OM ERRITSØ SOGN

Erritsø Batteri

Erritsø Bæk

Bækken starter sit løb i et lille vådområde mellem Brovad og Børup på positionen 9.66620° ø - 55.54220° v.
I 2004 blev hele området forvandlet til ukendelighed af kommunens såkaldte masterplan. Indtil da var det første stykke fra udspringsområdet lagt i rør. Ca. 400 m. fra udspringet dukkede den op af jorden og fortsatte i en åben grøft frem til omfartsbanen og den nu nedrevne Vestergård. Den fortsatte i et rør under banen og løb et kort stykke langs banens modsatte side, indtil den igen forsvandt i et rør under en mark, og dukkede ud af jorden igen en slugt ved Brogård. Stedet ved landevejen, hvor bækken passerer det tidligere vadested kaldtes Brovads have. Her støder en gren til bækken, der kommer fra Brokgravene (Grævlinggravene).
På den anden side af landevejenvejen svinger bækken ind i en slugt kaldet Hulningen. Det første stykke, under den tidligere tørisfabrik Union, er den lagt i rør. Bækken forlader røret med en dyb buldren og fortsætter sit løb i bunden af Hulningens, hvis skrænter på begge sider er sumpede og lerede og fyldt med væld, der bidrager til vandmængden. Skal man gå her, er det bedst ved vintertide, når frosten har dannet en fast skorpe. Bækken passerer resterne af et gammelt stemmeværk og slår lidt efter to skarpe knæk, inden det fortsætter mod vandmøllegården ved Mølleskovvej, hvor mølledam og stemmeværk for længst er forsvundet. Den bruser derfra videre gennem mosen, til den til slut løber ud i Lillebælt ved Sanddal.
Selve området omkring udspringet er stadig intakt i dag (2005). De små vandhuller er i sensommeren omgivet af en bræmme af skræpper og guldsmede og libeller i store mængder jagter rundt over vandfladen der glimter i sollyset.

Erritsøhus

Oprindelig herskabelig villa bygget i 1895 af tæppefabrikant Krüger i Fredericia som privatbolig, med tilhørende 2½ tdr. land have og park. Huset købtes i 1914 af frk. Sejerø-Olsen, som frem til 1930 drev skole under navnet "Fredericia Husholdningsskole Erritsøhus". Fra 1932 var K. Kragelund Jensen forstander. Ud over at være husholdningsskole, var skolen Danmarks eneste kvægavls- og kontrolskole, hvor der bl.a. uddannedes kontrolassistenter til landbruget. I 1941 blev stedet omdannet til optagelseshjem for unge piger og senere børnehjem. Krügers villa blev nedrevet først i 1990'erne og i stedet opførtes tre parcelhuse på grunden der skulle bruges til ungdomspension for Vejle amt. Børnenes Vel købte i 2006 stedet af amtet for 6.000.000 kr. og stedet skiftede navn til Det Ny Erritsøhus. Det brugtes sidst som socialpædagogisk opholdssted for 6 børn og unge, men kunne ikke holde normeringen og gav stort underskud. Institutionen lukkede 29. februari 2008, og bygningerne sælges.

Forten

Betegnelsen for den jord bygaden lå på (gadejorden). Den måtte ikke bebygges, og skulle være mindst 12 favne (12,5 m.) bred. Den skulle være indhegnet så kreaturerne ikke kunne komme derud, og indgangen fra gaden til gårdene, markvejene og markerne, skulle aflukkes med led, hvoraf mange havde navne (Hyrdeled, Agerled o.s.v.).

<

Galgeflod "Æ gallfloej"

Have Huse - Nyhave Huse

Haverne

Haverne var navnene på de i sognet yderst liggende uopdyrkede jorder. Ved udskiftningen fik de navne som f.eks. Niels Bjerres have, Smedegårds have, Peter have, Husarhaven, Brovadshave, Høledshaven, Rughave. Smedegårdsvej minder om Smedegårds have.

Havløkke

Helvede (Hølled)

Henneberg Ladegård

I 1664 og frem til slutningen af 1700-tallet kaldet Hønborig Ladegård. Var oprindelig kgl. ladegård til Hønborg Slot der afløstes af Koldinghus. Den oprindelige ladegård ødelagdes under kejserkrigen. Niels Berider var fæster af gården i 1614. Herefter fulgte 1618 skovridder Jacob Johansen fra København. Han beklagede sig 1629 til kong Chr. IV over, at de kejserlige tropper havde nedbrudt og ruineret gården, som han derefter, for egen bekostning, måtte genopføre. Han fik som tak i 1841 bevilliget, at fæstet efter hans død kunne overgå til sønnen. Det skete dog ikke. I 1653 havde han endnu fæstet, men 1662 overdrog Fr. III gården til major Didrik von Uncken for lang og god tjeneste, samt tilgodehavende løn på 3.490 Rdl. Herefter brændte gården, men v. Uncken genopførte den omkr. 1680. Da han døde, overtog enken Marie Hein gården og giftede sig igen med oberst Christian Conrad von Ellebracht, der døde i 1731, men 1714 havde overdraget gården til sønnen generalmajor Anton Günther v. Ellebracht, der døde i 1760, men som 1719 lod den gå tilbage til kongen. Herefter blev den indlemmet i koldinghus ryttergods der nedrev bygningerne og udlagde jorden til græsning for ryttergodsets heste.
En Anton Günther v. Ellebracht blev fæstningskommandant i Fredericia 16/11 1684, det kunne være faderen til Christian Conrad.
I 1765 solgte kongen gården for 5988 Rdl. til oberstløjtnant, generalkrigskommisær Johs. Eskild de Falsen som indtil 1758 havde ejet Søbo på Fyn. Han var gift med Sophie Amalie født de Falsen. Den var da i stærk forfald og måtte genopbygges. I 1781 udstykkedes den i 23 parceller som solgtes på auktion 1782. På en af parcellerne opførtes senere Damgård. Hovedparcellen købtes af generalkrigskommisær C. H. von Wildenrath.
Efter yderligere 4 ejere (I 1845 var ejeren Hans Peder Jensen) købtes den i 1850 af den kendte klitinspektør og landstingsmand Thyge Georg Carl Frederik de Thygeson 1806-1905.
I 1869 opgav de Thygeson selv at drive Damgård og Henneberg Ladegård og forpagtede dem ud til Hans Frederik Hansen.

Forpagter Hans Frederik Hansen
Hans F. Hansen blev født i Rønninge på Fyn 13. sept. 1832 som søn af lærer Jens Erik Hansen og Annette født Baggesen. 14 Aar gammel kom han som landvæsenslærling på Sanderumgaard, hvor han var i 4 år. I de følgende 12 år var han forvalter paa forskellige gårde, forpagtede derefter et par gårde. 15. April 1863 giftede han sig med Jørgine Hansine Christiane Jacobsen, datter af pastor Jacobsen. I 1869 overtog han forpagtningen af Henneberg Ladegaard og Damgaard. Han gjorde Henneberg Ladegaard kendt over hele landet som avlscenter. Allerede 1869 grundlagde Hansen den korthornsstamme, der gav ham ry som en af landets største opdrættere. Hans dyr var efterspurgt blandt de landmænd der opdrættede fedekvæg både i ind- og udland. Hansen var formand for Elbo Herreds Landboforening og 1887 udnævntes han til medlem af statsdyrskuekommissionen og til formand for tyreskuekommissionen i Ribe og Ringkjøbing amter. Han udnævntes til kammerråd i 1892 og døde i 1897.

I 1905 døde Thyge G. C. Fr. de Thygeson og hans ejendomme blev overtaget af adoptivdatteren Charlotte Marie Trap de Thygeson. Hun fødtes 24. marts 1856 i København som datter af Jens Peter Trap (1810-1885) og Malvine Louise Hoskier. Faderen var etatsraad, kabinetssekretær ved hoffet, topograf, og forfatter. Charlotte havde 4 helsøskende og to halvsøskende fra faderens første ægteskab, hvor han var gift med Christiane Marie Feddersen, der var en kusine til Thyge Thygesons kone. Charlotte Trap de Thygeson døde ugift og barnløs i 1934.

Efter forpagter Hans F. Hansens død i 1897, overtog enken Jørgine, kaldet Gine, forpagtningen, og hendes sønner hjalp hende som forvaltere. Den yngste søn, Andreas Peter Viggo Hansen, kaldet Viggo, overtog forpagtningen ved moderens død 1915. Da Charlotte Trap de Thygeson døde i 1934 uden arvinger, købte forpagter Viggo Hansen Ladegården af dødsboet. Samtidig fraskiltes Damgård der blev overtaget af frk. Anna Liebe, en søster til doktor Liebe i Fredericia.I 1954 overdrog Viggo Hansen Henneberg Ladegård til sønnen Svend Hansen og dennes yngste søn Viggo Hansen overtog den i 1989 og blev den sidste ejer af gården da jord og ejendom købtes af Fredericia kommune til overtagelse pr. 1/1 2004 i forbindelse med den såkaldte masterplan der skal skaffe byen erhvervsjord og den er dermed dømt til nedrivning. Gården ligger Kolding Landevej 46.

Himmerig

Hulningen

Husarbanken

Husarhaven.

Hyrdeled

Jomfruvej

Jomfruskoven

Kornetbanken

Korskilde

I gammel tid et øde sted, hvor man risikerede at møde en hovedløs sort hund. Der menes engang at have ligget et gudehov ved kilden (Et sted hvor man forsamledes og ofrede til guderne). Omkring 1900 fandt man en mængde knoglerester da man gravede på stedet og stednavnet Housted kunne også tyde derpå.

Korskilde Sø

Sø i Korskilde mose udgravet ca. 1967. Afvander området ved korskilden og markerne omkring Korskilde mose. Bækken fra Korskildesøerne er nu rørlagt og kun et af de 3 vandhuller, der lå omkring Korskilden er bevaret som havedam. Store og Lilledam er fyldt op.

Ladegårdsskov

Skov ved Henneberg Ladegård.

Laues Enemærke

Laues enemærke var en enklave af Ullerup sogn, der gik ind i Erritsø sogn ude ved Hejse. Her boede i 1730'erne Erritsøs skovfoged Ditlev Andersen. Hvem Laue var, eller hvordan han havde fået sit enemærke vides ikke. Al anden jord omkring var kongens enemærke, d.v.s. det var kun kongen der måtte drive jagt på jorden. Stedet hedder i dag Himmerigshus.

Lyng

Odde der fra møllebugten strækker sit ud i bæltet. På odden indrettedes i forbindelse med svenskekrigen, et skanseanlæg kaldet Danmarks by. Tidligere var odden mest beboet af fiskerfamilier.
På Lyng lå førhen fiskerlejet Lyng Huse. Bebyggelsen for enden af Nyhavevej kaldes Nyhave Huse.
Fra oddens spids udgår den nye lillebæltsbro.
Da man udstykkede byggegrunde på Ravnsgårds jorder, kaldte man området syd for Bregnemosen for Lillenæs. Der er egentlig ikke tale om et selvstændigt næs, men Bregnemosen som Ravnsgård ligger i bunden af, skærer sig dybt ind i odden. Nu hvor der er tegn på at jorden bag ammoniakhavnen skal udstykkes, agter man at kalde dette område for Storenæs. Der er altså ikke tale om to selvstændige næs, men en opdeling af Lyngs Odde så man kalder sydsiden Lillenæs og nordsiden Storenæs.
Betegnelsen næs betyder en lille odde, men det kan være tilfældig om man bruger det ene eller det andet.

Lyng teglværk

Lodderne

Løkkerne

En løkke er betegnelsen på et indhegnet stykke mark. Løkkerne lå i udkanten af sognet. Flere af de gamle løkkenavne har holdt sig til vores tid, f.eks. Haveløkke, der er blevet til Havløkke.

Markusbanke

En lerbanke ved Sønderskov, hvor man tidligere gravede mergel. Da Snoghøj Landevej i 1834 blev ført gennem banken, stødte man på noget træværk, som man mente stammede fra en gammel galge, og en mand der gravede mergel i banken stødte på en grav, hvor der lå en officer begravet. Banken siges at være et gammelt rettersted.

Erritsø Mose

Erritsø mose danner sognets nordgrænse. Den starter ved Sanddal, hvor den består af opskyllet sand, herefter kommer stykket Bommernak. Mosen har forgreninger mod syd der fra Sanddal til vandmøllen hed Korskilde Mose, Trættekær, Lillehave, Skidenkær, og Sig, der ligger tæt ved vandmøllen. En gren af Korskilde mose kaldtes Brunbjerg.
Mellem Korskildemose og Lillehave strækker sig ligesom en halvø frem kaldet Tange med tre fremspringende pynter kaldet Lange Banke, Røde Banke og Fruehoved. Mellem Skiddenkær og mosen strækker Kornetbanken sig. Her skulle en svensk kornet efter sigende være faldet i en duel under svenskekrigen 1657.

Motorbanen i Snoghøj

Bem: Niels Andersen, der lagde jord til banen, kørte arbejdere til Vandel for tyskerne, da de anlagde flyvepladsen under besættelsen og kaldtes herefter Tyskerniels. De blev transporteret på ladet af hans lastvogn, der også brugtes til grisetransport, og det siges at de lå i den samme halm som grisene havde gået rundt i. Niels Andersen fik siden en tankstation på Vesterbrogade i Fredericia.

Moser og kær

Se også Erritsø mose.

Nederballe

Overballe

Plantebedet

Røjborg

Sanddal batteri

Maren Per Jørgens hul

Henrik Ussing skriver i Gamle stednavne fra Erritsø:
"Endnu findes der et og andet sted, der har sit særlige navn. Således er der et ledhul eller agehul, som det kaldes, der hedder Marens Perjørgenshul og navnet skyldes følgende hændelse:
I begyndelsen af det 19de århundrede boede en gammel kone nede ved Lillebælt. Hun var enke og ernærede sig af at fiske og arbejde for bønderne. Hun gik under navnet Maren Per Jørgens, og en hård sjæl har hun nok været. En Aften silde var hun inde hos en gårdmand ved Brovad, og det var slemt Vejr og mørkt. En efterårsnat. Folkene i gården ville sende en karl med hende, men hun afslog det med de ord, at hun hverken var bange for gud eller fanden. Om morgenen fandt man hendes lig, som var helt revet i stykker, og sporene ved stedet, et agehul, var som af en hest med to fødder. Stedet kaldes nu Maren Per Jørgens hul, og der går spøgeri i de mørke nætter. Der er dog dem, der mener, at nogle glubske hunde fra Damgård har revet hende ihjel. "

Sanddal bro

Sanddalhus

Sig (Siig)

Skovene

1. Ladegårdsskov øst og nord for Henneberg Ladegård.
2. Skærbækskov er den sydligste del af Ladegårdsskov, der var ejet af skærbækfolk.
3. Sønderskov, hvoraf næsten ingenting er tilbage.
4. Tykningen, kaldtes en del af Sønderskov der nu er forsvundet.
5. Firemandsskoven, den nordlige del af Ladegårdsskov, der var ejet af fire bønder.
6. Himmerigsskov ved Hejse, vestspidsen af Stoustrup skov.
7. Hulskov, på begge sider af slugten med Erritsø bæk fra Brovad til vandmøllen.
8. JomfruskovenDe små lunde og skove der ligger øst for bygaden er nok af nyere oprindelse. Lille skov øst for Snoghøj Landevej. Den var tidligere delt mellem fire lodsejere.De tre parceller ejedes hhv. af Østergaard, Peder Aage Gaarden og Sølyst. Den fjerde var senest ejet af en mand fra Skærbæk. Skellene var markeret ved lave diger som til dels stadig kan ses. Skoven er nu kommunal.
9. Mølleskoven lå vest for vandmøllen. De sidste rester er muligvis den lille strimmel på vestsiden af Hulningen.
10. Tingskoven, lå hvor de fire sogne Erritsø, Bredstrup, Ullerup og Taulov stødte sammen, muligvis gammelt tingsted.
11. Tange skov, ligger stadig nord for byen (Den tange der skyder sig ud mellem Erritsø mose og Korskildemose kaldtes Tange.

Slotshusene

Område med færgemandshuse i Snoghøj kaldtes fejlagtigt sådan i mange år, fordi man i 1922 troede, at et stort fundament man ved gravning stødte på, var resterne fra Hønborg slot. Fundamentet stammede imidlertid fra et stort kornhus, som opførtes her i 1568 på kgl. befaling, og som var på 3 etager og i 50 fag, men som ved anlægget af Fredericia var flyttet ind i fæstningen. I dag minder Slotsstien om stedet.

Skovhave huse

Slotshusene

Område med færgemandshuse i Snoghøj kaldtes fejlagtigt sådan i mange år, fordi man i 1922 troede, at et stort fundament man ved gravning stødte på, var resterne fra Hønborg slot. Fundamentet stammede imidlertid fra et stort kornhus, som opførtes her i 1568 på kgl. befaling, og som var på 3 etager og i 50 fag, men som ved anlægget af Fredericia var flyttet ind i fæstningen. I dag minder Slotsstien om stedet.

Slugterne

Limen var den første af tre slugter med moser og kær, der fra nord til syd skar sig ind i skrænterne ud mod Lillebælt. Navnet kommer af det oldnordiske lim, der betyder kalk. Jorden her var meget kalkholdig.
De øvrige slugter mod syd hed:
Tavemose / Taumose og Tranekær.
På den modsatte side af Lyngs Odde hed dalene fra vest mod øst Åndedal, hvor det spøgte slemt, Søsdam (Højskolesøen), Vejrmose, Bregnedal /Brejndal og Troldedal.

Snaremose

Mose syd for Snaremosegaard og øst for Jaunsgaard. Nogle mener navnet stammer fra, at man engang satte snarer til at fange fugle med, her.

Snoghøj

Snoghøj er et meget gammelt overfartsted og hovedfærdelsåre for trafikken til Fyn og Sjælland.
I modsætning til andre danske byer ved hovedoverfartssteder (Ålborg-Nørresundby, Nyborg-Korsør, Helsingør-Helsingborg, er der aldrig opstået en by ved overfartsstedet i Snoghøj. Det kneb endda med at få etableret en færgekro på stedet.
Årsagen til det må være, at en by på dette sted ville være meget udsat for plyndring og afbrænding af de fremmede hære der af og til trængte op i Jylland og hvor overfartsstedet ville være et oplagt mål.
På Fynssiden opstod der, som normalt, en by omkring Middelfart (det midterste overfartssted), og den var ikke nær så udsat på grund af bæltet.
Der findes teorier om, at Snoghøj oprindelig hed Snofar, hvor far står for overfartsted som i Melfar (Middelfart). Far betyder dog også at man bevæger sig fra et sted til et andet som vi kender det fra hilsenen "far vel", der kan oversættes med "god tur".
At navnet ikke har noget med høj at gøre, forklares med, at høj skulle stå for gravhøj, som der ikke findes nogen af på stedet.
Det kan der dog godt have været engang.
Jeg har selv tænkt over, om der skulle være en sammenhæng mellem Erritsø, der skulle komme af Eriks-høj og Snog-høj. Skulle høj ikke komme fra gravhøj findes der to baunehøje. En i Snoghøj og en i Erritsø. Det kunne måske tænkes at navnene havde relation til disse høje eller gravhøje med høvdingegrave. (Erikshøj=Erritsø) (Snobeshøj=Snoghøj). Man må formode at to stednavne ved siden af hindanden med endelsen høj er beslægtede. Høj betyder normalt noget menneskeskabt.
En legende fortæller at da vendelboerne forfulgte Knud den Hellige, tøvede han en tid her, inden han fortsatte flugten til Odense (tøve=snobe), og derfra fik stedet sit navn.
I 1524 er stedet beskrevet som Snobehøw. Her har fra meget gammel tid været overfartssted til Middelfart (Det midterste overfartsted). Færgeriet blev givet ved kgl. bevilling.
I Snoghøj findes en mindesten for en preussisk soldat faldet i 1849.

Snoghøjgård / Snoghøj gl. Færgegård

Snoghøj 1899 set fra stranden - Gl Færgegård bagest tv. Snoghøjgård th.

Den gamle færgegård
Snoghøj gl. Færgegård lå på højre side af vejen ned til det oldgamle overfartssted mellem Jylland og Fyn på Lillebælts smalleste sted. Den endte sine dage i 1997 da den blev nedrevet og nybyggeri opført på grunden. Den var formentlig opført 1670 af Carl Lombardi.
Da forvalteren af færgestedet flyttede over på den anden side af vejen på en ny gård som blev kaldet både Snoghøj, Snoghøjgård og Snoghøj Færgegård, blev den ældstefærgegård kaldet Gammel Færgegård, og fortsatte som færgekro til færgeriet blev nedlagt efter lillebæltsbroens bygning, og derefter som almindelig spisested.

I 1670, fik løjtnant og færgemand Carl Lombardi tildelt jorden fra erritsøgård nr. 17, hvis bygninger ødelagdes under svenskekrigen, mod at opføre nye bygninger i Snoghøj. Her blev Peder Grib, der havde sejlet under Tordenskjold, færgemand i 1742, da han fik tildelt bevillingen af kongen som tak for tro tjeneste. Da han døde i 1757, overtog svigersønnen Carl Lindam færgeri og gård. Han døde 1778 og det blev hans svigersøn Gotfred Fibiger, død 1795, der overtog stedet. Næste ejer var hans søn, postmester C. L. Fibiger, der døde 1840. Hans søn, kaptajn Jacob Scavenius Fibiger, udviklede et kendt våbensystem kaldet system 1834. En anden søn J. A. Fibiger blev en fremstående officer og faktisk udnævnt til kommandant i Fredericia. en udnævnelse som krigsministeren omgjorde og indsatte oberst Lunding i stedet.
Carl L. Fibiger solgte færgegården i 1839 til den kendte forstmand Hans Chr. Riegels, der anlagde en stor park med sjældne træer på skråningen bag den nye færgegård Snoghøjgård. Riegels var en mand der elskede træer og blomster og plantede bl.a. mange hvide magnolier og gule azalier. Denne park var hans stolthed og han ønskede at blive begravet oppe under sin yndlingslind, men det blev ham nægtet. Gamle fredericianere fortalte om store blomsterfester, han holdt i denne have med musikalsk underholdning.
I parken kom foråret tidligere end noget andet sted i Danmark. Den lå på sydskrænten af elboterrænet, lunet og læet på alle sider af skove og bakker, vendt imod syd. Her overvintrer planter, der ellers ikke kunne overvintre nord for Alperne.
Riegels døde i 1861. Hans enke, Frederikke Christine v. Heinen, der døde i 1887, havde derefter gården til 1871, hvor hun solgte Brocksenius, der i 1878 solgte den til apoteker P. Kragh fra Middelfart, som 1895 videresolgte gården til kaptajn eventyrer og forfatter til bl.a. Peder Mostbøgerne, Walther Edmund Christmas-Dirkinck-Holmfeld med forfatternavnet Walther Christmas (1861-1924). Da han blev skilt fra sin første kone Ragnhild, født Weber, i 1898, overtog hun gården og tog navnet Ragnhild Meldola. Når hun valgte navnet Meldola, skyldtes det, at hendes mor var af denne familie, som stammede fra et af de gamle handelshuse i Hamborg-Altona. Hendes far var den initiativrige sodafabrikant Theodor Weber i Svendborg
. Ragnhild Meldola var meget velhavende og yndede at omgive sig med den tids interlektuelle. I 1909 købte hun Slettegaard ved Svinkløv til sommerresidens, og beholdt den i over 30 år, omtrent til sin død.
Hun havde Snoghøj Færgegård frem til 1938, hvor hun udstykkede jorden. Parken med de sjældne træer og den gamle hovedbygning solgtes til en mand ved navn Jespersen, der startede en sommerbeværtning på stedet, der senere blev til Snoghøj Badehotel. Selve avlsgården blev forpagtet af en mand ved navn Nielsen-Holm. Gartner Kromann købte en del af jorden til gartneri.
Ragnhild Meldola havde, inden hun udstykkede gården, mødt fiskeribiologen Andreas Otterstrøm, der drev fiskerihøjskolen i Kerteminde, og hun tilbød ham at stille en grund til rådighed, hvor der kunne opføres en ny fiskerihøjskole og donerede desuden et beløb på op til 30.000 kr. til byggeriet. Desuden ville hun i 3 år sikre skolen et årligt tilskud på 2.000 kr., hvoraf hun selv ville betale halvdelen. Snoghøj Badehotel skiftede navn til Snoghøjgaard Hotel og overlevede i mange år ved at afholde enkeballer.
Snoghøj Færgegårds æra sluttede, da både restaurantbygningen fra 1920'erne og de sidste resterne fra Snoghøj Færgegård blev nedrevet i 1999.
Den gamle botaniske park med de sjældne træer blev ikke plejet, og gik i forfald. Hvor der før var park ligger der I dag enfamiliehuse. Inden parken gik helt i forfald, blev den i nogle år benyttet til afholdelse af grundlovsmøder.

Historien om to malerier på Snoghøjgård:

På Snoghøjgård hang engang to pasteller på hver side af en dør. Den ene forestillede en ung dame i en blå kjole og den anden en admiral i fuld uniform. Damens ansigtsdtryk lyste af harme, sorg, hovmod, livslyst, skuffelse, længsel og hårdhed. Det fremgik tydeligt af hovedets holdning, øjnene og mundens linjer. Der lå naturligvis en historie bag de to malerier og den lød således:
Et sted oppe i Norge, boede en præst med sin smukke datter, der var forlovet med en ung præst. Ude fra havet kom en hollandsk admiral en dag sejlende på sin fregat, og da han så præstens datter, fattede han et hæftigt begær efter hende. Han inviterede så pigen, hendes far og hendes forlovede ombord på fregatten, lettede anker og satte sejl, og langt ude på havet tvang han pigens forlovede, den unge præst, til at vie sig til sin egen brud. Historien slutter meget moralsk: Det blev et meget ulykkeligt ægteskab.
 

Snoghøj Efterskole

Oprettet 1945, nedlagt 1965.
Skolen oprettedes af Johannes Jørgensen og Gudrun Bording, der siden 1938 havde drevet Holsted Efterskole.

I 1943 blev Holsted Efterskole beslaglagt af tyskerne, så forstanderen måtte se sig om efter andre lokaler, hvis efterskolen skulle drives videre.
Gudrun Bordings lillesøster, Solvejg Bording (1907-1970), havde siden 1933 været ansat på gymnastikhøjskolen i Snoghøj, og mange regnede med, at hun engang skulle overtage forstanderstillingen efter Jørgine Abildgaard og Ane Krogh, men sådan kom det nu ikke til at gå. Solvejg har sikkert hjulpet sin søster og svoger med at finde lokalerne til Snoghøj.

Gymnastikhøjskolen var også beslaglagt af tyskerne, men "Helwegs Hus", der ligger ved højskolen og tilhører denne, havde de ikke beslaglagt så villaen blev overladt Johs. Jørgensen og Gudrun Bording, så de kunne fortsætte med at drive efterskole i villaen med nogle af eleverne fra Holsted.
Meningen var, at de så ville vende tilbage til Holsted når krigen var slut, men det viste sig, at tyskerne havde været så hårde ved skolen, at den ikke uden større omkostninger kunne genanvendes, og selv om den danske stat ydede et symbolsk erstatningsbeløb, svarede dette slet ikke til de reelle omkostninger til istandsættelse af skolen.

I stedet valgte de at købe et hus i Vejrmosen af en Johs. Kruse for 22.000 kr. Villaen var opført i 1928 af en mand ved navn Elkjær. Han boede derefter i huset til sin død. Før ham, havde Albert Breindahl boet på stedet.
I nov. 1945 startede det første hold elever på 19 drenge under navnet Snoghøj Efterskole.

Vinterholdene fra november til marts, var for drenge, og sommerholdene fra maj til sept. var for piger. Dette skyldtes, at de fleste kom fra landet og at der var bedre tid for drengene til at tage på efterskole om vinteren, hvor der ikke var markarbejde der skulle gøres. De fleste elever kom fra Vestjylland.
Eleverne sov i to store sovesale. De var i alderen 14-18 år.
20 høvlebænke og en naturhistorisk samling havde overlevet tyskernes hærgen, og var hentet fra skolen i Holsted. Der undervistes i almene skolefag med hovedvægt på historie, men herudover undervistes i praktiske fag. Drengene fik undervisning i sløjd og pigerne i kjolesyning, vævning og husholdning. Tre dage om ugen gik have man gymnastik der i starten foregik på gymnastikhøjskolen til man i 1948-49 fik indrettet en fhv. tysk barak til gymnastiksal.

Det kneb ind imellem med at skaffe elever nok, og i 1954 havde man intet vinterhold. Johs. Jørgensen tog derfor arbejde på kasernen i Fredericia, og underviste ved civilundervisningen.

I 1960, få år før efterskolen måtte lukke, tilbyggedes en elevfløj og i 1965 havde skolen så sit sidste hold efterskoleelever. De senere år havde man specialiseret sig i at undervise ordblinde og til sidst havde man næsten udelukkende ordblinde elever. Her var det en fordel, at skolen ikke var større.
Da efterskolen ophørte fortsatte Gudrun Bording dog nogle år med at have lejrskoler på stedet om sommeren.
Johs. Jørgensen døde i 1970 og Gudrun Bording i 1998.

Snoghøj Højskole

Bygget 1913 som fiskerihøjskole efter tegninger af arkitekt var Ivar Bendsen. Fru R. Meldola Weber på Snoghøj skænkede grunden samt 30.000 kr. til højskolens opførelse. Fiskerihøjskolen købtes i 1919 af forstanderen Andreas Otterstrøm, og det var ham der i 1924 solgte til Anna Krogh og Jørgine Abildgård, der i maj 1925 startede den kendte gymnastikhøjskole for kvinder på stedet under navnet "Folke- og Gymnastikhøjskolen i Snoghøj". Det var også dem der tilbyggede kirkesalen. Hvert år holdtes der på højskolen en Snoghøjfest, der samlede 2-3000 mennesker fra nær og fjern. Da gymnastikhøjskolen ophørte, blev der fra 1958- 1999 Nordisk-Europæisk folkehøjskole på stedet, og fra 1999 er skolen blevet IT højskole.

Til minde om gymnastikhøjskolen opstilledes Snoghøjpigen i 1986, udført af Keld Moseholm.

Ligeledes findes der på skolen et relief af fiskerihøjskolens stifter Andreas Otterstrøm. Nodelinien under navnet hentyder sandsynligvis til, at værket "Gamle sønderjydske Danse" blev samlet og beskrevet af Andreas Otterstrøm i 1933. Melodien er "Længe nok har jeg bondepige været."

Sankt Bernhard

Stenpyt

Var navnet på en sænkning i bygaden der var fyldt op med sten (en stenkkiste), fordi der i fugtige perioder ellers ville stå vand i hullet. Den lå lidt vest for stedet, hvor korskildemosen møder gaden.

Storedam

Tidligere lå der en stor og to små damme i bunden af mosen tæt på bygaden, på Villads Olsens gartneri. Storedam var så stor at der kunne sejles i den med en robåd, og den havde en ø i midten.

Storkereden

Stedet hvor Vejle Landevej munder ud i Kolding Landevej. Her var tidligere et trekantet anlæg midt på Vejle Landevej der delte højre og venstrasvingende trafik, med en kunstig storkerede med storke.

Strevelin

Navnet på et jordstykke langs med Strevelinsvej. Strevel/Strebel = Strimmel.
På Strevelinsvej lå engang C. Nielsens teglværk, anlagt omkr. 1880. Navnet var stemplet i stenene fra teglværket.
Det lå i "Smedegårds have", Erritsøgården der udparcelleredes 1770 og som Smedegårdsvej har sit navn fra. Strevelinsvej førte ned til Ekkodalen. Ved vejen lå bl.a. boelsstedet Skovly og ved stranden gartneriet Ekkodal.

Søsdam

Navnet på søen neden for Snoghøj Højskole. Navnet er lidt kryptisk og kan muligvis tolkes som "søens dæmning", idet der er lavet en dæmning over slugten der stemmer vandet op i søen. Navnet dam kommer formentlig af dæmning som det f.eks. kendes i mølledam.

Tange

Tofterne

Ulvepyt

De gamle veje

Før udskiftningen var der kun 4 offentlige veje i sognet. Bygaden, Herredsvejen mellem Fredericia og Snoghøj som også kaldets Nedervejen og landevejene fra Snoghøj til Kolding og Vejle. Resten var markveje. Da man foretog udskiftningen, blev der anlagt et nyt system af veje.
Fra Herredsvejen (Snoghøj Landevej) førte følgende veje mod øst (mod Lillebælt)

1. Sanddalvej
2. Jomfruvej
3. Strevelinsvej
4. Lyngsvej

Syd for bytofterne blev anlagt en vej, kaldet hovedvejen, der havde forbindelse til bygaden via:
1. Hyrdeledvej (Vandværksvej)
2. Agerleddet/Agerledsvej
3. Søskendevej

Fra hovedvejen mod syd, forbi lodderne mellem bytofterne og haverne førte:
1. Krogsagrevej
2. Tonne Kjærsvej, der endte blindt.
3. Elkjærs Agrevej

I sognets vestende lå vejene:
1. Mølleskovsvej
2. Havlykkevej
3. Ladegårds skovvej

Polakvej / Polakhøj / Polakstenen

Polakvej kaldtes en vej der lå omtrent, hvor Erritsø Mosevej i dag ligger. Sagnet fortæller, at en polak engang skal have skudt sig på Polakhøj, en høj der lå ved vejen med en stor sten på toppen der kaldtes Polakstenen, som hver nytårsmorgen vendte sig ved hanegal.

Agerleddet

Bygaden var i gamle dage indhegnet for at kreaturerne ikke kunne komme derud. For at komme ind til gårdene skulle man åbne et led og vejene ud til de fælles marker var også lukkede med led. Erritsø Kirkevej hed tidligere Agerleddet, fordi der her var anbragt et led ud til agrene (markerne).

Vejermosen (Vejrmosen)

Navnet kommer formentlig af vøjre der bl.a. kendes fra langeland og betyder vidjer, altså Vidjemosen. Vidjer er et gammelt ord for pilegrene der bruges til pileflet. Vejermosen eller Vejremosen ligger mellem Snoghøj og Sønderskov.

Vejermose Batteri

I 1807 var Danmark i krig med England.
22 august 1807 gav kronprinseregenten ordre til, at der skulle anlæges 2 nye søbatterier over for hinanden på hver side af bæltet, syd for Snoghøj, dels for at beskytte overfarten, men også for at sikre mod fjendtlige skibes indtrængen i bæltet. Arbejdet igangsattes allerede 26. august. Batteriet på de jyske side anlagdes på en 6 m. høj brink der købtes af gmd. Hans Pedersen Elkjær. Batteriet Vasnæs på fynssiden anlagdes på Hindsgauls jorder. Stedet kaldtes dengang Wøggermose. Navnet ændredes senere til Weyermose og nu kaldes det Vejrmose. 2. november besigtigede kronprinsen, der regerede for sin sindssyge far, anlægsarbejderne ved Vejrmose.
Skanseanlægget blev opført som en redoute, d.v.s. lukket mod alle sider med jordvolde og med 645 tilspidsede palisadepæle gravet ned i yderskrænten af den foranliggende voldgrav.
Batteriet armeredes med 13 stk. 18 punds kanoner og 2 stk haubitsere opstillet på fæstningslavetter der allerede monteredes i oktober. De sidste anlægsarbejder afsluttedes først omkring et år efter påbegyndelsen.
Under alarmering bestod besætningen af 3 underofficerer ot 78 mand fra 9. artillerikompagni under landeværnet og bestod hovedsagelig af folk fra omegnen. Til daglig var her kun et mindre vagtmandskab.
Mandkabet boede først i jordhuler, men 1810 opførtes en kasernebygning på 27,6x6,6m.
I skansen var desuden en marketenderhytte, en hestestald til 10 heste, 2 store og to små tømmeroverdækkede jordkældre til krudt og et teglhængt bræddehus til ammunition.
Batteriet nedlagdes 1814 og skytset førtes til Fyn, som man mente bedre kunne forsvares mod en fjende, der trængte op i Jylland.
Under besættelsen indrettede tyskerne bunkeranlæg i skanserne til deres luftværnsskyts.

Venezuela

Omkring det tidspunkt da man byggede den gamle lillebæltsbro, opstod der et lille klondyke i Korskilde Mose, i det område der i dag ligger ved Erritsø Engvej. Nogle af de arbejdere der arbejdede på broen eller banen opførte et skur som de boede i, i det sumpede område. Erritsøerne kaldte stedet for Venezuela. Måske fordi det var et eksotisk område

Ørkenen

Det lille område ved Houstedgårdsvej der nu afgrænses af motorvejen, jernbanen og Houstedgårdsvej. Har fået sit navn på grund af fortiden som grusgrav.

Øster Elkjær

Tidligere navnet på en gård i bygaden, nu navnet på et plejehjem der ligger på gårdens plads. Øster Elkjær hed først Elkjær efter ejeren. Han købte Erritsøgård som så fik navnet Elkjær og den gamle gård mod øst kom derefter til at hedde Øster Elkjær.

Aanddal