TREÅRSKRIGEN

Våbenstilstanden mellem Danmark og Preussen var ophørt. Den 4. juli 1850 besluttede repræsentanter for England, Rusland, Frankrig og Sverige-Norge i London, at det danske monarkis udelelighed og arverølge skulle sikres af hensyn til Europas ligevægt og fredens bevarelse. Aftalen undertegnedes 2. august og blev tre uger senere tiltrådt af Østrig. Helstaten var genoprettet og slesvig-holstenerne havde lidt et politisk nederlag. Det var Rusland der sikrede aftalen. Slesvig-holstenerne opgav dog ikke men valgte at fortsætte alene.

Den 14. juli 1850 begyndte den slesvig-holstenske hær på 26.800 mand fremrykningen ind i Slesvig, og den 17-18 juli gik de i stilling mellem Vedelspang sø og Arnholdt sø. Bonin og de øvrige preussiske officerer var kaldt hjem og i stedet valgte statholderskabet den afskedigede preussiske general Karl Wilhelm Freiherr von Willisen, der var teoretiker uden krigserfaring, til at lede den slesvig-holstenske hær. Han forlangte at hæren kom op på 30.000 mand og ændrede på dens organisation og taktik, hvilket skulle vise sig at være uklogt.
Den 16. juli rykkede så den danske hær, der nu talte 37.500 mand, og lededes af general Christopph von Krogh, ind i Slesvig fra Nørrejylland og Als. Den 18. var den nået ind i Flensborg, og to dage efter begyndte man at udsende rekognoceringsenheder mod syd for at finde ud af fjendens styrke og placering. General Krogh samlede 23. juli kl. 19 sine to divisionsgeneraler og seks brigadekommandører til krigsråd på Bilskov kro. Det var hedebølge og ulidelig varmt, og flere af soldaterne blev syge og enkelte døde af varmen. Man drøftede om man på slagdagen skulle lade soldaterne lægge tornystrene og om det var tilrådeligt at marchere de 20 km. til Isted og angribe på samme dag. Resultatet blev, at soldaterne skulle beholde deres tornystre på, men man valgte at indtage en mellemstilling dagen efter, for at gå til angreb den 24. Kun oberst Flensborg stemte mod beslutningen.
Næste dag kl. 3 om morgenen startede fremrykningen. 1 division, der lededes af general Molkte, gik frem ad Flensborg-Slesvig landevejen og 2. division under general Schleppegrell fulgte en næsten parallel vej lidt længere mod øst. Oberst C. A. Schepelern med 3. brigade, skulle omgå fjendens vestlige flanke og hindre dens tilbagetog mod syd, og fulgte en noget vestligere kurs.
1. division ført af oberst Philip Ræder, stødte først på fjendtlige forposter, der blev drevet tilbage og fortsatte til lidt syd for Helligbæk, hvor det kom i kamp, da fjenden satte sit modangreb ind. Kampen rasede resten af dagen.
25. juli lidt over midnat styrtregnede det og den varme og tørre jord dampede og gjorde sigtbarheden dårlig. General de Meza noterede i sin dagbog:" Morgenen lummer. Op ad dagen regnvejr, der gjorde egnen overskuelig."
Inden daggry gik danskerne til angreb og snart var den tågede luft fyldt med krudtrøg der gjorde sigtbarheden endnu dårligere. Terrænet på slagmarken var gennemskåret af talrige levende hegn.
Samtidig med, at den danske hær fik føling med fjenden, kommanderedes slesvig-holstenerne til angreb. Schleppegrels hovedstyrke, med Læssøes 12. bataljon som avantgarde, trængte frem sydvest for Isted sø mod Gryde skov. En slesvig-holstensk brigade, ført af general von der Horst, skød frem nordpå over en løbebro over Langesø og overraskede den danske 13. bataljon, der var på march mod Isted sø, ved Øvre Stolk og Grydeskoven. Det skabte forvirring blandt danskerne og kom til meget voldsomme kampe, der varede ved til danske forstærkninger nåede frem, og trængte den fjendtlige brigade tilbage. Det var under de heftige kampe her, at både Schleppegrell og Læssøe faldt. Det siges, at de lod hånt om al forsigtighed.
To af salmedigteren Grundtvigs sønner deltog i slaget. I et brev hjem til moderen skrev Johan Grundtvig:" Schleppegrell, Læssøe, Trepka, oberstløjtnant Bülow og Kaptajn Kranold, alle armeens håb tabte!" og hans bror Svend Grundtvig skrev:" Af 17 officerer, som vi gik frem med i går morges, vendte kun 5 uskadte tilbage...Hvad der kostede os mest, var stormen på Isted by, hvor fjenden holdt sig hårdnakket og skød ud af alle vinduer, medens vi måtte frem over åben mark og gade... Den fjendtlige stilling var meget stærk og vort overtal sikkert ikke betydeligt. Og det skal jeg aldrig nægte, at der blev kæmpet imod os med dygtighed og forbitrelse."
Da den danske 13. bataljon blev overrasket af von der Horsts brigade, og mange af officererne faldt, mistede oberst Baggesen i forvirringen overblikket og sendte kl. 7.45 en ordonnas til overkommandoen med melding om, at brigaden var faldet i baghold og afdelingerne splittet, samt at Schleppegrell og flere højtstående officerer var faldet. 1/2 time senere sendte han samme melding skriftlig. I virkeligheden var slesvig-holstenernes angreb brudt sammen og på retræte.
Krogh og Flensborg reagerede på Baggesens meldinger ved at sende oberst Thestrups 4. brigade til undsætning, og gav den sygemeldte general de Meza, som fulgte med overkommandoen, kommandoen over Schleppegrells 2. division. Overkommandoen sendte desuden en ordonnans ud for at finde oberst Schepelern ude mod sydvest for at få ham tilbage og forstærke hovedstyrken. Det ville dog tage ordonnansen nogle timer at nå frem og i mellemtiden rettede hovedstyrken et samlet angreb mod fjenden, der allerede var i uorden og på tilbagetog.
Ordonnansen nåede Schlepelerns brigade kl. 12.15. Da var han nået frem til Skovby, 4½ km. syd for Isted skov og klar til at falde slesvig-holstenerne i ryggen. Der var da gået 4 timer siden meldingen blev sendt af sted, og man kunne høre i Skovby at skydningen ved Isted trak sydover. Schepelerns officerer appellerede til at man skulle følge den oprindelige plan, men Schepelern fulgte den modtagne ordre og kommanderede brigaden tilbage ad samme vej den var kommet. Herved undgik fjenden omringelse og overgivelse.
Slesvig-holstenernes general Willisen, havde imidlertid forinden fået melding om, at en større dansk styrke stod ved Skovby, og af frygt for omringelse, afbrød han slaget og beordrede styrkerne tilbage i retning mod Rendsborg. Danskerne forfulgte fjenden med Kavalleri, men da dets kommandør, general Flindt, mødte svag modstand ved Dannevirke, vendte han om og opgav forfølgelsen. Det lykkede således ikke Krogh at tilintegøre fjendens hær og få afsluttet krigen.
De danske tab var 845 faldne, 2.405 sårede, heraf blev de 47 taget til fange, og 368 usårede ligeledes taget til fange.
Mange af de danske faldne fandt deres grav på Flensborg gl. kirkegård, hvor Bissens Istedløve sattes som gravminde.
Slesvig-holstenernes tab var forholdsvis større. 534 faldt og 1.202 blev såret. 411 sårede og 1.072 usårede blev taget til fange.
Følgende vers er fra N.F.S. Grundtvigs kærmindesang "Det var en sommermorgen" om Istedslaget:

Der faldt i ungdoms blomster så mangen modig svend, at tysken tror det næppe vi mange har igen; dog synger danske drenge. de slår i vænget top: som blomster i enge hvert år de vokser op. Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår! Vor kærlighed med alle, de store og de små, som ville stå og falde. med løben askegrå!

Den danske hærs historie.
af Otto Vaupell
I 1850 stod garden ved Irmingers brigade.
I begyndelsen af slaget ved Isted så det ikke ud til, at garden skulle komme til at deltage i kampen. Den stod som reserve og så fægtningen rase over hele linjen og brændte af begærlighed efter at ofre liv og blod for fædrelandet.
Først da fjenden var trængt tilbage til stillingen ved Isted skov, besluttede man sig til at forjage ham herfra ved bajonetangreb, til hvis udførelse man anvendte "Garden til fods" i 1ste linje og 4. forstærkningsbataljon i 2den linje.
Oberst Irminger henvendte sig til disse 2 afdelinger med følgende ord: "Garden og 4de forstærkningsbataljon er udsete til at foretage det sidste angreb på fjendens stilling. Lykkes det, er vi i Slesvig i aften, hvilke ord blev besvaret med et rungende hurraråb.
Garden rykkede frem langs Flensborg-Slesvig chausseen. 1ste og 2det kompagni til højre under bataljonskommandøren, oberstløjtnant Kirchhoff, og 3de og 4de kompagni til venstre under kommando af major C. Barner. Med lyst og kampiver rykkede de frem mod de fjendtlige batterier, som med granater og kardæsker vedblev at beskyde kolonnen. 1ste og 2det kompagni nåede i løb frem til forskansningerne og bemægtigede sig 3 kanoner. En fjendtlig eskadron kastede sig mod de angribende og søgte at fratage dem kanonerne, men eskadronen joges på flugt, og kanonerne blev i de stormendes besiddelse.
3de og 4de kompagni, der var blevne noget forsinkede, fordi de måtte passere en bæk og et temmelig kuperet terræn, nåede først efter op i stillingen.
Fjendens modstand var brudt, og såvel det fjendtlige fodfolk som artilleri trak sig skyndsomt tilbage. Garden havde i slaget to officerer sårede og 66 mand døde og sårede.
Den 2den februar 1851 holdt den sit indtog i København og modtoges af Københavns indvånere med begejstring.

Danskerne kunne af politiske grunde ikke følge efter slesvig-holstenerne, da de trak sig tilbage over Ejderen og ind i Holsten.
Efterfølgende udbyggedes dannevirkestillingen, ligesom Mysunde og Eckernförde blev befæstet. Vest for dannevirke blev de sumpede områder oversvømmet.

Rasmus Hansens beretning fra Istedslaget