DANMARKS HISTORI - ENGLANDSKRIGENE

Artikler om begivenheder der knytter sig til Englandskrigene.

Samlet af Erik F. Rønnebech

KRIGENE MOD ENGLAND 1801 OG 1807

Forhistorien:
Efter den franske revolution ønskede folkene bag revolutionen, at starte en europæisk folkerejsning mod adelen, hvilket naturligvis ikke passede europas fyrstehuse. Dette førte til revolutionskrigene. I 1792 erklærede Frankrig Østrig krig, hvorpå Preussen og Sardinien sluttede sig til Østrig. 1793 udvidede Frankrig krigen ved at erklære England, Nederland og Spanien krig. Frankrigs fjender sluttede sig derpå sammen i en koalition, som de fleste italienske stater, Tyskland og Portugal også tilsluttede sig.
Krigslykken var med franskmændende, der i 1792 erobrede Sardinien (Savoyen), Østrigske Nederlande og Nizza og gik ind i Tyskland.
Da de udvidede krigen året efter, gik det en kort tid lidt tilbage, men snart førtes krigen igen på fjendens mark. 1795 blev Nederland omdannet til en fransk vasalstat kaldet Den Bataviske Republik og Preussen trak sig ud af krigen sammen med de nordtyske stater og Spanien. Spanien skiftede side og gik med Frankrig mod England. Dette betød at Frankrig kunne samle kræfterne mod Italien og Østrig og med Napoleons felttog 1795-77 der endte med fredsslutningen i Campo Formio, fik Frankrig tildelt de tyske lande vest for Rhinen samt Østrigske Nederlande. Frankrig forsøgte at invadere Irland, men det afvistes af Englænderne. Napoleon drog derpå med en stor hær til Ægypten, men den engelske admirak Nielson knuste den franske flåde i slaget ved Abukir i 1798, og England fik derved totalherredømmet til søs i Middelhavet og afskar den Franske hærs hjemrejse. Tyrkerne kom derefter deres vasalstat Ægypten til hjælp.
En ny koalition dannedes mod Frankrig, og her indgik Rusland, som dog kom på kant med de øvrige allierede og trak sig ud igen året efter. Samme år lykkedes det Napoleon at slippe hjem fra Ægypten. Han gennemførte det kup der gjorde ham til frankrigs diktator. Koalitionen brød stille og roligt sammen da Napoleon fortsatte sin sejrsmarch. Østrig sluttede fred 1801 og England 1802. Frankrig beholdt de erobrede besiddelser.

Zar Pavel I af Rusland dannede i krigens sidste fase sammen med Danmark, Sverige og Preussen " 2. Væbnede neutralitetsforbund". Formålet var at handelsskibe fra neutrale lande skulle kunne sejle frit og transportere varer til de lande de ville, selv om landene var i krig. Det væbnede bestod i, at handelsskibene blev beskyttede af krigsskibe. Dette betød bl.a., at engelske eller franske krigsskibe ikke kunne visitere og opbringe handelsskibe fra disse lande, selv om de sejlede med varer til landets fjender. Da Danmark havde en stor flåde, var det i stor udstækning danske krigsskibe, der stod for beskyttelsen af konvojerne. Den danske flåde var derfor en trussel mod England, der besluttede, at Danmark skulle tvinges ud af forbundet.


Skærtorsdagsslaget 2. april 1801 på Københavns Red mellem en britisk flåde og byens stationære søforsvar:

30. marts 1801 kl. 7, sejlede en engelsk flåde ind i Øresund og kom i kamp med batterierne på Kronborg. Hverken flåden eller Kronborg led synderlig skade ved episoden. Englændernes tab var 7 dræbte. Svenskerne, der var Danmarks allierede, skød imidlertid ikke, fordi kronprinseregenten havde frabedt sig svensk hjælp af frygt for at miste retten til sundtolden p.g.a. svensk hjælp. En intakt engelsk flåde kunne derfor ved middagstid ankre op ud for Tårbæk for at afvente gunstig vind. Størstedelen af den danske flåde var taklet af for vinteren. Resten blev sat til at bevogte indsejlingen til Københavns havn.
Københavns forsvar bestod af de tre søforter samt nogle landbatterier. Udrangerede linieskibsskrog, kaldet blokskibe, var desuden slæbt uden for havnen, forsynet med kanoner og ankret op i en lang række. Hullerne mellem dem var fyldt op med mindre skibe og pramme bestykket med kanoner og under kommando af Olfert Fischer, som befandt sig på Dannebrog midt i rækken.
Skærtorsdag den 2. april var vinden gunstig og den engelske flåde lettede anker og snart efter var slaget i gang. Den britiske admiral Sir Hyde Parker blev liggende i Sundet med ca. 1/3 af sin flåde, mens viceadmiralen Lord Nelson angreb med hovedstyrken. Briterne havde stor overvægt i kanoner og mænd. Nelson udnyttede den danske linjes ubevægelighed, idet han angreb gennem Kongedybet sydfra, hvor støtten fra forter og landbatterier var svag. Den danske sydfløj måtte derfor døje de glatte lag fra hele den britiske flåde, efterhånden som denne løb forbi mod sine kamppositioner og afskød den ene bredside efter den anden. Efter fire timers kamp var den danske sydfløj indtil flagskibet "Dannebroge" i midten tilintetgjort. To skibe blev sænket, et undslap, syv måtte stryge flaget. Blokskibet "Prøvesteenen" holdt længst ud, skønt det havde den mest udsatte position yderst i linjen. Kaptajn L. F. Lassen forlod det først, da han kun havde de to af sine 58 kanoner tilbage. I centrum kom "Dannebroge" tidligt i brand og sprang senere i luften efter at have strøget flaget. Willemoes og hans flådebatteri på 20 kanoner fik derfor til opgave at engagere Nelsons flagskib "Elephant" som havde 74 kanoner. Det gjorde han godt og efterlod et uforglemmeligt indtryk, før han måtte kappe ankrene og lade de sønderskudte rester af batteriet drive i sikkerhed. Også den danske nordfløj i Kongedybet blev efterhånden sat ud af spillet. Men nu kunne fortet Trekroner gribe ind, og i havneindløbet bag det ventede foruden Billes eskadre to friske, svære blokskibe samt allerbagest Kastellets batterier. Briterne havde ikke mistet noget skib, men mange var frygtelig medtagne, og en del stod på grund, deraf tre inden for Trekroners skudvidde. Admiral Parker hejste signal til at afbryde slaget, men Nelson satte kikkerten for sit blinde øje og kunne ikke se noget signal. Han fortsatte kampen mod nordfløjen, samtidig med at han sendte en parlamentær til kronprinseregenten Frederik VI, der regerede for sin sindsyge far. Det ultimatum han medførte lød:

"Lord Nelson har ordre til at skåne Danmark, hvis det ikke længere gør modstand, men dersom skydningen vedbliver fra dansk side, vil lord Nelson være nød til at sætte ild til alle de flydende batterier han har erobret, uden at det står i hans magt at frelse de tapre danske, der har forsvaret dem."

Briterne fik deres krigsmål opfyldt og danmark måtte trække sig ud af forbundet. Englænderne havde erobret, sænket eller fordrevet hele den danske flådestyrke syd for Trekroner. Det væbnede Forbund brød sammen, da den russiske zar myrdedes samme år under et statskup.

Krigen 1807:
Det dansk-norske kongerige var, på grund af sin store flåde, blevet en lus mellem to negle i det engelsk-franske opgør det trak op til i 1807. Danmark forsøgte af al magt at holde sig neutral. Kronprinseregenten Frederik VI, samlede den danske hær i Holsten og opholdt sig selv i Kiel. Han frygtede at Napoleon skulle angribe sydfra for at erobre den dansk-norske flåde, fordi Napoleons egen flåde var gået tabt i slaget ved Trafalgar. Samme frygt havde englænderne, der besluttede at komme Frankrig i forkøbet, da man hørte et falskt rygte om, at den danske flåden var ved at blive gjort søklar.
En engelsk eskadre på 46 skibe blev gjort klar i Yarmouth under kommando af admiral James Gambier, landtropper blev indskibet og 26. juli stak flåden til søs.
Ved ankomsten til Øresund ankrede den op lidt nord for Helsingør og man gik i land for at proviantere. Da flåden 3. august stod ind i sundet, blev den hilst af kanonsalut fra Kronborg. Den 7 august mødte en engelsk gesandt den danske udenrigsminister C. G. Bernstorff i Kiel og forlangte den dansk-norske flåde udleveret, hvilket dog afvistes og næste dag fik gesanten foretræde for kronprinseregenten.
Flåden skulle udleveres som pant for en alliance, england ville tilbyde Danmark-Norge når krigen var forbi. Man ville få flåden tilbage og alle skader ville blive erstattet. Kronprinsens svar var: "Hvormed vil man godtgøre æren", og dagen efter tog han i hemmelighed til København for at vinde tid. Da den engelske gesandt Jackson opdagede at han var rejst, forsøgte han i hast at følge efter, først med et engelsk skib, men da det måtte returnere på grund af ugunstig vind, tog han med postvognen. Kronprinsen havde forudset dette og beordret, at vognen skulle opholdes mindst 2 timer hver gang der skulle skiftes heste. Da kronprinsen ankom til hovedstaden 11. august, blev arbejdet med byens forsvar straks beordret igangsat. Befolkningen forventede, at var kommet for at styrke moralen, og festede på grund af hans ankomst, tog fejl. Han hentede blot sin sindsyge far, uddelte nogle ordrer og returnerede dagen efter til Kiel. Gesanten kom til københavn 13. august og da han opdagede, at kronprinsen var væk igen, gav han den engelske flåde ordre til aktion. Den 15. august gik englænderne i land mellem Skodsborg og Vedbæk uden at møde modstand. Den engelske hær samlede sig om København, der sattes under belejring. Englænderne mønstrede 29.000 mand mod et forsvar på 4.300 mand plus borgervæbninger og frivillige eller ialt ca. 13.000 mand. Resten af den danske hær stod stadig i Holsten. Den 72 årige general Ernst Peymann blev udnævnt til at lede byens forsvar og kommandør Steen Bille skulle lede søforsvaret.
Efter at den engelske general Catchart havde opfordret til overgivelse, startede bombardementet af København 2. september kl. 7.15. Efter nogle frygtelige døgn måtte Peumann give op og bede om en våbenhvile, hvorunder kapitulationsbetingelserne blev aftalt og 7. september blev de underskrevet. Betingelserne var som ventet betingelsesløs udlevering af flåden. Da nyheden nåede frem til kronprinsen blev han så rasende, at han fik stillet general Peymann for en krigsret og dømt ham fra ære, liv og gods. Dommen blev dog mildnet til afsked i unåde uden pension.
Københavns bombardement vakte ikke begejstring i europa, ikke engang i England.
21 oktober sejlede så englænderne afsted med den stolte danske flåde.
Danmark måtte opgive neutraliteten, slutte sig til Napoleon mod England.
En ny flåde kunne ikke opbygges indenfor en overskuelig fremtid, og i stedet byggede man små kanonbåde, som man begyndte at føre en slags guerillakrig med. Desuden blev sørøveri gjort lovlig i bekrigelsen af England.

Napoleons nye kampmiddel mod englænderne var fastlandsspærringen, der skulle hindre englændernes adgang til havnene på kontinentet og derved svække landets økonomi. Alle lande, undtagen Sverige, deltog i spærringen, og derfor erklærede Frankrig og Rusland Sverige krig og Danmark-Norge fulgte med. En planlagt dansk-fransk invasion i skåne, der skulle ledes af Baptiste Bernadotte blev dog opgivet, fordi Napoleon opgav interessen for området.

Napoleon havde indsat sin bror Joseph som konge af Spanien og det var ikke særligt populært blandt spaniolerne, og det bevirkede bl.a., at spanske soldater sammen med franske under prinsen af Ponte Corvo, sendtes til Danmark og drog i marts 1808 op gennem Jylland for at hjælpe os mod Englænderne. Da de marcherede gennem Rendsborg blev den sindsyge kong Christian VII så forskrækket, at han døde. og alle landets kirker blev pålagt at ringe 2x2 timer hver dag for den døde konge.
De spanske tropper i fæstningen Fredericia aflagde troskabseden den 25. juli. I fæstningen var forinden opført et helt nyt lazaret til de fremmede tropper.
Hovedparten var spaniolerne var godt trætte af være blevet tvunget til det lille kolde land så højt mod nord.
Det udnyttede englænderne, der, efter at have taget den danske flåde i 1807, uhindret kunne sejle rundt i de danske farvande, hvor de dog skulle vogte sig for de danske kanonbåde. Lillebælt var dog en undtagelse, da de her kunne udsættes for beskydning fra kystbatterier i Fredericia og Strib, men i Storebælt kunne de uhindret sejle.
For at få spaniolerne til at begå mytteri, sendte englænderne i 1808 flyveblade i land, hvor de tilbød de spanske tropper, at de kunne blive sejlet hjem til Spanien, og propagandaen virkede, idet mange af de spanske tropper, i stort tal søgte mod Nyborg, for at blive indskibet.
Fra Fredericia kendes episoden med ritmesteren Antonio Costa, der blev overmandet og måtte overgive sig til danske og franske tropper ved Lyngs odde, da han med sine folk forsøgte at komme over Lillebælt. Det var for meget for ritmesterens ære og efter at han overdraget sine værdigenstande til sin oppasser, trak han sin pistol og skød sig selv for panden.
Det var dyrt for landet at have de fremmede tropper indkvarteret. Bl.a. brændte de slottet Koldinghus af. Mange kvinder kunne ikke stå for den spanske charme og en del danskere har aner, der stammer fra de spanske hjælpetroppers besøg i landet.


Napoleon taber krigen og danmark må afstå Norge til Sverige.

Napoleons "grande arme" mødte sin skæbne i Ruslands vinter 1812. Selv slap han med nød og næppe hjem til Paris. Frederik VI ville ikke indse at Napoleon var slået og Danmark forblev hans allierede til det sidste. Han fik dog stablet en ny hær på benene og var klar til at møde en ny koalition der var opstået mod ham og som bestod af England, Rusland, Preussen, Østrig og Sverige. I 1813 sendte den danske konge 10.000 danske soldater, det såkaldte Auxiliærkorps, ned for at hjælpe Napoleon. De drog af sted i august og underlagdes Napoleons XII armekorps. 10.decemper kæmpede korpset sin sidste kamp. De var på tilbagetog som hele Napoleons arme og forfulgtes nordpå af svenskekongen Karl Johan. Danskerne trak sig ind i Rendsborg fæstning og indesluttedes medens svenskerne fortsatte nordpå. Resten af den danske hær stod på Fyn og hele Jylland var prisgivet. Den danske Frederik VI måtte slutte fred med svenskekongen uden et sværdslag, og underskrev fredstraktaten i Kiel natten mellem 14. og 15. januar 1814. Betingelserne var afståelsen af Norge til Sverige. Som et plaster på såret blev han hertug af Pommern og fyrste af Rügen. Titler som han imidlertid ikke beholdt ret længe. Kongen sendte derpå et åbent brev til nordmændene for at forklare sammenhængen.
Den danske konges fætter Christian Frederik var statholder i Norge fra maj 1813. Han nægtede at anerkende Kielerfreden, idet han ikke mente at den danske enevældige konge kunne overføre den suverænitet han havde over Norge til en anden konge og forlangte at nordmændene selv skulle bestemme deres fremtid og indkaldte til en grundlovgivende forsamlign i Eidsvoll 10. april. Det tog forsamlinge 40 dage at udfærdige en ny forfatning (grundlov) for Norge som blev vedtaget om eftermiddagen den 16. maj og næste dag valgtes Christian Frederik til norsk konge.
Karl Johan ville dog ikke give sig og rykkede 29. maj ind i Norge med en hær. Det lykkedes ham ikke som ventet at løbe Norge over ende, og han måtte til sidst opgive nordmændenes totale underkastelse. 8. august 1814 sluttedes våbenvile i Moss. Aftalen blev at norge skulle bevare sin selvstændighed i union med Sverige, men måtte opgive at have egen konge, så Christian Frederik måtte abdicere efter kun 53 dage på den norske trone.


Erritsø 1808 under Englandskrigen

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286