ERRITSØS HISTORIE
Personer med tilknytning til Erritsø
Samlet af Erik F. Rønnebech



Ane Frederikke Krogh
(1893-1985)

Født 4.10.1893 i Ljørring, Avlum sogn, Hammerum herred, som datter af mejerist Villads Christensen Krogh og ChristiAnna Jensen. Død 22.9.1985 i Snoghøj, Erritsø sogn, Elbo herred og begravet 27/9 1985 fra Hatting Kirke.
Brugte ikke sit døbenavn Ane men kaldte sig Anna.
Højskoleforstander og ejer af Snoghøj Gymnastikhøjskole fra 1925-55 sammen med Jørgine Abildgaard Nielsen.
Hun uddannede sig i 1909 til delingsfører hos Olaf Schrøder i Odense begyndte at undervise i gymnastik. I vinteren 1911-12 var hun på Uldum højskole, vintrene 1914-16 var hun på Askov højskole. Den sidste vinter mødte hun Jørgine Abildgaard Nielsen. Efter højskoleopholdet skulle hun giftes, men hendes forlovede døde og hun tog i vinteren 1917-18 på Statens Gymnastikinstitut og blev derefter ansat som lærerinde på Sorø Højskole i to år. I 1920 stod hun, sammen med Jørgine Abildgaard for delingsføreruddannelsen på Hadsten højskole. Med økonomisk støtte fra hendes fader fik hun, sammen med Jørgine råd til at købe Snoghøj Fiskerhøjskole og omdanne den til gymnastikhøjskole i 1925.
I 1933 var Solvejg Bording blevet ansat på Snoghøj, og gennem årene voksede samarbejdet og venskabet mellem hende og Anna Krogh, som ville have hende som arvetager til højskolen. Højskolen oplevede samtidig faldende elevtal. Det førte til en krise i forholdet mellem Jørgine på den ene side og Anna og Solvejg Bording på den anden. Både Jørgine Abildgaard og Anna Krogh blev 1954 udnævnt til riddere af dannebrogordenen for deres indsats med kvindebymnastikken.
Jørgine fik et større og større misforhold til Solvejg Bording og afskedigede hende i 1955 uden at spørge Anna. Det var dråben der fik bægeret til at løbe over og i 1956 pakkede Anna sin kuffert, forlod højskolen og flyttede ind på avlsgården oppe ved Færgegårdsvej, som i forvejen hørte under hendes domæne. Jørgine afstod sin halvpart til fordel for Annas part i højskolen. Med hende flyttede skolens mangeårige køkkenleder Sofie Jensen, som hendes selskabsdame og husholderske.
Avlsgården var kendt for sin fine avlsbesætning. Her boede hun til sin død i 1985.
Jørgine forsøgte selv at føre skolen videre, men uden held.

14/4 1956
Forstander Anna Krogh, Snoghøj Gymnastikhøjskole.
En gammel elev fra Snoghøj Gymnastikhøjskole, cand. mag. Lene Johansen, p.t. "Vangsbjerg", St. Velling, giver følgende karakteristik af Anna Krogh, der nu har forladt sin stilling som forstanderinde ved gymnastikhøjskolen.
Som det vil være bekendt, har forstanderinde Anna Krogh fra 31. marts, trukket sig tilbage som leder af Snoghøj Gymnastikhøjskole, og mange gamle elever vil ved hendes afsked med den skole, som hun skabte sammen med Jørgine Abildgaard, sige hende tak for hendes virke.
Der er mennesker, der virker mere ved, hvad de er, end hvad de vil, er der engang blevet sagt. Anna Krogh er ikke den, der fører ordet. Hun har lidt svært ved at udtrykke sig. Hun er lidt genert af sig, siger hun selv. Noget, man jo som elev ikke rigtig forstod.
Man kunne tværtimod i begyndelsen være lidt bange for det noget bryske væsen. Alligevel opdagede man snart, at der bagved lå et smil og lurede, et smil, som egentlig ikke havde svært ved at bryde igennem. Det varme smil, som er medlevende menneskers kendemærke.
I et brev til gamle elever, trykt i skolens årsskrift for 1955, siger Anna Krogh i en omtale af sin mor, der sine sidste år boede lige ved skolen, levende optaget af det liv, der rørte sig om hende: "Først når ansigterne forsvinder, ved vi, hvad det betød, at de var der."
Anna Krogs ansigt er nu forsvundet fra Snoghøj, og mange er vi gamle elever, som for alvor forstår, hvad det betød, at netop det ansigt var der.
Måske begyndte det at dæmre for nogen af os den første gang, vi som "gamle" Snoghøj-piger kom på besøg og blev modtaget af Anna Kroghs varme smil og hendes hjertelige "velkommen", som var i ventede som kærkomne gæster.
På en egen måde følte vi os hjemme igen, for det sind, der mødte os, kendte vi.
Der lå i det varme, medleven og stilfærdige omsorg.
Dette sind for andre, er vel en del af Anna Kroghs arv fra barndomshjemmet.
Anna Kroghs forældre, Villads Krogh og moderen Kristiane Krogh fra Vestjylland, ejede Bøgballe mejeri i Øster Snede sogn, og her er Anna Krogh vokset op.
Omgangen med de mange karle og piger, der tjente på mejeriet, skabte sansen for ag være sammen med mennesker og glæden ved at være med i et arbejdsfællesskab, og samtidig blev umærkeligt indpodet i hende den selvfølgelige forpligtethed over for alt levende der kom indenfor ens enemærker, som er et af de gamle bondeslægters adelsmærker.
Hjemmet var meget levende og stærkt præget af det grundtvigske livssyn, og gennem hele sin opvækst, kom Anna Krogh med sine forældre, til møder på Uldum højskole og i Hvirring forsamlingshus. Det skyldtes vel ikke mindst den baggrund Anna Krogh havde i sit hjem, at hun kom til at opleve en lykkelig forbindelse mellem det, hun hørte på disse møder, og senere, da hun kom på højskole og så livet selv.
Det højskolesyn Anna Krogh må gøre til sit, da hun selv kom til at stå i højskolearbejdet, har sin rod i denne oplevelse, således at der, som Anna Krogh selv udtrykker det, helt enkelt må være en sammenhæng mellem ordene og alt det andet man oplever på en skole. Ellers bliver ordene ikke noget værd.
Helt tilbage til barneårene går Anna Kroghs lyst til gymnastikken, og da hun som ung pige i 1912 havde været elev på Uldum højskole, og samme sommer været med på skytte- og gymnastikforeningernes store gymnastikhold ved olympiaden i Stockholm, kom hun om efteråret på afdelingsførerkursus hos Olav Schrøder i Odense. Om vinteren var hun hjemme og lede gymnastikken i Øster Snede sogn.
De forhold Anna Krogh begyndte sit arbejde under, var, set med nutidsøjne, kummerlige.
En gammel lade, oplyst af petroleumslamper, der kom i svingninger ved gymnasternes spring, var den gymnastiksal, hvori Anna Krogh måtte arbejde sammen med sine gymnaster.
Mange år senere skulle Anna Krogh igen være med til at vise, at det nok kunne lade sig gøre at bruge en lade som gymnastiksal og arbejdede i den med liv og lyst. Det var i 1945, da Snoghøj, fordrevet af tyskerne, havde til huse i "Lundsgaard" ved Kerteminde, og herregårdsladen var kombineret sove- og gymnastiksal, og meget andet.
Anna Kroghs lyst til at arbejde med gymnastikken var så stor, at hun søgte videre uddannelse som leder på delingsførerkursus, statens gymnastikinstitut og på de kurser, den finske kvindegymnastikleder Elli Björksten stod for, foruden at hun et par vintre var elev på Askov højskole.
Nogle somre virkede Anna Krogh nu som lærerinde på Hejls Efterskole og på Sorø og Hadsten Højskoler, og hun begyndte at lede delingsførermøder ud over landet.
I 1920 kom Anna Krogh ind i samarbejdet med Jørgine Abildgaard, idet forstander Lauridsen, Hadsten Højskole, og Jørgine Abildgaard spurgte Anna Krogh, om hun ville være med i ledelsen af de månedskurser for delingsførere, overbestyrelsen for skytte- og gymnastikforeningerne lod afholde i Hadsten.
Gennem samarbejdet ved disse månedskurser, opstod tanken om en gymnastikhøjskole. Den tidligere fiskerhøjskole i Snoghøj havde bygninger, der kunne danne ramme om den tænkte skole, og medøkonomisk støtte, ikke mindst fra Anna Kroghs forældre, blev fiskerhøjskolen købt, så Snoghøj Gymnastikhøjskole kunne begynde med sit første hold elever maj 1925.
Elevholdene voksede fra år til år. Eleverne kom fra Danmark og de kom fra udlandet, først og fremmest fra Norge.
Snoghøj Gymnastikhøjskole blev, inden der var gået så forfærdelig mange år, en kendt skole og en stor skole. Snoghøjgymnastikken blev genstand for talrige diskussioner. Langsomt men sikkert vandt den indpas rundt op i gymnastikarbejdet over hele landet, og ingen drømmer vel i dag om at underkende den betydning, Snoghøj har haft for den folkelige gymnastik.
Ganske naturligt blev det Anna Krogh der blev den praktiske leder af skolearbejdet.
Måske er det ikke helt rigtig at hæfte betegnelsen "leder" på Anna Krogh. Ordet "leder" har i vore dage klangen af noget teknisk over sig, noget med kontortid fra 9-5, men Anna Kroghs stilling som den ledende har vist i højere grad været at ligne med en husbondes på en gård. Husbonden, der er i arbejdsfællesskab med sine folk, og som kender sit ansvar for deres ve og vel, som hører gården til.
Enhver, som har været på Snoghøj, som elev, som medarbejder, som gæst, kan fortælle om Anna Kroghs omsorg og omhu for alle på skolen.
En omsorg som forlænger sig i en uendelig trofasthed.
Denne trofasthed får f.eks. sit udtryk i, at Anna Krogh kender sine gamle elever ved navn, når hun møder dem igen, måske lang tid efter, at de har forladt skolen.
Hvilken præstation dette i virkeligheden er, kan måske kun de, der selv har oplevet mange mennesker komme og gå, bedømme, men hvilken følelse af ikke at være glemt, ikke blot at være et ligegyldigt led i rækken, det giver de gamle elever, som oplever dette, det kan vist enhver sætte sig ind i.
Anna Kroghs omsorg for dem der er omkring hende, er ikke bare etisk betinget, den er betinget af hendes store medmenneskelighed. For hendes gamle elever ikke bare navne i elevrortegnelsen, men mennesker, hvis færden hun følger, så vidt hun kan, og en glose som "elevmateriale" frastødende i sin massebetegnelse, er næppe nogen sinde brugt af hende.
Anna Kroghs omsorg for elever og medarbejdere er, fordi hun er medmenneskelig. Ikke nogen sentimental omsorg. Anna Krogh forlanger noget af sine folk, medarbejdere som elever. Hun forlanger den ærlige indsats og kender respekten for det redelige arbejde.
Dette træk hos Anna Krogh, respekten for det redelige arbejde, kan måske også forklare noget af hendes glæde ved at arbejde med gymnastikken, hvis man endelig skal forklare.
Det arbejde, der gøres i gymnastiksalen, er et arbejde, der gøres i fællesskab af leder og gymnaster, og om det lykkes, afhænger af den enkeltes ærlige indsats.
Anna Krogh ejer bondesindets sky for de store ord. Derfor vil hun heller aldrig vove at føre store ord om gymnastikken.
I den tidligere citerede artikel hedder det ganske jævnt: "Det kom af sig selv, at der skulle arbejdes med tingene, for at man kunne have nogen glæde deraf, men også, at glæden ved det jo netop lå deri, at man satte både viljen og kræfterne ind på at blive en dygtig gymnast."
Den skole, Anna Krogh og Jørgine Abildgaard har skabt sammen, er en gymnastikhøjskole. Højskolens fornemste virkemiddel er stadigvæk, siges der, foredraget. Anna Krogh har aldrig selv stået på talerstolen i en foredragstime på Snoghøj, har aldrig selv, på den måde, holdt højskole, har aldrig selv, med ord, fortalt om menneskelivets vilkår.
Men hun har gjort det gennem hele sin færd på den skole, som er hendes livsværk, og få har måske, når vi tidligere elever tænker nærmere efter, for os ført stærkere og redeligere tale, end Anna Krogh har gjort det.
Lene Johansen

I oktober 1968, da hun fyldte 75 år, blev hun fejret ved en stor fest på Krybily kro med 150 deltagere, Her blev den gamle pioner indenfor kvindegymnastikken behørigt hyldet med en lang række taler af kendte personer indefor højskolens og gymnastikkens verden,

1/10 1983 - Anna Krogh fylder 90 år
Jeg håber, at jeg ikke glemmer det væsentlige.
Man skal huske at få ordet med - de ord, der virkelig betyder noget, siger Snoghøj Gymnastikhøjskoles Anna Krogh, der på tirsdag fylder 90 år.
Det er kun kort tid siden, at den høje alder satte et punktum for Anna Kroghs daglige, private gymnastik, men den lidt manglende mobilitet er da også det eneste, der vidner om, at den daværende Snoghøj gymnastikskoles leder er 90 år om fire dage.
Et møde med Anna Krogh er utroligt fascinerende. Hun fortæller livfuldt og med en hukommelse, der også har detaljerne med, om sit spændende liv i og for gymnastikken, hvor hun selv i sin tid, var en af foregangskvinderne for den kvindelige gymnastik.
Selv om Anna Krogh er så god en fortæller, understreger hun også nødvendigheden af, at være varsom med ordene. Ord bliver der tit for mange af, vi skal have handling i stedet for, og handlet er der blevet i Anna Kroghs liv.
Gymnastik blev der ikke meget af de første år for Anna Krogh. Den toklassede skole i Ljørring mellem Herning og Holstebro, hendes far var mejeribestyrer i den lille by, havde ikke mulighed for den slags undervisning, men senere søgte Anna Krogh til nabobyen for at gå til foreningsgymnastik, og her begyndte interessen for alvor.
Efter at have gennemgået privatundervisning som gymnastikleder i Odense, vendte Anna Krogh som 18 årig tilbage til sit hjemsogn, hvor hun begyndte at lede nogle gymnastikhold. Herefter gik det stærkt. Hun var på to ophold på Askov Højskole under 1ste verdenskrig, og her var interessen for kvindegymnastikken stor under den dygtige Ingeborg Appel.
I København var Anna Krogh på et etårig lederkursus på statens gymnastikinstitut, hvor den frivillige gymnastik blev vægtet, den gymnastik som i alle årene har haft Anna Kroghs hjerte.
Som eksamineret gymnastiklærer blev Anna Krogh opfordret til at blive lærer på Sorø Højskole, og her var hun fra 1918 til 1920.
Så blev der sendt bud fra Hadsten, hvor Jørgine Abildgaard var lærer. Tidligere havde de to mødt hinanden på Askov.
Gymnastikken havde, indtil nu, været næsten helt præget af mandsgymnastik, også for kvinderne, men strømningerne blev stærkere for, at kvinder skulle lede kvinder i gymnastik, og det var ikke mindst Elli Björkstens gymnastik de to kvinder var optaget af.
Det var en form uden mændenes voldsomme og kraftbetonede bevægelser, men en form, der alligevel med sine rytmiske og bløde bevægelser havde hele kroppen med.
I Hadsten kom gymnasterne på fem ugers kurser, og Anna Krogh og Jørgine Abildgaard følte, at de havde pigerne for kort tid.
Det var dristigt men vi ville.
Derfor tænkte vi på, om vi ikke kunne få et sted, hvor vi kunne have dem i længere tid.
På et tidspunkt fik vi at vide var ledig efter fiskerhøjskolen. Vi tog ned og så på den, og blev straks indtagede i den fortæller Anna Krogh.
Snoghøj Højskole kostede 85.000 kr., et særdeles højt beløb, men de to kvinder formåede hver at stille med 15.000 kr. og så kunne de begynde deres gymnastikhøjskole i 1925, efter en kraftig modernisering af skolen.
Det var egentlig frygtelig dristigt, det vi gjorde, men vi havde jo modet og troen på, at det kunne lykkes. Det eneste der betød noget for os, var at komme i gang, siger Anna Krogh.
Vi havde sagt til hinanden, at kunne vi få 20 piger på det første sommerhold, var det godt, og så fik vi fuldt hus, hvilket var mere end dobbelt så mange.
Anna Krogh har stadig kontakt med mange af sine piger fra dengang. Der er besøg til hende ret ofte, telefonen ringer, og der er en stor korrespondance i gang med "snoghøjpigerne" og deres gamle gymnastikleder.
Anna Krogh bor stadig på Snoghøjgård og dermed næsten dør om dør med højskolen, hvis liv hun stadig følger med i, og hvis møder og arrangementer som hun, indtil for nylig, har deltaget i.
Om sin afsked med Snoghøj gymnastikhøjskole fortæller hun, at det skete på grund af en brist i det gode samarbejde. Anna Krogh ophørte med sin del af lederskabet i 1956, og kun to år efter måtte Jørgine Abildgaard høre op.
Flyttede syv gange under krigen.
Hverdagen på gymnastikhøjskolen bestod naturligvis ikke kun af gymnastik. Her var alle almindelige højskolefag, og så skulle der selvfølgelig være tid til de mange opvisninger. De dygtige snoghøjpiger var meget populære overalt hvor de kom frem, og mange fredericianere erindrer sikkert stadig "Snoghøjfesten", hvor man mødtes på de grønne plæner omkring skolen, hørte taler og så på gymnastikken i de dejlige omgivelser. Der blev også opført stykker som "Dronning Dagmar" og "Aladdin" af pigerne.
Årene gik og gymnastikhøjskolen havde hele tiden fuld tilslutning. Så kom krigen og med den den besværlighederne, der dog blev klaret med ukueligt mod og utrolig energi fra ledernes side og altid humørfyldt af pigerne. Snoghøj Gymnastikhøjskole blev besat og den kom, under krigen, til at flytte ikke mindre end syv gange. Første flytning gik til Vingstedcenteret, hvis faciliteter absolut ikke var, hvad de er i dag. Fra midt på sommeren kom pigerne hjem på skolen igen, men i 1943 kom tyskerne. De frøs i deres kvarter på Hindsgaul, så de ville i stedet rykke ind på Snoghøj. Alle kvinderne kunne i stedet være på Hindsgaul og det klarede de da også, trods kulden den vinter.
Blandt gymnastikhøjskolens andre "bopæle" var Dalum Landbrugsskole, Kerteminde Højskole og Lundsgård herregård ved Kerteminde. Det sidste sted boede piger og lærere i en stor kørelade. Her blev strøet halm på gulvet, og så var det godt nok for dem.
At det dog kunne gå. Vi flyttede hver gang med komfurer og senge, det er utroligt siger Anna Krogh, men det kunne det altså dengang. Vi havde 101 elever i 1945, og jeg kan huske, at vi havde et eneste sygdomstilfælde, selv om vi levede, som vi gjorde.
Når det lykkedes så godt med Snoghøj Gymnastikhøjskole, var det tiden der var med os, siger Anna Krogh. Tiden var inde til, at der skulle ske fornyelse. Der var flere, der var indstillede på, at højskolen skulle med ind i gymnastikken. Gymnastikken skulle ikke stå alene, men have det åndelige med, og misforstå mig nu ikke, det havde intet med føleri at gøre. Både Jørgine Abildgaard og jeg kom fra grundtvigske hjem, hvor børnene blev taget med i, hvad der foregik.
Det folkelige var væsentligt og er det stadig, men det er så vanskeligt at forklare. Det er en fornemmelse man må have. Jeg har oplevet utrolig meget og været gennem en udvikling i samfundet, så jeg næsten har ondt af de unge, der ikke har haft den udvikling med. Der har til gengæld været meget nyt at skulle indstille sig på, men jeg håber, at jeg ikke glemmer det væsentlige. Jeg har altid stået for den del af den folkelige og frivillige gymnastik, hvor man får ordet med, altså de ord, der betyder noget virkeligt, siger Anna Krogh.

Anna Krogh sælger Snoghøjgård til Erritsø kommune. 13/5 1969
Erritsø kommune erhverver stort rekreativt område i Snoghøj.
Beslutningen herom truffet i lukket sognerådsmøde i aftes Erritsø sogneråd besluttede i aftes at købe den del af Snoghøjgårds jord, der er beliggende syd for den gamle Snoghøj landevej.
Sælgeren er forstander Anna Krogh, som ved salget har betinget sig ret til at blive boende på gården, ligesom det til gården hørende areal, der er beliggende nord for den nævnte vej, ikke er med i handelen med kommunen. Forhandlingerne om købet har stået på gennem længere tid, men først nu er salget gået endeligt i orden, Amtsrådets godkendelse skal naturligvis indhentes, men menes at være en formsag. Fredericia kommunens kasse og regnskabsudvalg har også været holdt underrettet om Erritsø sogneråds planer, som man har bifaldet.
Med dette køb har Erritsø kommune sikret beboerne et smukt, rekreativt område, for øvrigt det første strandareal af nogenlunde størrelse, som kommunen får i eje.
Det drejer sig om i alt 27 tdr. land. Herunder 5 tdr. land med træbeplantning, 4 tdr. land mose, den såkaldte "Susdam" (Søsdam). Ved bygning af en dæmning parallelt med stranden er der skabt en sø i mosedraget.
Efter hvad sognerådsformand Johs. Østergaard oplyser, havde man håbet at få handelen afsluttet så betids, at arealet kunne have været åbnet for offentligheden allerede i sommer. Dette lader sig imidlertid ikke gøre, da markerne for længst er blevet tilsået, men næste sommer skulle området kunne åbnes. Der bliver ikke adgang til camping på arealet, men kommunen vil opstille toiletter ved skovkanten.

Nekrolog i Fredericia Dagblad 23/9 1985
Fhv. forstanderinde for Snoghøj Gymnastikhøjskole Anna Krogh, "Snoghøjgaard" er død.
Anna Krogh, der den 4. oktober ville være blevet 92 år, blev født i den lille by Ljørring mellem Herning og Holstebro, hvor hendes far var mejeribestyrer. Hun var allerede fra barnsben interesseret i gymnastik. Anna Krogh blev uddannet som gymnastikleder i Odense og var under 1. verdenskrig på to ophold på Askov højskole. Hun blev eksamineret gymnastiklærer fra Statens Gymnastikinstitut i København. Herfra blev hun ansat som lærer ved Sorø højskole i årene fra 1918-1920, hvorefter hun flyttede til Hadsten højskole. Her var også Jørgine Abildgaard ansat, og de to gymnastiklærerinder havde samme syn på kvindegymnastikken og blev enige om at forsøge at starte en gymnastikhøjskole.
Valget faldt på den tidligere fiskerhøjskole i Snoghøj, og efter en større modernisering, kunne Anna Krogh og Jørgine Abildgaard starte Snoghøj Gymnastikhøjskole.
I 1956 trådte Anna Krogh ud af ledelsen af Snoghøj Gymnastikhøjskole.
Hun slog sig ned på "Snoghøjgaard" der ligger dør om dør med højskolen, hvis liv hun fortsat fulgte med stor interesse.
Begravelsen finder sted fredag den 27. september kl. 12 fra "Snoghøjgaard" og kl. 14 fra Hatting kirke.

Dødsannoncen:


Dødsannonce i Fredericia Dagblad 23/9 1985


Snoghøjgaard er avlsgården der ligger Gl. Færgegaardsvej 51. Den oprindelige Snoghøjgård blev solgt til nedrivning i 1942 af proprietær Ejnar Hansen.
Badehotellet kom også til at hedde Snoghøjgaard efter at Cadovius havde overtaget det.


Noter:
En person fulgte Anna Krogh gennem mere end 35 år.
Fredericia Dagblad 31/10 1970

Sofie Jensen
SOFIE JENSEN 1970

Snakkede fæste i 1936 - siden er det aldrig kommet på tale.
Sofie Jensen fulgte bare trofast sin arbejdsgiver, fhv. forstanderinde Anna Krogh, såvel i gymnastikhøjskolens tid med de skiftende opholdssteder under krigen, som nu i de senere år på Snoghøjgård.

Sofie Jensen, et livsstykke af en pige, har i morgen været ansat hos fhv. forstanderinde Anna Krogh, Snoghøjgaard i 35 år.
Sofie stammer fra Horsensegnen, men da hun i 1935 så en annonce om en kokkepigestilling ved Snoghøj Gymnastikhøjskole, søgte hun den, fik den og er siden blevet ved sin arbejdsgiver i de mange år. Indtil 1958, da gymnastikhøjskolen ophørte og den nordiske folkehøjskole kom i stedet, var Sofie en dejlig, uundværlig og uvurderlig leder af køkkenet på skolen. Mange af eleverne fra dengang vil huske Sofie, og flere af dem og tjenestepigerne står endnu i forbindelse med hende.
Det var et rigtigt grimt vejr med storm og regn den dag i 1935, da Sofie startede sin gerning i Snoghøj. Det husker hun meget tydeligt, måske også, fordi humøret ikke har været på det allerhøjeste. Arbejdet i køkkenet var strengere, end hun havde regnet med, men det gik da, siger Sofie. Også så godt, at frk. Anna Krogh efter det første år ville fæste Sofie for 10 år. Det synes den gode pige nu var lidt rigeligt, men siden har der aldrig været tale om dette. Sofie blev simpelthen ved Anna Krogh.
Ingen har vel, som Sofie, fulgt sin principal gennem tykt og tyndt. Især under krigen var der forhold, der nok kunne kræve slid og tålmodighed.
Tyskerne invaderede i 1940 den daværende gymnastikøjskole for at bruge den til indkvartering, og man måtte se sig om efter andre steder til eleverne. Det blev til i alt syv steder på de fem år krigen varede, men eleverne fandt hver gang frem til højskolen. Både da forstanderinden og Sofie med senge og komfurer agtede sig til Vingsted og senere, da de indlogerede sig på Kerteminde Højskole og delte den med dens personale og elever. Det sidste sted blev Lundsgård herregård ved Kerteminde i vinteren 1944-45. Her fandt 101 gymnastikglade piger til og måtte bo i gamle karlekamre.
Befrielsen, jo mon ikke Sofie husker den.
Jo, vi lyttede til radioen ude i gården, da befrielsesbudskabet lød. Straks blev der slået alarm, og alle marcherede i samlet trop gennem Kertemindes gader til Kerteminde Højskole, hvor vi festede sammen med de andre elever. Jeg husker, at der på turen gennem byen var mange glade, unge mennesker, der sluttede sig til os med faner og marcherede ruten med.
Højskolen i Snoghøj var raseret efter tyskernes ophold, men med Sofie i spidsen, blev også de paragraffer klaret, og nogle dage ind i november kunne man atter åbne skolens døre for et nyt hold elever, og atter kunne Sofie råde i sit domæne, køkkenet.

60 kr. om måneden.
Især i gymnastikhøjskolens tid var der nok at se til for Sofie. Om vinteren besøgte omkring 100 elever skolen og sommerholdet var undertiden oppe på 170, så der var gang i de store gryder.
Dagens varme måltid bestod altid af to retter, og der blev lavet god borgerlig mad, fortæller Sofie, der aldrig hørte nogen utilfredse stemmer. Tværtimod var eleverne flinke til at hjælpe, især om søndagen, hvor der altid var lidt ekstra på programmet, og Sofie var glad for sine køkkenpiger, der aldrig viste sure miner, selv om arbejdet undertiden var lidt strengt.

60 kr. om måneden var den fyrstelige løn Sofie fik i den første tid, men der var ikke så mange problemer og utilfredshed omkring lønningsspørgsmålet som nu.
Man steg jo efterhånden, og lidt efter lidt fik man også indført en mere fast arbejdstid.
Indkøbene til køkkenet klarede Sofie selv, og udfærdigede en madplan for hele ugen. Planen gik videre til godkendelse hos forstanderinden, der, som regel da, kunne sige god for den.
Tjenestepigerne på gymnastikhøjskolen var altid med til møderne, der foregik på skolen.
Det var en selvfølge, selv om de ikke alle var lige interesserede, men det klarede Sofie.
Hun gik foran, og så ville de andre ganske naturligt følge efter.
Det møde, de fleste husker, er nok den kendte Snoghøjfest, der blev holdt hver sommer. Folk fra hele egnen samledes på skolen denne dag, og eleverne viste deres gymnastiske evner og opførte komediespil. Også her var tjenestepigerne naturligvis med.
Det var dog ikke kun i køkkenet Sofie regerede. Hun svingede også gulvklud og -spand i den, som hun selv kalder, den festlige rengøringsmåned, april. Festlig, fordi det var rart undertiden at komme til noget andet.
Flyttede med til Snoghøjgård.
Senere, i 1958, da frk. Anna Krogh flyttede over på Snoghøjgaard, var det en selvfølge, at Sofie flyttede med. Sofie vil ikke sige, at hun savnede skolen, for nu fik hun tid til at dyrke sine egne interesser lidt mere. Hun følger ivrigt kurserne i husholdningsforeningen, især indenfor håndarbejde.
Man har på fornemmelsen, at de to piger på Snoghøjgaard har det godt sammen. Der er bestemt ikke noget pige - principal forhold her, men de to hygger sig sammen som veninder.
Måske er det ikke så underligt, for efter 35 års samvær, kan man vist ikke undgå at lære hinanden at kende, og her har det i hvert fald udviklet sig til et virkeligt godt forhold.


Tilbage

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286,