensemaskine med 2 sold, naturligvis drevet ved håndkraft. Selvfølgelig var det forbudt drengene at pille ved dette vidunderværk, og lige så selvfølgelig kunne de ikke holde sig derfra. Peter Jensen bærer endnu på venstre hånds pegefinger mærke af sine undersøgelser den gang.
Smør kærnede man med stampekærne. Det var pigernes arbejde, men de kunne dog undertiden, vel oftest ad frivillighedens vej, få en karl til hjælp. Først i 1870 nåede man til at kærne ved hjælp af hestegang. Hver uge kørte man smør til Fredericia. Fra gården solgtes hvert år ca. 40 favne stort træ, som regel til skipper Henrik Møller i Fredericia, der sejlede det til København. Senere begyndte brændehandler Hans Nielsen også at opkøbe. indlastningen foregik på den måde, at skibet lagde sig for anker i Vejle Fjord og sendte sine både ind til kysten. Fra land blev der nu kørt 2 vogne så langt ud i vandet som gørligt, og båden lagde sig ind imellem dem, og brændet blev læsset over i den og sejlet ud til skibet. Båden kunne netop tage 1 favn, og da hvert vognlæs var en halv favn passede indholdet jo godt. Der arbejdedes altid med 2 hold, altså 4 spand og 2 både.
Tærskningen besørgedes af gårdens husmand. Når han havde "en kastning", d. v. s. 12 á 14 tønder færdig, kom husmandskonerne fra byen og rensede kornet med sold.
indendørs var udstyret meget beskedent. I dagligstuen var der lergulv, og om vinteren fyredes der op med et stort brændebål på den åbne skorsten. Her omkring samledes man om aftenen, og kvinderne spandt og kartede ved et enligt tællelys, der var placeret på et lille bord, medens mændene forfærdigede træredskaber, tøjrpæle, træsko og lign., og børnene legede i stuens dunkle kroge. På hele gården fandtes kun en lille jernkakkelovn, der stod i onkel Hanses stue, der var indrettet i en lille udbygning. I dagligstuen var der foruden langbord med tilhørende bænke armstole med sæder af halmsimer, medens stolene i de to andre stuer havde sæder af træ.
Tyendekamre var der ikke noget der hed. Karlene sov i foderloen foran hestene, pigerne i dagligstuens alkover og husbond, madmoder og børn i alkoverne i "mellemstuen".
Når treldeboerne i de dage tog til byen, tog de ikke ind i købmandsgårde, end sige gæstgivergårde, og spændte fra der. Så at sige hver gård havde sin venskabsforbindelse blandt avisbrugerne i Fredericia, hvor man tog ind og nød gæstevenskab under besøget. Til gengæld fik de pågældende avisbrugere deres forbrug af brænde i Trelde, når den tid kom. Peter Jensens fader tog ind til Henrik Gade, hjørnet af Bjergegade og Danmarksgade medens f.eks. Peter Lomholt tog ind til Abraham Herman, hjørnet af Dronningensgade og Danmarksgade, og Peter Lassen til Hans Andersen i Kongensgade. Dog tog Niels Skytte ind til købmand Ebling på hjørnet af Kongensgade og Danmarksgade.

Peter Jensen husker den tyske indkvartering, som Trelde fik i 1849, da Fredericia blev belejret, og som varede fra slutningen af maj til 6. julislaget gjorde en ende på den.
Det var slesvigholstenere, og bag "Egehaven", en særskilt lille skov nord for Kirstineberggård, havde de bygget en teltlejr, bestående af hytter flettet af grene og tættet med halm, medens hovedstyrken lå indkvarteret i Trelde, Egeskov og Vejlby. Fra denne feltlejr kunne de ad en slugt i terrænet gå ned til stranden og langs denne ad en anden slugt nå op til treldeskansen, som de var i færd med at opbygge, og hvorfra det var meningen at beskyde overfarten til Fyn.
6. Juli blev gården vækket kl. 2 ½ om morgenen. Man hørte da geværsalverne, der lød som når sten hældes af en vogn, iblandet mægtige drøn fra kanonskuddene. Moderen blev angst og kørte med de mindre børn, Peter Jensens søster og broder, ud til skovfogedhuset, men Peter Jensen selv blev hjemme hos sin fader. Da vognen var kørt, red faderen ud på en gammel hest for at se på slaget og fandt her de første faldne på sin egen mark. Det var tyskere. Han så den danske kæde og så det tyske batteri, der fra Egeskov beskød den. Peter Jensen gik selv om til en kammerat, Henrik Jensen, søn af gårdens husmand, og så senere de danske jægere i deres grønne uniformer komme nedad gårdens mark. Solen skinnede, og det hele så såre festligt ud. Senere hjalp Peter til med at bære mælk op på bakken til de danske soldater, og hverken han eller Trelde by så mere til tyskerne den gang.
Der kom derefter dansk indkvartering, sjællandsk Infanteri, men tonen blandt disse var meget rå. En tysktalende skrædder, vistnok fra Lippe Detmold, der boede i Egeskov, blev beskyldt for at være tysk spion og ynkelig gennempryglet, og bedre gik det ikke en daglejer og tækkemand Abraham Desmourais. Denne mishandling var ganske uberettiget og beskyldningen kun støttet på den omstændighed, at de talte tysk. Begge var gode danske mænd.
Hen på sommeren blev Wegeners batteri indkvarteret og lå i Trelde i 11 måneder, til det i juni 1850 afgik til Isted. Kanonerne, vistnok 8 i tallet, var først opmagasineret i de tomme lader til gården vest for Franks gård, der ved auktion var blevet købt af Søren Lassen. Soldaterne var imidlertid bange for alle tomme lader og påstod, at det spøgte i dem, hvorfor kanonerne senere blev flyttet til Niels Grindsteds gård oppe i byen. Med batteriet Wegeners afrejse sluttede krigen for Trelde bys vedkommende.
Da krigen på ny udbrød i 1864, og fjenden efter Dannevirkes rømning rykkede ind mod fæstningen Fredericia, indtog de en stilling bag Elbodalen fra Gudsøvig til Rands Fjord. Prøjserne stod sydligst, østrigerne nordligst, og fra Trelde kunne man se den østrigske vedetkæde, uden dog at komme i nærmere berøring med fjenden.
Med krigen var sejladsen på Vejle Fjord standset, og det vakte derfor stor opmærksomhed og forundring i Trelde, da man en tidlig morgen i marts med klar luft og dejligt vejr så en damper inde fra fjorden styre udefter. Da damperen var udfor Fakkegrav, bemærkedes der stor ildløs i Assendrup. Det viste sig senere, at skibet om natten havde gjort landgang og taget 40 prøjsiske husarer til fange, og at prøjserne som hævn havde afbrændt 2 gårde i Assendrup.
I de dage blev der leveret store mængder af halm og hø til garnisonen i Fredericia, der alt sammen blev leveret inde i fæstningen på den reformerte mark. Til de danske skanser, der var anlagt undenfor fæstningen for at holde fjenden på tilbørlig afstand, blev der tillige til soldaterne solgt ikke helt ubetydelige mængder af smør, æg, flæsk og navnlig pandekager, der syntes at være soldaternes livret. Det var således forretningsmæssigt set gode tider for Trelde by.
Den 17. marts rykkede prøjserne imidlertid frem fra Bredstrup ad Gl. Kolding Landevej og satte en stopper for hele herligheden. Et vogntog var netop på vej mod Fredericia med gårdejer Frank og Søren Ladegård i spidsen, medens Søren Lassen, fortælleren, Peter Jensen og Søren Åmand fulgte efter. Frank og Ladegård gik lige i løvens gab og måtte pænt følge med til Brædstrup og aflevere deres læs der, medens det lykkedes de andre at få vendt og slippe tilbage uden at blive opdagede.
Den 19. marts fik Trelde sin første tyske indkvartering. På Strandgården blev den prøjsiske røde husarstab, bestående af 16 officerer og en 76-årig stabslæge indkvarteret. Senere kom der yderligere 100 infanterister til, men med disse sidste blev der ikke gjort store ophævelser. De måtte selv om, hvorledes de fik sig anbragt. Stabslægen var meget misfornøjet med indkvarteringen så nær ved vandet, særlig da han hørte, at det var sejlbart også for støre skibe. l det hele taget holdt tyskerne ikke af at komme for nær til havet, hvor danskerne jo endnu den gang var herre.
Forud for indkvarteringen var ankommet en fourer, en prøjsisk oversergent, til gården og havde forlangt staldplads til så mange heste som gården kunne rumme. Nu viste det sig, at Peter Jensens fader havde handlet klogt i at lade sønnen lære tysk, thi Peter gjorde god fyldest for lærdommen. Foureren blev så glad ved at træffe et menneske, han kunne tale med, at det ikke alene lykkedes Peter at få et rum reserveret til gårdens egne heste, men endogså lov til at stænge dette rum, så hestene kunne være i sikkerhed, og foureren gav sit ord på, at så længe han var på gården, skulle ingen af dem blive rekvirerede, et ord, som han også holdt.
De menige havde ordre til at betale alt hvad de fik, og handelen gik livligt. De havde lybske skillinger, og ordrerne lød altid på for 4 skilling, enten det nu var smør, fedt, flæsk, æg eller pølse, det drejede sig om. Også her kom Peter Jensens sprogkundskab til god nytte. Mindre udbytte havde han derimod deraf. Da en underofficer en dag spurgte ham, hvilken tro man her tillands bekendte sig til og Peter oplyste ham om, at det var den lutherske. "Das ist ein dummer Glaube", sagde han foragteligt og gik så kunne Peter selv om at finde ud af, hvilken tro underofficeren selv bekendte sig til. En anden dag, medens handelen gik livligst, var der en stemme, der på rent dansk, uden nogen som helst accent, spurgte: "Er De sønnen på gården?", men ellers ikke indlod sig på nogen samtale. Det var en prøjsisk husarløjtnant, der var kommet til. Den samme mand sagde senere til Peter Jensens søster, da hun ville skifte dugen på bordet "Lad den blot ligge, den er god nok til os", men gjorde heller ikke denne gang videre bemærkninger. Antagelig har det været en godsejersøn eller lignende fra Slesvig, der måske har fået sin uddannelse i København og så senere er gået i tysk tjeneste. Hans sprog var i hvert fald rent dansk.
Efter Fredericias rømning ankom d. 3. maj en ungarsk bataillon, hvis menige ikke kunne tale tysk, og som det derfor voldte en del vanskelighed at omgås. De blev kun 6 dage, så skulle de atter bort, og den 9. om morgenen blev hele byen purret ud for at stille køretøjer til rådighed for bortmarchen, ingen vidste hvorhen. Oprindelig har det sikkert kun været meningen, at oppakningen skulle køres, medens bataillonen skulle marchere til fods, men efterhånden som man kom frem, beslaglagde soldaterne alle de køretøjer, man traf på, og beordrede dem til at følge med, således at alle soldater efterhånden kom op at køre og vogntoget voksede i omfang. Der kørtes over Spang gennem Velling og Smidstrup til Tyvkiær, hvor der blev holdt hvil. Her var en mand fra Egeskov, Søren Nielsen Bødker, så fiffig at få samlenaglen, der holdt vognens for- og bagparti sammen, listet ud, således at vognen brød sammen, da turen skulle fortsættes. Han fik ganske vist nogle tørre hug, fordi hans kram ikke var i bedre orden, men han slap for at følge med videre, og glad var antagelig han. Turen fortsattes nu videre til Vejle-Varde landevej, hvor der overnattedes i Bredsten kro. Kuskene lå om natten i stalden bag hestene i halm og dækkener og havde det udmærket, medens soldaterne fordelte sig og søgte husly som bedst de kunne. Ved ankomsten til Bredsten blev skolelærerens 2 røde køer, til uheld for ham og for køerne selv, netop trukket hjem. De blev uden videre grebet og slagtet og kødet læsset på vognene til senere brug.
Kl. 6 den næste morgen kørtes der videre over Lindballe til Sdr. Omme. Vejen var kun anlagt til Lindballe, resten henlå som lyngvej. I Sdr. Omme blev der holdt middag på skolelærerens køer, men den mislykkedes, fordi kødet var alt for frisk og derfor sejt og uspiseligt. Det blev så pakket sammen igen, og man nøjedes med de rester af den medbragte mellemmad, der endnu var tilbage. Turen fortsattes derefter til Hoven midt i heden, hvor der overnattedes på samme måde som i Bredsten. Her kom kødet til dets ret, thi under ledelse af Abraham Desmourais den samme, der i 1849 var blevet så ilde behandlet, kogtes der nu suppe på det, og maden var fortræffelig.
Næste morgen fortsattes til Skjern ved Varde-Ringkøbing landevejen. Her gjordes påny holdt for at bede for (forespørge), hvem der havde noget! På Peter Jensens vogn befandt sig en tysktalende underofficer, han havde ikke noget, og Peter Jensen lige så lidt. "Gå derop", sagde Peter Jensen og pegede på en nærliggende gård, ,og forlangte et brød til hestene og en hvedekage med et stykke røget flæsk og en pølse til os selv." Underofficeren ville nødig til det, for det var en ærlig karl, men til sidst bøjede han sig for nødvendighedens lov og gik på hærtogt. Han kom også tilbage med det forlangte, der smagte udmærket, undtagen pølsen, der var for rå til at spises. Hvad de andre fik, ved Peter Jensen ikke.
Efter således vel overstået hvil, gik turen videre de 4 mil til Ringkøbing, hvor ankomsten skete kl. 8 ½ om aftenen. Peter Jensen blev her sammen med Hans Pagh fra Egeskov, hans senere svoger i øvrigt, indkvarteret hos en vognmand, hvis navn han ikke mere husker, men hvor de blev godt beværtede og behandlede. Peter Jensen opdagede her, at hans ene hest var brækket i mankstokken, og atter kom hans sprogkundskab ham til nytte. Den næste dags morgen gik han op på bataillonskontoret og fik en dyrlæge med for at undersøge hesten. Da dyrlægen gik op til dyret for at undersøge det, så Peter lejlighed til, skønt han ellers ikke var dyrplager, at give hesten et kraftigt ryk på det ømme sted. Den slog naturligvis vildt om sig og blev straks erklæret for utjenstdygtig. Peter Jensen fik en passerseddel og lov til at køre hjem, medens turen, for de andre kuskes vedkommende, strakte sig over dage længere. Peter Jensen fandt det imidlertid ikke klogt at haste for stærkt, men kørte langsomt tilbage over Skjern til Hoven, hvor han overnattede på møllen. Næste dag rådede mølleren ham til, for at undgå udsendte strejfkorps, der måske ikke ville respektere hans passerseddel, at køre over Påbøl Hede til Grindsted, hvor der den gang kun var præstegård og kro. Peter Jensen fulgte rådet og kørte over Grindsted til Nr. Vilstrup, hvor han overnattede hos Hans Jessen, en broder til Søren Jessen i Egeskov, og hvor han fik samme gode behandling, som var blevet ham tildel både i Ringkøbing og i Hoven mølle. Næste dag kørte han så rolig hjem efter sin eventyrlige færd.
Selvfølgelig kunne en så langvarig tur, al gæstfrihed til trods, ikke gøres uden udgifter, og atter viste det sig, hvor klog og betænksom en mand Peter Jensens fader var. På den tid brugtes altid en vadmelstrøje, som man bar under vesten, og i Peters trøje havde faderen allerede på et tidligere tidspunkt for påkommende tilfældes skyld ladet indsy to 10-rigsdalersedler. På ringkøbingturen kom dette reservefond til god nytte, ikke alene for Peter Jensen selv, men også for hans byfæller, som han blev i stand til at række en hjælpende hånd.
Efter våbenhvilen d. 12. maj og efter at fjendtlighederne igen var begyndt d. 26. juni, fik Trelde påny indkvartering, Denne gang af 11. jægerbataillon, der bestod af Wienere. Strandgården fik en oberløjtnant, en oversergent og 25 menige i kvarter, medens hauptman'en slog sig ned i Franks gård, der var blevet opbygget i 1863 og således byens anseeligste. Oberløjtnanten hed Louis Petri Gowshy (?), og to gange om ugen måtte Peter Jensen køre for ham til Egum for at hente nød, vin og anden naturalforplejning. En dag bad oberløjtnanten ham tage et par ældre heste til denne tur, og Peter adlød uden at ane ondt. Om aftenen, da de kom tilbage, var gårdens bedste heste rekvirerede og ført bort! Peter Jensen rasede og skældte oberløjtnanten ud på sit bedste tysk. Denne fandt sig i det med stor tålmod, og bag efter, da hidsigheden havde lagt sig, undrede Peter Jensen sig nærmest over, at hans kraftige udtalelser ikke var blevet besvaret med den flade klinge.
Natten mellem d. 2. og 3. juli hændte en episode, som satte sindene stærkt i bevægelse, og som forfatteren Jens Skytte har omtalt i Vejle Amts rbøger for 1905. Den pågældende nat kom en damper listende langs Treldes kyst. Meningen var at afskære den i Trelde liggende styrke og tage den til fange. Smeden, Peter Thomsen, var indviet i planen og havde påtaget sig det ingenlunde ufarlige hverv, at vejlede skibet ved hjælp af lyssignaler. Han havde til den ende taget stade i nogle buske med en stor lygte, som han holdt dækket mod landsiden ved hjælp af sin kones forklæde. Skibet blev imidlertid observeret af vagtposten på Trelde klint, der alarmerede hauptman'en, der som nævnt var indkvarteret på Franks gård. Denne lod straks slå alarm og sendte samtidig bud om forstærkning til Egeskov. Jægerne ilede til stranden, hvor de tog opstilling og begyndte at skyde på skibet, der straks, da det så sig opdaget, vendte om. Imidlertid kom jægerne fra Egeskov til, og da de troede, at jægerne fra Trelde var danskere, der var kommet i land, gav de ild, og 2 mand faldt. De blev båret op gennem skolens gård og begravet i stilhed. Læreren, Schiött, der så dem komme, blev beordret til at gå ind.
Efter 6 Ugers Forløb skiftedes mandskabet og Trelde fik nu indkvartering af 22. batailion, der bestod af polakker, der var underkastet en frygtelig rå disciplin. Kort efter deres ankomst i august måned, Peter Jensen husker ikke datoen, var der en af soldaterne, der havde forset sig militært. Det var vist noget der var galt med hans gevær. Han blev idømt en meget streng korporlig straf, og af frygt herfor skød han sig bag Søren Ladegårds kostald. Han blev ligeledes begravet i stilhed, og ingen vidste hverken, hvor de to første eller denne sidste blev begravet.
På fortællerens mark findes der imidlertid en grusbakke, og da der i 1907 blev taget grus herfra til istandsættelse af en skovvej, stødte man i 2 ½ alens dybde på 2 skeletter af soldater, hvilket man kunne se på knapperne, der fandtes ved dem. De lå begge med hovedet mod øst. Ca. 1 ½ alen derfra fandt man et tredje skelet, der lå med hovedet mod vest. Det ligger nær at antage, at det er de 3 begravelser, man her er stødt på, og at den sidste er selvmorderen. Benene blev samlede i en kiste og i stilhed begravede på Egeskov kirkegård.
Polakkerne var, den strenge disciplin til trods, slemme til at stjæle, og navnlig gik det ud over æg og fjerkræ, men ellers var de meget fredsommelige og hjælpsomme. En dag beklagede Peter Jensens fader sig over, at byggen ude på marken ved klint var tjenlig til at køres hjem, men at der intet mandskab var at få dertil. "Vi kan jo bruge tyskerne", foreslog Peter halvt i spøg. "Er du tosset, dreng?" svarede faderen, men Peter gik alligevel til oberløjtnanten og forklarede ham sagen. Denne lod straks hele styrken træde an og gav ordre til, at de, der forstod sig på landbrug, skulle træde frem. Der meldte sig 12-14 mand, og Peter fik Lov til at tage så mange, han ønskede. Han valgte 8 mand, og nu kom der gang i hjemkørslen. 2 mand læssede vogne på Klint, 2 mand fik hver et spand heste at køre, og 4 mand tog imod hjemme i loen. inden aften var kornet i hus.

Hermed slutter Peter Jensens meddelelser. Han har haft det at indvende mod den form, de har fået, at han synes, hans egen person er kommet for stærkt i forgrunden. Det har imidlertid ikke været muligt i højere grad end sket er at holde fortælleren og det fortalte ude fra hinanden. Der er sikkert heller ingen af læserne, der har fået andet indtryk af den gamle fortæller end af en mand, der gennem et langt liv har bevaret sin kærlighed til og Interesse for det sted, hvor han er født og opvokset og har øvet sin manddoms gerning.