TREÅRSKRIGENS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til krigens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech ©

SLAGET VED SLESVIG 23. APRIL 1848

Efter slaget ved Bov 9. april, måtte den danske hær opgive at forfølge slesvig-holstenerne. Den 11 april rykkede hæren ind i Slesvig by. Hæren var blevet forøget med garden til fods talte nu 12.000 mand. En alt for lille styrke til at kunne holde den 15 km. lange Dannevirkestilling. Krigsminister Tscherning havde derfor instrueret overkommandoen, at man skulle forsøge så kraftigt som muligt at forsvare stillingen i Slesvig, men kunne den ikke holdes, skulle man trække sig kæmpende tilbage fra stilling til stilling. Man måtte under ingen omstændigheder sætte hærens eksistens på spil. Hedemann og Læssøe foretog en rekognocering i det omkringliggende terræn og besluttede at hovedstillingen skulle ligge i det skovbevoksede bakkede område mellem Gottorp og Husby.
Påskedag den 23. april sendte Wrangel den preussiske division på to brigader under generalløjtnant fyrst Radziwill frem mod de danske stillinger. Det var en råkold og fugtig morgen og de danske tropper var ved at samle sig til kirkeparade, da dragonordonnanser op skummende heste kom galopperende ind på pladsen og meldte, at fjenden i lange kolonner bevægede sig hurtigt frem ad vejen mod Bustrup.
Den danske overkommando troede først ikke på meldingen og først kl. 10 blev der blæst allarm. Da var de preussiske generaler allerede forsamlet på egnens højeste punkt Kongshøj, hvorfra stillingen kunne overses.
Den ene fjendtlige brigade ført af general Möllendorf, fulgte den gamle Rensborg landevej over Brekendorf og Over Selk, medens den anden under general Bonin, fulgte den vestligere Rendsburg chauss´e over Jagel og Klosterkro. De to brigader mødtes, hvor de to veje støder sammen, ca. 250 m. nord for Dannevirkes forbindelsesvold til halvkredsvolden, og fortsatte gennem Bustrup og Friedrichsberg og forbi Gottorp slot og Slesvig by videre nordpå. Taktikken var, at når de nåede Kovirke skulle de standse op. Möllendorffs brigade skulle besætte Kovirke og Bonins brigade skulle samles ved landsbyen Lille Dannevirke vest derfor. Angrebet på de danske stillinger var først planlagt til at skulle foregå dagen efter.
Fjendens reserver fulgte et stykke bagefter og bestod af Prinsen af Nöhrs ca. 4.000 slesvig-holstenere og ca. 3.000 fra det tyske forbund. De resterende af forbundsdivisionen var på march op gennem Holsten, men Wrangel anså dem ikke for nødvendige for at kunne besejre den talmæssigt underlegne danske hær.
Da den preussiske højre kolonne ikke mødte danske tropper ved Over Selk, sendtes en fortrop fra avantgarden på 1½ kompagni frem over Vedelspang og halvkredsvolden. Øst for Bustrup kom den i hidsig kamp med de danske forposter, og avantgarden chef, oberstløjtnant von Waldersee, måtte i modstrid med sine ordrer, sende forstærkninger frem. Danskerne fik også forstærkninger, hvilket fik Waldersee til yderligere at sende infanteri og et par kanoner frem.
Da den danske overkommando fik underretning om kampene ved Bustrup, anså de det som indledningen til et større angreb, og planen gik derfor ud på at holde fjenden angageret ved Bustrup, medens resten af hæren gjorde sig kampklare i hovedstillingen.
Avantgardens 3. jægerkorps og 12. bataillon rykkede derfor frem og drev fjenden tilbage til halvkredsvolden. 3. jægerkorps besatte forbindelsvold en til Dannevirke og 12. bataillon holdes som reserve for jægerne ved Risbjerg.
Da Wrangel ikke reagerede, vedblev Oberstløjtnant von Waldersee at sende forstærkninger frem så næsten hele Möllendorfs brigade efterhånden var inddraget i kampene.
Da den danske avantgarde i længden ikke kunne vedblive at holde til presset, sattes Bülows 1. brigade ind mod preussernes venstre flanke. Dette gjorde Wrangel så nervøs, at han bad Bonins brigade komme Möllendorff til hjælp.
Bonins brigade var på march mod vest, og da ordren nåede bageste regiment, undlod regimentschefen major Steinmetz, at lade ordren gå videre frem, men vendte selv om med sit regiment, medens resten af brigaden intetanende fortsatte marchen mod vest. Da Steinmetz nåede Bustrup, kom han i ryggen og flanken på Bülows brigade, der derfor måtte trække sig noget tilbage.
Kampene kom efterhånden tættere på danskernes hovedstilling, og overkommandoen kaldte friske batailloner frem, som kom i voldsomme nærkampe om gården Anettenhöhe, men fik stoppen prøjsernes fremmarch. Klokken var da omkring 16.
Hedemann og Læssøe valgte dette tidspunkt til at forsøge et dansk modangreb. Det blev dog ikke til noget på grund af en melding, der indløb fra oberst Juel om, at han med garden havde forladt Gottorp slot, der fungerede som danskernes faste venstre flanke. Juel var rykket mod Slesvig by på grund af rygter om fjendtlige tropper her. Rygtet var falsk, men uden flanken på plads var det for risikabelt med et modangreb. Højre fløj, der bestod af kavalleri, var heller ikke på plads, men gået tilbage til Skovby.
Overkommandoen besluttede ved mørkets frembrud i stedet, at trække sig ud af kampene og gå tilbage til en forberedt stilling mellem Arnholt sø og Langesø.
Da soldaterne var trætte efter kampene, lod overkommandoen dem gå i kantonnement i Flensborg i stedet for at bivuakere i Bovstillingen. Man regnede ikke med at blive forfulgt af fjenden. Det var desværre en fejltagelse, idet Wrangel havde sendt friske og udhvilede hannoveranere samt andre forbundstropper, der ikke havde været med i kampene dagen før, frem. De overraskede fuldstændig danskernes forposter ved Oversø og tog to af 2. jægerkorpses kompagnier til fange. Et par dragoner reddede sig og fik alarmeret soldaterne i Flensborg. Soldaterne tumlede søvndrukne ud af byen i vild uorden, som det dog ret hurtigt lykkedes officererne at få orden på. Rygter nåede frem til Tscherning om at hæren var i opløsning, og han sendte derfor generalintendanten general C.F.Hansen til Als med uindskrænket fuldmagt til at foretage det fornødne, da han ikke anså overkommandoen for kompetent.

En episode fra kampene ved Husby skildret af en preussisk officer:
»Nu red general Bonin frem for at undersøge forholdene. Vore blænkere fulgte langsomt efter bag hegnene. På én gang råber generalen: »Børn! se til at komme herhen, dér sidder artilleri fast, det hører os til.« Nogle danske kanoner var kørt gennem en gård ind på en markvej, som pludselig endte, og nu måtte de tilbage gennem gården. Blænkerne løb rask op på bakken, men som vi er i fuld fart, ser vi generalen sætte over et dige ind på marken og vinke os tilbage med det udråb: »Bag hegnet, der kommer kavalleri!« I Slesvig er alle marker og veje indfattede med beplantede jordvolde, som her kaldes »knicke«. Disse levende mure er ofte så høje, at man ikke kan se en vogn bag dem, og fra en således indhegnet sidevej, der var umiddelbart foran vore skytter, for pludselig en eskadron af det Sjette Danske Dragonregiment frem, bøjede ind på hovedvejen og jog lige løs på vore to bataljoner. Forrest var ritmesteren, han hed Würtzen, så kom fire officerer i en linje, derpå Dannebrogsfanen og efter den hele eskadronen, svingende sablerne højt op i stærkeste firspring. Det støvede, susede, raslede som en hvirvelvind forbi os på vejen, og skytterne, som på generalens vink havde reddet sig bag hækkene, tænkte slet ikke på at fyre, men var virkelig noget forbløffede, som man kalder det. Da de havde besindet sig og indså, at der efter reglementet og den sunde fornuft dog egentlig skulle have været skudt, var den vilde jagt stormet forbi og gik nu lige løs på løjtnant Petzels haubitser, som netop havde prodset på til fremrykning. Disse måtte naturligvis atter afprodse, men de danske var allerede over dem, før det kunne ske. Imidlertid kom vore skytter til besindelse og begyndte at beskyde de danske i ryg og side. Standarten sank, en ung dansk officer, hr. von Vedell, blev fanget. Hvad der kom ud af hurlumhejen, jog tilbage i det mindste lige så rask som de var komne, men denne gang ikke uden ubehagelige sidebemærkninger fra blænkerne bag hegnene. Hvor man så hen, var fangne, døde og sårede, og når man betænkte, med hvilket mod og uforfærdethed rytterne jog frem til angreb, gjorde det én ordentlig ondt, at de kom så slet derfra, thi angrebet var virkelig det skønneste, man kunne se, især fordi officererne red foran og selv gav det bedste eksempel. Men kanonerne, ja dem havde de danske reddet, mens vi skælvede for dragonerne.«
Kavaleriangrebet blev ledet af ritmester W. F. Würtzens

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286